søndag den 28. februar 2016

Ej...det var en grim overskrift

Jeg tror lige jeg ændrer overskriften på det indlæg om strudse i stiletter. Det er ikke rart for øjnene at se. Men jeg fastholder dog, at det ligner en heftig omgang seksuel udblokning.  Eller alternativt; lidt for stor Tampax med al for stor sugeevne.


Nå, men så er det søndag. Og jeg fortryder helt vildt, at jeg i går lovede Uglen at hjælpe hende med at få gjort rent inde i hendes rede, når hun kommer hjem fra sin far.
Det er uoverskueligt, synes jeg. Svarer vel til at rydde op på motorvejen, efter en renovationsvogn er blevet tiltet om på siden. Og jeg burde vel eentlig hoppe på cyklen og smutte ud efter en rulle sorte plastiksække eller leje en container. Ej, men jeg fatter det ikke. Hvordan kan unge mennesker leve i sådan noget? (Et spørgsmål, som Sundhedssøn ville grine hånligt af, mens han åbner visse køkkenskabe og hoster et "Dobbelt-host-moral")


Hm.


Nå, men forberedelserne til 80'er festen næste lørdag er stadig højt prioriteret hos min veninde og mig. I et anfald af kedsomhed i aftes, fik jeg bestilt verdens mest røde læbestift og verdens mest glitrende fedtede lip-gloss. Og øjenvipper så kraftige, at de med lethed ville kunne bruges til at feje rugbrødskrummer op. Det skal nok blive yndigt. Især senere på aftenen, hvor jeg vil vædde med, at jeg i et anfald af hedeture, flår 80'er parykken af og slår mit eget hår ud, som nok har kendt bedre retninger, efter at have været spærret inde i en stram parykhætte. Jeg bliver så sexet!


Status på indbildt influenza:

Bedre. Men dog ikke væk. Skulle have været til middag hos min tidligere chef i dag, men da hun fortalte, at datteren havde feber i går, kunne jeg godt mærke, at...det skulle jeg ikke. Fik faktisk lidt feber bare ved tanken.
Jeg har hverken lyst og slet ikke tid til at være syg. Mit job kræver en del ekstra pt. og helt uden at spille martyr, kan jeg oprigtigt sige: Der ER ikke tid til influenza. Så jeg er faktisk seriøst i overvejelsesfasen om jeg skal lave en Michael Jackson og montere et klæde foran munden, når jeg bevæger mig udmellem andre mennesker.

TV2 har i dag en liste over, hvordan man bedre kan boste sit immunforsvar.


1: God søvn. Mindst 7 timer.
(Tjek! I can do that! Uden problemer. Dog ikke i træk, fordi min krop har udviklet en sær døgnrytme. Den vækker mig simpelthen midt om natten, fordi den vil på toilettet. Og det gider man jo bare rigtig godt. Der er intet, som at sidde og klare nummer to i mulm og mørke.)


2: Spis hvidløg.
(Intet problem. Faktisk - og mellem os - hakker jeg med jævne mellemrum et par fed og skyller dem ned med vand. )


3: Drik mere citron, honning, ingefær og gurkemeje i varmt vand.
(Okay...altså...sammen? Som en smoothie? Altså, jeg kan godt. Men det lyder ikke lækkert).


4: Lav en omgang kyllingesuppe. Ifølge et studie, indeholder kyllingebryst et stof, som er med til at hæmme en potentiel forkølelse.
(Super. Det kan jeg godt.)


5: Gør motion til en ugentlig vane.
(.....).

6: Drik mere te. Te kan være med til at booste dit immunforsvar, fordi alkylaminer i drikken hjælper immunforsvaret med at kæmpe mod infektioner.
(I'm on it! Genialt. Det anede jeg ikke.)


7: Spis yoghurt til morgenmad.
(Det gør jeg allerede. Jeg klemmer endda skyr ned, selv om det (i hvert fald den neutrale variant) smager tørt og hengemt.)


8: Sug solens stråler til dig.
(Jo jo. Men det billede I har vedhæftet, ikke? Den holder jo ikke. En kvinde i en bikini på maven på en badebro? Det kan jeg jo ikke. Af flere årsager. Men jeg kan gå ud og ryge på terrandaen i solens stråler).

9: Grin.
(Jeg er klar).