onsdag den 24. januar 2018

Empty nest - Når børnene flytter hjemmefra

I mit tilfælde er det så mig, der er flyttet og børnene, der stadig bor i hyggehytten. Men meningen er den samme; ens børn er nu voksne og bor alene.

Dén følelse kom bag på mig.

Jo, jeg var da klar over, at det ville blive mærkeligt. Men da jeg gik rundt mellem flyttekasserne og pakkede mit hjem ned, kom der en følelse snigende. Og den følelse satte sig ovre i hjørnet og gloede på mig, mens den voksede sig større og større. Pisse irriterende, var den, som den sad der og lurede på mig med et blik, der aldrig veg bort.
Og da vi nåede til dagen, hvor jeg flyttede ud, knækkede jeg fuldstændig og aldeles sammen.

Det havde intet at gøre med, at jeg ikke ønskede at flytte eller at jeg havde fået kolde fødder. Men lige pludselig ramte det mig som en gigantisk hammer direkte i hjertet: "En æra er forbi. Mine børn er voksne. Vi skal skabe en ny hverdag sammen, men hver for sig. På forskellige adresser".





Jeg tudede hele vejen op til mit nye hjem. Vores hjem. Älskling og jeg. Og han var så sød. Nussede mig og forsikrede mig om, at vi jo stadig skulle være sammen med mine børn.
Og det ved jeg jo godt. Og jeg ved også godt, at det er en naturlig del af livet. Men når man er en rendyrket overbeskyttende hønemor med tendens til curlingmor, så rammer det virkelig hårdt. Og direkte i hjertet.

Mine små pus, mine små guldklumper. Helt alene. (Okay, jeg er kun 3 km. væk fra dem, men stadig ...)
Mine skønne arvinger tager det glimrende. Men de er ikke børn af en følsom-mor for ingenting. Men det er også okay. Det er faktisk mere end okay. Vi fik krammet. Og grædt. Og krammet. Og grædt.
Og så lettede det ligesom helt af sig selv. Og så kom jeg herop. I mit nye hjem. Og vi fik samlet nyindkøbte reoler og makeup-bord og fik indrettet os det skønneste hjem. Og så er man ligesom forbi den største bakke.

(Hvor mange gange kan jeg skrive "og"?)

Det er skide hyggeligt. Og mit hjerte elsker det. Også selv om jeg lige skal vænne mig til vejen hjem på gåben. Det er kun 3½ km og uden tvivl noget der er godt for mit bmi og min Teletubbie-facon. Men det går jo for fanden op ad hele vejen. H-e-l-e v-e-j-e-n. Pænt stejlt, endda.
Faktisk er min røv så stor og tynger så meget bagud, at jeg tydeligt kunne mørke det på vej hjem i dag. Der skulle i hvert fald ikke have været mere modvind. Så var jeg tiltet bagover.
Jeg mødte et ældre ægtepar på vejen. De gik ned af bakken. Og selv om jeg havde musik i ørene, kunne jeg ligesom GODT fornemme, at de kommenterede på min ansigtskulør, som nok mest af alt lignede noget, der havde kogt lidt for længe i en trykkoger.



Røvhuller. Gamle røvhuller. Sgu da nemt at sige, når I går nedad.


Men det er fint. Med tiden bliver det nok knap så anstrengende. Og så har jeg købt mig en cykel. Jeg har dog ingen forhåbninger eller naive forestillinger om, at jeg nogensinde bliver i stand til at cykle hele vejen hjem. Det svarer jo for fanden til Alpe d'Huez og er nok forbundet med en vis risiko for at styrte sidelæns.



Det er også fint at være realistisk. Så kan jeg da kun overraske mig selv positivt. Og man KAN jo altid stå af og trække og lade som om man er midt i en vigtig telefonsamtale.




Her er dejligt. Jeg har en hund at komme hjem til. En mand, der elsker mig inderligt og som vil sy en kjole til mig af kys. Og jeg har mine arvinger tæt på.
Vores hjem er vidunderligt. Og jeg elsker ham så vanvittig meget. Så meget, at jeg har lyst til at klappe mig selv en flad, bare for at forstå, at jo; det ER virkeligt, dette her.

tirsdag den 9. januar 2018

(Semi)Blind overvægtig høne finder også et korn

Lige nu ligger jeg på sofaen - kæresten sidder på kontoret og arbejder få meter herfra og jeg klikker mig rundt inde på Amazon og leder efter østrogenpyntenips til mit kommende værelse - kun afbrudt af lyden af søde slæbende skridt fra verdens dejligste mand, der kommer ind for at få tanket kys op.

Jeps. Jeg flyver fra reden. Vi kører den omvendte stil, hvor det er Mutti der flytter hjemmefra og børnene (som for pokker jo er voksne nu), bliver boende i hytten.


Uglen er 21, Sundhedssøn 19 og ingen af dem har brug for hjælp til snørebåndene længere. Men priserne på ungdomsboliger er høje her i byen og kvadratmeterne små. Så vi har fundet den perfekte løsning. De får råderetten over den lille hytte, som vi alle elsker - en del kvadratmeter centralt placeret i byen i verdens sødeste byhus. Og jeg ...


JEG FLYTTER SAMMEN MED MIN ÄLSKLING! 







Det er helt vildt, som livet pludselig kan tage et gigantisk sving.  For et år siden, var jeg sikker på, at jeg aldrig ville kunne finde den der altopslugende kærlighed med vanvittig gensidig humor og en fælles IQ over gennemsnittet.
Mit selvværd var (og er) ikke just en overskudsvare, min hud er stretchet mere end godt er, jeg er en omvandrende tumling, jeg prutter mere end gennemsnittet og der er absolut intet prinsessegen plantet i min dna. Ikke ligefrem de bedste odds.













Men så kom han ...








 ...og nu er vi to. Okay, vi er faktisk syv. Ham, mig og vores skønne arvinger. Men ham og jeg - vi er os. Vi er den der perfekte uperfekte kombination, som jeg har drømt om så mange gange og som jeg nu er en del af.

Hold kæft, hvor jeg glæder mig. Byens bedste udsigt, en have, hvor jeg kan udleve min drøm om at dyrke krydderurter (som visner i løbet af sommeren, fordi det konstant kommer bag på mig, at lortet skal have vand for at leve), en stor terrasse med plads til at at være semi-nøgen og hvor naboerne ikke kan følge med, brændeovn, klaver (som jeg ikke kan spille på, men det kan vel læres?) - og aller-allerbedst: At dele livet med ham jeg elsker.

Og mit eget værelse, får jeg. Ikke med seng/skibsbriks eller med Tæppelandskillingeplakat på væggen. Nope. Det bliver mit girlyhurley-room, hvor jeg kan få en ny blog op at køre og hvor jeg kan skrive i fred og ro, mens jeg er omgivet af læssevis af lammeskind, lysestager, lænestolsflyder og Heidi-nips. Og en dejlig hund ved mine fødder.


Jeg ved ikke lige, hvad jeg har gjort for at have fortjent alt dette, men jeg nyder det helt ind bag hjertet.




fredag den 22. december 2017

Susan K-oralsex-gaten

Det er et roligt land vi lever i, når medierne kan gå helt i selvsving over, at en udbrændt realitystjerne  fanget i en permanent alders-fortrængning, bliver fyret fra sit bartenderjob, fordi Danmarks trailertrash-par nummer ét, valgte at lege swingerklub på en bar.

Folk stimler sammen i kommentarfelterne og folk opretter støttegrupper for at vise deres opbakning til brintoveriltebomben, som aldrig rigtig er kommet videre, siden Paradise Hotel, sæson whatever.


Det er jo på samme tid grotesk og befriende.

Befriende, fordi det i dén grad afslører, hvor privilegerede vi er her i Danmark, at der er spalteplads nok i overskud til at dække den historie så intens. Og grotesk, fordi det vidner om, at alt for mange har alt for lidt at gå op i, når de kan hidse sig op på tasterne over sådan en gang klamhed.


Jeg skulle selvfølgelig se videoen af det klamme par. Og for helvede, hvor er det socialklasse 5, når det er allerværst. Hvad fanden tænker man på? Tænker man overhovedet?
Der er da i hvert fald et klart fravær af social intelligens, når man bilder sig selv ind, at man er en fræk lille missekat og en sulten løve og at man bare er så fræk og fifty-shade-imbecil, at man giver efter for sine påtagede lyster på en offentlig bar. (Og barer er vel egentlig altid offentlige, som hovedregel?)


Det er jo ikke en skid frækt. Det er jo bare så kikset, at ens tæer kravler ind i øregangene af pinlighed, når man ser videoen.

Jeg er ikke forarget. Det ser jeg for meget porno til at blive. Men jeg er jaw-dropping forbløffet over, at man tillader sig selv at udstille sin manglende IQ på sådan en måde.


"Må jeg godt komme nu?", spørger den anti-sexede proletartrunte på klingende jysk, mens hun ligger på værtshusbordet - stiv som rigor mortis i samtlige lemmer, mens hun lader som om hun er vældig ophidset, liderlig og tæt på klimaks.
Jeg udviser for fanden større passion, når jeg opdager, at der er tilbud på bland-selv slik.


"Jeg kommer altså nu" - pipper lavstatus-bodega-Bente et par minutter senere, mens hun med stadig anspændte og stive led, giver et par indstuderede støn fra sig., som vist nok skulle forestille at være "jeg squirter snart" orgasmeklynk, men som mere lyder som mig, når jeg plukker et genstridigt hår ud af hagen.



Come nu on, for helvete.  Hvis I absolut SKAL (og det skulle I åbenbart) belemre offentligheden med jeres low-budget tyske pornocrap, så gør det da for fanden ordentligt.



2017; året der gik

Året i listeopsætning. 

1: Stressbarometer
Har været svingende. Alt lige fra "så slap jeg da endelig af med de sidste stresssymptomer" til "Arg, helvede og pis, skal jeg virkelig helt derned og skrabe bunden igen, mens maven slår knuder på sig selv og sender mig i fastlåst krumrygget stilling på toilettet".
Jeg ved sgu ikke...skal man bare acceptere, at det nok altid vil ligge og lumre et sted i kroppen?
Er det sådan det fungerer? Én gang stress, altid stress? 
Det er fandeme en underlig størrelse. Når man har haft besøg af det lortemonster længe nok, finder man ud af, at når man har allermest om ørene og når man føler sig allermest boostet med energi, så befinder man sig rent faktisk midt i stormens øje. Og så bliver man hvirvlet rundtosset kort tid efter. Lige når man føler, at man har allermest kontrol og zen i kroppen. 
Jeg lærer det vel en dag? At acceptere, at jeg egentlig er god nok, som jeg er - og at jeg i bund og grund ikke kan tvinge mig selv til at være superwoman med rundsave på albuerne.


2: PMS
I guder! Det bliver da i hvert fald ikke mildere med årene. 
Jeg tror muligvis, at overgangsalderen har fået knoklet sig op mod fordøren. For jeg skal da lige love for, at jeg nogle måneder bliver så tyndhudet og kortluntet, at jeg egentlig burde udstyres med en luftalarm i håndtasken, så folk kan nå at blive advaret og ikke tro, at jeg er blevet skingrende skør, når jeg tuder over, at naboens kat ignorerer mig og når jeg raser indædt over selv de mindste ting, som f.eks. når skrællen fra nye kartofler klistrer sig til mine fingre og når paneringen klumper sig sammen mellem mine fingre. 


3: Arvingerne:
Vidunderligt. Ganske enkelt vidunderligt. Det er meget muligt, at jeg har taget en masse dumme valg gennem tiden og at jeg ofte er en omvandrende mentalt handikappet tumling, men at være mor; dét er jeg fandeme god til. 
De er så voksne nu. Jeg fatter det ikke. Hvor blev tiden af? Det føles kun som i forgårs, at jeg lå på fødebriksen og pressede noget, det føltes som et mellemstort drivhus, ud af underetagen. 
Og nu er de voksne. Og mere fornuftige, end jeg nogensinde har været. Og rationelle og eftertænksomme og med egne politiske (stærke) holdninger.  (Vi ser stadig ikke politiske programmer eller Luksusfælden herhjemme. Det er ganske enkelt umuligt, fordi sønnen er kongeblå og datteren er mere Ø, end Johanne nogensinde bliver).
Sundhedssøn er 19 år og har lige købt en bil kontant. Og vi taler altså ikke om en solbleget Skoda fra 1999. Vi taler ny bil.

Da jeg var 19, smed jeg mine penge på yndlingsbaren og brugte resten på tøj og havde et fælt resultat på bundlinjen på dankortet. 


4: Vægttab
Gider ikke tale om det. I guder, jeg må have tabt min rygrad på bunden af en rødvinsflaske. 
Skal bruge 2018 på at finde min talje igen. Der er egentlig ikke så meget mere at sige. Magter ikke, hvis jeg får ædt mig til en gang diabetes eller slidgigt i hoften. 
Sommeren 2018 skal være sommeren, hvor jeg sveder pga. temperaturen i luften og ikke pga. temperaturen under Mummitroldkropsisoleringen.


5: Familie og venner + kolleger. 
Fantastisk. Jeg bliver konstant overvældet over, hvor mange dejlige mennesker, jeg har i mit liv.
Min familie, som er min hjertebase. De søde gamle nisseforældre, som på et splitsekund altid kan give mig følelsen af at være puttet i en tryghedsvugge med dyner af kærlig silke. 
Mine brødre og deres påhæng, som er kæmpe vigtige brikker i mit puslespil. 
Mine venner, som kender mig og elsker mig og hvor ord egentlig ikke er så skide vigtigt for at føre en samtale. Den der mangeårige indforståethed har sit helt eget sprog. 
Mine kolleger, som omtrent er verdens bedste og min allerældste veninde, som er den søster, jeg altid har ønsket mig. 
Jeg er virkelig heldig. 

6: Arbejde
Mit job er beviset på, at det ikke er en skyhøj løn, der afgør, om man er glad for at gå på arbejde. 
Jeg har tabt mit hjerte fuldstændig til alle de søde flygtningekvinder. For fanden, hvor de lærer mig meget. Og gud i himlen, hvor de udsender livskvalitetsboost og glæde ud gennem tørklæderne. 
Jo jo, de synes jeg ser en del ældre ud, fordi jeg er bleg og tyk ("#(&%¤@£!!), men de vader direkte ind i mit hjerte og giver mine hverdage så meget substans og horisont. 


7: Økonomi og opsparing
.............


8: Kærlighed
Jeg fik et match på Tinder. Og efterfølgende fem notifikationer på mobilen om at han havde sendt en ny besked. Og en ny. Og en ny. Og en ny. Lige i røven på hinanden. Og jeg nåede at blive småirriteret og tænke: Seriøst? Rolig nu!
Og så loggede jeg på lidt senere og læste hans beskeder og forelskede mig på stedet. 
Alt, hvad jeg har lavet lister over gennem tiden, hvad jeg ønskede og søgte efter i en mand, stod der sort på hvidt på virtuelt datingpapir. Intelligens, evnen til at formidle ord og sætninger, grotesk sort underspillet humor, menneskelige værdier, udseende - alt var - hånden på hjertet - et match fra starten.
Vores første date var som taget ud af en film. Han hentede mig, gav mig et tæt knus og et kys på kinden og så tog vi ud og spiste på den skønneste restaurant, hvor jeg kunne tilføje endnu et plus på listen: Manden er madnørd og sætter pris på kvalitet på tallerkenen. 
Gåtur i sommeraftenen, det første kys og en kemi, der var så tyk og intens, at myggenes summen midt i skoven, blev fuldstændig lydløs og på samme tid vidunderlig lyd i ørene.

Og så har vi været sammen siden. Hver dag. Hver eneste dag.  Og hver time vi er sammen, elsker jeg ham højere og højere. 
Han omfavner mit hjerte, han elsker mig lige nøjagtig for den jeg er og han ser mig, som ingen andre før har set mig. 

Han gør mig så lykkelig, at ord ikke kan beskrive det retfærdigt nok. (Og nu tuder jeg)


💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗



9: Nye familiemedlemmer
Tre bonusbørn, som er akkurat lige så vidunderlige mennesker, som deres far.  Og en svigermor, der er så hjertevarm, at man har lyst til at kramme hende i atomer og pakke hende ind i beskyttelsesfilm og panserglas, så intet dumt kan ramme hende. 
Og en hel stor familie, som har taget imod mig med åbne arme. 



10: Konklusion
Jeg er en meget heldig kvinde med meget tykke tånegle. 



tirsdag den 5. december 2017

I en seng med dampende chutney ved min side

Her sidder jeg så. I min seng med en bøtte frisklavet og stadig dampende ananaschutney ved siden af mig.
Ugledatteren har en mentor og de to har et hjemmemøde i dag. Jeg er lige kommet hjem fra job. Tidligt fri og med masser af planer og lyst til at udnytte al den gode tid, som tirsdagen tilbød mig.
Men nej - jeg blev beordret ud af stuerne, hvilket da også giver fin mening. Det rager da ikke mig, hvad de to skal tale om.

Problemet er bare, at de har valgt at sætte sig i spisestuen. Og mit soveværelse ligger lige ved siden af - kun adskilt af verdens tyndeste væg uden nogen form for lydisolering. Og jeg er ikke typen, der lytter ret meget ved dørene, men det ER sgu da svært at undgå at lade ørene glide ind og forene sig med savsmuldstapetet.

I skrivende stund kan jeg høre, at hun (mentoren) grinende kommenterer hvor meget der er pyntet op her i hytten. Hun skulle bare vide, at det kun er 20% af pynten, der er kommet op. Resten kommer i morgen. (Hvilket chokerer mig selv så meget, at jeg har bestemt mig for at pynte juletræ nummer to på lørdag, for ligesom at kompensere for den sene oppyntning. Det giver desuden fin mening at have et juletræ til hver stue).

Men her sidder jeg så. Med en diarré under opsejling, fordi der muligvis var lige rigeligt med chili i det mad, som jeg prøvesmagte på jobbet. På tom mave.
Og det er jo bare fantastisk. Så kan jeg sidde her i mit kridhvide sengetøj med sammenklemte baller og en smule hjertebanken.


Aner ikke hvad jeg skal lave. Jeg kunne spamme min kæreste med lumre kærlighedhedserklæringer, men han er jo trods alt på arbejde. Jeg kunne spille kabale. Det er min nye hobby, når jeg skal lukke af mentalt. Det går skide godt. Især fordi man kan snyde pænt meget, når kortene ikke samarbejder.
Jeg kunne også se hudormevideoer på YouTube, men jeg gider ikke se dem uden lyd. Man ser jo heller ikke porno uden lyd.


Laver sgu en liste:


Årets nedtur:
Massefyringer på jobbet. Æv, hvor det har genereret en sindssyg dårlig stemning og for mit vedkommende; total stressmave og stress-sind. Der er forsvundet alt for mange gode kolleger.

Årets irritationsmoment:
YOUSEE!

Antal rykkere fra YOUSEE for produkter/tjenster, som jeg ikke er indehaver af:
Omkring 12.

Antal lukninger af internetforbindelser. 
2. (En af dem var pga. en spasser, der gravede en masse kabler over ved en fejl - den anden var fordi YOUSEE blev sure over, at jeg ikke havde betalt for en internetforbindelse, som jeg ikke havde haft i et halvt å. Sgu da også nederen af mig.)

Antal kroner jeg har betalt ekstra til YOUSEE:
Omkring 4000,-

Antal kroner jeg har fået tilbagebetalt:
Ca. 2500,-

Antal trusler om inkasso fra YOUSEE:
4.

Antal opkald til til YOUSEE:
51. Cirka.

Antal spammails fra "Cityfinans" det seneste halve år:
98. "Henrik" bliver ved med at skrive til mig og spørge mig, "om jeg ikke synes det er vildt pinligt at låne penge?" - hvorefter han tilbyder mig at låne 12000,- kroner.

Antal Nigeria/Microsoft from India-tlf-opkald:
2.



Årets højdepunkt:
Ham! 💗 Årh wow altså, ham! Mit hjerte har strækmærker, min mave er en sommerfuglefarm, min mund har verdensrekord i at smile og mine smilerynker ved øjnene har fået vokseværk og ligner efterhånden persienner - men det er de smukkeste persienner.
Han gør mig så vanvittig lykkelig. Jeg har lyst til at kysse ham hudløs. Og jeg fatter simpelthen ikke, at jeg er så heldig. Han er definitionen af kærlighed.


Dagens optur:
Mentor gået - toilet nu.

mandag den 13. november 2017

Well, that escalated quickly (Facebook-versionen)

Indrømmet; jeg har en sær hobby. Jeg holder i perioder meget af at læse kommentarfeltet under Ekstra Bladets artikler på deres Facebookside. Jeg bliver konstant imponeret over, hvordan visse Facebookbrugere står i kø for at udstille deres tastaturspild.

Og som den evindelige disclaimer: Nej, jeg synes bestemt heller ikke om, når langt-fra-fredelige grupper, spolerer et helt område og inficerer det med uro, hærværk, vold og lign. Men man burde vel kunne udtrykke sin mening, uden at tabe 80% af sin IQ ned mellem tasterne.

Man burde kunne. Og det kan langt de fleste heldigvis. Bare ikke flertallet af Ekstra Bladets læsere.



Dagens første høst på Ekstra Bladets Facebookside: En sød rolig artikel om et syrisk ægtepar, der har fået arbejde på et slagteri og som går vældigt op i det med integration. En solstrålehistorie - en varm beretning, som burde være omtrent lige så harmløs som at tale om vejret.




Men på Facebook kan stemningen hurtigt vende ...

John lader sig ikke imponere:


Christina har ikke læst artiklen:


Det har Christian heller ikke. Det er ikke nødvendigt. Han kender allerede de mørke menneskers agenda:


Jan er konsekvent: 



Og Rene giver ikke ved dørene med venlighed:





Det var dagens første høst og den er lidt småtræls, men dog ikke storslem. Ikke hvis man måler på Ekstra Bladets barometer.
Men fortvivl ikke. For i halen på ovenstående, kommer der en ny artikel. Og hér får følelserne frit løb.




Allerede inden man scroller videre, ved man ligesom godt, at hér bliver der skruet op for retorikken.

Og Brian lægger hårdt ud med at harcelere over ordvalget i artiklen, som ikke matcher hans ordforråd:




 Annette stemmer i med en bestemt konstatering. Annette løber man ikke om hjørner med:



Annette II er klar til at skride til handling med det samme og hidkalder en allieret:


Men Flemming er ikke med på legen:



...hvilket chokerer Annette:



Gitte er vred, men også meget nostalgisk. Hun starter med Caps lock og iltre tryk på tastaturet, men bliver dog hurtigt overmandet af memory lane og duften af svin, der steger i margarine på en knaldhed pande:



Lene taler til folket. Til danskerne. Med stort D.



Jonas er ikke meget for at rejse sig fra sin sofa, men han ser dog helst, at retfærdigheden sker fyldest.



Jenny har fundet et passende klistermærke: 



Gerda viser tænder:




Og hos Sonny er der ikke langt fra venlighed til glødende had:





Velbekomme og velkommen til Danmark, hvor flertallet af ovenstående personer frygter og foragter sharia, men gerne selv snupper det danskificerede udgave.

onsdag den 8. november 2017

Da Torsten åd en croissant

På Ekstra Bladet udspiller der sig en tragisk historie fra virkelighedens verden. Torsten fra Helsinge er røget uklar med Aldi. Noget så godt og grundigt. 

Det hele startede med, at Torsten skulle ind at handle. Han skulle blandt andet have croissanter. Og de må have duftet rigtig godt og Torsten må have været vældig sulten, for han kunne i hvert fald ikke vente. 
Duften af smørbagt bake-off valsede op i hans næsebor i en forførende tango og for at stoppe mundvandet, tog Torsten en bid af den ene croissant. Og en bid mere. Og så lige en bid mere. 
Oppe ved kassen, lagde han posen med det afgnavede smørhorn på varebåndet og afslørede for kassedamen, at han havde ædt af varen. 

Og så blev Torsten smidt ud af Aldi. Lige på stedet. "Heraus!", blev der brølet omme fra den anden side af kassen. "Og kom aldrig tilbage" - lød sidste vers af irettesættersangen. 

Her knækker Torsten sammen overfor journalisten og kan ikke gennemføre resten af interviewet, så hans kone Kirsten tager over og fortæller, at Torsten et års tid senere, tog listeskoene på og sneg sig ned mod det lukkede semi-tyskerland for at forsøge at komme ind i varmen igen. 
Men knap havde han fået foden indenfor blandt tyske flødeboller med konsistens som isoleringsskum og ghettoblastere designet i krigens tid,  før han blev genkendt af fortiden i skikkelse af kassedamen m/k fra sidst, som ikke spildte tiden, da hun/han fik øje på Torstens forventningsfulde og livsglade ansigt:

"Kan du så komme ud!", lød det oppe fra den brune syntetiske jakke med ikke så få Aldi-logoer og tekst på. 
"Aha, ein Deserteur! Holt den Henker! Hau ihm den Kopf ab! Kannst du jetzt rauskommen? Vorwärts marsch!"

Og så måtte Torsten liste hjem igen. Uden croissanter. Uden noget som helst.


Aldi har dog en anden forklaring på Torstens adfærd: 

"Den pågældende person kommer ind i butikken og tager en croissant. Den lægger han ind i en avis og forsøger at skjule den. Efterfølgende prøver han at gemme resterne et sted i butikken". 


Men dén version kan Kirsten slet ikke genkende. For Torsten har engang modtaget to tjenestemedaljer for tro tjeneste på grund af sit arbejde for flyvevåbnet i 41 år.
Nu kender jeg ikke Torsten, så jeg skal ikke kunne svare på, om han har ædt og gemt en blødgnasket croissant bag en vinkelsliber i Aldi. Men her i Silkeborg, havde vi for nogle år siden en pyroman on the loose. Ikke så få huse, blev forsøgt futtet af. Og gerningmanden var altså politimand. 

Men hvad ved jeg...Måske Torsten ER uskyldig. Måske ER han en gemen wienerbrødstyv? Ingen ved det. Det eneste vi ved, er at Torsten ikke længere kan handle i Aldi. Der er dømt permanent Kein Zugriff i den brune butik. Og Kirsten kan heller ikke handle derinde. For som hun forklarer til Ekstra Bladet: "Kirsten har ikke selv mulighed for at handle, da hun bruger rolator. Og understreger at hele episoden har været meget hård for hende og hendes mand. Men hun har stadig et håb.  Jeg håber, at vi kan få lov til at handle der igen".


Torsten er dog ikke det eneste offer i denne hjertegribende historie. Deres hund, som elsker Aldis godbidder, lider også stærkt under, at farmand måske er en tyveknægt. Men her tager tragedien heldigvis et lykkeligt twist: "Dem må vi så få vores datter til at købe", fortæller Kirsten.


Her slutter interviewet så. Men inden Ekstra Bladet forlader parret, bliver der taget et billede (eller er det et mugshot?) af den Croissant-elskende Torsten. Og her kan man vist roligt konstatere, at et billede siger mere end 1000 ord.