lørdag den 9. juni 2018

Girls night home

Kæresten er til fest. Egentlig skulle jeg have været med, men jeg valgte i sidste øjeblik at tage en aften hjemme. Fordi ...

Oops, I did it again.

Der må være gemt en masochist i mig. Det er åbenbart ikke nok at jeg op til flere gange tidligere er blevet væltet af stress og derfor udmærket véd, at det sgu ikke lige er en tur i tegnestuen med Jørgen Clevin.
Jeg har åbenbart heller ikke lært lektien på trods af et overforbrug af toiletpapir, som en bivirkning af et temmelig stort indtag af Magnesia, som - udover at lindre mavesårskatar-ish smerter - også tømmer tarmen så r-i-g-e-l-i-g-t med noget der ligner 12 km/t.

Alt dette vil jeg åbenbart skide på. I mere end én betydning.
Det er simpelthen så noller og sølle, at jeg bliver ved med at klynge mig desperat til den tid, hvor jeg levede for at arbejde. Og at jeg påtager mig mere end mit filter kan filtrere, fordi...hvorfor egentlig?

Fordi jeg bare aldrig lærer at acceptere mig selv?

I guess.

Men ikke mere. Bevæbnet med naboens sindssyge hækklipper (og den er voldsom...seriøst...manden kunne pløje sig tværs gennem en Volvo med den maskine) pløjer jeg ukrudtet væk. Alt det mentale pispres, som jeg dunker mig selv i hovedet med. Væk med lortet. Om jeg så skal supplere med round up (beklager hirsefolket...men jeg er tilhænger af produktet), så skal jeg have tilintetgjort nogle rådne rødder.

Mit vanvittige selvbillede skal ikke stjæle min livskvalitet.

...sagde ingen nogensinde til en psykolog...

Men det skal det ikke. Jeg vil ikke fodre mit indre monster.

At det så er nemmere sagt end gjort, er en helt anden sag. Men hvis jeg tager en rod ad gangen, tynder det vel ud i ukrudtet med tiden.

Så jeg er alene hjemme sammen med hunden. Og det er okay.
Jeg har set film. Jeg har gået tur. Jeg har siddet og gloet ud over byen på terrassen og forsøgt at sortere lidt i det tænkemylder, som kommer som en sidegevinst.
Og så har jeg lyttet til lp'er og bællet en flaske vin.
Ganske hyggeligt - ganske ukompliceret.

Og nu savner jeg ham. Og synes egentlig at det er dybt sært at skulle sove alene i 180x200.

Her er så stille nu. Lige med undtagelse af den pisse-irriterende narrøv i grimt lædertøj, der inficerer sommeraftenroen med at køre frem og tilbage på sin motorcykel, mens håndtaget bliver vredet hårdere, end Låsby-Svendsen ved et torskegilde.

UAFBRUDT!

Hvorfor gør motorcykelfolket det? Er det deres måde at sparke til bildæk og langspytte, på?
Og hvad sker der for tunede knallerter med overbelastede motorer overalt? Hvornår er de vendt tilbage? Hvem har åbnet døren ind til 1987?

Nå...men.. ja...

Er tøffet i seng og ligger i et kryds midt på sengen og modtager med største nydelse og uhm-faktor alt af den sparsomme brise, der lister sig nærigt ind gennem vinduet. Overvejer en natbajer, inden jeg vil lade søvnen indfinde sig til lyden af det 9/11 program, som jeg lige har opsnust på YouTube.

Med kaos skal kaos fordrives.

fredag den 1. juni 2018

Jeg vil gerne have for fem kroner blandet familie

Jeg knokler min hjerne i selvsving og vridninger over min nye blog. Derfor begynder jeg egentlig at lukke mere og mere ned for denne.
Tiden er en anden. Jeg har behov for mere struktur og et nydeligt overblik over indlæg i stedet for denne, hvor alt står som kluddermor i en centrifuge.
Heldigvis har jeg en kæreste med geniale forslag og en kæreste, som bare generelt har mere styr på detaljer end jeg har.


Jeg glæder mig! Jeg savner at skrive. Det bliver så fedt med en ny hjemmeside/blog, som (i hvert fald udadtil) ligner noget, som der er styr på.


Until then...

Der er nogle tanker, der fylder min tankestrøm mere og mere. Tanker, som jeg egentlig har haft sådan cirka altid. Tanker, som har resulteret i følelser. Følelser, som har dannet grobund for nogle ordentlige hak i trynen og selvværdet.  Og langt om længe følelser, som har ført til en beslutning, som jeg skulle have taget for 80 år siden.

Jeg vil gerne bede om bland-selv-familie, tak. For fem kroner af det bedste. Resten gider jeg ikke have med i posen. Det giver bare sure opstød.


Adskillige Google-citater har pointeret det mange gange (flankeret af virkelig grim baggrund af regnvejr i solopgang med sommerfugle dansende omkring med glitter i vingerne): Man vælger selv sine venner - ikke sin familie. Og det kan man ligesom ikke argumentere mod.
Men man kan rent faktisk tage det til sig som den ret, det nu engang er: Man behøver altså ikke omgive sig med samtlige grene af stamtræet "bare fordi det er familie".  Og da slet ikke, hvis visse grene på stamtræet aldrig har bidraget med noget positivt.


Jeg har altid været den skæve i familien. Hvorfor ved jeg egentlig ikke? Men well, sådan har det været og sådan vil det altid være, I guess.
Diverse onkler, kusiner og fætre har aldrig forsøgt at lægge skjul på hvad de mente om min personlighed, mine meninger og mit udseende. På den passiv-aggressiv måde, selvfølgelig. At være dannet og empatisk kræver trods alt en del.
Da jeg var barn og teenager, gav det mig mavepine og trevler i selvværdet. Jeg sagde aldrig noget, for det var ligesom accepteret, at "sådan var det".  Og sagde jeg noget...sagde jeg fra, så blev jeg alligevel straks stemplet som hysterisk (og gerne med verbal reference til min hårfarve).
Og så ender man med at holde kæft for husfredens skyld og for den del af familien, som man elsker, skyld.

Heldigvis bliver man voksen og kan derfor selv vælge, hvem man gider interessere sig for og lukke ind i sit liv. Her gav det dog sig selv, da de udvalgte fravalgte, jo for mange år siden havde bygget skellet. Men så kan man jo altid lege Trump og forhøje med en giga mur.

Så det gør jeg nu. Dog med langt pænere hår og personlighed end Trump. Der er ingen grund til at skabe drama. Jeg taler pænt til dem, hvis de henvender sig. Men de er bare reduceret til et par ligegyldige kviste på stamtræet.
I stedet vil jeg udelukkende fokusere på at bruge energi (og den gode af slagsen) på den gode del af familien.


Jeg skylder dem absolut intet. Ikke engang en mikro-halvhjertet hilsen på Facebook. Ikke når man gang på gang kan opleve, at ens brødre og resten af familien er inviteret til fest og hvor man som den eneste sidder i sin indhegning og bræger, som det sorte får, som man nu engang er blevet udråbt til at være.
Glem det da, big time.
Og jo, dobbeltmoralsk som jeg er, gider jeg jo ikke engang deres selskab. Jeg vil bare have buddet for princippets skyld og derefter takke nej.

Det er simpelthen så fesent og skodopførsel, at jeg ikke helt ved hvilken vej mine mundvige skal pege. Så jeg vælger en mellemting, trækker på skuldrene og accepterer deres valg samtidig med, at jeg permanent fravælger dem. Easy-peasy. Det er meget nemmere og mere modent end hvis jeg skrev, hvad jeg egentlig mener om deres personlighed og holdninger.


Tilbage er der for tilpas mange kroner blandet familie. En fabelagtig pose udelukkende med kvalitetsmennesker.

fredag den 4. maj 2018

Små gryder har også ører

...og det er pisse irriterende, for jeg har så meget behov for at rase ud. Og det kan jeg ikke. Ikke her, hvor jeg helst ville.  Fordi det er arbejdsrelateret. Så inden jeg går videre, nøjes jeg med en gif. Eller fire.









Sådan. Det var rart på den passiv-aggressive måde.



Mens andre bloggere (dem, der faktisk er aktive og dem der er smarte), anmelder fine skønhedsprodukter (jeg er hverken aktiv eller smart. Faktisk nærmere passiv og ualmindelig kikset.)
anmelder jeg noget mere jordnært. So to speak ...


Offentlige toiletter. 

Til stor utilfredshed fra byens borgere her i Korsbæk, har vi fået et nyt torv. Og på det nye torv er der kommet en toiletbygning.
Normalt undgår jeg offentlige toiletter. De er simpelthen for klamme og jeg KAN ikke sidde på et lunt bræt. Men når man lider af irritabel tyktarm (det er ikke kun temperamentet den er gal med), så sker det altså, at man må træde over sine principper og træde af på naturen vegne i det offentlige rum. Med mindre man vil skide i bukserne, selvfølgelig.

Så det sker (få gange om året), at jeg bliver nødt til at udsætte offentlige toiletter for noget, der mest af alt minder om en Labrador, der har ædt 300 gram Marabou.
Sidst var det i Føtex - i går måtte jeg træde væk fra køen i Føtex til kundetoilettet, fordi jeg var uhyggelig tæt på at få lukket bagerafdelingen ned. (Virkelig også lækkert at placere toiletterne der. Så kan man stå i kø med Le Mans mave ved siden af kunder, der bare gerne vil have en Othellolagkage med hjem).
Man skider ikke i bukserne. Og slet ikke foran bageren.

Så jeg besluttede mig for at afprøve de nye toiletter på Torvet.  Med anstrengt gangart og begyndende svedperler i panden, satte jeg kurs mod Hitlers Shithouse. (Den ligner virkelig noget, som Hitler har banket op i nattens mulm og mørke. En sær kontrast til det nye fine Torv at placere en betonbunker midt i det hele).


Åbnede døren, trådte ind og ...





Det var de mest bizarre toiletter jeg længe har set. Jeg ved ikke hvem der har designet dem, men vedkommende må virkelig selv have en mærkværdig røv.


Jeg kom til med det samme. Fik en plads med det samme. Fin service. Intet at udsætte på det. Men så hev jeg strømpebukser og trusser ned og satte mig ... og hér blev det sært. Sædet var udformet så bredt, at det føltes som at skovskide. Ballerne blev i dén grad tvunget i hver sin retning og så var der ellers fri passage ned i det, som mest af alt mindede om en oval vaskebalje.

Det var mærkeligt.

Samlet bedømmelse:

Rummet: 💩💩
Ret lille, men okay. Kunne godt være lidt mere oplyst. Og lydisoleret. Naboen havde også dårlig mave, kunne jeg høre.

Håndvask: 💩
Det er en ommer. Pisse uhygiejnisk. Man skulle trykke på touch-knapper for at få sæbe og vand. Yummi. Og så kom vandet helt inde i venstre bagerste hjørne i en nærig stråle, så man skulle stå og fedte med hænderne rundt på kanterne på vasken for at fange vandet.

Toiletpapir: 💩
Besynderligt. Og virkelig vammelt. Øverst hang toiletpapiret. Lige under var der et hul ind til brugt papir fra håndvask. Det vil sige, at det ubrugte papir hang og havde gang i en form for petting med det beskidte.

Kummen: 💩
Som beskrevet: Som at sætte sig på hug over en stor zinkbalje og lade ballerne hvile på det yderste, som var så langt fra hinanden, at vi var 2 cm. fra strækmærker.


Atmosfære: 💩
Lidt mærkeligt at sidde der midt på Torvet og skide i noget, der mest af alt ligner en bunker udefra.. Jo jo, der er vægge og dør og ingen kan se én, men jeg følte det alligevel lidt grænseoversk(r)idende  at give los, mens handlende medborgere tøffede rundt ude på Torvet.



onsdag den 25. april 2018

Ny blog

Det arbejder jeg på. Stadig. At få en ny blog op at køre. Det er bare pisse svært, fordi denne er mit barn. (Og pt. et temmelig forsømt barn).
Jeg har haft den siden 2012. Seks år, hvor jeg ukritisk har nedfældet sjove oplevelser, fordomme ad libitum, dumme tanker, kærestesorg, forelskelse osv-osv.
Én stor pærevælling kørt gennem blenderen af flere omgange. Men det er jo mig. Lidt distræt. Lidt forvirret. Oppe. Nede. Prikket og ensfarvet. Og så er det altså svært at føde en ny blog. For meningen er jo, at der i den skal være en rød snor. Lidt mere struktur. Lidt mere overblik. Lidt mere gennemgående mening.
Og det vil jo sige, at hvis jeg lavede en blog med temaet: "Kun for ja-hattebrugere" (som om det nogensinde ville ske - jeg hader den skide ja-hat og dens lillesøster "Pytknappen") - men HVIS jeg nu (fik en blødning) og lavede sådan en blog, så ville jeg jo fraskrive mig retten til at lufte fordomme og pms-udbrud. Og så er det jo ikke mig. Man spiser jo heller ikke pasta uden parmesan.


Nå. Men jeg finder nok en løsning. Og i mellemtiden kan jeg jo begynde at gå i gang med at skrive lidt igen. Øve mig. Genskabe mit lynhurtige 2-finger system.

Status over mig og mit liv:

* Går skide godt. Faktisk. Jeg elsker at elske ham - jeg elsker at blive elsket af ham - jeg elsker mit hjem.

* Mine arvinger har det også glimrende. Imponerende (og noget af en øjenåbner) at se deres udvikling, når Curlinghønemor flytter bopæl.

* Er i gang (for gud ved hvilken gang) med at komme ned i størrelse. Det går godt. Vægten daler  -  omend det dog stadig blot er en dråbe olie i den store frituregryde. Men den daler og man skal jo starte et sted.
Og det var ikke et øjeblik for tidligt. Jeg kan bare konstatere, at jo ældre man bliver, jo mindre fedt føles det for kroppens led at blive overbelastet. Og med mindre jeg har et brændende ønske om en vraltende og haltende gangart og med mindre jeg drømmer saligt om at have kroniske smerter i ben, muskler, ryg og you-name-it, så har jeg intet andet valg end at reducere kropsvægten.

Og det har gjort ondt denne gang. Og krævet en del mere mental og fysisk energi at komme i gang.
Hold kæft min kondi har været alt andet end til stede. Og mine muskler har lockoutet sig selv. Og det har bare gjort pisse ondt. Virkelig pisse ondt.
Jeg har pludselig en noget længere gåtur hjem fra arbejde. Og ikke alene er den længere, den er også stejl. Så i starten var jeg virkelig ødelagt og forpustet og koksrød i hovedet. Og det var et nederlag. Et kæmpe gigantisk nederlag. Og en personlig ydmygelse at have ondt i kroppen pga. ovenstående.
Hold kæft, hvor har jeg hadet mig selv og været overmandet af det mest usle selvbillede og selvværd.
Men jeg er blevet ved og nu kan jeg tydeligt mærke en positiv forandring. Kondien er bedre, musklerne har genoptaget arbejdet og det hjælper alt sammen og er lidt lettere. Og nu skal det bare blive endnu lettere på alle områder. Ikke engang havearbejdet (som jeg er blevet ret vild med...mrmm, man ER vel flyttet blandt ligusterludere) invaliderer mig helt så slemt længere. Fordi mine muskler netop og langt om længe bliver brugt, som de fortjener det.

Og ja, herregud - det har jeg prøvet før. At sige at NU skal det ændres. Og så går det godt lige indtil det går grueligt galt. Men ikke tidligere har jeg mærket det på den måde fysisk. Hvordan kroppen bare har tænkt: "Der er fandeme grænser for hvor meget jeg vil stå model til - Fuck dig, kælling. I'm out!"
Og det gider jeg ikke. Jeg skal simpelthen ikke æde mig til slidgigt og en ny hofte.

Så jeg knokler trofast på og på en måde, hvor jeg véd, at jeg ikke falder i, fordi det bare er for surt det hele. Det er sgu egentlig meget rart. Også selv om jeg i perioder har lyst til at sove med en sukkerroe i munden, fordi jeg virkelig har lyst til slik.
Men her er det heldigt, at min kæreste er lidt småsær på det punkt og ikke kan lide slik.




Dybt underligt. Jeg forstår ikke, hvordan sådan noget kan lade sig gøre. Men det sænker da min lyst til at gå amok i bland-selv-slikket. Det er ligesom ikke helt det samme at gå e-nummer-amok, når man gør det alene.


Heldigvis kan han lide rødvin. Og ost...


Hvor langt jeg vil ned i vægt, aner jeg ikke endnu. Jeg tager det hen ad vejen og finder ud af, hvornår jeg er tilfreds med mit spejlbillede. Og vigtigst af alt, så handler det også om, hvornår mit selvværd genopstår. Nu smutter vi til Frankrig i sommerferien i en tre ugers tid. Og der er ligesom temmelig varmt på det tidspunkt. Og når vi nu lejer en hus med egen pool, så skal jeg fandeme ikke sidde og svede mig rødglødende. Så jeg satser på, at jeg har tabt nok til at hoppe i en tankini. (Og ellers må vores børn lukke øjnene den uge, hvor de besøger os. Jeg SKAL bade. Uhhh, for første gang i 800 år)




Min kæreste er heldigvis verdens sødeste til at fortælle mig, hvor dejlig han synes jeg er. Jeg skal også bare selv synes det en lille smule.

Bare ...




mandag den 19. marts 2018

Här är jag. Allt är mycket bra

Hold da kæft. Jeg ved egentlig ikke engang selv, hvordan det har været muligt for mig at holde mig i ro på tasterne så længe.
Okay, helt i ro kommer mit tastatur aldrig. Men alligevel. Med tanke for hvor mange sætninger jeg har smidt herinde gennem de sidste år, så må det kandidere til én eller anden pris, at indlæggene har ligget brak så længe.

Men nu har jeg lyst. Om ikke andet, så for min egen skyld, fordi der falder en ro over mig, når jeg bare kan sætte mig og lade mit tre-fingersystem glide over tasterne og få tømt hovedet for tanker, fordomme, hverdagstrivialiteter und so weiter.


Og det går fantastisk. Faktisk.

Efter en periode, hvor jeg var kørt lidt tør og tom for inspiration ved mit arbejde og hvor jeg har følt mig som en 2.sorteringsmedarbejder - hvilket igen igen har været mit eget fantastiske lasede selvværd, der har bombet mig lidt i sænk - har jeg gudskelov fundet arbejdsglæden og identiteten tilbage.
Jeg ved ikke lige, hvorfor jeg i perioder dykker så meget og begynder at stille tvivl ved alt ved mig selv. Jeg har opgivet at finde ud af hvorfor og jeg har til dels også opgivet troen på, at det nogensinde ændrer sig. Det er pisse belastende for at sige det meget mildt.
Jeg mangler ikke ligefrem mennesker omkring mig til at fortælle mig, at de egentlig synes jeg er ret okay. Så hvorfor pokker kan jeg ikke bare tro på det? Bare en lille smule?

Nå ...

Men det går godt. Som i: Rigtig godt.

Arbejdet kører som det skal. Jeg elsker mine kolleger, jeg elsker de skønne flygtningekvinder og jeg elsker udfordringerne med sprog- og kulturforskelle.

Mine skønne arvinger bor alene. Sammen. Og jeg må jo indrømme, at den lille hytte har aldrig før været så ryddelig.
Jeg havde sgu nok forestillet mig, at der periodevis ville sprænge bomber overalt og vende vrangen ud på det hele. Nu hvor Mutti ikke længere er hjemmeboede.
Men faktisk roder det langt mindre. Og det kan man jo så tænke lidt over ...
Selv vaskerummet, som har mindet om en "stort brændbart" container i omtrent otte år, er nu total clean.
Sundhedssøn of course. Den lille ordensnazi. Han er fandeme sej. Og en lille smule hoverende. Jeg fik ikke kun tilsendt billeder fra vaskerummet, men også en video, hvor hvert hjørne blev fanget på kameraets linse, som blev ført med rolig hånd.
In your face, Heidi. Du bor der i 10 år og får højst møflet lortet i et hjørne og smidt et lagen over lortebunken, når den årlige oprydning pga. varmeaflæsning skal foretages. Og dine børn bor der i to måneder og får ryddet rummet 100%.

Jeg har opdraget dem godt. Og knap så godt mig selv.

De er så skønne. Og de kan jo sagtens klare sig uden curlingmor. Selvfølgelig kan de det. Det er bare mig, der er Jyllands største pyllermor, som har været bange for, at de ville sidde i et hjørne og græde, mens rotterne piblede rundt og åd af madresterne fra gulvet.

Men hytten er fin. Og ryddelig. Og vigtigst af alt, så hygger de sig i hinandens selskab. De laver madplaner sammen, Sundhedssøn handler og indkasserer penge til det fælles madbudget og de laver mad sammen hver aften.
Og Uglens værelse er pludselig ikke længere sundhedsskadelig. Vældigt imponerende!
Der er lammeskind på gulvet, der er orden på hylderne, der er endda en ægte orkide, der på ingen måde er visnet.


Og mig?




Jeg nyder livet i mit nye hjem med verdens dejligste mand, som fakkertalt er min kæreste. Åh gud, hvor er jeg dog heldig. Hvor er VI heldige.
Det er så ubeskriveligt vidunderligt at finde ham, som man i bund og grund altid har manglet.
For hver dag der går, elsker jeg ham endnu højere. Og han elsker mig. Hele mig. Selv min overproduktion af tarmgasser og min til tider kluntede personlighed.


Vi er gode sammen. Gode til at være sammen. Og gode til at være sammen uden at være sammen, når vi er sammen.
I perioder arbejder han meget. Oftest hjemmefra. Og det matcher mit behov for at lade op alene. Og så kan vi lige stikke læberne sammen og kysse lidt, inden vi begge fortsætter med det vi nu er i gang med.


Livet med ham er meget mere end jeg nogensinde har turdet håbe på.



Om vi sidder hjemme i sofaen med hver vore computer og lægger kabale eller om vi er ude at høre musik eller ude at spise - it's all good! Bare vi er sammen. Os to. Alti'.

Og om 1½ uge, pakker vi vores kufferter og tager til Billund, hopper i et fly og tager på påskeferie i Pisa.




Jeg har ikke været ude at rejse i 100 år. Gud, hvor jeg glæder mig. Lunt vejr, lækkert hotel, oplevelser, vin, lækkert mad.
Så skide være med, at jeg i min værste stressperiode så lidt for mange afsnit af Air Crash Investigation og derfor er hundeangst på at flyve.


Sarà fantastico.




onsdag den 24. januar 2018

Empty nest - Når børnene flytter hjemmefra

I mit tilfælde er det så mig, der er flyttet og børnene, der stadig bor i hyggehytten. Men meningen er den samme; ens børn er nu voksne og bor alene.

Dén følelse kom bag på mig.

Jo, jeg var da klar over, at det ville blive mærkeligt. Men da jeg gik rundt mellem flyttekasserne og pakkede mit hjem ned, kom der en følelse snigende. Og den følelse satte sig ovre i hjørnet og gloede på mig, mens den voksede sig større og større. Pisse irriterende, var den, som den sad der og lurede på mig med et blik, der aldrig veg bort.
Og da vi nåede til dagen, hvor jeg flyttede ud, knækkede jeg fuldstændig og aldeles sammen.

Det havde intet at gøre med, at jeg ikke ønskede at flytte eller at jeg havde fået kolde fødder. Men lige pludselig ramte det mig som en gigantisk hammer direkte i hjertet: "En æra er forbi. Mine børn er voksne. Vi skal skabe en ny hverdag sammen, men hver for sig. På forskellige adresser".





Jeg tudede hele vejen op til mit nye hjem. Vores hjem. Älskling og jeg. Og han var så sød. Nussede mig og forsikrede mig om, at vi jo stadig skulle være sammen med mine børn.
Og det ved jeg jo godt. Og jeg ved også godt, at det er en naturlig del af livet. Men når man er en rendyrket overbeskyttende hønemor med tendens til curlingmor, så rammer det virkelig hårdt. Og direkte i hjertet.

Mine små pus, mine små guldklumper. Helt alene. (Okay, jeg er kun 3 km. væk fra dem, men stadig ...)
Mine skønne arvinger tager det glimrende. Men de er ikke børn af en følsom-mor for ingenting. Men det er også okay. Det er faktisk mere end okay. Vi fik krammet. Og grædt. Og krammet. Og grædt.
Og så lettede det ligesom helt af sig selv. Og så kom jeg herop. I mit nye hjem. Og vi fik samlet nyindkøbte reoler og makeup-bord og fik indrettet os det skønneste hjem. Og så er man ligesom forbi den største bakke.

(Hvor mange gange kan jeg skrive "og"?)

Det er skide hyggeligt. Og mit hjerte elsker det. Også selv om jeg lige skal vænne mig til vejen hjem på gåben. Det er kun 3½ km og uden tvivl noget der er godt for mit bmi og min Teletubbie-facon. Men det går jo for fanden op ad hele vejen. H-e-l-e v-e-j-e-n. Pænt stejlt, endda.
Faktisk er min røv så stor og tynger så meget bagud, at jeg tydeligt kunne mørke det på vej hjem i dag. Der skulle i hvert fald ikke have været mere modvind. Så var jeg tiltet bagover.
Jeg mødte et ældre ægtepar på vejen. De gik ned af bakken. Og selv om jeg havde musik i ørene, kunne jeg ligesom GODT fornemme, at de kommenterede på min ansigtskulør, som nok mest af alt lignede noget, der havde kogt lidt for længe i en trykkoger.



Røvhuller. Gamle røvhuller. Sgu da nemt at sige, når I går nedad.


Men det er fint. Med tiden bliver det nok knap så anstrengende. Og så har jeg købt mig en cykel. Jeg har dog ingen forhåbninger eller naive forestillinger om, at jeg nogensinde bliver i stand til at cykle hele vejen hjem. Det svarer jo for fanden til Alpe d'Huez og er nok forbundet med en vis risiko for at styrte sidelæns.



Det er også fint at være realistisk. Så kan jeg da kun overraske mig selv positivt. Og man KAN jo altid stå af og trække og lade som om man er midt i en vigtig telefonsamtale.




Her er dejligt. Jeg har en hund at komme hjem til. En mand, der elsker mig inderligt og som vil sy en kjole til mig af kys. Og jeg har mine arvinger tæt på.
Vores hjem er vidunderligt. Og jeg elsker ham så vanvittig meget. Så meget, at jeg har lyst til at klappe mig selv en flad, bare for at forstå, at jo; det ER virkeligt, dette her.

tirsdag den 9. januar 2018

(Semi)Blind overvægtig høne finder også et korn

Lige nu ligger jeg på sofaen - kæresten sidder på kontoret og arbejder få meter herfra og jeg klikker mig rundt inde på Amazon og leder efter østrogenpyntenips til mit kommende værelse - kun afbrudt af lyden af søde slæbende skridt fra verdens dejligste mand, der kommer ind for at få tanket kys op.

Jeps. Jeg flyver fra reden. Vi kører den omvendte stil, hvor det er Mutti der flytter hjemmefra og børnene (som for pokker jo er voksne nu), bliver boende i hytten.


Uglen er 21, Sundhedssøn 19 og ingen af dem har brug for hjælp til snørebåndene længere. Men priserne på ungdomsboliger er høje her i byen og kvadratmeterne små. Så vi har fundet den perfekte løsning. De får råderetten over den lille hytte, som vi alle elsker - en del kvadratmeter centralt placeret i byen i verdens sødeste byhus. Og jeg ...


JEG FLYTTER SAMMEN MED MIN ÄLSKLING! 







Det er helt vildt, som livet pludselig kan tage et gigantisk sving.  For et år siden, var jeg sikker på, at jeg aldrig ville kunne finde den der altopslugende kærlighed med vanvittig gensidig humor og en fælles IQ over gennemsnittet.
Mit selvværd var (og er) ikke just en overskudsvare, min hud er stretchet mere end godt er, jeg er en omvandrende tumling, jeg prutter mere end gennemsnittet og der er absolut intet prinsessegen plantet i min dna. Ikke ligefrem de bedste odds.













Men så kom han ...








 ...og nu er vi to. Okay, vi er faktisk syv. Ham, mig og vores skønne arvinger. Men ham og jeg - vi er os. Vi er den der perfekte uperfekte kombination, som jeg har drømt om så mange gange og som jeg nu er en del af.

Hold kæft, hvor jeg glæder mig. Byens bedste udsigt, en have, hvor jeg kan udleve min drøm om at dyrke krydderurter (som visner i løbet af sommeren, fordi det konstant kommer bag på mig, at lortet skal have vand for at leve), en stor terrasse med plads til at at være semi-nøgen og hvor naboerne ikke kan følge med, brændeovn, klaver (som jeg ikke kan spille på, men det kan vel læres?) - og aller-allerbedst: At dele livet med ham jeg elsker.

Og mit eget værelse, får jeg. Ikke med seng/skibsbriks eller med Tæppelandskillingeplakat på væggen. Nope. Det bliver mit girlyhurley-room, hvor jeg kan få en ny blog op at køre og hvor jeg kan skrive i fred og ro, mens jeg er omgivet af læssevis af lammeskind, lysestager, lænestolsflyder og Heidi-nips. Og en dejlig hund ved mine fødder.


Jeg ved ikke lige, hvad jeg har gjort for at have fortjent alt dette, men jeg nyder det helt ind bag hjertet.