Hendes lejlighed er ikke rar. Hun har længe døjet med uforklarelige hændelser. Blandt andet det pigespøgelse, som jeg heldigvis aldrig har set eller hørt. Men som andre besøgende har. Deriblandt en pige, der konstant rendte op på førstealen, fordi og som hun sagde til sin mor, da hun blev spurgt om, hvorfor hun hele tiden løb ovenpå: "Jamen, jeg leger med pigen, mor".
Min veninde har egentlig bare vænnet sig til at høre gråd og latter. Og jeg har nægtet at gå ovenpå, når jeg var på besøg.
Nå, men pigespøgelset forsvandt lige pludselig en dag og så blev der ro i lejligheden. En kort periode. Og så blev pigespøgelset erstattet af mærkelige lyde, stole der blev skubbet ud fra spisebordet og lamelgardiner der pludelig blafrede, selv om alle vinduer og døre var lukkede. Og jeg er en kylling. En rædselsslagen kylling og der er blevet længere mellem mine besøg, fordi jeg virkelig føler mig skidt tilpas i hendes lejlighed.
Jeg føler mig utryg. Jeg føler mig overvåget. Og det på trods af, at jeg ikke har set eller hørt noget deroppe. Det er bare ikke behageligt. Så derfor har vi primært mødtes hos mig.
Ja, jeg er skide bange for at slæbe noget med hjem. Man har sgu da hørt om klæbeånder og sådan noget.
Men nu er aktiviteten blevet værre. Min veninde, som ellers ikke har været bange (og jeg fatter det ikke - jeg havde futtet stedet af) har haft en oplevelse, som ikke er for børn og som har skræmt hende. (Og det tror da fanden).
I forgårs , da hun lå i sin seng og så tv, hørte hun en hviskende stemme, som ikke var rar. Ingen sætning, blot et ord, som hun ikke helt hørte.(Noget i stil med "Haaaaaaaa" Jeg kan ikke gengive det på skrift). Men uden tvivl en stemme. Og derefter en iskold vind ved siden af sengen. Og så var det væk igen.
Hun har været nede at se på en lejlighed i dag et stenkast fra mig. Og jeg krydser alt jeg kan krydse for at hun får den. Og at hun ikke slæber noget med sig.
