onsdag den 15. august 2018

It's not easy being distræt

Ny blog. Mrmm. Så nemt som ingenting. Skulle man tro. Bare ikke, når man gerne vil have eget domæne og en mere struktureret blog.

1: Alle de fede domænenavne er taget.
2: Alle de bizarre domænenavne er taget.
3: Hvordan bliver jeg struktureret?

Älsklingen hjælper mig. Og kommer heldigvis med konstruktiv kritik og har trods alt formået at få mig til at droppe pærevællingen.
"Heidi; du skal vælge få emner, som du gerne vil dykke ned i og skrive om".


Ja, skat. Jeg ved det. Men hvilke emner? Jeg har jo nærmest en mening og en fordom om alting.

Jeg knokler videre. Både med at finde det helt rette domænenavn, men også med at få styr på alt det praktiske, inden jeg smider penge efter projektet. Meget dumt gør jeg, men jeg vil fandeme ikke betale for at være kaotisk. Ikke længere.


Nå ...


Sommerferien er slut. (Satans også). Men hvilken sommerferie! Fuldstændig fabelagtig, var den. Tre uger gennem Frankrig og Italien i bil med ham jeg elsker - og en uge sammen med ham og vores skønne børn i det fedeste hus oppe i bjergene i Umbrien.

Højdepunkter i lange stikord:

1: Foie Gras. I guder, hvor jeg dog er kommet til at elske den bløde masse af dyremishandling. Faktisk så meget, at jeg uden problemer kan fortrænge tanken, om den gås der har gennemgået så meget. Jeg trøster mig med, at den og jeg er lidelsesfæller. I hvert fald lidt. At dømme efter omfanget på min talje, ligger der også en del fedt og isolerer min lever.
Men at være i Frankrig og kunne bestille det helt uden at skulle skamme sig, var vidunderligt. At nyde hver en mundfuld og skylle det ned med champagne - åh gud, jeg kunne gøre det til en livsstil.

2: Jeg har ædt en snegl. Bestemte mig for, inden vi tog af sted, at jeg ikke ville være provinstræls og på forhånd fravælge noget, bare fordi dyret er ulækkert. (Når alt kommer til alt, så er en kylling ikke just køn at se på, når den ligger der uden fjer. Ligner faktisk temmelig meget en barberet kønsdel).
Det smagte forbavsende godt. Måtte dog skylle dyret ned, inden jeg havde tygget færdig, fordi jeg kom i tanke om, hvad det var jeg sad og molesterede med mine tænder.


3: Prosecco! Tør ikke engang begynde at tælle hvor mange flasker vi har tømt.


4: Jeg har badet. Og svømmet. Og mine muskler i nederste maveregion er stadig ømme. Men for fanden, hvor var det lækkert.
Og se lige vores hus og pool! Her kunne jeg sagtens bo altid!





5: Huset lå oppe i bjergene. Og for at komme dertil, skulle man op ad en vej, der ikke var bredere end en cykelsti. En stejl cykelsti. Uden asfalt. Og EuropeCar opgraderede min lejebil og stak mig nøglerne til en meget lavbundet Alfa Romeo.
Gæt hvilken lyd det gav, når jeg kørte op ad vejen...


6: Kører aldrig (!) bil i Italien igen. De er sindssyge i trafikken. Og jeg har temperament og endte selvfølgelig med at køre lige så tåbeligt som dem. Skik følge eller land fly. Fandeme godt, at lejebilen havde en skade i forvejen. 




7: Blev ikke solskoldet. Fatter stadig ikke hvordan det er muligt. Til gengæld er mit hår nærmest strawberryblond.


8: Fik til gengæld solstik. Lige midt i Rom. Oversked et tilfældigt toilet på en tilfældig café. Vaklede ind med sammenknebne baller og spurgte ynkeligt på engelsk efter et toilet, mens svedperlerne sprang ud på min pande. Takkede efterfølgende på hjemmelært italiensk og har stadig ondt af dem.
"Prego", smilede de venligt, da jeg kom retur fra tønden. "Prego".

Jeg vil vædde med, at de i dén grad har ædt deres ord, da de senere kom ud på toilettet.


9: Har kørt i bjerge på smalle veje uden afskærmning ned mod dybet. Fuck, det er smukt. Og fuck da MIchael Falch og hans lortesang: "I et land uden høje bjerge, vil jeg bygge - vil jeg boooo".
Manden har tydeligvis aldrig været længere sydpå end Flensburg.
Bjerge styrer. Jeg er dybt fascineret af dem og har sådan ca. 50 billeder i min mobil






10: Ja, vi kørte på den bro, der styrtede sammen den anden dag. Egentlig utroligt, at det ikke skete, da vi trillede over. Min vægt og min kufferts vægt taget i betragtning.


11: Franskmændene er elendige til engelsk. Og temmelig arrogante. Men i guder, hvor er de det på den charmerende måde. Jeg vil gerne flytte dertil. Nu. Og jeg savner Prins Henrik.


12: Nice er lækker. Men jeg gik selvfølgelig mere op i at kigge efter blodpletter på promenaden efter det der terrorangreb. Jeg er ikke helt rask.


13: Udtrykket "en lille popo" kommer ikke af ingenting i Frankrig. Fuck da af med jeres bitte små skrøbelige caféstole. Det var med bange anelser hver gang jeg sænkede røven ned mod sædet. Og jeg vil gerne hilse og sige, at når man har kort nederdel på, gør det altså temmelig ondt, når fedtet på baglårene glider ned mellem lamellerne på sædet.

14: Jeg er blevet afhængig af Tarte Tatin og Creme Brulee.


15: Toscana er ubeskrivelig smuk.


16: Jeg har set, hvordan ordentlig olivenolie bliver lavet. Og smagt hvordan det smager, når det er topkvalitet.
Ejeren var selvfølgelig klædt i stram skjorte med kig til brysthår, udstyret med pomadehår og alt for spidse og blanke sko. Ærke-italiener.
Og ja, man kan faktisk godt drikke olivenolie. (Muligvis derfor jeg fik lind passage downunder?)


17: Du har ikke oplevet gadesælgere, før du har været i Rom.


18: I Pisa spiste vi på yndlingsrestauranten. Ejeren med den høje pande, kunne kende os og gensynsglæden var stor.
Jeg kunne næsten tisse i bukserne af glæde den aften. Ude på det lille torv foran restauranten summede det af glade mennesker og midt i det hele stod en musiker og spillede musikken fra The Godfather - inde i restauranten fik vi førsteklasses service, gourmetmad og lækker grappa og iskold Prosecco og kindkys.
Helt oprigtigt; kunne jeg spole tiden tilbage, ville jeg stoppe lige dér og sætte alt på pause. Det var så fantastisk. Og jeg forstår simpelthen ikke, hvad jeg har gjort, siden jeg har fortjent alt dette. Men jeg nyder det. <3


19: Fuck Føtex, fuck Kvickly, Fuck Meny. De franske hypermarkeder er stedet man går hen, når man vil forkæle sit gastronomiske hjerte.
Det var ærligt talt bedre end at komme i Tivoli. Langt bedre.


20: Danmark er pisse kedeligt. Og fladt. Og ensformigt.

fredag den 6. juli 2018

Det umulige er sket

Jeg har købt badedragt for første gang i over 25 år. Pisse angst-provokerende og surrealistisk. Faktisk nærmest samme følelse, som hvis jeg havde købt en sabel-sluger-sabel eller en "Saml-selv-Fiat-Punto".

Bestilte den for over en måned siden og har nærmest dagligt de sidste tre uger stået vagt ved døren som en labrador og ventet på posten.




Men der skete bare ingenting. Ikke en skid. Tværtimod. På Amazon kunne jeg følge dragtens tur mod DK og den havde så taget en lille omvej fra GB til Kina-land. Og her gik alt i stå. Slut med opdateringer. Blot en meddelelse under ordrer: "Your order may be lost".
Først blev jeg ramt af "Åh for helvede...Kina? De er jo pissesmå, de mennesker. Jeg har garanteret bestilt en badedragt, der indeholder mindre stof end det lommetørklæde, som ældre (klamme) mænd har liggende sammenkrøllet og klistret til af snot, nede i deres bukselomme".
Derefter blev jeg ramt af vrede. Jeg vil fandeme have min badedragt. Jeg skal jo på ferie! Jeg skal bade!" Og i dag slap tålmodigheden op og jeg skrev en harmdirrende besked til sælger:

"I WANT MY MONEY BACK! REFUND THEM!"


*Klik*.....*SEND*.


Og så ringede det på døren og udenfor stod POST Nord med en meget lille pakke. Fra Kina-land. En virkelig lille pakke, som nærmest ikke kunne dække mit ene bryst, hvis jeg holdt pakken op foran.
Aner ikke, om det er en lille Kineserdreng, der har vakuumpakket dragten med sine små spæde læber, men noget foldede sig i hvert fald voldsomt ud, da jeg flåede plastikken x2 fra hinanden.
Og miraklet skete: Det var et vellykket køb, som rent faktisk lever op til de skjulte håb jeg havde.

Nej, det er ikke en mirakelbadedragt.  Den forvandler mig ikke til noget, der er Baywatch-værdigt. Men jeg ligner heller ikke noget, der kommer ud af røven på en mejetærsker. Slet ikke, faktisk.
Det er første gang siden starten af 80'erne, at jeg har haft det så behageligt i noget så småt og kropsafslørende.
Jeg kommer ikke til at løbe langs poolkanten, mens jeg nynner Eye of the Tiger, nej. Jeg kommer højst sandsynligt også til at have et stort håndklæde om livet på vej mod poolen og væk fra poolen. Og der bliver ikke spillet beach-volley. Men jeg kan bade og svømme og jeg kan glæde mig oprigtigt til det, fordi den der dragt virkelig er super fin i dens 60'er design og fordi den ikke får mig til at se ud som om jeg er faldet i en balje med flydende plast. (Sælger har svaret og undskyldt og tilbyder at sende mig en ny. Jeg lader ham lige svede lidt, inden jeg svarer).


Jeg vil pakke videre. Og nu med smil i maven. Både fordi badedragten er af den gavmilde type og fordi kæresten og jeg lige har bællet G&T.







onsdag den 4. juli 2018

Gæt hvad, gæt hvad, gæt hvad




Vi rejser snart! 



Vi; som i: Min älskede kæreste og mig. I morgen er sidste arbejdsdag inden sommerferien.


I MORGEN!


Fandeme! Ferie i 4 uger (+et par dage). Ferie, ferie, ferie! Og med udsigt til den skønneste af slagsen.
Tre ugers Roadtrip i Frankrig og Italien, afbrudt af en uges ferie i Italien i sommerhus med alle vores dejlige arvinger - hvorefter vi roadtripper en uge mere. Om det bliver godt?





Må allerede i gang med at pakke i morgen. Det kan godt tage et par dage. Tre uger kræver lidt af hvert plus back-ups. 


Skal huske:

- Trusser og bh'er. Masser af dem. Rigeligt! 
- Mindst 12 kjoler. Der er en vaskemaskine i sommerhuset, så det går lige. 
- Lange nederdele.
- Kortere nederdele. Til de ekstra varme dage, hvor jeg har bællet så mange bobler, at jeg er ligeglad med at flashe ben).
- T-shirts ad libitum!
- Hvide skjorter. Véd bare, at hud kommer til at hige efter beskyttelse.
- Gode travesko.
- Pæne, men ikke så praktiske, travesko.
- Heels.
- Pæne sko.

- Badedragt! Som ER bestilt. Og den er så fed! Desværre er den forsinket fra Amazon og når muligvis ikke frem. (Det ER trods alt Post Nord der overtager leveringen). Må i Føtes efter en reserve. Desværre har de mest modeller, der ligner noget fra Mausing Markeds bankoaften. Men nægter at betale 500,- + for noget, som i bund og grund ikke klæder min krop så godt. 

- Stooore badehåndklæder. Til at vikle om mig med det samme, jeg stiger op af poolen. (Heldigvis har vi egen pool, så det er kun mine nærmeste jeg øjenskader)

- Skidepiller.
- Anti-skidepiller.
- Mavesyrepiller. (Bliver nødvendigt. Lever kommer til at bade i bobler)
- Hovedpinepiller.

- Shampoo.
- Balsam.
- Hårkur og kokosolie.
- Bodyshampoo.
- Fugtighedscreme.
- Div. stylingprodukter.
- Hårelastikker.
- Solbriller.
- Alm. briller. Nødvendigt. Jeg skal køre bil i Italien. Meget nødvendigt.

- Blåt sygesikringskort. 
- Kørekort.


- Makeup! 
- Parfumer!
- Solhat!

- Solcreme.
- AfterSun.
- Læbepomade med faktor.
- Deo, der laver en Trump og bygger en mur under armhulerne, så sveden bliver væk.
- Renseservietter.


Jeg føler jeg har glemt noget, men nu har jeg en foreløbig liste. 






Bobler, kultur, madoplevelser, kærlighed, kærlighed, kærlighed, ferie, ro! Uhm, kærlighed. 






torsdag den 28. juni 2018

Jeg sætter min hat som jeg vil (Noget om studenterhuer)

Den er stensikker hvert år. Diskussionen om studenterhuerne, hvilken der er den rigtige og hvilke, der er plagiat, svindel og humbug. Og hvert eneste år lander jeg lige midt imellem enig og uenig, dog med en hældning mod et brølende enig.


Hvis der er noget jeg krummer tæer over, så er det uddannelsessnobberi. Der er sgu ikke nogle uddannelser eller skoler, der er bedre end andre. Og Hellerupsnobber, der udtaler sig med fnys i dialekten om håndværkeruddannelser, burde efter min mening nægtes mulighed for at tilkalde en VVS-mand, når de har stoppet deres afløb med champagnepropper og foie gras forstoppelse.

Men hvad med huesnobberi? Er det et begreb og hvis ja; er det i orden at insistere på at holde fast i traditioner?


Ja, for helvede.


Jeg kan godt forstå, at alle der har fuldført en uddannelse ønsker at fejre det symbolsk. Det manglede sgu da bare. Og derfor bliver jeg hvert år lidt pyller i hjertet, når hue-debatten blusser op og hvor der sidder nogle køkkenaasistenter med deres gule hue og føler sig trådt på og talt ned til. Deres uddannelse er alt andet end ligegyldig. Og ingen fortjener at føle, at de er mindre værd end en ph.ét-eller-andet.
Men så giv dem da noget andet for at markere deres fuldførte uddannelse. En gylden grydeske? Et gyldent forklæde. Ét eller andet. Bare ikke en studenterhue.

En studenterhue er ikke til en færdig uddannelse. Den er til personer, der har gennemført en studieforberedende ungdomsuddannelse og som giver dem adgang til at læse på en videregående uddannelse. En gymnasial uddannelse. STX'er, HF'er, HTX'er, EUX'er og HHX'er er hue-berettiget. Det er ikke snobberi. Det er fakta.

Så stop nu med det hue-misbrug.

En pædagog skal ikke have en studenterhue. Stik ham/hende en lilla ble om hovedet. Det er sjovt og mere sigende. Sosu-hjælpere &-assistenter skal heller ikke have studenterhue. Giv dem en forgyldt rolator/kanyle/bækken....et eller andet, der symboliserer deres fag.
Frisørerne kan få en forgyldt saks, kokkene en kokkehue, slagterne en bowlerhat, landmændene en mini-traktor eller mejetærsker, murerne en murerske, integrationsmedarbejdere en burka og fortsæt selv.

Det er da at tage pis på deres uddannelse/arbejde at stikke dem en studenterhue. Og det er fuldkomment unødvendigt, når de har alle muligheder for at lave deres egne traditioner. Og det ville i øvrigt være langt sejere.

En færdiguddannet SOSU-assistent tøffer jo ikke ud efter endt uddannelse og snupper et underbetalt studenterjob 12 timer om ugen.




Men altså...hey! Hvis det skal være på den måde, så vil jeg også have en hue!






lørdag den 9. juni 2018

Girls night home

Kæresten er til fest. Egentlig skulle jeg have været med, men jeg valgte i sidste øjeblik at tage en aften hjemme. Fordi ...

Oops, I did it again.

Der må være gemt en masochist i mig. Det er åbenbart ikke nok at jeg op til flere gange tidligere er blevet væltet af stress og derfor udmærket véd, at det sgu ikke lige er en tur i tegnestuen med Jørgen Clevin.
Jeg har åbenbart heller ikke lært lektien på trods af et overforbrug af toiletpapir, som en bivirkning af et temmelig stort indtag af Magnesia, som - udover at lindre mavesårskatar-ish smerter - også tømmer tarmen så r-i-g-e-l-i-g-t med noget der ligner 12 km/t.

Alt dette vil jeg åbenbart skide på. I mere end én betydning.
Det er simpelthen så noller og sølle, at jeg bliver ved med at klynge mig desperat til den tid, hvor jeg levede for at arbejde. Og at jeg påtager mig mere end mit filter kan filtrere, fordi...hvorfor egentlig?

Fordi jeg bare aldrig lærer at acceptere mig selv?

I guess.

Men ikke mere. Bevæbnet med naboens sindssyge hækklipper (og den er voldsom...seriøst...manden kunne pløje sig tværs gennem en Volvo med den maskine) pløjer jeg ukrudtet væk. Alt det mentale pispres, som jeg dunker mig selv i hovedet med. Væk med lortet. Om jeg så skal supplere med round up (beklager hirsefolket...men jeg er tilhænger af produktet), så skal jeg have tilintetgjort nogle rådne rødder.

Mit vanvittige selvbillede skal ikke stjæle min livskvalitet.

...sagde ingen nogensinde til en psykolog...

Men det skal det ikke. Jeg vil ikke fodre mit indre monster.

At det så er nemmere sagt end gjort, er en helt anden sag. Men hvis jeg tager en rod ad gangen, tynder det vel ud i ukrudtet med tiden.

Så jeg er alene hjemme sammen med hunden. Og det er okay.
Jeg har set film. Jeg har gået tur. Jeg har siddet og gloet ud over byen på terrassen og forsøgt at sortere lidt i det tænkemylder, som kommer som en sidegevinst.
Og så har jeg lyttet til lp'er og bællet en flaske vin.
Ganske hyggeligt - ganske ukompliceret.

Og nu savner jeg ham. Og synes egentlig at det er dybt sært at skulle sove alene i 180x200.

Her er så stille nu. Lige med undtagelse af den pisse-irriterende narrøv i grimt lædertøj, der inficerer sommeraftenroen med at køre frem og tilbage på sin motorcykel, mens håndtaget bliver vredet hårdere, end Låsby-Svendsen ved et torskegilde.

UAFBRUDT!

Hvorfor gør motorcykelfolket det? Er det deres måde at sparke til bildæk og langspytte, på?
Og hvad sker der for tunede knallerter med overbelastede motorer overalt? Hvornår er de vendt tilbage? Hvem har åbnet døren ind til 1987?

Nå...men.. ja...

Er tøffet i seng og ligger i et kryds midt på sengen og modtager med største nydelse og uhm-faktor alt af den sparsomme brise, der lister sig nærigt ind gennem vinduet. Overvejer en natbajer, inden jeg vil lade søvnen indfinde sig til lyden af det 9/11 program, som jeg lige har opsnust på YouTube.

Med kaos skal kaos fordrives.

fredag den 1. juni 2018

Jeg vil gerne have for fem kroner blandet familie

Jeg knokler min hjerne i selvsving og vridninger over min nye blog. Derfor begynder jeg egentlig at lukke mere og mere ned for denne.
Tiden er en anden. Jeg har behov for mere struktur og et nydeligt overblik over indlæg i stedet for denne, hvor alt står som kluddermor i en centrifuge.
Heldigvis har jeg en kæreste med geniale forslag og en kæreste, som bare generelt har mere styr på detaljer end jeg har.


Jeg glæder mig! Jeg savner at skrive. Det bliver så fedt med en ny hjemmeside/blog, som (i hvert fald udadtil) ligner noget, som der er styr på.


Until then...

Der er nogle tanker, der fylder min tankestrøm mere og mere. Tanker, som jeg egentlig har haft sådan cirka altid. Tanker, som har resulteret i følelser. Følelser, som har dannet grobund for nogle ordentlige hak i trynen og selvværdet.  Og langt om længe følelser, som har ført til en beslutning, som jeg skulle have taget for 80 år siden.

Jeg vil gerne bede om bland-selv-familie, tak. For fem kroner af det bedste. Resten gider jeg ikke have med i posen. Det giver bare sure opstød.


Adskillige Google-citater har pointeret det mange gange (flankeret af virkelig grim baggrund af regnvejr i solopgang med sommerfugle dansende omkring med glitter i vingerne): Man vælger selv sine venner - ikke sin familie. Og det kan man ligesom ikke argumentere mod.
Men man kan rent faktisk tage det til sig som den ret, det nu engang er: Man behøver altså ikke omgive sig med samtlige grene af stamtræet "bare fordi det er familie".  Og da slet ikke, hvis visse grene på stamtræet aldrig har bidraget med noget positivt.


Jeg har altid været den skæve i familien. Hvorfor ved jeg egentlig ikke? Men well, sådan har det været og sådan vil det altid være, I guess.
Diverse onkler, kusiner og fætre har aldrig forsøgt at lægge skjul på hvad de mente om min personlighed, mine meninger og mit udseende. På den passiv-aggressiv måde, selvfølgelig. At være dannet og empatisk kræver trods alt en del.
Da jeg var barn og teenager, gav det mig mavepine og trevler i selvværdet. Jeg sagde aldrig noget, for det var ligesom accepteret, at "sådan var det".  Og sagde jeg noget...sagde jeg fra, så blev jeg alligevel straks stemplet som hysterisk (og gerne med verbal reference til min hårfarve).
Og så ender man med at holde kæft for husfredens skyld og for den del af familien, som man elsker, skyld.

Heldigvis bliver man voksen og kan derfor selv vælge, hvem man gider interessere sig for og lukke ind i sit liv. Her gav det dog sig selv, da de udvalgte fravalgte, jo for mange år siden havde bygget skellet. Men så kan man jo altid lege Trump og forhøje med en giga mur.

Så det gør jeg nu. Dog med langt pænere hår og personlighed end Trump. Der er ingen grund til at skabe drama. Jeg taler pænt til dem, hvis de henvender sig. Men de er bare reduceret til et par ligegyldige kviste på stamtræet.
I stedet vil jeg udelukkende fokusere på at bruge energi (og den gode af slagsen) på den gode del af familien.


Jeg skylder dem absolut intet. Ikke engang en mikro-halvhjertet hilsen på Facebook. Ikke når man gang på gang kan opleve, at ens brødre og resten af familien er inviteret til fest og hvor man som den eneste sidder i sin indhegning og bræger, som det sorte får, som man nu engang er blevet udråbt til at være.
Glem det da, big time.
Og jo, dobbeltmoralsk som jeg er, gider jeg jo ikke engang deres selskab. Jeg vil bare have buddet for princippets skyld og derefter takke nej.

Det er simpelthen så fesent og skodopførsel, at jeg ikke helt ved hvilken vej mine mundvige skal pege. Så jeg vælger en mellemting, trækker på skuldrene og accepterer deres valg samtidig med, at jeg permanent fravælger dem. Easy-peasy. Det er meget nemmere og mere modent end hvis jeg skrev, hvad jeg egentlig mener om deres personlighed og holdninger.


Tilbage er der for tilpas mange kroner blandet familie. En fabelagtig pose udelukkende med kvalitetsmennesker.

fredag den 4. maj 2018

Små gryder har også ører

...og det er pisse irriterende, for jeg har så meget behov for at rase ud. Og det kan jeg ikke. Ikke her, hvor jeg helst ville.  Fordi det er arbejdsrelateret. Så inden jeg går videre, nøjes jeg med en gif. Eller fire.









Sådan. Det var rart på den passiv-aggressive måde.



Mens andre bloggere (dem, der faktisk er aktive og dem der er smarte), anmelder fine skønhedsprodukter (jeg er hverken aktiv eller smart. Faktisk nærmere passiv og ualmindelig kikset.)
anmelder jeg noget mere jordnært. So to speak ...


Offentlige toiletter. 

Til stor utilfredshed fra byens borgere her i Korsbæk, har vi fået et nyt torv. Og på det nye torv er der kommet en toiletbygning.
Normalt undgår jeg offentlige toiletter. De er simpelthen for klamme og jeg KAN ikke sidde på et lunt bræt. Men når man lider af irritabel tyktarm (det er ikke kun temperamentet den er gal med), så sker det altså, at man må træde over sine principper og træde af på naturen vegne i det offentlige rum. Med mindre man vil skide i bukserne, selvfølgelig.

Så det sker (få gange om året), at jeg bliver nødt til at udsætte offentlige toiletter for noget, der mest af alt minder om en Labrador, der har ædt 300 gram Marabou.
Sidst var det i Føtex - i går måtte jeg træde væk fra køen i Føtex til kundetoilettet, fordi jeg var uhyggelig tæt på at få lukket bagerafdelingen ned. (Virkelig også lækkert at placere toiletterne der. Så kan man stå i kø med Le Mans mave ved siden af kunder, der bare gerne vil have en Othellolagkage med hjem).
Man skider ikke i bukserne. Og slet ikke foran bageren.

Så jeg besluttede mig for at afprøve de nye toiletter på Torvet.  Med anstrengt gangart og begyndende svedperler i panden, satte jeg kurs mod Hitlers Shithouse. (Den ligner virkelig noget, som Hitler har banket op i nattens mulm og mørke. En sær kontrast til det nye fine Torv at placere en betonbunker midt i det hele).


Åbnede døren, trådte ind og ...





Det var de mest bizarre toiletter jeg længe har set. Jeg ved ikke hvem der har designet dem, men vedkommende må virkelig selv have en mærkværdig røv.


Jeg kom til med det samme. Fik en plads med det samme. Fin service. Intet at udsætte på det. Men så hev jeg strømpebukser og trusser ned og satte mig ... og hér blev det sært. Sædet var udformet så bredt, at det føltes som at skovskide. Ballerne blev i dén grad tvunget i hver sin retning og så var der ellers fri passage ned i det, som mest af alt mindede om en oval vaskebalje.

Det var mærkeligt.

Samlet bedømmelse:

Rummet: 💩💩
Ret lille, men okay. Kunne godt være lidt mere oplyst. Og lydisoleret. Naboen havde også dårlig mave, kunne jeg høre.

Håndvask: 💩
Det er en ommer. Pisse uhygiejnisk. Man skulle trykke på touch-knapper for at få sæbe og vand. Yummi. Og så kom vandet helt inde i venstre bagerste hjørne i en nærig stråle, så man skulle stå og fedte med hænderne rundt på kanterne på vasken for at fange vandet.

Toiletpapir: 💩
Besynderligt. Og virkelig vammelt. Øverst hang toiletpapiret. Lige under var der et hul ind til brugt papir fra håndvask. Det vil sige, at det ubrugte papir hang og havde gang i en form for petting med det beskidte.

Kummen: 💩
Som beskrevet: Som at sætte sig på hug over en stor zinkbalje og lade ballerne hvile på det yderste, som var så langt fra hinanden, at vi var 2 cm. fra strækmærker.


Atmosfære: 💩
Lidt mærkeligt at sidde der midt på Torvet og skide i noget, der mest af alt ligner en bunker udefra.. Jo jo, der er vægge og dør og ingen kan se én, men jeg følte det alligevel lidt grænseoversk(r)idende  at give los, mens handlende medborgere tøffede rundt ude på Torvet.