mandag den 15. februar 2016

ER det mon influenza? Eller er det hypokondri?

Vågnede i morges med mistænkelig meget energi. Arbejdet gled som smurt. På vej hjem på cykel, bestemte jeg mig for at gå i gang med den helt store dunk Ajax og en tur med støvsugeren uden hjul. (Men så får man også styrket musklerne, når man skal løfte den efter sig).

Og så fik jeg det træls. Helt uden varsel blev jeg overdænget med en ond kvalme. Så kom hovedpinen. Og ørepinen. Og rumlemave. Og nu ligger jeg med alt ovenstående plus ømhed i legemet og spekulerer på, om det er influenza eller om det er al den snak om influenza, som giver mig gode idéer og indbildte symptomer?

Det sidste kunne sagtens ligne mig, Hvis jeg hører om lus, kan jeg med det samme mærke små fodtrin oppe i hovedbunden. Når der er snak om meningitis i nyhederne, får jeg stiv nakke maks et kvarter senere. Den er sikker hver gang. Og da SARS-hysteriet var på sit højeste, havde jeg ikke lidt vejrtrækningsproblemer der?
Og det er jo kun en uge siden, at Uglen kom ind i stuen og meddelte, at hun havde det skidt - og vupti: Kort tid efter syntes jeg da det værkede sådan i kroppen. Men så fandt jeg noget interessant dokumentar og glemte alt om at have slem virus i kroppen.


Ude i køkkenet er der sprunget en bombe. For jeg havde jo nået at tænde opvaskeren, sprøjte ovnen til i ovnrensskum, slæbe kæmpe støvsuger, gulvmoppe og baljer frem, inden ond a-influenza-virus (mindst) slog mig omkuld.
Da Sundhedssøn kom hjem fra arbjde, stod jeg tappert på en stol og pudsede vinduer, mens øjnene hang nede ved fødderne, som to slappe nylonstrømper med en marmorkugle i enden.

Og så tog jeg mig selv - fandeme! - i at sige: "Hej skat. Har du haft en god dag? Jeg har det rigtig skidt! Puha. Det er bare træls", mens jeg tappert fortsatte med at oversprøjte vinduerne med blåt vinduesrens. Arme dreng - kommer glad hjem og bliver mødt af en sølle martyr-mor, som klynker mere end det burde være normalt rent mentalt for en kvinde i den alder.

"Hvorfor lægger du dig så ikke, mor?" - hvorefter han slog en prut, som lugtede så slemt, at jeg følte jeg skulle kaste op.

"Jooo, det burde jeg også. Det er godt nok træls", svarede jeg med pivestemme, mens håndkræfterne næsten slap op ved at presse køkkenrullen i cirkler på ruden.


Dybt grinagtigt og pinligt!


Nu skrider jeg i seng. Det skal sikkert bare soves væk. Eller glemmes via ond spændende dokumentar.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar