søndag den 28. februar 2016

Gæt...


hvad jeg ser...














Jeg har fået en besked på Facebook

"hej smuk 
jeg se smuk mode kvinde,kan lig din profil er til lit butte
men er til uartig lyster i seng,er lige på og hårt.mhv xxxxxx"


Overvejer at svare ham med flg. besked:


"hej fgsaw
jrg fæså njv@jd jen åwq zxars ælm ncb, z€dm nd.s vhm"


Noget siger mig, at han forstår hvor jeg vil hen.

Tanker, jeg aldrig tænker

- Nu skal det blive rart med en løbetur, inden jeg skal i seng.

- Joachim B. Olsen siger bare så mange kloge ting. Gid han bliver statsminister en dag.

- Donald Trump er ret sexet.

- Nårhh, se. En frø.

- Jeg glæder mig til næste sæson af "Vild med dans".

- Jeg hader at give blowjobs.

- Gid de snart skal slibe skinner igen. Jeg håber, det bliver en søndag nat!

- Min hage er alt for spids.

- Æv...de her jeans sidder alt for løse om lårene.

- 50 Shades er bare herre-piv-fræk.

- Hvorfor har Apple ikke Fede Finn & Funnyboyz som ringetoner?

- Det er skide irriterende at have thigh gap.

- Jørn Neergaard Larsen virker bare så sympatisk.

- De der to narkomaner i X-Factor kunne altså godt tage at vise lidt flere følelser. De virker så kolde.

- Jeg fatter ikke dem, der gider se dokumentar om flystyrt.

- Årh! Det er snart forår. Så kommer sneglene frem. Yay! Dét har jeg savnet.

- Jeg savner virkelig at være sammen med en mand, der er helt vild med provinsrally. Det gav bare lige sådan et ekstra pift på tilværelsen.

- Jeg bor alt for sterilt.

- Juhuuu! Vi skal have kogt hamburgerryg til aften!

- Nu gemmer jeg altså lige resten af denne flaske Asti til i morgen.

- Hvor er jeg heldig, at jeg er født med et naturligt smukt udseende.

- Faktisk er jeg ret lækker.

- Mit hjem mangler helt klart flere lammeskind.

- Nu overfører jeg lige et par tusinde ekstra til opsparingen. Jeg har rigeligt denne måned.

- Jeg kan sagtens more mig uden alkohol til den fest.

- Inger Støjberg virker bare så hjertevarm.

- Mine tånegle er så porøse. Gid, de var lidt tykkere.

Dagens vigtigste nyheder hos MJA

Ja ja, ingen skal i hvert fald komme og sige, at det ikke passer, at Silkeborg er bilernes by. Her er dagens øverste artikler på MJA. (Med undtagelse af et røveri i toppen).






"For at læse denne artikel skal du være abonnent".


Jeg tror jeg klarer mig fint uden, MJA.

Ej...det var en grim overskrift

Jeg tror lige jeg ændrer overskriften på det indlæg om strudse i stiletter. Det er ikke rart for øjnene at se. Men jeg fastholder dog, at det ligner en heftig omgang seksuel udblokning.  Eller alternativt; lidt for stor Tampax med al for stor sugeevne.


Nå, men så er det søndag. Og jeg fortryder helt vildt, at jeg i går lovede Uglen at hjælpe hende med at få gjort rent inde i hendes rede, når hun kommer hjem fra sin far.
Det er uoverskueligt, synes jeg. Svarer vel til at rydde op på motorvejen, efter en renovationsvogn er blevet tiltet om på siden. Og jeg burde vel eentlig hoppe på cyklen og smutte ud efter en rulle sorte plastiksække eller leje en container. Ej, men jeg fatter det ikke. Hvordan kan unge mennesker leve i sådan noget? (Et spørgsmål, som Sundhedssøn ville grine hånligt af, mens han åbner visse køkkenskabe og hoster et "Dobbelt-host-moral")


Hm.


Nå, men forberedelserne til 80'er festen næste lørdag er stadig højt prioriteret hos min veninde og mig. I et anfald af kedsomhed i aftes, fik jeg bestilt verdens mest røde læbestift og verdens mest glitrende fedtede lip-gloss. Og øjenvipper så kraftige, at de med lethed ville kunne bruges til at feje rugbrødskrummer op. Det skal nok blive yndigt. Især senere på aftenen, hvor jeg vil vædde med, at jeg i et anfald af hedeture, flår 80'er parykken af og slår mit eget hår ud, som nok har kendt bedre retninger, efter at have været spærret inde i en stram parykhætte. Jeg bliver så sexet!


Status på indbildt influenza:

Bedre. Men dog ikke væk. Skulle have været til middag hos min tidligere chef i dag, men da hun fortalte, at datteren havde feber i går, kunne jeg godt mærke, at...det skulle jeg ikke. Fik faktisk lidt feber bare ved tanken.
Jeg har hverken lyst og slet ikke tid til at være syg. Mit job kræver en del ekstra pt. og helt uden at spille martyr, kan jeg oprigtigt sige: Der ER ikke tid til influenza. Så jeg er faktisk seriøst i overvejelsesfasen om jeg skal lave en Michael Jackson og montere et klæde foran munden, når jeg bevæger mig udmellem andre mennesker.

TV2 har i dag en liste over, hvordan man bedre kan boste sit immunforsvar.


1: God søvn. Mindst 7 timer.
(Tjek! I can do that! Uden problemer. Dog ikke i træk, fordi min krop har udviklet en sær døgnrytme. Den vækker mig simpelthen midt om natten, fordi den vil på toilettet. Og det gider man jo bare rigtig godt. Der er intet, som at sidde og klare nummer to i mulm og mørke.)


2: Spis hvidløg.
(Intet problem. Faktisk - og mellem os - hakker jeg med jævne mellemrum et par fed og skyller dem ned med vand. )


3: Drik mere citron, honning, ingefær og gurkemeje i varmt vand.
(Okay...altså...sammen? Som en smoothie? Altså, jeg kan godt. Men det lyder ikke lækkert).


4: Lav en omgang kyllingesuppe. Ifølge et studie, indeholder kyllingebryst et stof, som er med til at hæmme en potentiel forkølelse.
(Super. Det kan jeg godt.)


5: Gør motion til en ugentlig vane.
(.....).

6: Drik mere te. Te kan være med til at booste dit immunforsvar, fordi alkylaminer i drikken hjælper immunforsvaret med at kæmpe mod infektioner.
(I'm on it! Genialt. Det anede jeg ikke.)


7: Spis yoghurt til morgenmad.
(Det gør jeg allerede. Jeg klemmer endda skyr ned, selv om det (i hvert fald den neutrale variant) smager tørt og hengemt.)


8: Sug solens stråler til dig.
(Jo jo. Men det billede I har vedhæftet, ikke? Den holder jo ikke. En kvinde i en bikini på maven på en badebro? Det kan jeg jo ikke. Af flere årsager. Men jeg kan gå ud og ryge på terrandaen i solens stråler).

9: Grin.
(Jeg er klar).


lørdag den 27. februar 2016

Jeg SAGDE det jo!

Det er bare en naturlov. Når man har gjort noget ekstra ud af sig selv, sit hår og make-up, så møder man sgu aldrig nogen man kender. Det er heller ikke der, man kommer til at stå stille og fastklemt i verdens mest langsomme kø med to charmerende unge mænd bag sig, som gerne vil snakke. Aldrig. Aldrig nogensinde.

Men når man er væltet ud af sofaen og hoppet på cyklen med kvalme, hovedpine og besynderligt hår og absolut ingen make-up for at købe danskvand og Panodil, så skal jeg fandeme da love for, at universet belønner en.
Lorte lang og dum kø, nybegynder ved kassen (gætter jeg på), og selvfølgelig mennesker man kender og to snakkesagelige mænd bag sig i køen. Det er klart. Så kan man stå der med kvalmen stående langt oppe i halsen, svimmelhed, hovedpine, svedeture og et ansigt, der ligner noget der har boet på bunden af grøntsagsskuffen i køleskabet.

Altid! Hver.eneste.gang.






P.S
Jeg tror ikke jeg har influenza. Ikke sådan oprigtigt. Det er bare fordi jeg hører så mange historier om folk, der har raget det til sig, at jeg har en indbildt og særdeles langtrukken influenza.

Kvinde, stop! Du ligner en struds

(Edit.: Overskrift ændret. Jeg er blevet sippet på mine gamle dage).

Bombastisk overskrift, alligevel. Men dog stadig tæt på sandheden, når jeg uddyber.

I går, da jeg stod og låste min cykel inde i centrum, hørte jeg en besynderlig lyd. Som når børnene i gamle dage legede de var heste og hamrede to kokosnødder mod hinanden. Klonk-klonk-klonk.
Men i stedet for legende Morten Korch børn, kom der en kvinde "gående" forbi. Hvis man kan kalde det en gangart.

Der var bestemt ingen tvivl om, at hun havde brugt rigtig lang tid foran spejlet, inden hun skulle ud af døren. De gule lokker hang sirligt ned over ryggen, makeuppen var i autentisk natklubstil, og kjolen kunne lige akkurat dække hendes (velformede) numse. Og så havde hun ben, der var længere end hele mit legeme og som var iført shiny stockings, som var solariefarvede.
Og mændene drejede hoveder. Selvfølgelig gjorde de det. De så ikke på mig, der stod der med "puffet -jeg-har-lavet-et-eksperiment-med-mit-hår"-frisure og fornuftigt tækkeligt, men dog alligevel feminint bomuldstøj og højtaljerede strømpebukser med ekstra kile og i et sort tætmasket design og et krøllet tørklæde 13 gange om halsen ved siden af min retro-jeg-er-den-afslappede-søde-type-cykel. Nope. Jeg var usynlig. (Med undtagelse af den søde Hus-Forbi sælger, som gerne ville snakke med mig, fordi jeg elskede hans koloenorme Sankt Bernhardt hund).

All eyes var på korngule Karen med de lange ben.


Og bevares, sådan er det. Det har jeg haft omkring 23 år til at vænne mig til. Runde rødhårede kvinder er bare ikke det, som mændene smider sig i kø-tilbudskøen for.


Men jeg kan fandeme da i det mindste gå normalt i mine flade balleriasko, som var temmelig kolde og et ret skidt valg, da der ligesom var frostgrader.
For kvinden havde jo presset sine fødder ned i et par sko med 20 cm. hæle. Og hun kunne slet ikke gå på dem. Det så så grinagtigt ud, som hun kom stavrende med samme gangart, som en struds.





Hvorfor gør man sådan noget?


For at se godt ud? Jamen, det er jo bare endnu dummere, for pokker. Hun lignede virkelig en, der var blevet udblokket hele natten af en buttplug på størrelse med en ananas og verdens største og mest massive penis, mens hun var blevet spanket under de bare fødder med en tjørnebusk.


Stiletter er sindssyge sexede. Hvis man kan gå i dem. Og hvis man ikke kan, skal man virkelig bare lade dem stå i skabet og tage et par crocs på i stedet. Det ville faktisk se mere sexet ud. Og nej, jeg kan heller ikke gå i sådan nogen ret godt længere. Og derfor smider jeg dem altså også altid, når jeg er til fest.

Ja ja, det er koldt om vinteren, når man er ude for at ryge. Og ja ja, man bruger ret lang tid på at finde dem, når man timer senere med en promille på 2.9 kravler rundt under bordene for at finde dem. Man man ser stadig bedre ud, end hvis man havde simuleret at være stilet-woman.


Men hvorfor glor mænd stadig liderligt og lystent efter sådan en omvandrende tumling? Kan de ikke se, hvor tåbeligt det ser ud?  I don't get it.

fredag den 26. februar 2016

Noget mere om ånder og spøgelser

Argh! Min veninde er lige taget hjem. Og hun har efterladt mig med spændingshovedpine og følelsen af at være med i en gyserfilm.
Hendes lejlighed er ikke rar. Hun har længe døjet med uforklarelige hændelser. Blandt andet det pigespøgelse, som jeg heldigvis aldrig har set eller hørt. Men som andre besøgende har. Deriblandt en pige, der konstant rendte op på førstealen, fordi og som hun sagde til sin mor, da hun blev spurgt om, hvorfor hun hele tiden løb ovenpå: "Jamen, jeg leger med pigen, mor".

Min veninde har egentlig bare vænnet sig til at høre gråd og latter. Og jeg har nægtet at gå ovenpå, når jeg var på besøg.

Nå, men pigespøgelset forsvandt lige pludselig en dag og så blev der ro i lejligheden. En kort periode. Og så blev  pigespøgelset erstattet af mærkelige lyde, stole der blev skubbet ud fra spisebordet og lamelgardiner der pludelig blafrede, selv om alle vinduer og døre var lukkede. Og jeg er en kylling. En rædselsslagen kylling og der er blevet længere mellem mine besøg, fordi jeg virkelig føler mig skidt tilpas i hendes lejlighed.
Jeg føler mig utryg. Jeg føler mig overvåget. Og det på trods af, at jeg ikke har set eller hørt noget deroppe. Det er bare ikke behageligt. Så derfor har vi primært mødtes hos mig.
Ja, jeg er skide bange for at slæbe noget med hjem. Man har sgu da hørt om klæbeånder og sådan noget.

Men nu er aktiviteten blevet værre. Min veninde, som ellers ikke har været bange (og jeg fatter det ikke - jeg havde futtet stedet af) har haft en oplevelse, som ikke er for børn og som har skræmt hende. (Og det tror da fanden).
I forgårs , da hun lå i sin seng og så tv, hørte hun en hviskende stemme, som ikke var rar. Ingen sætning, blot et ord, som hun ikke helt hørte.(Noget i stil med "Haaaaaaaa" Jeg kan ikke gengive det på skrift). Men uden tvivl en stemme. Og derefter en iskold vind ved siden af sengen. Og så var det væk igen.


Hun har været nede at se på en lejlighed i dag et stenkast fra mig. Og jeg krydser alt jeg kan krydse for at hun får den. Og at hun ikke slæber noget med sig.




torsdag den 25. februar 2016

Noget om lidt af hvert og drinks i morgen tidlig

Åh gud i himlen, hvor er jeg træt. Vi kører på højtryk på arbejdet for at gøre klar til at åbne nyt koncept inden længe. Det er skide spændende, jeg glæder mig temmelig meget og jeg er hamrende stolt over at være en del af det.
Men jeg er også træt. Ligesom 80% af resten af Danmarks befolkning. Hvad fanden sker der for denne vinter? Hvem er det der æder energien?
Og så glemmer jeg en del. Som f.eks. den jordbærfromage, som jeg satte i fryseren i formiddags på arbejdet, så den kunne stive lidt hurtigere. Den skulle kun have stået der 20 min. Jeg gætter på den er stiv nu.


Dagens optur:
- Har fundet ud af, at ingefærtabletter virker forrygende på prutter. Jeg ryger ikke så mange cigaretter. Og det reagerer maven på. Skal jeg love for. Gætter på, at det er sådan surströmning lugter.

Hvem fanden:
- Spiser det lort? Ej, men man skal sgu da være gjort af et særlig stof for at tænke: "Nam-nam - jeg føler da lige for en gang overgæret rådden fisk i dag. Det er da det jeg gør".


Hader!:
- Når andre tager billeder af mig. Jeg kan under ingen omstændigheder slappe af i ansigtsmuskulaturen. Med mindre jeg er fuld. Og det går sgu nok ikke, når man skal have taget billeder på arbejdet.
Selfies er noget bedre. Der slapper man af. Man tør satse lidt med mimikken. Og vigtigst af alt: Ingen ser alle fraklippene.
Det gik knap så godt med at få taget billeder i går. Jeg lignede på skift:

- En, der var på nippet til at tude.
- En, der havde ædt lidt for mange syresvampe.
- En, der havde manglet seriøse mængder ilt, da man var foster.
- En, der bare slet ikke gad være der.
- En, der kun kunne tænke på at få formiddagsbajer på den lokale.
- En, der havde stavblendet sit hår.

Med andre ord; det var skidt. På flg. billede, har to af mine kollegaer lige sagt noget sjovt og jeg sidder og fokuserer som en vanvittig for at holde koncentrationen og være seriøs. Og det holdt sådan ca. i 25 sekunder.




Hvordan kan det være, at:
- Folk bliver ved med at banke på deres dåsesodavand, inden de åbner den? Nej! Kulsyren smutter ikke hen og i skammekrogen af den grund.
- Løsningen altid er: "Sluk for strømmen og vent et minut, så reststrømmen forsvinder", når internetforbindelsen halter?
- Man altid får vendt usb-stikket forkert i første forsøg?
- Man næsten trykker knapperne på fjernbetjeningen ud på den anden side, når batterierne er ved at være flade?


I morgen bliver en god dag, thi:
- Jeg skal ind til mine radiosnusker og drikke morgencocktail, mens jeg kigger på deres underarme.


Det ender snart galt med:
- Planlægningen til 80'er festen næste weekend. Min veninde og jeg går lovligt højt op i det. Ender vel med vi begge får en skampermanentet page og klorin-jeans. Vi har 80'er serpentiner på dåse, vi har tyl, vi har al for mørk foundation, vi har lidt for rød rouge og vi har kæmpe parykker.



Håber!
- Det lykkedes for unavngiven underarmsmand og mig at finde nogle 9/11 foredrag vi kan søbe i os. Yes; I læste rigtigt! Jeg har fundet en WTC-Soulmate. Endelig en der forstår fascinationen af det.


Fatter simpelthen ikke:
- Hvorfor folk melder sig til Luksusfælden? Og når de så gør det, hvorfor de ikke tager sig bare en smule sammen, så de ikke fremstår totalt ude af drift, når de røde tal toner frem.
Som f.eks. kvindemennesket i afsnittet i går, der råbte et "Fuck dig!" af Luksusfældemanden og efterfølgende gav sin mand klaps. Og som senere udtalte: "Jeg kunne skyde dem" om værterne. Mrm, flot søster. For det er da virkelig deres skyld, at du ikke har betalt børnebidrag til dine egne børn. Det kan jeg da godt se.


Det er muligvis en smule pinligt, at:
- Hungry.dk har fundet min blog og læst mit brok om en træls leverance og derfor har sendt mig en rabatkode som en undskyldning.  Altså; det er da sødt af dem, bevares. Ingen tvivl om det. Men for fanden...Jeg er 40 år!

Men tak, Hungry.dk Jeg ved I læser det. I kører jo jeres eget navn igennem Google med jævne mellemrum. Det gør jeg også. Med mit eget. Det giver bizarre resultater under billedsøgningen.


Hov...?
- Hvad så hvis man brokker sig over leveringen af statsministeren og hans ucharmerende slæng?




onsdag den 24. februar 2016

Noget om ånder

Som jeg tidligere har skrevet herinde, så kan jeg virkelig godt se det helt fantastisk morsomme i, hvis man legede "Ånden i glasset" og fik kontakt med en ordblind ånd.
Men forestil dig så, hvis du fik kontakt til en ordblind ånd, der var DF'er:


*Glas der roterer hjælpeløst og frustreret på brættet*


- "Er der nogen?"

- "Væm spør?"

- "Du kender mig ikke. Jeg forsøger blot at komme i kontakt med nogen på den anden side."

- "Er du fløgtning? Det kan jaj lisågåt sie...det gijår jaj egge. Så ståbbår vi bar lajen hær mæj det samme. Det kan fanme ik passe, at man egge engang kan være i frej, når man er døiij. Våffår vil I ind alle stædår?"

- "Jeg er ikke flygtning. Men det kan da også være ligemeget?"

- "Naj, det ka' ek! Dær ær lyst å dajligt dær vår jaj ær nu".

- "Hvordan er det at være spøgelse?"

- "Det ær sku gåt. Det ær det. Hær ær vi alle hviiie".




Så kan man så undre sig lidt og spekulere lidt i, om spøgelset også døjer med farveblindhed og faktisk befinder sig et sted, hvor alt er sort og flammefarvet? Men altså, det er jo blot en tanke.

tirsdag den 23. februar 2016

What the...how....what?










Datingsider - små tankestrejf

Jeg er jo inde på den der datingside. Hvor jeg vel at mærke ikke gider betale for et medlemskab. Ergo kan jeg kun snage rundt i profiler og ikke læse de beskeder jeg får. Og helt ærligt; man ved da bare, at man er ved at ramme bunden (bogstaveligt talt), når der pludselig under ens søgning på profiler i nærområdet, dukker en død mand op.

Nej, jeg tager sådan set ikke pis på jer. Jeg kendte manden sådan lidt overfladisk for nogle år siden og ved ligesom, at han ikke befinder sig på disse...breddegrader...længere.
Er det dér man er endt nu? At udvalget begynder at begrænse sig mere og mere på en bizar måde?


Nå, men jeg har altså blokeret ham. Det er simpelthen for sært at kigge på.


Resten af udvalget er svingende. (Men åbenbart ikke interessant nok, eftersom jeg ikke gider betale for et abonnement. Jeg satser stadig på at finde en mand på den gammeldags måde. I en heftig promillekoger en sen fredag nat. Eller i det mindste bare i det virkelige liv).
Jeg synes der er ret mange mænd derinde, der døjer lidt med skeløjethed. Og med at tage selfies. Jamen, jeg ved da for fanden ikke hvad det er der sker for dem? Hvorfor i himlens navn kommer man på at tage et billede med kameraet i frøperspektiv?

Fine næsebor du har der, makker! Der sidder vist lidt i det højre, som du nok bør fjerne.


Andre tager billeder, hvor munden og hagepartiet ikke er med på billedet. Så er der dem, der står foran spejlet i motionscentret og lige hiver op i tanktoppen, så man kan se deres sixpack. (Stop nu bare med det der). Og så er der dem med et alt for ulækkert langt skæg og/eller et overskæg så kraftigt, der mest af alt leder tankerne hen på bunden af en fejemaskine.
Så er der ham, der har sendt mig flere beskeder. Jeg aner ikke hvad der står, men det kan sådan set også være ligemeget. I min profiltekst har jeg skrevet, at jeg er grim, tyk og ryger. I hans profiltekst står der: "Jeg søger en pæn, slank ikke-ryger kvinde".
Så selv om jeg havde abonnement, ville jeg ikke bruge tid på et svar. Manden kan tydeligvis ikke læse.


Der ER også virkelig pæne mænd derinde. Charmerende som ind i helvede. Men lige pt. har jeg det fint med bare at kigge. Det er trods alt næsten 300,- kr. om måneden de vil have for et medlemskab. Forget it. Jeg ved bare, at 80% af henvendelserne er fra overskæggene, blue-tooth-tilhængerne og de hårdtpumpede fitnessmænd, som ikke tiltaler mig. Og for de 300,- kr. kan jeg trods alt få en del fadøl på en lokal snusket bar og helt gratis kigge på mænd, som har overskredet holdbarhedsdatoen.


mandag den 22. februar 2016

Dick dick dick


World Trade Center - Fra dengang det var før

Ja, jeg er jo nærmest besat af de to forhenværende tårne. Aner ikke, hvad der har udløst det eller hvornår. Men fakta er, at jeg er ved at løbe tør for videoer/dokumentarer jeg kan se om emnet.
Det drager mig. No shit. Det gør det. På en besynderlig måde.

Og til alle dem der nu sidder og tænker: "Nå. Nånånå, er det ikke typisk! Hvorfor - jeg spørger HVORFOR - får 9/11 så meget opmærksomhed? Hva'? Der sker lige så slemme ting i verden hver dag og det hører man ikke så meget om!".


Nej, det er da nok rigtigt. Og jeg må blive dig svar skyldig. Og jeg håber ikke det belaster dit blodtryk. Jeg er da godt klar over, at verden ikke er coatet i sukker og sløjfer og at der sker slemme ting konstant. Men nu er det ligesom dette emne der har fanget min opmærksomhed. Og du kan være helt rolig; jeg er ikke ligeglad med andre tragedier og katastrofer. Det er bare begrænset hvor meget et menneske kan rumme. Min hjerne prioriterer for mig, når jeg støvsuger nettet for dokumentarfilm. Og det er så tilfældigvis blandt andet 9/11, flystyrt, Michael Jacksons (tvivlsomme...mrm) død, og massemordere, der popper op i interessecentret i min hjerne, når jeg fordyber mig.


Nå, men i dag gik jeg så i gang med en længere og mere udvidet Google-søgning og det gav pote. Jeg fandt en side, hvor en medarbejder fra World Trade Center gennem et stykke tid har taget billeder indefra sin arbejdsplads; Windows on the World. De sidste billeder han uploadede var i august 2001.

Her er nogle af dem. I kan se se resten her: Windows on the World

















Og så synes jeg de næste to billeder er lige til at få kuldegysninger over. Træls kontrast.





søndag den 21. februar 2016

Grrrrr. Så meget for at være fornuftig


Når man har nået et gratis måltid på Hungry.dk, så er det virkelig et tegn på, at der bliver bestilt alt for meget take-out.
Det er søndagenes skyld. Jeg har fået bildt mig selv lidt for meget ind, at søndage er hviledagene. Så det ender tit med en kebab-gorgonzola-model på ugens sidste dag og ditto til teenagerne. Dog minus gorgonzola.

I dag skulle det være slut! Så jeg pakkede mig sammen og begav mig ud i regnvejret i nattøj, poncho og uden make up og kom hjem med et hav af grøntsager og ingredienser til gode grove politisk korrekte tærter. Jeg havde fandeme endda ofret mig og købt éngangstærteforme i fin sekskantetmodel i moderigtig brun genbrugsfarve, så sundhedssøn kunne få med i madpakken i morgen i pæn overskudsmorséngangsemballage.


Og tre timer senere kom Sundhedssøn så ud og spurgte: "Hvordan vil du egentlig lave tærterne? Ovnen er jo i stykker?"



Pissegreat.


Og jo, jeg kunne sagtens have lavet en masse andet sundt og godt. Har trods alt fire kogeplader der fungerer. Men jeg blev i stedet så sur, at jeg klikkede mig ind på nettet og lavede aftensmaden der. Sådan. Og så fik jeg ellers fornøjelsen af at sidde og hakke mig igennem en lidt for langtidsbagt indbagt pizza med spaghetti, kødsovs af sær herkomst og et total fravær af al den hvidløg og oregano jeg havde bestilt ekstra.
Derefter blev jeg trist. Og sukkertrængende. Og efter en gennemgang af køkkenskabene, som ikke bød på noget som helst sødt - ikke engang kagekrymmel - hentede jeg en stol og lurede de øverste hylder igennem. Et sted, som jeg kun besøger sjældent, fordi mine ben er så korte.
Og der var der gevinst. En krukke med slikkepinde. Pænt gamle. Kan ikke engang huske hvornår jeg købte dem. Kan kun huske, at jeg købte dem i et anfald af "jeg er den søde faster med retroslikkepinde i patentlågsglas". Men så har jeg åbenbart ændret mening undervejs og gemt dem til dårlige dage og mig selv. Gætter jeg på.  Og glemt alt om dem.

Men stop madspild er jo meget moderne pt., så hvorfor ikke bare være økonomisk og dykke ned i krukken?


De smagte som sådan fint nok. De svedte lidt på indersiden af cellofanen, var lidt bløde i kanterne og et par stykker af dem sydede lidt på tungen. Er faktisk også første gang jeg har oplevet, at en slikkepind har klistret sig fast bag på fortænderne. Men hey; sukker er sukker. Og når mænd kan købe og spise slikkepinde, som Gul &Gratis tøjter har proppet op i underlivet og solgt for ågerpriser, tager jeg vel heller ikke skade af et par hengemte af slagsen, som ikke har været forkerte steder i kroppen?

Vel?


fredag den 19. februar 2016

Der er nogen, der er glad for jeg er single

Sådan helt oprigtigt glad.

Min elskede nevø på 9 år, havde ud af det blå spurgt sine forældre forleden om "Hvorfor bor Heidi og Gråstænkt egentlig ikke sammen længere".

Det må man sige...det må han have tænkt længe over. Det er trods alt tre år siden snart. Nå, men min bror havde bare svaret: "Åh, jamen, de fandt bare ud af, at det var bedst de ikke boede sammen". Og her kom svaret så fra min nevø: "Det er også godt. Det er meget mere hyggeligt at være hos hende nu. Nu har jeg hende for mig selv".

Bette skat. Haha...sådan kan man også vælge at se på det. Og ingen tvivl om, at han og jeg har et helt specielt bånd mellem os. Og så kan jeg da godt se, at han synes det er langt bedre, at han har min fulde opmærksomhed.


Tre år. Det er vildt. Jeg fatter ikke hvor tiden blev af? (Ja ja, 2 år og 7 måneder - for at være helt korrekt). Det er godt nok gået hurtigt. Og på samme tid føles det som om det er mindst fem år siden han og jeg var et par.
Det var fandeme hårdt. At ende det forhold. Det kan godt være, at det er værst for den person, der ikke lader bomben sprænge, men jeg skal altså lige hilse og sige, at det sgu heller ikke er nemt at være den, der stopper forholdet.
Hold kæft, jeg havde dårlig samvittighed overfor ham. Men altså, for pokker; det er trods alt de færreste, der har det honkydonkyswell med at såre andre. Og jeg har jo aldrig hadet ham. Han er sgu et fint menneske. Vi passede bare dårligt sammen.
Og når man gennem et år havde gået og taget sig mod til og forsøgt at finde det rigtige tidspunkt til at sige: "Vi skal ikke være sammen længere", så er det jo nærmest et helt års frustrationer, bekymringer og følelser der bliver udløst, når man endelig får gjort noget ved det.


Men fuck altså...snart tre år som single? Det er vildt. Men det har godt nok været skønt. Sådan hånden på hjertet. Den ro der har været. Ingen dårlig samvittighed. Masser af overskud til vennerne. Og vigtigst af alt: Masser af "Kælling, kend dig selv" tid, hvor jeg i dén grad har nydt at stå alene om tingene. Blive stærkere. Blive mere selvstændig. Forfølge drømme. Tage et éngangsknald. (Og det gider jeg så ikke længere. Det er så intetsigende). Flirte. Sidde hele aftener og nætter med min allerbedste mandeven og drikke vin, lytte til musik, have fede samtaler med substans, ligge sammen og se dårlige gysere.
Hyggeaftener med veninderne. Rødvin. Sladder. Betroelser. Kaffe ad libitum.

Og tid til mig og mine elskede teenagere. På vores måde. I vores tempo efter vores temperament.


Det har været sundt for mig. Virkelig sundt og tiltrængt. Og ærligt talt; jeg kan ikke huske en periode i mit liv, hvor jeg har haft det bedre med mig selv, end jeg har nu. (Lige med undtagelse af Mummikrop, men det er selvforskyldt og til at løse). (Og nårh ja, ingen roser uden torne - der har da været perioder med selvmedlidenhed og "jeg finder aaaaaldrig en mand, der gider mig for den jeg er"-perioder. Men sådan er det. Sådan må det godt være nogle gange. Bare man husker at vippe tilbage i en sund indstilling bagefter)
Og nu er jeg klar til at åbne mit hjerte igen. Klar, men ikke desperat.  Og bestemt ikke klar til at flytte direkte sammen med en ny mand. Jeg gider det ikke. Ærligt talt. Jeg vil bare gerne nyde at lade et nyt forhold udvikle sig stille og roligt.

Og om jeg finder den mand om en uge eller om der går et år, er underordnet. Det eneste der betyder noget er at han er som han skal være. Helt uperfekt på den perfekte måde.

Ostesæd

Fordi det er rigtigt!



torsdag den 18. februar 2016

Gad vide...

...hvad de render og laver i den der singlegruppe? Kom jeg lige til at tænke på i dag. (Poster garanteret en masse trutmundsbilleder, gyldne citater og lumre vittigheder fra 1987).  Vist meget godt jeg blev fulgt ud af wanna-be-bredskuldret vagt.
Ej...men altså; set i bagspejlet var det jo virkelig bare tåbeligt af mig at blive hængende derinde og suge bekræftelsen af mine fordomme til mig, som en underernæret tæge. Jeg matchede omtrent lige så godt med dem, som Joachim B. Olsen matcher med Johanne Smith Nielsen.

Skide være med det. Jeg er ikke så blottet for selverkendelse, at jeg ikke godt kan se bagefter, at jeg sgu nok ikke viste den fineste side af mig selv derinde. (Men de var sgu også selv skyld i det!). Man behøver groft sagt ikke provokere og diskutere, bare fordi man kan. Vel Rødhætte?


Nå...sindsoprivende update: Sundhedssøn sidder bag tynd væg og diskuterer med en ven. Om sundhed. Vennen forsøger - så vidt jeg kan lytte mig til - at argumentere for, at pomfritter er sunde. Og dét falder ikke i god jord hos min kære søn. Hvis jeg ikke vidste bedre, skulle man tro, at Henrik Duer sidder derinde.
I morges begik jeg den fatale brøler at lægge en hjemmelavet trøffel ned i hans madpakke sammen med de to fuldkornswraps med kalkun og bulgursalat. Det var ikke så heldigt...

Kl. 06:23 modtog jeg et langt foredrag om diabetes. Lige midt i morgenkaffen.
"Om jeg ikke vidste, hvad sådan en trøffel gjorde ved kroppen?" (Øh,..jo...kig på mig, søn). "Hvor tæt han var på at få diabetes" (Som om! Han har en fedtprocent på 5). "Hvor lusket jeg var at sende sådan noget med. Han havde ikke godt af det!". Og "hvor hurtigt det kan gå den gale vej, hvis man ikke passer på".


Alt sammen pga. en hjemmelavet trøffel, der havde leget migrant og lusket sig ned i hans madpakke uden visum og pas.


onsdag den 17. februar 2016

Ulemperne ved at være tyk

* Cykeldækket skal pumpes oftere.


* Udvalget hos Zizzi og andre danske plus size butikker begrænser sig til det forrygende valg mellem ærmeløse toppe syet i model "spidstelt" - gerne med en masse similisten eller en fræk illustration af vilde blomster.
Derudover bukser i besynderlig pasform med lidt for synlig kile og lidt for store baglommer, som er så frækt udtænkt, at de nærmest fremhæver størrelsen på hver balle.

Føtex' og Bilkas plus size tøj gider jeg slet ikke nævne. Alt lortet er i glitrende kunsstof. De tykke fortjener åbenbart ikke kvalitetsstof.

(Gudskelov findes der gode alternativer).



* Man er et legalt offer, når (visse) tynde mennesker føler for at være sjove. For alle ved jo, at tykke mennesker altid er glade. Ligesom mongoler.


* Uanset om du så har sultet dig i 13 måneder, tabt 46 kg og været rigtig dygtig, skal du ikke sådan lige regne med, at du kan tillade dig at spise en vaffelis i offentlighed. Det skal du vide. Bemærkninger som: "Det har du vist ikke godt af" og "Skulle du ikke hellere spise en agurk" er en risiko du skal være villig til at løbe. Det er prisen der skal betales, thi du er et svagt undermenneske.


* Hvis du er tyk, har fromagelår, men dog stadig en talje, er det umuligt at finde strømpebukser, der gider blive siddende oppe om maven.


* Det tager længere tid at stryge tøj. Det er trods alt ikke små stykker stof, der er tale om.


* Det er med duknakket holdning og en skæven rundt omkring dig og generelt med en kropsholdning, som en butikstyv, at du blander en pose bland-selv-slik i supermarkedet.
Dog kan det reddes lidt, hvis du køber en pose fødselsdagsflag, en pakke lagkagelys og tager 4-5 tomme bland-selv-slikposer med i vognen.


* Butikker uden scan-selv kasser er et no-go, hvis du har pms og handler ind til overlevelseskassen.


* De store moderne brillestel er ikke gode. Kinderne kigger ud gennem glasset, når du smiler.


* eBay-tøj fra Kina i str. xxl er i virkeligheden det der svarer til en størrelse 8 år.


* Korte nederdele er altid for korte bagpå.


* Du møder ALDRIG nogen du kender, når du går i supermarkedet med en gennemført sund kurv.


* Du møder ALTID dem du mindst vil møde, når du står i supermarkedet med lidt for mange sukker e-numre og en økonomipose Ostepops.


* Alle cykelsadler ligner noget din røv er i gang med at æde.


* Der er lidt langt ind, når hårene omkring bagenden skal fjernes.


* Langskaftede støvler er omtrent dobbelt så dyre.


* Håbløsheden er på størrelse med Lolland, når du hører mænd omtale Bridget Jones som tyk.


* Friktionen mellem lårene en varm sommerdag. Jeg siger det bare!


* Første gang man skal have sex med en ny mand.


* Prutterne larmer mere. Der er trods alt en noget længere passage de skal igennem.

Søger en kvinde at sprøjte på

Der er sådan en gruppe for curvy/tykke/runde kvinder. Den er hyggelig. Der er godt med selvironi og generelt en god stemning. Men så er der også de obligatoriske sære eksistenser. Som blandt andet denne mand, som i dag slog et opslag op på væggen, hvor han søgte efter en stor kvinde, som han kunne sprøjte sin sæd ud over. For som han skrev; "Han havde masser af den".


Tak for oplysningen. Og bevares, det er da trods alt ikke hver dag man møder en mand, der indeholder sæd nok til at dække så stort et areal. Men nej - bare nej. Sagde alle i gruppen. Og så blev præmietyren vred og slog denne besked op:


NÅ PYT MED DET FOR DER VAR NOGLE SOM SYNES GOID OM DET JEG SKREV SÅ NU ER JEG VÆK GERFRA MÆRKELIG JER




Mrm ja. Det er os, der er mærkelige. 


Manden er i øvrigt stadig i gruppen. Med caps lock og det hele. 

tirsdag den 16. februar 2016

Tanker ingen tænker

¤ Jeg fatter ikke, hvordan tandlægerne kan udføre deres arbejde så billigt!

¤ Tæer er bare enormt frække.

¤ Chokolade smager bare så grimt. Stik mig en broccoli i stedet.

¤ Ligtorne er smukt udformede.

¤ To-lags toiletpapir er bare bedre.

¤ Yay! Jeg elsker at stå op kl. 05:15 om morgenen.

¤ Hjemmeværnet er sejt. Meget sejere end frømandskorpset.

¤ Joachim B. Olsen...jeg ku' godt.

¤ Det føles så godt at børste tungen på det bagerste stykke.

¤ Jeg glæder mig til at rense vandlåsen igen!

¤ DK4 sender sådan nogle spændende programmer.

¤ Gid Linie 3 snart kommer med et nyt show.

¤ Jeg elsker at barbere ben.

¤ Findes der noget bedre end at lukke låget op på affaldscontaineren efter en fem-dages hedebølge?

¤ Helle for endeskiven på flæskestegen!

¤ Pulverkartoffelmos smager af kartofler.

¤ Jeg har lige tørret støv af i går og nu ligger der en nyt fint lag. Hvor heldig kan man være?

¤ Gid børnene snart stopper toilettet igen. Jeg elsker af stikke armen ned og fjerne klumpen af toiletpapir. Det føles så blødt.

¤ Jeg vil også have stress.

¤ Der er ikke boligprogrammer nok i tv'et.

¤ Jeg elsker at sidde tæt i bussen med folk jeg ikke kender.

¤ Svampemalede vægge er bare så pænt.

¤ Der går alt for længe imellem jeg bliver ringet op af en telefonsælger.

¤ Jeg elsker når jeg skal lave stort på toilettet midt i arbejdstiden.

¤ Gid jeg snart får diarré.

¤ Offentlige toiletter er bare det bedste,

¤ Æv. Nu virkede panodilen.

¤ Gid hver måned var januar.

¤ Jeg hader weekenderne.

¤ Der burde være to mandage i ugen.

¤ Pis! Nu ligger jeg nøgen i min seng uden dyne, fordi det er tropenat. Hvor bliver myggene af?  De kan sgu da ikke være bekendt at blive væk.

¤ Gid den der spyflue vil sætte sig i min mad.

¤ Det er klamt at kysse.

¤ Sex er overvurderet.

¤ Jaaarhh! I nat skal banearbejderne slibe skinner!

¤ Ingen rødvin til mig.

¤ De der Facebooktest er bare spot on! Gid flere af mine venner ville dele dem.

¤ Jeg har alt for mange penge på min konto.

¤ Galdestenssmerter føles lige som en orgasme.

¤ Den fedeste følelse er at presse barnets hoved ud. Den der følelse af udblokning er virkelig fræk. Jeg kunne gøre det hver dag.

¤ Gid jeg snart skal have en rodbehandling.

mandag den 15. februar 2016

ER det mon influenza? Eller er det hypokondri?

Vågnede i morges med mistænkelig meget energi. Arbejdet gled som smurt. På vej hjem på cykel, bestemte jeg mig for at gå i gang med den helt store dunk Ajax og en tur med støvsugeren uden hjul. (Men så får man også styrket musklerne, når man skal løfte den efter sig).

Og så fik jeg det træls. Helt uden varsel blev jeg overdænget med en ond kvalme. Så kom hovedpinen. Og ørepinen. Og rumlemave. Og nu ligger jeg med alt ovenstående plus ømhed i legemet og spekulerer på, om det er influenza eller om det er al den snak om influenza, som giver mig gode idéer og indbildte symptomer?

Det sidste kunne sagtens ligne mig, Hvis jeg hører om lus, kan jeg med det samme mærke små fodtrin oppe i hovedbunden. Når der er snak om meningitis i nyhederne, får jeg stiv nakke maks et kvarter senere. Den er sikker hver gang. Og da SARS-hysteriet var på sit højeste, havde jeg ikke lidt vejrtrækningsproblemer der?
Og det er jo kun en uge siden, at Uglen kom ind i stuen og meddelte, at hun havde det skidt - og vupti: Kort tid efter syntes jeg da det værkede sådan i kroppen. Men så fandt jeg noget interessant dokumentar og glemte alt om at have slem virus i kroppen.


Ude i køkkenet er der sprunget en bombe. For jeg havde jo nået at tænde opvaskeren, sprøjte ovnen til i ovnrensskum, slæbe kæmpe støvsuger, gulvmoppe og baljer frem, inden ond a-influenza-virus (mindst) slog mig omkuld.
Da Sundhedssøn kom hjem fra arbjde, stod jeg tappert på en stol og pudsede vinduer, mens øjnene hang nede ved fødderne, som to slappe nylonstrømper med en marmorkugle i enden.

Og så tog jeg mig selv - fandeme! - i at sige: "Hej skat. Har du haft en god dag? Jeg har det rigtig skidt! Puha. Det er bare træls", mens jeg tappert fortsatte med at oversprøjte vinduerne med blåt vinduesrens. Arme dreng - kommer glad hjem og bliver mødt af en sølle martyr-mor, som klynker mere end det burde være normalt rent mentalt for en kvinde i den alder.

"Hvorfor lægger du dig så ikke, mor?" - hvorefter han slog en prut, som lugtede så slemt, at jeg følte jeg skulle kaste op.

"Jooo, det burde jeg også. Det er godt nok træls", svarede jeg med pivestemme, mens håndkræfterne næsten slap op ved at presse køkkenrullen i cirkler på ruden.


Dybt grinagtigt og pinligt!


Nu skrider jeg i seng. Det skal sikkert bare soves væk. Eller glemmes via ond spændende dokumentar.


lørdag den 13. februar 2016

Når fortiden lige kommer forbi og sætter tingene på plads

Ja, jeg ved ikke, om det er en korrekt overskrift. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle kalde den. Nå, men dette bliver personligt. Og meget "vende vrangen ud på sig selv". Men jeg kan mærke, at jeg bliver nødt til at få det ud på skrift.


Jeg hader ganske få mennesker. Det ligger simpelthen ikke til min personlighed at bære rundt på had i hjertet. Både fordi det er så drænende for livskvaliteten, men også fordi jeg er så blødhjertet, at jeg nemt kan svælge i gode ting og dermed glemme og indse, hvis nogen pisser på mig.
Men hvis folk har gjort mig nok ondt, så føler jeg egentlig bare medlidenhed med dem og ser dem som undermennesker, som ikke er værd at have i mit liv. Men så er der undtagelser. Det er der jo altid. Og jeg er sgu kun et menneske. For der er ganske få personer, som jeg hader indædt. Ene og alene fordi de har gjort så meget ondt på mig, at mit hjerte sgu aldrig vender tilbage og bliver det godtroende uspolerede tillidsfulde et, som det var engang.


Jeps, hjertesorg. Og ja, det har alle mennesker, som har tilladt sig at elske, oplevet. Det er en del af livet, hvad enten man vil det eller ej. Men så er der den type hjertesorg, som har været så ekstraordinær forfærdelig, som slet ikke burde være rimeligt for nogen at opleve.
Jeg har nævnt ham før på min blog. Og nu nævner jeg ham igen. For han smadrede noget virkelig fint i mig, som ikke kan repareres. Og jeg hader ham for det. Jeg hader ham så inderligt. For jeg elskede ham så højt, at det gjorde fysisk ondt i mine knogler.
Mest af alt hader jeg mig selv for at have ladet ham gøre alt dette imod mig. Allerede da jeg tog ham i at have kneppet min degang tætteste veninde, skulle jeg have droppet ham. Det ville have sparet mig for så mange tårer. Men det gjorde jeg ikke. For han havde en evne til at manipulere med min tankegang på en syg måde, så jeg endte med at blive i tvivl om mit eget værd og åbenlys sund fornuft.
Jeg blev en skygge af mig selv og jeg var syg af jalousi. En jalousi, som var ganske berettiget, men som han hjernevaskede mig til at tro var opstået pga. dårligt selvværd.

Set i bagspejlet - nu hvor jeg igen ser klart - var hele vores forhold baseret på løgn og magtliderlighed fra hans side. Han behandlede mig som det passede ham. Fordi han kunne. Han straffede mig med op til seks ugers tavshed, når jeg havde taget ham i en løgn og i et svigt.


Jeg skulle være smuttet flere gange. Både, da han hyggede sig med min veninde. Men også den dag han og jeg sad i S-toget og pjattede og grinede, og hvor jeg fik øjenkontakt med en ældre herre på den anden side af gangen. Han sad og nuldrede en rosenkrans og kiggede mig så intenst i øjnene, at jeg fik det ubehageligt og følte, at han kiggede helt ind i mit indre og han sagde til mig: "Du skal passe på dig selv. Han er ikke god for dig. Han kommer kun til at gøre dig ondt".

Åh, hvor skulle jeg være smuttet mange gange. Og åh, hvor skulle jeg have lyttet til mine veninder og min familie, som forsøgte at få mig til at indse, hvad jeg var sammen med. Men jeg blev hos ham i seks år. I seks år var vi et par. Han fungerede som en far for mine børn - specielt for min søn. De to havde et helt specielt bånd, som ellers burde være forbeholdt far og søn. Og han var jo ikke far til mine børn. Heldigvis.
For lige pludselig en dag var det slut. Han ringede en lørdag blot for at forsikre mig om, hvor højt han elskede mig og hvor meget han savnede mig. Jeg var på vej ud af døren og vi aftalte at tales ved senere på dagen.

Men jeg hørte aldrig fra ham igen.

Jeg var sørgeligt nok vant til at han uden varsel smed mig på is. Så gennem flere måneder - ja nærmest år - ventede jeg på at høre fra ham. Jeg fik det så fysisk dårligt, når min mobil gav en sms-notifikation fra sig, at jeg til sidst satte den på lydløs og vendte den med skærmen nedad, når jeg gik i seng. Og sådan stod det på længe.


Det tog mig år at komme mig. Den dag i dag får jeg stadig flashbacks uden varsel, hvis en duft eller en lyd minder mig om ham. Jeg frøs nørmest til is, da jeg en dag troede jeg så ham. Han har ødelagt noget i mig, som var så fint, så fint.
Men jeg elsker ham heldigvis ikke længere. Jeg hader ham. Han er et frygteligt sygt menneske. Dog skal have have ros for én ting: På grund af ham, blev jeg tvunget til at gennemgå mig selv og mit følelsesregister. Og på grund af det, er jeg blevet et meget stærkere menneske, end jeg troede var muligt. Så den ros skal han have. Noget godt kom der da ud af det.


Han giftede sig med en anden. En, som han sikkert allerede havde, mens han og jeg var sammen. Og hold nu kæft, hvor gjorde det ondt. Hun fik alt det, som jeg havde sukket efter i så mange år. Alt dette fik hun på et splitsekund.
Nu indser jeg så, at det var mig, der var den heldige og at det er hende der sidder i lorten. For nu vil hun skilles. (Ja, jeg snager på Facebook). Og han er i dyb krise. Karma har ramt ham og det fryder mig. Men jeg fik pludselig en grim tanke. "Hvad nu, hvis han kontakter mig? Jeg kan ikke holde til det. Jeg vil aldrig se ham igen. Aldrig høre hans stemme igen".

Et øjeblik følte jeg mig svag. Uendelig svag og banket tilbage til min sårbare periode, hvor han styrede mit liv. Men den svaghed blev lynhurtigt til en styrke, da jeg med min falske profil (jeg tager ingen chancer - tænk hvis jeg kom til at trykke på noget med mine fede fingre uden gps) kiggede på hans profil.

Manden er lige så vanvittig, som dengang jeg kendte ham. Heldigvis var der ingen Facebook der. (Eller jo, det var der. Og jeg havde også en profil, men han sagde han ikke gad det der Facebook. Det viste sig så, at jo, det gad han godt. Han havde bare blokeret mig, så jeg ikke opdagede han var derinde. Den lille charmetrold).
For hvor er han dog et sølle skvat. Et sølle selvmodsigende dobbeltmoralsk løgnagtigt skvat, der udstiller konen offentligt som ren ondskab - og hvor han fremstiller sig selv, som det uskyldige blide får, der bare gik og græssede på en eng under en regnbue, da den fæle stygge ulv kom og bed hans ene bagben af.

Hvor føler jeg mig heldig.

Jeg har brugt så mange år på at føle, at jeg havde mistet noget værdifuldt. Og nu viser det sig, at skæbnen ikke har røvrendt mig, som jeg ellers troede. Skæbnen gjorde mig derimod en tjeneste.
Jeg er kommet videre i mit liv. Jeg er blevet stærk. (Med periodevise udfald). Jeg har på kort tid fået boostet mit cv - både arbejdsmæssigt, men i den grad også på det personlige plan.

Og ham? Tja, han er stadig det samme sølle menneske, som ødelægger alt omkring sig.


Det har været en øjenåbner af den fantastiske slags. Jeg kan ikke ændre ved fortiden. Og det behøver jeg heller ikke. For jeg er ikke det skvat, som han gjorde mig til, Jeg er faktisk det modsatte. Jeg rejste mig og fik vokseværk.

Mænd med skæg - hot, mere hot og klamt

Dette er hot! Så maskulint! Det er velplejet, det er veltrimmet, det ser hygiejnisk ud - det er så grrrr-great. Og meget pænere end lokumsskægget, som 90'erne egentlig gerne vil have tilbage.










Dette er ultimativt sexet! Jamen, det bliver stort set ikke bedre. Og hvor er det urimeligt, at mænd kan øge deres sexfactor blot ved at springe barberingen over et par dage.
Mrmm, så råt, så sexet, så fuldstændig vanvittigt maskulint, at mine knæ bliver bløde.





Og dette er...faktisk næsten direkte klamt. Sorry, men det er virkelig ikke tiltrækkende. Det er så sjusket. Og det er så uhygiejnisk og bvadr; jeg kan simpelthen ikke kysse sådan en klump hår.








fredag den 12. februar 2016

Parykhætte

Min paryk er ankommet! Det samme er min tylnederdel. Hold nu kæft, den er stor! Og ja ja, jeg ved godt, at det er en petticoat og den er beregnet til at have under 60'er kjoler, men hvad fanden skulle jeg ellers gøre? De der 80'er tylskørts kommer jo kun i størrelse tynd.

Nu mangler jeg kun smykker og det løse  (men der er stadig tre uger til festen, så jeg skal nok få købt det hele og mere til) og så er jeg klar til årets 80'er fest og en (garanteret) temmelig heftig brandert, Og så er alt jo som det plejer, når jeg tager til fest.
Parykken er....speciel. Dog meget 80'er tro. Hvad man ikke kan se på billedet er, at nogle af totterne har samme farve, som isbjørnenumse.



Ja, jeg har skjult munden. Jeg præsterede at lave en trutmund, der mindede lidt for meget om en anus.












Silkeborg i Luksusfælden

Seneste klummer. Jeg blev nødt til at beherske mig og holde det på et nogenlunde sobert niveau. Men jeg havde dog lyst til at fyre en lang svada af om Silkeborg, som  - når alt kommer til alt - er en grotesk overfladisk by med et skræmmende storhedsvanvid. At det er en snobbet by, hvor visse personer står i nakken på hinanden for at kunne slikke røven på dem de mener er "spidserne".
At vores lokale "SIF" slet ikke er lokale, men derimod en fodboldklub, som opfører sig som om det var en loge kun for NASA. Et gennemført elendigt hold, som ikke engang gider benytte sig af lokale talenter. Et hold, der stort set taber alle kampe, men som er dus med byrådet og derfor får så mange frynsegoder, at det er kvalmende.
En snob-by, som har det meget anstrengt med folk, der skiller sig ud. En by, der efterhånden er mest interesseret i at holde fester. En by, der sover i vinterhalvåret. Overfladisk og uden dybde.


Men det skrev jeg ikke, for når alt kommer til alt, kan jeg jo godt lide byen - blot fra andre vinkler. Og fra de vinkler er det en dejlig by.


Nå, men: Silkeborg i Luksusfælden...



Luksusfælden er i dag taget til Østjylland for at tale med Silkeborg, der har meldt sig selv til programmet. I mailen skriver han blandt andet: ”Jeg føler jeg har mistet kontrollen. Det er som om jeg kun kan føle glæde i mit liv, når jeg kan shoppe. Det fylder ligesom det tomme hul i maven. Kan I hjælpe mig?”.

Og det håber vi jo vi kan. Så det er med en vis optimisme vi parkerer bilen i et totalt tomt p-hus midt i centrum af byen og mødes med Silkeborg, som har insisteret på at vi skal mødes i et lokale i Torvecentret, fordi Silkeborg skammer sig og helst ikke vil ses et sted, hvor der er andre mennesker.

Vi træder indenfor i centret og går op ad rulletrapperne, som er blevet træt af at rulle. Luksusfælden bemærker, at det ikke kan være pga. slitage, da de stadig ser meget nye ud.
I et tomt lokale, som tidligere har huset noget, der hed ”Munkekroen”, sidder Silkeborg og venter på os ved et plastikhavebord og tilhørende stole. Rummet er belyst sparsomt med stearinlys, der er stukket ned i nogle tomme Albaniflasker og i hjørnet ligger en ensom ølkapsel og vidner om, at engang blev der spillet meget Meyer her.

”Velkommen”, siger Silkeborg – tydeligt nervøs – og trykker os i hånden med en let fugtig hånd. ”Sid ned”. Han slår hånden ud mod et par stole, som bærer præg af tidens tand og manglende vedligeholdelse med wienerkalk. Lyden, da vi trækker stolen med os ind mod bordet, giver kraftigt ekko i den forladte bygning.

”Nå, Silkeborg. Du har jo givet os fuldmagt til at indhente oplysninger om din økonomi. Og det ser jo mildest talt ikke godt ud”.

Silkeborg sidder lidt uroligt på stolen og er ikke meget for at få øjenkontakt med os, men piller i stedet lettere febrilsk ved stearinen, der løber ned over flasken.

”Vi er jo ude i et overforbrug, som nærmest tangerer storhedsvanvid og som vi har svært ved at se en logisk mening med. Der er jo ikke nogen tvivl om, at du er et godt menneske, som gerne vil gøre det så godt som muligt for bestemte mennesker. Men du har jo slet ikke haft overblik over dine kontanthævninger og dit forbrug. Og med visse ting har vi svært ved at se dine bevæggrunde for visse indkøb”.

”Hvad mener I?” Silkeborg læner sig demonstrativt tilbage i stolen og skuler surt.

”Jamen, der er jo flere ting. Desværre. Men hvis vi nu starter fra en ende, så kan vi jo lægge ud med stadion her i byen. Når vi går tilbage, kan vi jo se, at I startede med at give jeres lokale fodboldhold (S.I.F) fri stadionleje i 10 år. Det er jo mange penge?”.

Silkeborg lægger armene over kors og tager en dyb indånding. ”Det var jo en investering! Et bidrag til lokalsporten!”.

”Joeh, men det er stadig mange penge. Og nu kan vi jo se, at I har doneret 60 millioner til et nyt stadion og at I samtidig har købt den gamle lounge på det nuværende stadion til omkring 20 millioner kroner. Hvad vil I bruge den lounge til? Som vi har forstået, skal det gamle stadion jo ikke bruges ret meget længere? Og er det ikke utrolig mange penge at bruge på noget, som er ubrugeligt?”.

Silkeborg trækker vejret tungt ud gennem næseborene og flammen i stearinlyset blafrer faretruende tæt på at gå ud. ”Det er ikke os, der har fastsat prisen! Og vi er altså som en familie her i byen”.

”Ja, det så vi godt den tidligere borgmester argumenterede for i ”Borgmesterfinten på DR1. Men er det rimeligt at forære så dyr en gave til et enkelt familiemedlem og samtidig lukke kassen i for de mindre fine børn i familien? Der er jo mange lokalhold i sporten i Silkeborg, som ikke engang kan få trimmet græsset på jeres regning? Hvordan kan I så argumentere for at bruge så mange millioner på noget, som i bund og grund ikke er brugbart?”

”Ved du hvad? Det skal I slet ikke blande jer i!”. Silkeborg tænder en cigaret og inhalerer tungt. ”Det ved I slet ikke noget om og det gider jeg faktisk ikke tale om! Det var ikke derfor jeg bad jer komme!” Silkeborg tager sit engang hvide-men-nu-med-daggamle-tykke-brune-kaffegardiner-plastikkrus og trykker på pumpetermokanden med kaffe og fylder op. ”Kan vi komme videre? Jeg har ligesom ikke hele dagen!”.

”Det kan vi godt, men det ændrer ikke på fakta. Du bliver nødt til at se realiteterne i øjnene. Eller kan vi ikke hjælpe dig. Men hvis vi kigger videre på dine kontoudskrifter og på dine papirer, kan vi jo så også se, at jeres kommune er blevet pålagt fra regeringens side at spare 10 millioner på aktivering af ledige….og”.

Silkeborg afbryder os – tydeligt ophidset. ”Nu hører I her! Vi er blot en kommune. Vi er nødt til at følge ordrer fra regeringen!”

”Ja, det er klart. Det forstår vi. Men hvad vi ikke forstår er dit massive overforbrug på andre ting. Hvorfor har du ikke lagt et budget? Hvis du skal spare 10 millioner på aktivering, burde du så ikke generelt tænke over hele din økonomiske situation og få styr på de vigtigste ting?. Nu har vi jo læst os frem til, at jeres motorvej endelig bliver færdig. Og det vil I gerne fejre. Hvilket vi sagtens kan forstå. Det er trods alt ikke noget nogen af os troede nogensinde ville blive en realitet, da de første spadestik og skænderier om placeringen gik i gang for 100 år siden. Så selvfølgelig skal det da fejres. Men ER det pinedød nødvendigt at fejre det over fire dage?”.

”Ja!” – svarer Silkeborg og lægger armene over kors. ”Vi vil fejre byen! Og bringe fokus på byen, nu hvor vejen er færdig og vi derfor måske får flere arbejdspladser til byen!”.

”Jo jo, det forstår vi også godt. Men hvis I vil fejre byen, hvorfor benytter I jer så ikke af alle de lokale bands og musikere I har? Hvorfor ikke udnytte mulighed for at brande byen med lokalitet? Det giver da mere mening end at hyre nogle af de største og dyreste navne, som ikke er lokale, til at komme og spille til festen. Vi kan jo ligesom forstå, at du har doneret en million kroner til festen? Det andet ville jo være billigere og mere oplagt?”

Silkeborg ruller med øjnene og kigger på os, som om vi er blevet læsset af fra månen. ”I forstår det slet ikke! Vi skal jo sælge fadøl! Og kun det bedste er godt nok til denne by”.

”Det bedste?”

”Doh, ja! Skal jeg klappe det i stavelser for jer? D-e-t-b-e-d-s-t-e!” Silkeborg klapper demonstrativt med hænderne og skærer ansigt.

”Men…hvis du mener det; at kun det bedste er godt nok til byen, hvordan hænger det så sammen med mange af cykelstierne og vejene, er mere gennemhullede, end en natarbejder på Istedgade? Der er jo kvindelige borgere her i byen, der får ondt i tissekonen af at cykle, fordi de kører over ret så dybe huller i asfalten”.

”Jeg kan ikke tage ansvar for kvindernes tissekoner. Det må de selv ligge at rode med. Det er desuden penge fra en helt anden kasse, der skal betale vejarbejdet!”. Silkeborg pumper sig endnu et krus kaffe og tænder en smøg mere.

”Jo jo, men det er jo stadig dine penge. Du er jo nødt til at prioritere de vigtigste ting, før du inviterer til festivitas. Og det er vel ikke nødvendigt at feste i fire dage pga. en motorvej? Det er jo ikke fester du undgår at holde i sommerhalvåret. Man kan jo faktisk fristes til at omdøbe din by til Ibiza fra maj til september. Synes du ikke selv det er vigtigt at tænke længere ud i tiden, end til bestilling af fadøl?

Du lever over evne og det er jo altså grunden til vi sidder her i dag.”

Silkeborg læner sig til siden og rækker ud efter en Sommersby og en rullekebab i den falmede lyseblå kølertaske ved siden af sig. ”Ja! Men jeg fortryder faktisk også I er kommet! I ved jo slet ikke hvad det handler om og hvad byen har brug for!”

”Jamen…apropos det, hvor er det vi sidder i dag?”.

”Torvecentret! Stedet hvor alle mødes!”, siger Silkeborg med creme fraiche dressing i mundvigen og peger mod teksten, som står spejlvendt på vinduespartiet – tydeligvis stolt over at kunne læse teksten fra den forkerte side af ruden.

”Men der er jo ingen herinde?”

”Nej!”, svarer Silkeborg og fjerner et stykke icebergsalat fra fortænderne. ”Vi har jo ligesom andre og bedre planer, ikke?! Vi vil have et STORT p-hus under jorden på Torvet! Det største og fineste i Danmark!”.

”Men hvorfor det? Vi har da netop parkeret i p-huset under Torvecentret. Der var helt tomt. Hvorfor bruger I ikke bare det? Og bygger videre på det, hvis behovet for flere pladser er nødvendigt?” Og hvad med alle de tomme lejligheder?”

Silkeborg svarer ikke. Han er tydeligvis i smerter pga. et stykke sølvpapir, som har sat sig fast mellem to tyggeflader.

”Silkeborg!”

”Jamen, det ved jeg sgu da ikke? Silkeborg spytter en klump sølvpapir blandet med kebabstrimler ned i askebægeret. ”Vi regner da med at få et nyt og bedre center…eller noget!”

”Men hvad med lejlighederne? Og hvorfor genbrugte du ikke bare det nuværende center? Der er jo masser af plads? Og du kan spare en masse penge?”.

Silkeborg rejser sig hurtigt og børster en halv tomatskive af trøjen. ”Ved I hvad? Det her, det gider jeg ikke! I kommer her og spiller bedrevidende og stiller en masse åndssvage spørgsmål, som jeg umuligt kan svare på! Hvor er I fra? Herning? Det skulle fandeme ikke undre mig!”

”Øhh nej, vi er fra Luksusfælden. Og Herning har jo slet ikke brug for os, så hvorfor blander du dem ind i det? Vi kommer, fordi du har meldt dig selv til programmet og bedt om hjælp.”

Silkeborg lyner sin dynejakke op i en hidsig bevægelse og stirrer surt på os. ”Det var den ondelyneme også en fejl. Det kan jeg godt fortælle jer! Jeg var fuld og til Lilholt koncert og det var før jeg vidste, at jeg ikke selv skulle betale for at få Torvet igen. Vi slutter her! I fatter ikke en skid!”.

Og her forlader Silkeborg os i hastige skridt ned af rulletrapperne. Luksusfælden puster stearinlyset ud, pakker budgettavlen sammen og rejser sig i tavshed. Ud gennem vinduet kan vi se Silkeborg forsvinde ind på Underhuset og smække døren efter sig.
Vi går ned i p-kælderen, som stadig er totalt menneske- og biltom – dog med undtagelse af en flok unge mennesker, som morer sig med at brænde gummi af i deres sænkede Honda, mens røgen fra deres joints breder sig med røgen fra dækkene – og kører fra det østjyske.

Normal procedure i Luksusfælden er at give en gave som motivation til deltageren. Det nåede vi ikke her, da Silkeborg ikke var klar til at tage ansvar og samarbejde. Så i stedet har vi købt to billetter til Danmarks Største Vejfest. Bare for at se hvad det hele går ud på og hvorfor den motorvej er så speciel – udover at være Danmarks mest pinlige af slagsen.

torsdag den 11. februar 2016

Jeg vil altså gerne have en mand



Jeg vil nusses om på søndag, når det er crappy valentines day. Også selv om jeg egentlig ikke går op i den dag. Jeg savner at være ude at spise med en mand. Sidde og snakke, nippe til små appetitvækkere, spise lækkert mad, som man ikke selv gider/kan lave. Drikke vin og grine og snakke hele aftenen.
Gå gennem gaderne på vej hjem og nyde hinanden og vinens promiller, som lige sparker livskvaliteten en tand op.

Jeg vil have sex.


Jeg vil kravle under dynerne med ham og en pose grotesk stor bland-selv og forsvinde ind i en fed film. Jeg vil ligge og nusse og blive nusset, mens vi taler sammen i mørket i sengen om natten.
Jeg vil vågne om morgenen og lægge mit hoved på hans brystkasse og nyde varmen og lyden af hans hjerteslag.


Jeg vil kysse. Kysse dagen lang.



Jeg vil sove længe om lørdagen. Og jeg vil sidde sammen med ham i dejlig ro og spise rundstykker, drikke kaffe og appelsinjuice og læse aviser i papirudgaver.
Jeg vil i Ikea med ham. Jeg vil på loppemarkeder med ham. For helvede; jeg vil i Føtex med ham!




Ja, jeg vil. Men først vil jeg gerne kunne se logikken i dette luderregnestykke, som åbenbart giver 12.




Jeg kan ikke. Og alle andre end mig kan åbenbart. Og så føler jeg mig som en der burde bo på et hjem og have en støttepædagog tilknyttet.
Men så er det jo heldigt, at det regnestykke ikke er vigtigt. Jeg kan trække rabatter fra i hovedet. Og jeg kan tælle kasse op. Sådan! Så behøver jeg ikke mere. Så må jeg jo bare fokusere på de andre ting jeg kan i stedet. Som f.eks.at lave en citronfromage.

onsdag den 10. februar 2016

Ting, du ikke vidste du manglede

En lille pude til de afslappende stunder. Kan købes for $31,74 her.






Lortesæbe. For det er jo bare så sjaaaaaw at snyde folk til at tro, at man har skidt på håndvasken. Kan købes her. Den er dog udsolgt pt. (?)






Dillersæbe. Intimsæben til manden. Kan købes for $8.99 her.



tirsdag den 9. februar 2016

Og pms-helvedet fortsætter

Som om det ikke er slemt nok at rende rundt med spændte ømme bryster, oppustet mave (man skulle ikke tro det var nogen afvigelse i sig selv), vanvittige udsving på humorbarometeret og følelsen af at være ballonen, der hænger lidt for slapt over ilden i en luftballon, så skulle dagen da også lige starte helt ad helvede til. Det er klart. Bring on the elendighed.

Jeg gik ellers tidligt i seng og faldt traditionen tro i søvn til lyden fra et hårrejsende dokumentarprogram. En dyb dejlig søvn. Og så ringede vækkeuret og jeg kom i tanke om: "Hey; jeg behøver ikke stå op nu. Jeg skal jo køre med yndlingskollega. Jeg kan sagtens snooze". Så det gjorde jeg. Vendte mig om på siden og trak dynen over hovedet og gled ind i drømmeland igen. Og dette gentog sig et kvarter senere, da alarm nummer to kimede. Og så blev der ro på settet.
Lige indtil jeg vågnede senere. Helt af mig selv og med følelsen af, at noget ikke var helt som det skulle være.
Rakte hånden over og tændte mobilen...



Og så var det sådan set en time siden, jeg senest skulle være stået op. Og jeg kunne ligesom godt se, at med mindre jeg ville have kollega til at stå og ringe på dørklokken, kunne jeg blive nødt til at få fart på de små fede ben.
Vand i ansigtet, truckervask under armene, deo, parfume og to strøg mascara på hvert øje, tøj på og ud af døren i et virkelig olmt humør med en snert af svimmelhed og følelsen af, at ansigtet stadig lå og sov nede i sengen.

Da vi kom ud i køkkenet (i et oplyst rum), kiggede kollega kort på mig og sagde tørt: "Ja, nu kan man da godt se du er væltet ud af sengen. Du skal nok lige sætte håret op".
Mmja; det kunne der være noget om. Hår hængte ned om issen som to sønderrevne ører på en cockerspaniel.

Og så kunne dagen gå i gang. Med et ekstra krus kaffe. Og det gik sgu egentlig fint og over al forventning - situationen taget i betragtning. Men for fanden; jeg magter ikke sådanne morgener. Jeg er så meget et rutine- og vanemenneske, og det er simpelthen altafgørende for mig, at hver morgen starter ens: (Med små justeringer gennem tiden, selvfølgelig. Man er vel en dare devil)

På normale dage med normal mødetid:

05:15: Vækkeuret ringer første gang. Skærer en grimasse og lover mig selv, at i aften går jeg ekstra tidligt i seng. Står op.

05:30: Er blevet vasket og er kommet i tøj. Tænder kogekedlen.

05:31: Åbner køkkenvinduet og placerer overkrop fladt over køkkenbordet, mens jeg ryger ud af vinduet og spiller Candy Crush.

05:38: Tuller ind i stuen med et stort krus kaffe. Tænder computeren, tænder lyset, tænder radioen.

05:41: Strækker mig, og forestiller mig at ligge under dynen og sove. Tjekker nyheder. Hyggesnakker evt. med teenagerne.

05:58: Lægger make-up. Knokler håret op i en knold. Finder dagens parfume.

06:17: Tjekker lidt flere nyheder/Facebook. Drikker resten af kaffen.  Er nogenlunde vågen nu.

06:38: Børster tænder, tisser, kysser på teenagerne, tager overtøj på.

06:45: Trækker af sted med cyklen. (Fordi jeg bliver ved med at glemme at købe cykellygter). Lytter til Adeles nye album. <3

06:51: Er nået så langt, at jeg godt kan snige mig op på cyklen og cykle lidt på fortovet. Folk er jo ikke stået op endnu. Og hvis jeg møder nogen, lader jeg som om jeg kun lige skulle trille 30 meter og står af.

06:56: Hvis trafikken har været god (læs: Hvis jeg ikke har mødt nogen på min vej og derfor har kunnet cykle skummelt hele vejen), er jeg nu fremme på job.



Se; det er sådan hverdagsmorgener skal starte, hvis jeg skal kunne fungere.





Hvad fanden gjorde jeg egentlig, da teenagerne var små?