tirsdag den 9. februar 2016

Og pms-helvedet fortsætter

Som om det ikke er slemt nok at rende rundt med spændte ømme bryster, oppustet mave (man skulle ikke tro det var nogen afvigelse i sig selv), vanvittige udsving på humorbarometeret og følelsen af at være ballonen, der hænger lidt for slapt over ilden i en luftballon, så skulle dagen da også lige starte helt ad helvede til. Det er klart. Bring on the elendighed.

Jeg gik ellers tidligt i seng og faldt traditionen tro i søvn til lyden fra et hårrejsende dokumentarprogram. En dyb dejlig søvn. Og så ringede vækkeuret og jeg kom i tanke om: "Hey; jeg behøver ikke stå op nu. Jeg skal jo køre med yndlingskollega. Jeg kan sagtens snooze". Så det gjorde jeg. Vendte mig om på siden og trak dynen over hovedet og gled ind i drømmeland igen. Og dette gentog sig et kvarter senere, da alarm nummer to kimede. Og så blev der ro på settet.
Lige indtil jeg vågnede senere. Helt af mig selv og med følelsen af, at noget ikke var helt som det skulle være.
Rakte hånden over og tændte mobilen...



Og så var det sådan set en time siden, jeg senest skulle være stået op. Og jeg kunne ligesom godt se, at med mindre jeg ville have kollega til at stå og ringe på dørklokken, kunne jeg blive nødt til at få fart på de små fede ben.
Vand i ansigtet, truckervask under armene, deo, parfume og to strøg mascara på hvert øje, tøj på og ud af døren i et virkelig olmt humør med en snert af svimmelhed og følelsen af, at ansigtet stadig lå og sov nede i sengen.

Da vi kom ud i køkkenet (i et oplyst rum), kiggede kollega kort på mig og sagde tørt: "Ja, nu kan man da godt se du er væltet ud af sengen. Du skal nok lige sætte håret op".
Mmja; det kunne der være noget om. Hår hængte ned om issen som to sønderrevne ører på en cockerspaniel.

Og så kunne dagen gå i gang. Med et ekstra krus kaffe. Og det gik sgu egentlig fint og over al forventning - situationen taget i betragtning. Men for fanden; jeg magter ikke sådanne morgener. Jeg er så meget et rutine- og vanemenneske, og det er simpelthen altafgørende for mig, at hver morgen starter ens: (Med små justeringer gennem tiden, selvfølgelig. Man er vel en dare devil)

På normale dage med normal mødetid:

05:15: Vækkeuret ringer første gang. Skærer en grimasse og lover mig selv, at i aften går jeg ekstra tidligt i seng. Står op.

05:30: Er blevet vasket og er kommet i tøj. Tænder kogekedlen.

05:31: Åbner køkkenvinduet og placerer overkrop fladt over køkkenbordet, mens jeg ryger ud af vinduet og spiller Candy Crush.

05:38: Tuller ind i stuen med et stort krus kaffe. Tænder computeren, tænder lyset, tænder radioen.

05:41: Strækker mig, og forestiller mig at ligge under dynen og sove. Tjekker nyheder. Hyggesnakker evt. med teenagerne.

05:58: Lægger make-up. Knokler håret op i en knold. Finder dagens parfume.

06:17: Tjekker lidt flere nyheder/Facebook. Drikker resten af kaffen.  Er nogenlunde vågen nu.

06:38: Børster tænder, tisser, kysser på teenagerne, tager overtøj på.

06:45: Trækker af sted med cyklen. (Fordi jeg bliver ved med at glemme at købe cykellygter). Lytter til Adeles nye album. <3

06:51: Er nået så langt, at jeg godt kan snige mig op på cyklen og cykle lidt på fortovet. Folk er jo ikke stået op endnu. Og hvis jeg møder nogen, lader jeg som om jeg kun lige skulle trille 30 meter og står af.

06:56: Hvis trafikken har været god (læs: Hvis jeg ikke har mødt nogen på min vej og derfor har kunnet cykle skummelt hele vejen), er jeg nu fremme på job.



Se; det er sådan hverdagsmorgener skal starte, hvis jeg skal kunne fungere.





Hvad fanden gjorde jeg egentlig, da teenagerne var små?





Ingen kommentarer:

Send en kommentar