lørdag den 27. februar 2016

Jeg SAGDE det jo!

Det er bare en naturlov. Når man har gjort noget ekstra ud af sig selv, sit hår og make-up, så møder man sgu aldrig nogen man kender. Det er heller ikke der, man kommer til at stå stille og fastklemt i verdens mest langsomme kø med to charmerende unge mænd bag sig, som gerne vil snakke. Aldrig. Aldrig nogensinde.

Men når man er væltet ud af sofaen og hoppet på cyklen med kvalme, hovedpine og besynderligt hår og absolut ingen make-up for at købe danskvand og Panodil, så skal jeg fandeme da love for, at universet belønner en.
Lorte lang og dum kø, nybegynder ved kassen (gætter jeg på), og selvfølgelig mennesker man kender og to snakkesagelige mænd bag sig i køen. Det er klart. Så kan man stå der med kvalmen stående langt oppe i halsen, svimmelhed, hovedpine, svedeture og et ansigt, der ligner noget der har boet på bunden af grøntsagsskuffen i køleskabet.

Altid! Hver.eneste.gang.






P.S
Jeg tror ikke jeg har influenza. Ikke sådan oprigtigt. Det er bare fordi jeg hører så mange historier om folk, der har raget det til sig, at jeg har en indbildt og særdeles langtrukken influenza.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar