tirsdag den 5. december 2017

I en seng med dampende chutney ved min side

Her sidder jeg så. I min seng med en bøtte frisklavet og stadig dampende ananaschutney ved siden af mig.
Ugledatteren har en mentor og de to har et hjemmemøde i dag. Jeg er lige kommet hjem fra job. Tidligt fri og med masser af planer og lyst til at udnytte al den gode tid, som tirsdagen tilbød mig.
Men nej - jeg blev beordret ud af stuerne, hvilket da også giver fin mening. Det rager da ikke mig, hvad de to skal tale om.

Problemet er bare, at de har valgt at sætte sig i spisestuen. Og mit soveværelse ligger lige ved siden af - kun adskilt af verdens tyndeste væg uden nogen form for lydisolering. Og jeg er ikke typen, der lytter ret meget ved dørene, men det ER sgu da svært at undgå at lade ørene glide ind og forene sig med savsmuldstapetet.

I skrivende stund kan jeg høre, at hun (mentoren) grinende kommenterer hvor meget der er pyntet op her i hytten. Hun skulle bare vide, at det kun er 20% af pynten, der er kommet op. Resten kommer i morgen. (Hvilket chokerer mig selv så meget, at jeg har bestemt mig for at pynte juletræ nummer to på lørdag, for ligesom at kompensere for den sene oppyntning. Det giver desuden fin mening at have et juletræ til hver stue).

Men her sidder jeg så. Med en diarré under opsejling, fordi der muligvis var lige rigeligt med chili i det mad, som jeg prøvesmagte på jobbet. På tom mave.
Og det er jo bare fantastisk. Så kan jeg sidde her i mit kridhvide sengetøj med sammenklemte baller og en smule hjertebanken.


Aner ikke hvad jeg skal lave. Jeg kunne spamme min kæreste med lumre kærlighedhedserklæringer, men han er jo trods alt på arbejde. Jeg kunne spille kabale. Det er min nye hobby, når jeg skal lukke af mentalt. Det går skide godt. Især fordi man kan snyde pænt meget, når kortene ikke samarbejder.
Jeg kunne også se hudormevideoer på YouTube, men jeg gider ikke se dem uden lyd. Man ser jo heller ikke porno uden lyd.


Laver sgu en liste:


Årets nedtur:
Massefyringer på jobbet. Æv, hvor det har genereret en sindssyg dårlig stemning og for mit vedkommende; total stressmave og stress-sind. Der er forsvundet alt for mange gode kolleger.

Årets irritationsmoment:
YOUSEE!

Antal rykkere fra YOUSEE for produkter/tjenster, som jeg ikke er indehaver af:
Omkring 12.

Antal lukninger af internetforbindelser. 
2. (En af dem var pga. en spasser, der gravede en masse kabler over ved en fejl - den anden var fordi YOUSEE blev sure over, at jeg ikke havde betalt for en internetforbindelse, som jeg ikke havde haft i et halvt å. Sgu da også nederen af mig.)

Antal kroner jeg har betalt ekstra til YOUSEE:
Omkring 4000,-

Antal kroner jeg har fået tilbagebetalt:
Ca. 2500,-

Antal trusler om inkasso fra YOUSEE:
4.

Antal opkald til til YOUSEE:
51. Cirka.

Antal spammails fra "Cityfinans" det seneste halve år:
98. "Henrik" bliver ved med at skrive til mig og spørge mig, "om jeg ikke synes det er vildt pinligt at låne penge?" - hvorefter han tilbyder mig at låne 12000,- kroner.

Antal Nigeria/Microsoft from India-tlf-opkald:
2.



Årets højdepunkt:
Ham! 💗 Årh wow altså, ham! Mit hjerte har strækmærker, min mave er en sommerfuglefarm, min mund har verdensrekord i at smile og mine smilerynker ved øjnene har fået vokseværk og ligner efterhånden persienner - men det er de smukkeste persienner.
Han gør mig så vanvittig lykkelig. Jeg har lyst til at kysse ham hudløs. Og jeg fatter simpelthen ikke, at jeg er så heldig. Han er definitionen af kærlighed.


Dagens optur:
Mentor gået - toilet nu.

mandag den 13. november 2017

Well, that escalated quickly (Facebook-versionen)

Indrømmet; jeg har en sær hobby. Jeg holder i perioder meget af at læse kommentarfeltet under Ekstra Bladets artikler på deres Facebookside. Jeg bliver konstant imponeret over, hvordan visse Facebookbrugere står i kø for at udstille deres tastaturspild.

Og som den evindelige disclaimer: Nej, jeg synes bestemt heller ikke om, når langt-fra-fredelige grupper, spolerer et helt område og inficerer det med uro, hærværk, vold og lign. Men man burde vel kunne udtrykke sin mening, uden at tabe 80% af sin IQ ned mellem tasterne.

Man burde kunne. Og det kan langt de fleste heldigvis. Bare ikke flertallet af Ekstra Bladets læsere.



Dagens første høst på Ekstra Bladets Facebookside: En sød rolig artikel om et syrisk ægtepar, der har fået arbejde på et slagteri og som går vældigt op i det med integration. En solstrålehistorie - en varm beretning, som burde være omtrent lige så harmløs som at tale om vejret.




Men på Facebook kan stemningen hurtigt vende ...

John lader sig ikke imponere:


Christina har ikke læst artiklen:


Det har Christian heller ikke. Det er ikke nødvendigt. Han kender allerede de mørke menneskers agenda:


Jan er konsekvent: 



Og Rene giver ikke ved dørene med venlighed:





Det var dagens første høst og den er lidt småtræls, men dog ikke storslem. Ikke hvis man måler på Ekstra Bladets barometer.
Men fortvivl ikke. For i halen på ovenstående, kommer der en ny artikel. Og hér får følelserne frit løb.




Allerede inden man scroller videre, ved man ligesom godt, at hér bliver der skruet op for retorikken.

Og Brian lægger hårdt ud med at harcelere over ordvalget i artiklen, som ikke matcher hans ordforråd:




 Annette stemmer i med en bestemt konstatering. Annette løber man ikke om hjørner med:



Annette II er klar til at skride til handling med det samme og hidkalder en allieret:


Men Flemming er ikke med på legen:



...hvilket chokerer Annette:



Gitte er vred, men også meget nostalgisk. Hun starter med Caps lock og iltre tryk på tastaturet, men bliver dog hurtigt overmandet af memory lane og duften af svin, der steger i margarine på en knaldhed pande:



Lene taler til folket. Til danskerne. Med stort D.



Jonas er ikke meget for at rejse sig fra sin sofa, men han ser dog helst, at retfærdigheden sker fyldest.



Jenny har fundet et passende klistermærke: 



Gerda viser tænder:




Og hos Sonny er der ikke langt fra venlighed til glødende had:





Velbekomme og velkommen til Danmark, hvor flertallet af ovenstående personer frygter og foragter sharia, men gerne selv snupper det danskificerede udgave.

onsdag den 8. november 2017

Da Torsten åd en croissant

På Ekstra Bladet udspiller der sig en tragisk historie fra virkelighedens verden. Torsten fra Helsinge er røget uklar med Aldi. Noget så godt og grundigt. 

Det hele startede med, at Torsten skulle ind at handle. Han skulle blandt andet have croissanter. Og de må have duftet rigtig godt og Torsten må have været vældig sulten, for han kunne i hvert fald ikke vente. 
Duften af smørbagt bake-off valsede op i hans næsebor i en forførende tango og for at stoppe mundvandet, tog Torsten en bid af den ene croissant. Og en bid mere. Og så lige en bid mere. 
Oppe ved kassen, lagde han posen med det afgnavede smørhorn på varebåndet og afslørede for kassedamen, at han havde ædt af varen. 

Og så blev Torsten smidt ud af Aldi. Lige på stedet. "Heraus!", blev der brølet omme fra den anden side af kassen. "Og kom aldrig tilbage" - lød sidste vers af irettesættersangen. 

Her knækker Torsten sammen overfor journalisten og kan ikke gennemføre resten af interviewet, så hans kone Kirsten tager over og fortæller, at Torsten et års tid senere, tog listeskoene på og sneg sig ned mod det lukkede semi-tyskerland for at forsøge at komme ind i varmen igen. 
Men knap havde han fået foden indenfor blandt tyske flødeboller med konsistens som isoleringsskum og ghettoblastere designet i krigens tid,  før han blev genkendt af fortiden i skikkelse af kassedamen m/k fra sidst, som ikke spildte tiden, da hun/han fik øje på Torstens forventningsfulde og livsglade ansigt:

"Kan du så komme ud!", lød det oppe fra den brune syntetiske jakke med ikke så få Aldi-logoer og tekst på. 
"Aha, ein Deserteur! Holt den Henker! Hau ihm den Kopf ab! Kannst du jetzt rauskommen? Vorwärts marsch!"

Og så måtte Torsten liste hjem igen. Uden croissanter. Uden noget som helst.


Aldi har dog en anden forklaring på Torstens adfærd: 

"Den pågældende person kommer ind i butikken og tager en croissant. Den lægger han ind i en avis og forsøger at skjule den. Efterfølgende prøver han at gemme resterne et sted i butikken". 


Men dén version kan Kirsten slet ikke genkende. For Torsten har engang modtaget to tjenestemedaljer for tro tjeneste på grund af sit arbejde for flyvevåbnet i 41 år.
Nu kender jeg ikke Torsten, så jeg skal ikke kunne svare på, om han har ædt og gemt en blødgnasket croissant bag en vinkelsliber i Aldi. Men her i Silkeborg, havde vi for nogle år siden en pyroman on the loose. Ikke så få huse, blev forsøgt futtet af. Og gerningmanden var altså politimand. 

Men hvad ved jeg...Måske Torsten ER uskyldig. Måske ER han en gemen wienerbrødstyv? Ingen ved det. Det eneste vi ved, er at Torsten ikke længere kan handle i Aldi. Der er dømt permanent Kein Zugriff i den brune butik. Og Kirsten kan heller ikke handle derinde. For som hun forklarer til Ekstra Bladet: "Kirsten har ikke selv mulighed for at handle, da hun bruger rolator. Og understreger at hele episoden har været meget hård for hende og hendes mand. Men hun har stadig et håb.  Jeg håber, at vi kan få lov til at handle der igen".


Torsten er dog ikke det eneste offer i denne hjertegribende historie. Deres hund, som elsker Aldis godbidder, lider også stærkt under, at farmand måske er en tyveknægt. Men her tager tragedien heldigvis et lykkeligt twist: "Dem må vi så få vores datter til at købe", fortæller Kirsten.


Her slutter interviewet så. Men inden Ekstra Bladet forlader parret, bliver der taget et billede (eller er det et mugshot?) af den Croissant-elskende Torsten. Og her kan man vist roligt konstatere, at et billede siger mere end 1000 ord.







tirsdag den 7. november 2017

PMS fra A-Z - Sådan føles det

Har netop overstået denne måneds pms. Nogle måneder er værre end andre. Denne var skrækkelig. Der har været perioder, hvor jeg har overvejet, om jeg egentlig var bedst tjent med en aflivning. 
Andre måneder mærker jeg intet. Det er sådan en lille fin selskabsleg, som mine hormoner leger med mig. 
Dybt belastende aldrig at vide, om man bliver hormonella denne gang eller om man rent faktisk kan komme igennem ægløsningen uden at have lyst til at drukne sig selv en lille smule. 

Denne gang har det været 1½ uge i hormonelt helvede. Og kombineret med en træls stressfaktor på jobbet, har det virkelig været et helvede. (Og så tror jeg faktisk, at overgangsalderen muligvis er begyndte at møfle sig tættere på).


De første dage starter i det skjulte, hvor lunten til mit temperament er klart kortere, men endnu ikke sundhedsskadelig. I dette stadie er jeg stadig i stand til at bide det i mig og skubbe irritationerne fra mig. 



Men allerede et par dage efter, accelererer hormonforstyrrelserne og lunten bliver nu kortere og langt mere selvantændelig:




Og herfra bliver det egentlig kun værre. 



Egentlig ville jeg have det bedst med pms'en, hvis jeg "kun" oplevede et heftigere temperament. For selv om det ikke er rart for omgivelserne, så står man trods alt selv i en bedre situation, når man er vred, fordi man som oftest føler, at det er alle andre og ikke en selv, der er noget galt med.
Men jeg oplever hurtigt, at vreden damper af og den bliver så i stedet overtaget af en grotesk depressiv følelse, hvor gråden kun er et splitsekund væk:


Og så skal jeg fandeme love for, at det går stærkt herfra. Og gud fader hvor er det et helvede. Så bliver det store tag-selv-bord af selvmedlidenhed og elendigt selvværd rullet ind. Fri buffet - all you can eat - og spiser du ikke, tvangsfodrer vi dig med samtlige retter. 






Og herfra har man så allermest lyst til at melde sig syg på jobbet og lukke sig inde i et øde sommerhus i det nordligste Sverige og håbe på, at en brunstig elg kommer og æder en og gør en ende på lortet.



Men nu begynder det at lysne. Når menstrationsmerterne kommer, ved man, at man snart bliver sig selv igen:



Og endelig oprinder dagen...Omend man dog stadig er lidt letantændelig.



Og skal tisse hvert andet minut:



Og hvor mavens tarmflora åbenbart også bliver nulstillet...



Og dagen efter menstruationen er kommet ...






Det er fandeme godt, at jeg er indehaver af verdens dejligste børn og verdens skønneste kæreste. Alle tre er udstyret med en imponerende mængde tålmodighed og overbærenhed. 


fredag den 3. november 2017

Peter Madsens uofficielle forklaring på ubådstragedien

Peter er en lille lurendrejer. Lige når man tror, at man ved hvor han har ham, vender han på en tallerken.
For få uger siden, da Peters forklaringer om svensk kraniebrud, blev manet til jorden, fordi nogen fandt hovedet i havet, meddelte han (i en sikkert brysk tone), at NU ville han ikke tale med politiet mere. Basta. Blev der sagt.
Og det kan man jo ikke fortænke manden i. Alle os, der er forældre, eller som kan huske vores egen barndom, ved jo, at tavshed var det bedste forsvar, når ens ugerninger var blevet opdaget.
Selv i dyreverdenen er samme taktik brugt. Specielt af strudse. 
Så der var egentlig intet sært ved, at den ellers tidligere meget verbale opmærksomhedstrold, pludselig nægtede at tale mere.

Her kan man så gisne om Peter er en slags pappenhejmer. Om den uofficielle tavshedserklæring i virkeligheden var en tænkepause, hvor bette-Madsen lige skulle vinde tid, så han kunne sætte sig mere ind i tingene og personerne omkring ham og hele episoden, før han ville genoptage dette årtusindes største og mest skrækkelige soap, hvor afsnittene bliver mere og mere bizarre og hvor manuskriptforfatteren tydeligvis var på crack, da replikkerne blev skrevet.

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Og selvfølgelig kunne Peter ikke holde sin kæft. Hans selektive hukommelse arbejdede videre inde i cellen og pludselig var der nyt: Kim Wall lå pludselig død nede i ubåden. Peter vidste ikke hvorfor. Han kom bare ned og fandt hende.
"Muligvis kulilte? Jeg ved det ikke." - udtalte den grønne heldragt. Men død var hun i hvert fald. Og så kunne han jo lige så godt partere hende. En indrømmelse, som nærmest lød lige så uskyldig, som at indrømme man havde sprøjtet sekundlim i låsen på naboens postkasse.

Så hvad ved vi indtil videre? Og hvad skete der dernede i ubåden? Peter har ingenlunde været konkret eller vedholdende i sine argumenter. De skifter lidt efter hans mandlige cyklus' udvikling. Men tager vi samtlige udsagn med, vil forløbet se nogenlunde sådan her ud:

Peter og Kim sejler ud og dykker ned. Dernede sker der noget, som gør Peter konfus. og sender ham ind i en parralelverden af en art.

I den ene verden, har Peter intet kendskab til en svensk journalist. Han er ude at plaske alene i vandet og pludselig synker ubåden. Han bliver reddet i land og fortæller, at "han er ked af det" (pga. ubådens "the end"), men at han var alene på turen, hvorefter han giver en thumps up som svar på spørgsmålet, om han er ok.
I en anden verden i Peters hoved, sejler ham og Kim ud og dykker ned som planlagt - taler sammen, hvorefter de vender retur og han sætter hende af, hvorefter han sejler ud igen - alene - og hvor ubåden går til bunds og Peter ryger op til vandoverfladen.
I en tredje verden, foregår tingene lidt anderledes. Her får Kim en luge i hovedet og falder død om med kraniebrud. Peter går i panik. Peter vælger at tage en lur og lige sove på det hele, inden han beslutter sig for, at hun skal herfra på en værdig måde. Så han slæber hende ud i hel tilstand. Okay okay, hun mister tøjet undervejs, men ud kommer hun. Intakt. Undervandsbegravelse, kan man kalde det.
Herefter synker ubåden og Peter bliver reddet, efter at have plasket rundt i det store hav alene i sin grønne heldragt.
I en fjerde verden, går Peter op på dækket (eller hvad fanden det nu hedder på en ubåd) for at trække lidt frisk luft. Da han vender retur, er Kim død. Peter aner ikke hvorfor. Men han åbner dog muligheden for, at det kan være kulilteforgiftning. At han så åbenbart selv er skabt anatomisk anderledes end andre mennesker og derfor ikke nødvendigvis selv behøver at trække vejret, er en helt anden sag. Underligt er det i hvert fald, at han efterfølgende beslutter sig for at partere hende - og sådan noget må man formode tager tid - og at han ikke selv omkommer af det mulige kulilteudslip.
Men det skyldes nok hans specielle og unikke anatomiske opbygning, hvor selektiv vejrtrækning er en mulighed. Eller hvor han ganske enkelt bare er immun overfor gift og deslige.
Herefter skiller han sig af med mobiltelefoner og ubåd. Ubåden går til bunds - Peter stiger op og bliver reddet.


Del-konklusion: Ubåden gik til bunds.
Samlet konklusion: Peter Madsen er syg i hovedet og ondskab i sin reneste form.


Men hey; meget kan ske endnu. Peter skal nok komme frem med en ny forklaring. Han skal bare lige have tid til at tænke.






(Og til dem, der bliver forarget over dette indlæg: Det er okay. Det må I gerne. Personligt bliver jeg nødt til at skabe en distance  for at over(hovedet) kunne kapere det).

torsdag den 2. november 2017

#Jo-jeg-var-et-kikset-barn

Nogle gange popper der de særeste minder op i ens hukommelse. Som regel sker det for mig, når jeg skal sove.
Så når min kæreste lægger sig i sengen og sover 8 sekunder efter han har bestemt sig for at sove, ligger jeg ofte længe og tænker. Det er åbenbart dér, at min tankevirksomhed har åbningstid.

Og i går dukkede der så et barndomsminde op. Sådan helt spontant. Og det var bare endnu en bekræftelse på, at jeg sgu ikke var helt i vatter, dengang i 80'erne.

Min barndomsveninde var vild med Madonna. Jeg var vild med Whitney Houston. Og dengang tog man det der med idoler ret alvorligt.
Der var vist noget med, at Madonna og Whitney på et tidspunkt var i én eller anden form for magtkamp. Så det kom min veninde og jeg selvsagt også. Og det skortede ikke på argumenter for, hvorfor det netop var ens idol, der var poppens dronning. Men på trods af det, kom vi aldrig til en enighed.
Men så begyndte den næste fase. For det ultimative trumfkort var, hvis man kunne bevise, at man havde visse fysiske lighedstegn med sit idol. Og dér havde min veninde så et kæmpe forspring.

Jeg kan huske, at hun trak sit hår om i nakken og lagde ansigtet i en bestemt og meget Madonna-ish posering og jo, jeg kunne godt se det. Hun lignede hende faktisk.  Så det gav jeg hende selvfølgelig ikke ret i. Sgu da ikke, når jeg var kilometer fra at kunne sige, at jeg lignede Whitney Houston.
Der er ligesom ikke meget "I wanna dance with somebody" over en bleg og rødmosset hud, fregner, rødt hår og virkelig grimme briller i str. nørd.

Men min veninde var (og er) et godt menneske. Og i denne interne konkurrence, var hun et endnu større menneske, end jeg var.  For jeg havde jo et andet idol ved siden af Whitney. En duo med en mand og en kvinde. Og min veninde trøstede mig så med, at jeg faktisk havde visse lighedstegn med manden i gruppen.
Jeg kan tydelig huske, hvad hun sagde: "Hans mund står altid lidt åben. Og det gør din også. Du ligner ham faktisk på munden". 

Andre ville måske blive fornærmet over sådan en sammenligning, men ikke mig. Jeg var pavestolt og følte mig faktisk lidt småvigtig.


Var det så Boy George, du var vild med? - tænker du måske. Eller Michael Jackson?


Nope.

Så smart var jeg ikke.  Jeg var mere på hjemmebane. Eller i hvert fald i mit eget hjemland. Det var John Hatting. Fra Trax.
Og hver aften lå jeg i min seng og kiggede på min 70x100 plakat, som hang over min seng, og studerede Johns læber, som var mine tvillingelæber.



fredag den 20. oktober 2017

Kære YouSee, jeg vil gerne bede jer om at erstatte min cykel og låget til min røremaskine

Jeg kan ligesom forstå, at vi har gang i en lille selskabsleg - jer og mig. Indtil nu er det primært jer, der har deltaget i legen, mens jeg har siddet som tilskuer og observeret jeres gakkelakkede comedyshow, som I i dén grad giver ekstranummer af.

Gennem min observation af jeres gavtyvestreger, er jeg efterhånden ved at have regnet reglerne ud i jeres leg:

#1: Vi skal være herre meget i telefonisk kontakt, hvor jeg forsøger at forklare jer, at I har lavet en lille nuttet fejl. Jeg er sikker på, at det er i kådhed, det er sket. Det er okay. Det kan ske for enhver.
Når jeg så har fået lov til at tale med flere af jeres ellers utrolig søde medarbejdere, og når vi omsider når til en enighed, så er I nogle værre labaner. For så lader I som om, at alle fejl er udbedret. I driver lidt gæk med mig, så at sige. Men allerede et par dage senere, savner I mig så meget, at I igen kontakter mig med et frækt lille gækkebrev, hvor I (sikkert fnisende) afslører, at fejlen slet ikke blev rettet. Og sådan kører legen i ring.
I skrivende stund har vi leget denne leg siden maj måned.

#2: Når man låner noget, skal det leveres tilbage. Det er klart. Så det gjorde jeg selvfølgelig.  Men som et lille twist i jeres ellers meget underholdende leg, skal jeg også betale for det, som jeg har leveret tilbage.
Jeres lille nuttede router og tv-boks, som jeg godt kan se er virkelig lækkert håndværk i slagfast plastik, afleverede jeg med en tåre i øjenkrogen i jeres butik her i byen. Fordi jeg skulle have nyt.
Jeg fik en kvitterering. En lille gimmick, kan man vel kalde den, som jeres kasseapparat spyttede ud til mig.
På den kvittering stod der nogle søde tal og koder. Og dem vil I rigtig gerne høre mig sige. Det er det hemmelige kodeord for, at jeg har afleveret de smukke håndværk.
Og jeg vil jo gerne være med i klubben, så selvfølgelig dobbeltafleverede jeg kodeordet til jer i telefonen.
Her viste I jer at være nogle rigtige spasmagere, for ugen efter fik jeg for 3. gang. en opkrævning med nogle finurlige trusler om rykkere på. Et par uger efter modtog jeg en kasse, hvor jeg blev bedt om at sende de supersøde produkter tilbage til jer, i. Produkter, som jeg - tadaaa - har afleveret i jeres butik for et halvt år siden.
Men jeg leger med. I er jo søde. Så jeg ringede da bare igen og I fniste lidt og sagde, at jeg havde ret. Og så hyggesnakkede vi lidt, inden legetimen igen var slut. Og nu har I så igen sendt en sjov lille regning.

Fjollehoveder, altså. :-)


Men nu er det vist min tur til at deltage i legen. Det er min tur til at slå.  Og jeg vil virkelig gerne have penge fra jer. For ser I. Jeg styrtede på cykel en dag og fik ødelagt mine hjul. Og min søn tabte låget til min røremaskine, så det revnede.
Skal jeg sende et girokort? Eller vil I overføre til min nem-konto? Jeg har forstået legen korrekt, ikke? Vi sender mærkelige regninger til hinanden, som egentlig ikke giver mening, men man har jo kun det skæg som man selv sidder på. (Som min bedstemors veninde altid sagde).


Jeg glæder mig.

Knus og kram