fredag den 12. februar 2016

Silkeborg i Luksusfælden

Seneste klummer. Jeg blev nødt til at beherske mig og holde det på et nogenlunde sobert niveau. Men jeg havde dog lyst til at fyre en lang svada af om Silkeborg, som  - når alt kommer til alt - er en grotesk overfladisk by med et skræmmende storhedsvanvid. At det er en snobbet by, hvor visse personer står i nakken på hinanden for at kunne slikke røven på dem de mener er "spidserne".
At vores lokale "SIF" slet ikke er lokale, men derimod en fodboldklub, som opfører sig som om det var en loge kun for NASA. Et gennemført elendigt hold, som ikke engang gider benytte sig af lokale talenter. Et hold, der stort set taber alle kampe, men som er dus med byrådet og derfor får så mange frynsegoder, at det er kvalmende.
En snob-by, som har det meget anstrengt med folk, der skiller sig ud. En by, der efterhånden er mest interesseret i at holde fester. En by, der sover i vinterhalvåret. Overfladisk og uden dybde.


Men det skrev jeg ikke, for når alt kommer til alt, kan jeg jo godt lide byen - blot fra andre vinkler. Og fra de vinkler er det en dejlig by.


Nå, men: Silkeborg i Luksusfælden...



Luksusfælden er i dag taget til Østjylland for at tale med Silkeborg, der har meldt sig selv til programmet. I mailen skriver han blandt andet: ”Jeg føler jeg har mistet kontrollen. Det er som om jeg kun kan føle glæde i mit liv, når jeg kan shoppe. Det fylder ligesom det tomme hul i maven. Kan I hjælpe mig?”.

Og det håber vi jo vi kan. Så det er med en vis optimisme vi parkerer bilen i et totalt tomt p-hus midt i centrum af byen og mødes med Silkeborg, som har insisteret på at vi skal mødes i et lokale i Torvecentret, fordi Silkeborg skammer sig og helst ikke vil ses et sted, hvor der er andre mennesker.

Vi træder indenfor i centret og går op ad rulletrapperne, som er blevet træt af at rulle. Luksusfælden bemærker, at det ikke kan være pga. slitage, da de stadig ser meget nye ud.
I et tomt lokale, som tidligere har huset noget, der hed ”Munkekroen”, sidder Silkeborg og venter på os ved et plastikhavebord og tilhørende stole. Rummet er belyst sparsomt med stearinlys, der er stukket ned i nogle tomme Albaniflasker og i hjørnet ligger en ensom ølkapsel og vidner om, at engang blev der spillet meget Meyer her.

”Velkommen”, siger Silkeborg – tydeligt nervøs – og trykker os i hånden med en let fugtig hånd. ”Sid ned”. Han slår hånden ud mod et par stole, som bærer præg af tidens tand og manglende vedligeholdelse med wienerkalk. Lyden, da vi trækker stolen med os ind mod bordet, giver kraftigt ekko i den forladte bygning.

”Nå, Silkeborg. Du har jo givet os fuldmagt til at indhente oplysninger om din økonomi. Og det ser jo mildest talt ikke godt ud”.

Silkeborg sidder lidt uroligt på stolen og er ikke meget for at få øjenkontakt med os, men piller i stedet lettere febrilsk ved stearinen, der løber ned over flasken.

”Vi er jo ude i et overforbrug, som nærmest tangerer storhedsvanvid og som vi har svært ved at se en logisk mening med. Der er jo ikke nogen tvivl om, at du er et godt menneske, som gerne vil gøre det så godt som muligt for bestemte mennesker. Men du har jo slet ikke haft overblik over dine kontanthævninger og dit forbrug. Og med visse ting har vi svært ved at se dine bevæggrunde for visse indkøb”.

”Hvad mener I?” Silkeborg læner sig demonstrativt tilbage i stolen og skuler surt.

”Jamen, der er jo flere ting. Desværre. Men hvis vi nu starter fra en ende, så kan vi jo lægge ud med stadion her i byen. Når vi går tilbage, kan vi jo se, at I startede med at give jeres lokale fodboldhold (S.I.F) fri stadionleje i 10 år. Det er jo mange penge?”.

Silkeborg lægger armene over kors og tager en dyb indånding. ”Det var jo en investering! Et bidrag til lokalsporten!”.

”Joeh, men det er stadig mange penge. Og nu kan vi jo se, at I har doneret 60 millioner til et nyt stadion og at I samtidig har købt den gamle lounge på det nuværende stadion til omkring 20 millioner kroner. Hvad vil I bruge den lounge til? Som vi har forstået, skal det gamle stadion jo ikke bruges ret meget længere? Og er det ikke utrolig mange penge at bruge på noget, som er ubrugeligt?”.

Silkeborg trækker vejret tungt ud gennem næseborene og flammen i stearinlyset blafrer faretruende tæt på at gå ud. ”Det er ikke os, der har fastsat prisen! Og vi er altså som en familie her i byen”.

”Ja, det så vi godt den tidligere borgmester argumenterede for i ”Borgmesterfinten på DR1. Men er det rimeligt at forære så dyr en gave til et enkelt familiemedlem og samtidig lukke kassen i for de mindre fine børn i familien? Der er jo mange lokalhold i sporten i Silkeborg, som ikke engang kan få trimmet græsset på jeres regning? Hvordan kan I så argumentere for at bruge så mange millioner på noget, som i bund og grund ikke er brugbart?”

”Ved du hvad? Det skal I slet ikke blande jer i!”. Silkeborg tænder en cigaret og inhalerer tungt. ”Det ved I slet ikke noget om og det gider jeg faktisk ikke tale om! Det var ikke derfor jeg bad jer komme!” Silkeborg tager sit engang hvide-men-nu-med-daggamle-tykke-brune-kaffegardiner-plastikkrus og trykker på pumpetermokanden med kaffe og fylder op. ”Kan vi komme videre? Jeg har ligesom ikke hele dagen!”.

”Det kan vi godt, men det ændrer ikke på fakta. Du bliver nødt til at se realiteterne i øjnene. Eller kan vi ikke hjælpe dig. Men hvis vi kigger videre på dine kontoudskrifter og på dine papirer, kan vi jo så også se, at jeres kommune er blevet pålagt fra regeringens side at spare 10 millioner på aktivering af ledige….og”.

Silkeborg afbryder os – tydeligt ophidset. ”Nu hører I her! Vi er blot en kommune. Vi er nødt til at følge ordrer fra regeringen!”

”Ja, det er klart. Det forstår vi. Men hvad vi ikke forstår er dit massive overforbrug på andre ting. Hvorfor har du ikke lagt et budget? Hvis du skal spare 10 millioner på aktivering, burde du så ikke generelt tænke over hele din økonomiske situation og få styr på de vigtigste ting?. Nu har vi jo læst os frem til, at jeres motorvej endelig bliver færdig. Og det vil I gerne fejre. Hvilket vi sagtens kan forstå. Det er trods alt ikke noget nogen af os troede nogensinde ville blive en realitet, da de første spadestik og skænderier om placeringen gik i gang for 100 år siden. Så selvfølgelig skal det da fejres. Men ER det pinedød nødvendigt at fejre det over fire dage?”.

”Ja!” – svarer Silkeborg og lægger armene over kors. ”Vi vil fejre byen! Og bringe fokus på byen, nu hvor vejen er færdig og vi derfor måske får flere arbejdspladser til byen!”.

”Jo jo, det forstår vi også godt. Men hvis I vil fejre byen, hvorfor benytter I jer så ikke af alle de lokale bands og musikere I har? Hvorfor ikke udnytte mulighed for at brande byen med lokalitet? Det giver da mere mening end at hyre nogle af de største og dyreste navne, som ikke er lokale, til at komme og spille til festen. Vi kan jo ligesom forstå, at du har doneret en million kroner til festen? Det andet ville jo være billigere og mere oplagt?”

Silkeborg ruller med øjnene og kigger på os, som om vi er blevet læsset af fra månen. ”I forstår det slet ikke! Vi skal jo sælge fadøl! Og kun det bedste er godt nok til denne by”.

”Det bedste?”

”Doh, ja! Skal jeg klappe det i stavelser for jer? D-e-t-b-e-d-s-t-e!” Silkeborg klapper demonstrativt med hænderne og skærer ansigt.

”Men…hvis du mener det; at kun det bedste er godt nok til byen, hvordan hænger det så sammen med mange af cykelstierne og vejene, er mere gennemhullede, end en natarbejder på Istedgade? Der er jo kvindelige borgere her i byen, der får ondt i tissekonen af at cykle, fordi de kører over ret så dybe huller i asfalten”.

”Jeg kan ikke tage ansvar for kvindernes tissekoner. Det må de selv ligge at rode med. Det er desuden penge fra en helt anden kasse, der skal betale vejarbejdet!”. Silkeborg pumper sig endnu et krus kaffe og tænder en smøg mere.

”Jo jo, men det er jo stadig dine penge. Du er jo nødt til at prioritere de vigtigste ting, før du inviterer til festivitas. Og det er vel ikke nødvendigt at feste i fire dage pga. en motorvej? Det er jo ikke fester du undgår at holde i sommerhalvåret. Man kan jo faktisk fristes til at omdøbe din by til Ibiza fra maj til september. Synes du ikke selv det er vigtigt at tænke længere ud i tiden, end til bestilling af fadøl?

Du lever over evne og det er jo altså grunden til vi sidder her i dag.”

Silkeborg læner sig til siden og rækker ud efter en Sommersby og en rullekebab i den falmede lyseblå kølertaske ved siden af sig. ”Ja! Men jeg fortryder faktisk også I er kommet! I ved jo slet ikke hvad det handler om og hvad byen har brug for!”

”Jamen…apropos det, hvor er det vi sidder i dag?”.

”Torvecentret! Stedet hvor alle mødes!”, siger Silkeborg med creme fraiche dressing i mundvigen og peger mod teksten, som står spejlvendt på vinduespartiet – tydeligvis stolt over at kunne læse teksten fra den forkerte side af ruden.

”Men der er jo ingen herinde?”

”Nej!”, svarer Silkeborg og fjerner et stykke icebergsalat fra fortænderne. ”Vi har jo ligesom andre og bedre planer, ikke?! Vi vil have et STORT p-hus under jorden på Torvet! Det største og fineste i Danmark!”.

”Men hvorfor det? Vi har da netop parkeret i p-huset under Torvecentret. Der var helt tomt. Hvorfor bruger I ikke bare det? Og bygger videre på det, hvis behovet for flere pladser er nødvendigt?” Og hvad med alle de tomme lejligheder?”

Silkeborg svarer ikke. Han er tydeligvis i smerter pga. et stykke sølvpapir, som har sat sig fast mellem to tyggeflader.

”Silkeborg!”

”Jamen, det ved jeg sgu da ikke? Silkeborg spytter en klump sølvpapir blandet med kebabstrimler ned i askebægeret. ”Vi regner da med at få et nyt og bedre center…eller noget!”

”Men hvad med lejlighederne? Og hvorfor genbrugte du ikke bare det nuværende center? Der er jo masser af plads? Og du kan spare en masse penge?”.

Silkeborg rejser sig hurtigt og børster en halv tomatskive af trøjen. ”Ved I hvad? Det her, det gider jeg ikke! I kommer her og spiller bedrevidende og stiller en masse åndssvage spørgsmål, som jeg umuligt kan svare på! Hvor er I fra? Herning? Det skulle fandeme ikke undre mig!”

”Øhh nej, vi er fra Luksusfælden. Og Herning har jo slet ikke brug for os, så hvorfor blander du dem ind i det? Vi kommer, fordi du har meldt dig selv til programmet og bedt om hjælp.”

Silkeborg lyner sin dynejakke op i en hidsig bevægelse og stirrer surt på os. ”Det var den ondelyneme også en fejl. Det kan jeg godt fortælle jer! Jeg var fuld og til Lilholt koncert og det var før jeg vidste, at jeg ikke selv skulle betale for at få Torvet igen. Vi slutter her! I fatter ikke en skid!”.

Og her forlader Silkeborg os i hastige skridt ned af rulletrapperne. Luksusfælden puster stearinlyset ud, pakker budgettavlen sammen og rejser sig i tavshed. Ud gennem vinduet kan vi se Silkeborg forsvinde ind på Underhuset og smække døren efter sig.
Vi går ned i p-kælderen, som stadig er totalt menneske- og biltom – dog med undtagelse af en flok unge mennesker, som morer sig med at brænde gummi af i deres sænkede Honda, mens røgen fra deres joints breder sig med røgen fra dækkene – og kører fra det østjyske.

Normal procedure i Luksusfælden er at give en gave som motivation til deltageren. Det nåede vi ikke her, da Silkeborg ikke var klar til at tage ansvar og samarbejde. Så i stedet har vi købt to billetter til Danmarks Største Vejfest. Bare for at se hvad det hele går ud på og hvorfor den motorvej er så speciel – udover at være Danmarks mest pinlige af slagsen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar