tirsdag den 27. juni 2017

En lille ring af guld...og Volbeat

Jeg beklager meget, men jeg kan ikke følge hypen omkring Volbeat.

Hvad er det der sker med så mange danskeres musiksmag? Eller er det bare min, der er elendig? Det skal jeg selvfølgelig ikke afvise.

Men for pokker...Volbeat? Sejt rockband? Håndtegn? Narhh.

Det er provinsrock. Det er Fifty Shades husmor/Herstalporno med el-guitar-rock. Det er velkommen-til-hestemarked-rock. Indkøbstur til Poetzsch Padborg-rock. Rasteplads-med-pumpetermokande-rock. BIVA-rock. Jensens Bøfhus-rock. Laminatreolsystem-rock. Camping-rock. Cigaretrullemaskine-rock. Liebfraumilch-rock. Dåsefersken-rock. Knorr-Knorrnaise-rock. Faaborg-dåseleverpostejs-rock. Dampcigaret-rock. Far-til-fire-rock. Bake-off-rock. Svinekam-stegt-som-vildt-rock. Svampemalede-vægge-rock. Udkogt-frost-rosenkåls-rock. Kontaktannonce-rock. Vild-med-dans-rock. Forsamlingshus-rock.


Men mest af alt er det dansktop-rock. De unge på fyrre-rock. Kandis-rock. Johnny Hansen-rock.






Undskyld. Hvis det kan gøre det bedre, indrømmer jeg gerne, at Britney Spears' "I'm not a girl" får mig til at tude.

Jeg gik forbi en cigaret i dag

...den lå bare der på fortovet. Helt alene. Ensom. Helt intakt. Der var ikke engang nogen, der havde trådt på den. Den var stadig fin og rund og ren. Altså - så ren, som en cigaret nu kan blive med de liflige giftstoffer, der har har gang i en ikke så lille gang bunkepul - derinde bag det hvide papir.

Jeg stoppede faktisk op og stod og betragtede den et par sekunder og overvejede, om det måske var en gave fra foroven? En lille hilsen fra ham deroppe bag skyerne. "Værsgod Heidi. Nu har du været røgfri i et halvt år. Dette er din belønning. Amen". 
Et splitsekund efter kom tanken: "Du kan jo tage den og sætte dig ind på den hemmelige sti og ryge den. Der er ingen, der opdager dig. Der er ingen, der kan dømme dig".

Men så poppede mine børn op på nethinden. Det er jo ligesom dem, der har ønsket længe, at jeg stoppede med at ryge. Fordi de hellere ville have en periodevis hysterisk mor end de ville have en rolig mor med tilsluttet iltapparat. (For man kan vel egentlig kun holde sig i ro, hvis man får KOL, ikke? Egentlig?) Og så har jeg jo absolut intet valg. At tænde en cigaret og indhalere de beroligende, men pænt giftige dampe, ville sådan cirka svare til, at jeg viftede med langefingeren mod mine børn og sagde: "Fuck jer! Jeg er da ligeglad med jeres bekymringer".

Så jeg gik videre og efterlod cigaretten på fortovet. (Og kunne faktisk næsten høre den ligge og synge "I wish the couple on the corner would just get a room. Seems like everyone around me is on their honeymoon. I'd love to take a pin to a heart-shaped balloon. Everybody's got somebody but me." med en ikke så underspillet melankolsk klang. Og jeg har jo ligesom heller ingen lighter på mig mere.

Men jeg gik videre. Fordi jeg elsker mine børn højere end noget andet. Fordi jeg elsker livet. Fordi jeg gerne vil kunne trække vejret ved egen hjælp. Fordi mine parfumer dufter langt bedre uden noter af bodega. Fordi han er der. Min T. Som jeg slet ikke er færdig med at lære at kende og fordi han ikke behøver ligge sammen med en hostende Værtshus-Vera med nikotinplamager på fingrene.

Og meget apropos ovenstående, så læste jeg et debatindlæg fra en sur 25 årig rygerkvinde. I Politiken Som jeg ellers betragter som et seriøst medie.

"Som ryger synes jeg, at det er mærkeligt at være vidne til, hvor meget hele samfundet blander sig i mit helbred, når man samtidig lader mennesker, som er seriøst overvægtige være i fred."

"På gågaden bliver der rynket på næsen af os, vi må snart ikke ryge nogen steder..."

"Folk kommer hen til mig på en bar, hvis jeg ryger, og siger jeg ikke må. Men du kunne jo aldrig finde på at gå over til en tyk og sige ’tror du ikke lige, du skulle lægge den burger?"

"Jeg er selvfølgelig klar over, at jeg hurtigt kan komme til at lyde som et forkælet barn, når jeg siger det her. Hvorfor må de, hvis jeg ikke må?"

"Rygning er hen over de sidste år blevet en vane, som alle må blande sig i, men overvægt og dårlige spisevaner, det er stadig tabubelagt og noget, vi som samfund snakker for lidt om".


Nu har jeg citeret hende meget sakset og brutalt, men det er omtrent hele essensen i hendes indlæg. Hun er vred. Hun er meget vred. Og hun blander pærer og appelsiner så grotesk meget sammen, at selv en juicepresser ville sige: "Gider du lige slappe af med de frugter, Søster? Det er sgu for meget af det gode. Det bliver for snasket".

Stop nu. Vær sød at stoppe. Eller prøv i det mindste at holde dig til fakta.  For det første har fat-shaming aldrig været så udbredt, som det er nu. Vi skal allesammen passe ned i nogle kasser og hvis du ikke mener, at din krop et dit tempel, men nærmere en container til stort brændbart og hvis dit bmi er lige udfordret nok, så er der på ingen måde tabu omkring at tale om det. Tværtimod. Folk har aldrig før været så optagede af at koncentrere sig om hvordan andre ser ud, end de er i dag. Og hvis du er i tvivl, så læs kommentarerne på Ekstra Bladet fra "Nationen" næste gang, der er en artikel om Adele.

Er overvægt sundhedsskadeligt? Bestemt. (Selv om Facebook-artiklerne siger, at dem med store hofter og bagdele lever længere og dermed gør mig mere udødelig end Lise Nørgaard) Men smitter det? Ryger der lidt ekstra kolesterol i blodet på personen, der sidder og kigger på en overvægtig, der spiser en Big Mac? Ikke så meget, vel?
Folk omkring mig får heller ikke forhøjet bmi af at være i selskab med mig. (Med undtagelse af dem, der spiser mine kager, selvfølgelig). Overvægtige belaster deres egen krop. Ikke andres.(Allerhøjst deres havestole). Den er vist ret hurtig at slå fast.

Men rygning er sgu ikke en privatsag. Ikke ude i det offentlige rum.  Røg lever lidt sit eget liv og trænger mere insisterende ind i andres svælg, end Porno-Lasses pik på en god dag.
Så ja, Trunte. Du lyder som et forkælet barn, når du øffer op om, at det er for dårligt, at du ikke kan sidde og pulse dine cigaretter hvor og når du vil. Og tilføj gerne uoplyst til dit cv også.


Og nej, jeg er ingen hellig jeg-var-engang-en-ryger- På ingen måde. Jeg savner tit mine cigaretter. Frygtelig meget, faktisk. Det er hyggeligt at ryge. Det er afslappende. De er en god ven. (Som så godt nok stikker dig i ryggen senere, men hey...lad os nu ikke af-romantisere det for meget). Rødvin og øl smager bare bedre sammen med en cigaret.
Men sundt er det sgu ikke. Så langt fra. Og uanset hvordan man vender og drejer det, så ER det en last, som påvirker andre.


Læs selv hele hendes "det-er-synd-for-mig"-indlæg HER



Gad vide om cigaretten stadig ligger der? Ensom og forladt. Svigtet. Vejet og fundet for let. Valgt fra.

søndag den 25. juni 2017

Love me tender - Love me sweet - Never let me go








Jeg er fuldstændig fabelagtig forrygende fantastisk forelsket! Mine kinder er ømme af at smile. Fremmede mennesker smiler helt vildt til mig. Og for hver gang jeg ser ham, forelsker jeg mig endnu mere i ham. Mine arvinger er vilde med ham. Jeg er vild med hans arvinger. Og jeg kan ikke få nok af at kigge ham ind i de sindssyg smukke øjne.


Jeg føler mig sindssyg skrøbelig. Jeg har aldrig før lukket en mand ind i mit liv så intenst. Men jeg har ikke lyst til at stoppe. Jeg vil bare give ham mere og mere af mig selv.



tirsdag den 20. juni 2017

1800 meter...du kan godt. 1600 meter...du er snart hjemme

...messede jeg for mig selv på vej hjem fra job.

Jeg bor dejlig tæt på mit arbejde. Små 2 km. En skøn afslappende gåtur på et kvarter. Lige med undtagelse af, når maven får sit eget liv liv og som det første sted i kroppen, reagerer på en stemning.

Charmerende? Knap så meget. Menneskeligt? En del.

Det har sgu været en hård omgang på jobbet med en del fyringer på det sidste. Uanset hvor normalt det end, er at der i alle virksomheder kommer fyringsrunder på et tidspunkt, så ændrer det altså ikke ved, at man bliver påvirket af det.
Først og fremmest fordi det er mennesker, som man kommer til at savne. Men også fordi man efterhånden sidder med krydsede fingre, når man dobbeltklikker på Outlook for at tjekke sin arbejdsmail. Man gider bare ikke have en mail med en mødeindkaldelse.

Nu er jeg ikke kendt for at kunne bevare roen ret længe ad gangen, så da der den anden dag tikkede en sms ind om, at der var ny mail fra arbejdsgiver i min e-boks, var jeg i tankerne allerede ved at begynde at tænke over nedskæringer i budgettet og overveje, om jeg havde brug for begge mine nyrer.
Heldigvis var det bare lønsedlen, der kom i god tid.

Men det er sådan man reagerer. Eller jeg gør i hvert fald. Vovehals bliver aldrig mit mellemnavn. Man er vel tryghedsnarkoman.

Og i dag fortsatte det så. Ved 9-tiden tikkede der en mail ind med en information om endnu en fyring. Og derefter en indkaldelse til medarbejdersamtale kl. 14. Hvilket jo bare er fedt for en tankerytter som mig. Så kan man rigtig nå at gå og piske en stemning op inde i det inderste. Der kan ske rigtig meget på fem timer. Jeg havde nærmest et manuskript på 291 sider færdig, da klokken nærmede sig 14.
Havde nærmest pillet mine negle i form som flettede julehjerter og da mødet var overstået og man kunne gå derfra (heldigvis stadig med arbejdsnøgler og alarmbrikker som ejendel) og man kunne lukke ned og gå hjem, vågnede maven med ikke så lidt opmærksomhedstrang. Det var næsten en musical, der blev skudt i gang derinde i maveregionen. Nogen havde et budskab og det skulle ud med fuld musik ...






Så er der altså langt hjem. To kilometer er pludselig i samme liga som militærets forhindringsbane, når man udmærket er klar over, at det er nu knibeøvelserne skal bestå deres endelige prøve.
Hvert skridt var som at være tilbage i folkeskolens gymnastiktimer, hvor man stod der i sin bæbrune frotté-agtige gymnastikdragt og kiggede hen mod springbrættet og hesten, som man om lidt skulle forcere foran hele klassen og hvor man var skræmmende klar over, at sandsynligheden for, at man landede på toppen af den og blev siddende var ret stor, fordi gymnastikdragt og ruskindet på hesten fungerede ret meget som velcro, når de kom i kontakt med hinanden. Ingen friktion what so ever.


Jeg undlader at gå i detaljer.  Jeg er nemlig midt i den der dejlige nyforelskede periode, hvor man gerne vil lade ham den dejlige tro, at man aldrig bøvser, prutter (som.om) eller har andre latrinære affærer.



søndag den 18. juni 2017

I Silkeborg er intet for småt til at blive fejret

Da første del af Danmarks mest dramaliderlige motorvej var færdig, var der festivitas i Silkeborg. Det skulle fejres. Så der var rulleskøjteløb, almindelig løb og guidede busture, hvor man på bedste turist-i-London-måde, kunne få informationer om det opgravede land udenfor byen. Nogen havde ligefrem fået hældt en solid gang mellemristet Merrild på den efterhånden-lidt-slidt-for-der-havde-jo-været-en-del-rasteplads-frokoster-i-det-fri-gennem-årene termokande.

Men det var intet mod hvad der skete, da hele motorvejen var færdig. Her festede vi i fire (eller var det fem) dage. Det skulle lige godt fejres. Skal jeg love for. (Men den er også smuk. Motorvejen. Hvis man kan sige det om sådan en). Der var udendørs teater med ægte gravkøer, rendegravere og statister i selvlysende arbejdstøj. Der var koncerter, der var sejlads, der var skolekor, der var cirkus, der var biludstilling, der var golfturnering, der var vinfestival (nom-nom-nom), der var skater- og parkour Park, der var royalt besøg - Der var det hele!

Snart var det tid til at feste igen. For nu var den nye parkeringskælder færdig.  (Den ene af dem. Der er stadig nogle flere undervejs). Her var der biludstilling, bilbaner og balloner til børnene og den obligatoriske grillede pølse med lidt for sødt brød, som jeg mistænker for at være lavet af samme dej, som de der krydderboller.

I går var der indvielse af det nye torv med aktiviteter som: Løb, rovfugleshow, jazz, taler, politihundeshow, dans, gøglere og gratis muffins fra Føtex.

Og knap har vi fået pustet ud, før den lokale avis igen varsler om fest. Det handler om at holde leveren i live. Og alle véd, at den bedste kur mod tømmermænd er at drikke sig til nogle nye.
Så hvad skal vi nu fejre, tænker du måske...


Vi skal fejre et nyt lyskryds. Intet mindre. Eller jo...en ekstra busbane og 10 meter med en ekstra vejbane. Meningen var vist at det skulle afhjælpe verdens mest insisterende trafikprop. Men eftersom togbommene stadig tøffer ned (i øvrigt med en imponerede vilje - deres alder og skæve tilstand taget i betragtning) fire gange i timen og blokerer det hele, hjælper det nogenlunde lige så meget med en ekstra kort vejbane, som det hjælper at vende trusserne om, når de er blevet beskidte.

Men derfor kan vi jo godt feste. (Og vi kan da fejre at cykelstien ikke længere giver grimme bump op gennem sadlen og videre til de private dele). Så byen har indkaldt til fest. Igen. Det er også på tide. Der er trods alt kun under en uge til Riverboat Jazz Festival og kun et par måneder til Regatta.

Her er programmet:

Mandag eftermiddag fejrer Silkeborg Kommune, at man har fået udvidet en del af Christian 8.s Vej til fire spor, med ny busbane og nyt kryds ved Zeltnersvej.
Formanden for vej- og trafikudvalget, Frank Borch-Olsen (K), vil sammen med Tide Bus, der kører bybusserne i Silkeborg, indvi vejen officielt. I stedet for at klippe en snor over på traditionelt vis, vil en bybus køre snoren over.

Indvielsen finder sted ved lyskrydset ved Meny på Christian 8.s Vej.

Der er pølser til de første 100 fremmødte på p-pladsen ved Meny.






mandag den 12. juni 2017

Ramt. Noget så eftertrykkeligt










 









Yay! Nu kan min far igen høre, når jeg siger jeg elsker ham

Min bette nissefar var lige forbi for at hente BBQ-sauce, som jeg havde skaffet til ham. Han går nemlig i en herresej klub, der hedder "Kun for mænd" og de skal grille en del svin i næste uge.

Jeg elsker deres bandenavn. "Kun for mænd". Ikke så meget pis der. Klare regler ud til offentligheden. Der er ikke behov for hemmelige adgangskoder. (Og koder plejer så også som regel at være hemmelige, Heidi. Men flot du lige kunne fylde lidt ekstra på og skære det ud i pap).

Kun for mænd. Udråbstegn.

Jeg tror det yngste medlem er omkring 70 år. Og de har det eftersigende pænt sjovt sammen. Ikke så få gange, har min far slæbt sin Wii med hen i klubhuset og så har de ellers tæsket hinanden i en gang bowling.  (Som min far of course altid vinder. Ham og min mor har trods øvet en del hjemme på de afsyrede gulve. Og man kan bare se på min far, når han selv bliver klar over, at han er i gang med at hive en strike ud af den strikkede pullover. Det er som om hans mund spidser sig sammen til en slags Roger Whittaker af en art, når han er helt i zen. Det kan blandt andet også ses, når han traditionen tro slipper sin indre Travolta ud på dansegulvet).

...krøllede læber, et stift, men dog målrettet, blik i øjnene og...whhoooosh! Der er ikke en kegle oprejst.

Klubhuset er by the way et lokale de låner på plejehjemmet. Jeg tænker lidt, at det er med hensigten om at bevare deres indre legebarn og yngre jeg. Og det må man sige må medføre en ret høj succesrate, når omgivelserne er temmelig aftaget i hårpigmenten og benmuskulaturen.


Han er dejlig, min far. Jeg er sgu så bange for, om nogen tager røven på ham. Senest med den nyeste dille blandt de åndsforsnottede-iq-resistente amøber, der hygger sig med at skrue hjulene løse på parkerede biler. Så han fik et længere foredrag med sig, da han var på vej ud af døren med BBQ-sauce, bacon og 1 kg. rejer til alle deres katte.

"Husk nu ALTID at tjekke dine hjul, inden du kører far!"  - "Det er vigtigt!"

...og så smiler han, krammer mig og lover, at "det skal han nok", mens man kan se hans mund mest af alt har lyst til at sige: "Heidi; det er mig, der skal passe på dig".

Og så er der de der Nigeria-mails, som jeg virkelig frygter havner i hans indbakke. Ikke, at jeg anser ham for at være dum eller naiv, men han er ikke altid helt så up-to-date med hvad man ikke bør trykke på på internettet.  Manden vil trods alt ikke have en Facebookprofil, fordi han har fået sig selv overbevist om, at alle kan se, hvad han skylder for huset og bilen, hvis han opretter sådan en profil.
Og jeg kan desværre godt frygte, at han kunne være typen, der tænkte: "Jo jo, vel er jeg da født og opvokset på landet ved Silkeborg og vel boede mine fjerneste slægtninge kun helt oppe ved Hirtshals, men der STÅR jo, at jeg har en onkel, der immigrerede til Nigeria i 60'erne. Og hvor skulle de ellers have min emailadresse fra?".


Han var ekstra glad i dag. Han kom lige fra ørelægen med et nymonteret høreapparat og fortalte i malende beskrivelser om, hvor meget vinden faktisk larmede i dag.



Det er godt. Det er dejligt han kan høre igen. Det kan måske ligefrem afværge en gentagelse af hans knap så heldige debut med at tale engelsk i udlandet.
Sidst han var af sted, ville han gerne selv kunne gå op og betale ved baren for maden. Og min bror gav ham en lynlektion: "I would like to pay"., som  - hvis jeg kender min far ret - blev kørt på repeat en 3-5 minutter, hvorefter han følte sig overbevist om, at dét havde han styr på.


Det havde han også. Næsten.

Så den græske tjener blev mødt af en smilende rolig mand, der lænede sig over baren og sagde:


"I like pain".