Nogen har pløjet en bunke internetkabler over her i byen og efterladt 8000 uden internet. Og jeg er selvfølgelig én af dem. Og godt nok har jeg mobilens internet, men det er sgu ikke optimalt at streame film og serier på den måde.
Så hvad skal jeg så lave?
Se tv? Glimrende idé, hvis det ikke var fordi det også er afbrudt. Ifølge lokalavisen bliver problemet løst i løbet af i dag. For nogen. For resten er der en ventetid frem til lørdag. Og jeg ved jo bare allerede nu, at jeg kommer til at høre til lørdagsgruppen. Det der med at blive valgt til sidst, er noget jeg har fået ind med modermælken. Min skæbne blev ligesom afgjort på det punkt i gymnastiktimerne i folkeskolen.
Så hvad kan man lave, når internetforbindelsen ikke er nærværende og man jo faktisk er tilbage i 80'erne? (OG TV'ET HELLER IKKE VIRKER)
- Rydde op. (zzZzzzzz)
- Drikke kaffe og læse en bog.
- Gå på tanken og købe en avis i papir. Ren retro.
- Gå en tur.
- Gå i skoven og samle forråd til juledekorationer. (Kommer ikke til at ske. Frøerne er ikke gået i hi endnu).
- Ordne fødder. (Der skulle være rigeligt at gå i gang med. Det kan snildt tage frem til lørdag og internettets genopstandelse).
- Bage.
- Spille brætspil med teenagerne. Skide god idé faktisk. Kaffe og stearinlys og en rask diskussion over en gang Ludo. (Jeg er verdens dårligste Ludo-spiller. Jeg tager ALT personligt)
- Drikke kaffe med veninde, som jo faktisk bor lige ved siden af.
- Snakke i tlf.
- Gå ned og hjælpe teknikerne med at samle de iturevne internetkabler.
- Barbere ben. Vinteren er ankommet lidt tidligt i år. Der er nærmest ryatæppetilstande.
- Læse kogebøger og samle inspiration og lave madplaner.
- Slå relæet fra og køre den primitive livsstil helt ud til perfektion.
- Se dvd på computeren.
- Fjerne ukrudt i baggården.
- Lære at strikke. (Duer ikke - kan ikke se kom-i-gang-videoer på nettet)
- Plukke bryn.
- Plukke overskæg.
- Rydde op i køkkenskabene. (Det burde jeg virkelig. Der er som altid sprunget adskillige bomber derude)
- Rengøre fuger på badeværelset og befri dem for kalk. Med en tandbørste.
- Intimbarbere et mønster. Evt. en jødestjerne blot for udfordringens skyld.
Mulighederne er uendelige. (Men for fanden...Lørdag? Man kan sgu da ikke leve under sådanne forhold? 1½ døgn uden internet og tv er jo ren Talibantilstand!)
torsdag den 29. september 2016
onsdag den 28. september 2016
Apropos den skide "Asyl-spray"
Nu har nyheden om de hjernelammelser, der uddelte "Asyl-spray" også nået udlandet. Og det er jo bare pænt pinligt, at det er sådanne grelle og klamme ting, skal snaske sig ud over Dannevangs omdømme.
Brækker mig over sådanne mennesker. (Vil bare vædde med at Fætter DF allerede har bestilt 12 paller af lortet). Der MÅ simpelthen være en fejlproduktion i deres gen-sammensætning. Og der burde jo bare opfindes en spray mod dem.
Derudover burde der opfindes flg. spray:
- 'Gå væk, frø". En effektiv gift, som pulveriserer frøer og tudser.
- Empatispray.
- Fedme-spray. Et pift smelter 5 kg. fedt.
- Anti-cellulite. Udglatter bizarre hudoverflader.
- Handyrs-spray. Tiltrækker lækre mænd. (Sådan en parfume har jeg. Det er bare som om virkningen af den fortager sig for hvert år der går).
- Gå-væk-ørkenfødder. Fjerner klam hård hud på hælene og forvandler dem fra Korn 180 til den pureste silkebløde hud. (Jeg kan allerede nu forudsige en slem kemisk røg, når processen går i gang).
- Trussespray. Aktiveres lydløst og sender lugtneutraliserende væske ud, når der slippes en vind.Dæmper desuden enhver lyd.
- Tjkkerlikkertjav-spray. Får hjemmeværnet til at fordampe.
- Vandlåsspray. Løser med et enkelt pift samtlige klamme slimede ting i vandlåsen.
- LA-Spray. Tilfører social intelligens og forståelse til LA-tilhængere.
- Kondispray. Et pift om dagen giver dig en topkondition på blot en uge.
- Farvel-kropshår. Fjerner uønsket hårvækst helt uden man skal gnubbe, gnide eller trykke.
- Voldtægtsspray. Medfører total koldbrand i penisser.
- Rynkespray. 'Nough said.
Brækker mig over sådanne mennesker. (Vil bare vædde med at Fætter DF allerede har bestilt 12 paller af lortet). Der MÅ simpelthen være en fejlproduktion i deres gen-sammensætning. Og der burde jo bare opfindes en spray mod dem.
Derudover burde der opfindes flg. spray:
- 'Gå væk, frø". En effektiv gift, som pulveriserer frøer og tudser.
- Empatispray.
- Fedme-spray. Et pift smelter 5 kg. fedt.
- Anti-cellulite. Udglatter bizarre hudoverflader.
- Handyrs-spray. Tiltrækker lækre mænd. (Sådan en parfume har jeg. Det er bare som om virkningen af den fortager sig for hvert år der går).
- Gå-væk-ørkenfødder. Fjerner klam hård hud på hælene og forvandler dem fra Korn 180 til den pureste silkebløde hud. (Jeg kan allerede nu forudsige en slem kemisk røg, når processen går i gang).
- Trussespray. Aktiveres lydløst og sender lugtneutraliserende væske ud, når der slippes en vind.Dæmper desuden enhver lyd.
- Tjkkerlikkertjav-spray. Får hjemmeværnet til at fordampe.
- Vandlåsspray. Løser med et enkelt pift samtlige klamme slimede ting i vandlåsen.
- LA-Spray. Tilfører social intelligens og forståelse til LA-tilhængere.
- Kondispray. Et pift om dagen giver dig en topkondition på blot en uge.
- Farvel-kropshår. Fjerner uønsket hårvækst helt uden man skal gnubbe, gnide eller trykke.
- Voldtægtsspray. Medfører total koldbrand i penisser.
- Rynkespray. 'Nough said.
tirsdag den 27. september 2016
Sig mig...er jeg i overgangsalderen?
Jeg er kun 41 år. Det kan da vel for fanden ikke passe, at jeg allerede er ved at komme i overgangsalderen? Kan det?
Der er ligesom ikke tradition for sådan noget, før man er i 50'erne i min familie. Men det skulle da ved gud ikke undre mig, hvis jeg skulle blive den person, der ændrer på gennemsnitsalderen.
Helt med vilje, har jeg ikke tjekket symptomlisten hos NetDoktor. Sådanne steder kommer jeg ikke. Længere. For jeg kommer altid ud med 12 ekstra småskavanker og 2-3 livstruende sygdomme. Har desuden også lovet min læge, at jeg bliver væk derfra. Det begyndte at tage overhånd med mine akuttider, hvor jeg kom ind i konsultationen med skuldertasken fuld af argumenter og selvlærte medicinske udtryk - plus skrækken malet over hele krydderen: "Så er det nu! Denne gang er det alvor". Og som tiden gik, blev jeg jo mere og mere stedkendt i sygdomstermer og latinske udtryk, så det krævede mange (lidt sure og bestemte) argumenter fra hendes side, før jeg ligesom valgte at tro på hende og dermed anullerede ordren hos bedemanden.
Så jeg lovede hende at blive væk derfra. For evigt. Derfor er jeg ikke helt sikker på, om jeg bare er mere hysterisk af natur end hidtil antaget eller om overgangshormonerne er begyndt at røre på sig.
Først og fremmest er der svedeturene. De er altså ikke til at komme udenom. Eller at overse. Man er så vældig charmerende, når ens pande glinser, når der i øjenbrynet hænger små svedperler og når overlæben smager lidt for salt og er lidt for fugtig.
Omvendt aner jeg jo heller ikke, om det bare er den lede forlængede sommer, som ikke fungerer godt med mit forhøjede bmi? Altså...jeg ved jo godt jeg er tyk. Det gider man jo ikke tage til lægen (som er en str. 12 år) for at få at vide.
Og så er der humøret. Jeg ved sgu godt, at jeg har et frodigt temperament og at jeg generelt render rundt med følelserne ude på tøjet. Men der er altså dage, hvor jeg føler hele følelsesregistret er tæt på at selvantænde konstant. I hver sin retning. Og det er ved gud belastende.
Jeg kan knap nok se et afsnit af Huset på Christianshavn, uden at blive fugtig i øjnene og egentlig bare synes, at "det er da også trist, at alle de gode mennesker er døde".
Og det ER sgu da ikke normalt at blive ked af det og få skyldfølelse med tilbagevirkende kraft, fordi man kommer til at tænke på, at "det var synd, da nabokatten stolt kom og afleverede en mus og man i stedet for at rose den (katten, ikke musen), hylede og skreg og jog katten væk. Og nu har man sikkert såret kattens følelser".
Maybe it's PMS - maybe she's born with it...
Hvis det nu var hver dag og døgnet rundt, så ville jeg jo bare vide, at det bare er mig, der er blevet en bizar kost. Men sådan er det jo ikke (helt).
Jeg kan jo sagtens være glad og have enormt meget overskud. I flere dage i træk. Så er alt godt. Og livet er uden modvind. Der er overskud til de dumme i trafikken og til at stå i kø i evigheder, fordi gammelnok foran vil betale sin 732,- kr. i mønter ved kassen.
Men så rammer jeg den der periode midt i cyklus og så skal jeg dælme love for, at der opstår splitsekunder (som kan være halv dage), hvor man står i svedglinsende i køen og overvejer, om man skal trække plastikposen ned over hovedet på sig selv eller på den grå person foran. Og hvor tanken om at placere tegnestifter i dækkene på handicapscooteren foran, faktisk virker som en glimrende og retfærdig idé.
Det er jo ikke rart?
Er det sådan overgangsalderen er? Er den eneste positive ting, at man ikke behøver frygte graviditet, når menstruationen er forsinket? For det er jo bare ens æg og forplantningssystem, der har overskredet sidste salgsdato?
Hvorfor kan kvinder ikke bare komme i overgangsalderen på samme måde, som mænd gør? Der er de typiske tegn jo bare: "Scor en, der er 20 år yngre end dig selv og få dig en motorcykel". Det ville fungere fint med mig. Lige bortset fra, at jeg ikke kan se mig selv i en seksuel situation med en, jeg kunne være mor til, og at motorcykler skræmmer mig ad helvede til.
Men en ny køkkenmaskine kan man jo altid bruge.
Der er ligesom ikke tradition for sådan noget, før man er i 50'erne i min familie. Men det skulle da ved gud ikke undre mig, hvis jeg skulle blive den person, der ændrer på gennemsnitsalderen.
Helt med vilje, har jeg ikke tjekket symptomlisten hos NetDoktor. Sådanne steder kommer jeg ikke. Længere. For jeg kommer altid ud med 12 ekstra småskavanker og 2-3 livstruende sygdomme. Har desuden også lovet min læge, at jeg bliver væk derfra. Det begyndte at tage overhånd med mine akuttider, hvor jeg kom ind i konsultationen med skuldertasken fuld af argumenter og selvlærte medicinske udtryk - plus skrækken malet over hele krydderen: "Så er det nu! Denne gang er det alvor". Og som tiden gik, blev jeg jo mere og mere stedkendt i sygdomstermer og latinske udtryk, så det krævede mange (lidt sure og bestemte) argumenter fra hendes side, før jeg ligesom valgte at tro på hende og dermed anullerede ordren hos bedemanden.
Så jeg lovede hende at blive væk derfra. For evigt. Derfor er jeg ikke helt sikker på, om jeg bare er mere hysterisk af natur end hidtil antaget eller om overgangshormonerne er begyndt at røre på sig.
Først og fremmest er der svedeturene. De er altså ikke til at komme udenom. Eller at overse. Man er så vældig charmerende, når ens pande glinser, når der i øjenbrynet hænger små svedperler og når overlæben smager lidt for salt og er lidt for fugtig.
Omvendt aner jeg jo heller ikke, om det bare er den lede forlængede sommer, som ikke fungerer godt med mit forhøjede bmi? Altså...jeg ved jo godt jeg er tyk. Det gider man jo ikke tage til lægen (som er en str. 12 år) for at få at vide.
Og så er der humøret. Jeg ved sgu godt, at jeg har et frodigt temperament og at jeg generelt render rundt med følelserne ude på tøjet. Men der er altså dage, hvor jeg føler hele følelsesregistret er tæt på at selvantænde konstant. I hver sin retning. Og det er ved gud belastende.
Jeg kan knap nok se et afsnit af Huset på Christianshavn, uden at blive fugtig i øjnene og egentlig bare synes, at "det er da også trist, at alle de gode mennesker er døde".
Og det ER sgu da ikke normalt at blive ked af det og få skyldfølelse med tilbagevirkende kraft, fordi man kommer til at tænke på, at "det var synd, da nabokatten stolt kom og afleverede en mus og man i stedet for at rose den (katten, ikke musen), hylede og skreg og jog katten væk. Og nu har man sikkert såret kattens følelser".
Maybe it's PMS - maybe she's born with it...
Hvis det nu var hver dag og døgnet rundt, så ville jeg jo bare vide, at det bare er mig, der er blevet en bizar kost. Men sådan er det jo ikke (helt).
Jeg kan jo sagtens være glad og have enormt meget overskud. I flere dage i træk. Så er alt godt. Og livet er uden modvind. Der er overskud til de dumme i trafikken og til at stå i kø i evigheder, fordi gammelnok foran vil betale sin 732,- kr. i mønter ved kassen.
Men så rammer jeg den der periode midt i cyklus og så skal jeg dælme love for, at der opstår splitsekunder (som kan være halv dage), hvor man står i svedglinsende i køen og overvejer, om man skal trække plastikposen ned over hovedet på sig selv eller på den grå person foran. Og hvor tanken om at placere tegnestifter i dækkene på handicapscooteren foran, faktisk virker som en glimrende og retfærdig idé.
Det er jo ikke rart?
Er det sådan overgangsalderen er? Er den eneste positive ting, at man ikke behøver frygte graviditet, når menstruationen er forsinket? For det er jo bare ens æg og forplantningssystem, der har overskredet sidste salgsdato?
Hvorfor kan kvinder ikke bare komme i overgangsalderen på samme måde, som mænd gør? Der er de typiske tegn jo bare: "Scor en, der er 20 år yngre end dig selv og få dig en motorcykel". Det ville fungere fint med mig. Lige bortset fra, at jeg ikke kan se mig selv i en seksuel situation med en, jeg kunne være mor til, og at motorcykler skræmmer mig ad helvede til.
Men en ny køkkenmaskine kan man jo altid bruge.
fredag den 23. september 2016
At rejse er at leve - åbenbart
- Citat H.C. Andersen -
Og jeg kunne selvfølgelig tage fejl, men jeg tror sgu ikke han mente en casting til X Factor eller et one-night-stand.
ALT (ja, versaler er nødvendige) er efterhånden en rejse.
Torben 53 år:
"Så blev man da lige færdig med at bygge carport. Tak til alle gutterne for hjælpen. Det har været en skide go' rejse!"
Anita 33 år - deltog et enkelt afsnit i en random madkonkurrence:
"Selvfølgelig er jeg ked af at ryge ud, men det har været en fantastisk rejse. Jeg tager nogle gode minder med mig".
Jens 46 år - Konen har kneppet hans fætter og efterfølgende bedt om skilsmisse:
"På trods af alt, så elsker jeg dig stadig, Bente. Tak for en dejlig rejse. Jeg fortryder intet".
Der er ligesom ingen barre for HVAD der er en rejse. Er det så også en rejse jeg har været på i dag, da jeg gik i Meny og købte æbler på tilbud? Skal jeg lave et opslag på Facebook med et billede af min ladyshaver og takke den for rejsen, da den pløjede sig gennem markerne af hår på mine ben? Er det en rejse, når jeg har ligget på sofaen en helt dag og holdt Netflix-marathon?
Arh, men stop nu jer selv og jeres rejser. Det lugter jo langt væk af at I gerne vil fremstå dybe og poetiske. Jeg vil vædde med, at det er de samme typer, der d. 31. december slår en takketale op som statusopdatering:
"Så rinder endnu et år ud. Og uha, sikke et år. Bilen blev skrottet og jeg blev cykelejer. Det var også året, hvor vi endelig fik ryddet op på loftet og kørt alt på losseren og hvor vi fik anlagt bed i forhaven. Det har været en skøn rejse. Tak til alle jer der har været en del af den - jeg glæder mig til at tage hul på et nyt år og en ny rejse med jer".
onsdag den 21. september 2016
Nope, Fætter DF, blod er ikke altid tykkere end vand
Facebook er nogle gange lidt som en af de der familiefester, hvor man bliver tvunget til at sidde og tale med grene på stamtræet, som man egentlig allerhelst så blive savet af. Som f.eks. med en fætter jeg har. Vi taler aldrig sammen. Vi har ikke set hinanden i over 20 år - og jeg synes egentlig bare han er en uinteressant og virkelig uempatisk person. Men på Facebook skulle vi da være venner. Klart klart.
Alt han poster, irriterer mig. HAN irriterer mig. Og egentlig ikke fordi han stemmer DF med verdens største og mest stinkende sprittusch. Det er der så mange der gør og hvis man kun ville omgåes mennesker, som stemmer samme partifarve som en selv, ville det sgu blive en farveløst tilværelse.
Han irriterer mig bare sådan gennemsyret. Hans "Ud mæ' de svin!!!!!" opslag om flygtninge, hans klamme opslag om kvinder, hans totale mangel på argumenter, når nogen prikker ham på de lidt for polstrede skulderpuder i hans "Security" trøje, som virkelig bare får ham til at fremstå som definitionen på en tom centervagt med en drøm om at blive politibetjent, men evnerne rakte kun til at blive vagt i Føtex og siger: "Hey bassemand, gider du lige skrue ned for de hadefulde opslag?"
Selv hans profilbillede irriterer mig og så er man jo virkelig nede i hysteriafdelingen, kan man sige. Men han ligner bare en dårlig tegnet udgave af pindsvinet fra Bjergkøbing Grand Prix. I en "Security" trøje med grimme albuelapper.
Så han røg af min venneliste, mens jeg sad ude på terrandaen og røg en cigaret og egentlig havde en pludselig opstået vaginalkløe, som jeg ikke lige kunne kradse på derude i baggården med mange huse og mennesker omkring mig.
Faktisk var det kløen, der gjorde mig irriteret til at starte med. For man ved bare, at det ender med en brutal omgang kradseri med sammenkrøllet toiletpapir til det begynder at gøre ondt. Og så blev irritationen bare fordoblet, da jeg åbnede Facebook og som det første så endnu et proletaropslag fra grenen på stamtræet.
Og så røg han af.
Fandeme om jeg gider lade som om vi er venner, når han i virkeligheden rummer alt det jeg ikke magter. Jeg ville ikke engang tale med ham til en familiefest. Ikke fordi jeg er snobbet, men vi har virkelig bare intet at tale om. Jeg render jo heller ikke hen og indleder en samtale med et fremmed mennesker, der er iført en hvid kappe med spids hætte og med tribaltatoveringer rundt om hele halsen.
Jeg har flere på min venneliste, som jeg ikke er i daglig, ugentlig eller endda årlig kontakt med. Men de er hyggelige at have en form for forbindelse til. Og modsat min fætter, ville jeg stoppe og tale med dem, hvis jeg mødte dem på gaden. Og det må være kodeordet for, hvem man bør have på sin venneliste.
Alt han poster, irriterer mig. HAN irriterer mig. Og egentlig ikke fordi han stemmer DF med verdens største og mest stinkende sprittusch. Det er der så mange der gør og hvis man kun ville omgåes mennesker, som stemmer samme partifarve som en selv, ville det sgu blive en farveløst tilværelse.
Han irriterer mig bare sådan gennemsyret. Hans "Ud mæ' de svin!!!!!" opslag om flygtninge, hans klamme opslag om kvinder, hans totale mangel på argumenter, når nogen prikker ham på de lidt for polstrede skulderpuder i hans "Security" trøje, som virkelig bare får ham til at fremstå som definitionen på en tom centervagt med en drøm om at blive politibetjent, men evnerne rakte kun til at blive vagt i Føtex og siger: "Hey bassemand, gider du lige skrue ned for de hadefulde opslag?"
Selv hans profilbillede irriterer mig og så er man jo virkelig nede i hysteriafdelingen, kan man sige. Men han ligner bare en dårlig tegnet udgave af pindsvinet fra Bjergkøbing Grand Prix. I en "Security" trøje med grimme albuelapper.
Så han røg af min venneliste, mens jeg sad ude på terrandaen og røg en cigaret og egentlig havde en pludselig opstået vaginalkløe, som jeg ikke lige kunne kradse på derude i baggården med mange huse og mennesker omkring mig.
Faktisk var det kløen, der gjorde mig irriteret til at starte med. For man ved bare, at det ender med en brutal omgang kradseri med sammenkrøllet toiletpapir til det begynder at gøre ondt. Og så blev irritationen bare fordoblet, da jeg åbnede Facebook og som det første så endnu et proletaropslag fra grenen på stamtræet.
Og så røg han af.
Fandeme om jeg gider lade som om vi er venner, når han i virkeligheden rummer alt det jeg ikke magter. Jeg ville ikke engang tale med ham til en familiefest. Ikke fordi jeg er snobbet, men vi har virkelig bare intet at tale om. Jeg render jo heller ikke hen og indleder en samtale med et fremmed mennesker, der er iført en hvid kappe med spids hætte og med tribaltatoveringer rundt om hele halsen.
Jeg har flere på min venneliste, som jeg ikke er i daglig, ugentlig eller endda årlig kontakt med. Men de er hyggelige at have en form for forbindelse til. Og modsat min fætter, ville jeg stoppe og tale med dem, hvis jeg mødte dem på gaden. Og det må være kodeordet for, hvem man bør have på sin venneliste.
tirsdag den 20. september 2016
Måske er jeg bare blevet for singlesær?
Jeg har helt bevidst ikke datet som en vanvittig de sidste tre år. Det første år gad jeg ikke. Der nød jeg bare at være mig selv. Og efterfølgende har jeg været meget selektiv og kun lukket nogen ind, som var i stand til at pirke til mit mentale hjerte. (Ja, okay - man er kun menneske - der har selvfølgelig også været et tilfælde, hvor det bare handlede om: "Hej, du er lækker. Skal vi ikke røre ved hinanden?") Men jeg gider simpelthen ikke bruge tid på en date, bare for at date. Der skal sgu være noget, der pirrer min hjerne rundtosset.
De dates der har været, har været fine. Der har ikke som sådan været hjernedøde mænd imellem. Men der har bare ikke været den kemi, som jeg higer så vanvittigt efter. Og de par gange kemien har været der, har manden enten været optaget eller været så genert, at jeg blev i tvivl, om han VAR genert eller om jeg bare var den eneste, der oplevede en kemi. (Det kan bestemt ikke udelukkes). Skide irriterende begge gange. Den generte (eller uinteresserede) havde al den humor og charme, som gør mig blød i skelettet. Men jeg er sgu ikke typen, der tør være ligefrem og bare spørge direkte. (Men jeg forventer selvfølgelig, at manden gør det. Mrm, smag på dobbeltmoralen)
Og ham der var optaget, var...ja optaget. Hvilket gør mig krøllet af ærgelse, for alt andet spiller bare. Og ja ja, det er slemt at involvere sig med en mand, der ikke er single. Fortæl mig noget jeg ikke ved. Jeg er da heller ikke skide stolt af det, men nu bestemmer hjertet så ikke selv, hvem det banker lidt hurtigere for. Og jeg trak mig ligesom også væk fra ham til sidst. Faktisk i en grad, så jeg sikkert har virket enormt arrogant og kællingekold, men hey; jeg bliver nødt til at passe på mig selv.
Men jeg ved sgu egentlig ikke, om jeg bare er gået hen og blevet singlesær det sidste års tid? Efterhånden bliver jeg i tvivl om mine krav er okay eller om de mere er en mur, jeg bygger op for at beskytte mig selv? (Fuck; jeg er blevet en jysk udgave af Donald Trump).
En god tommelfingerregel er: Du skal søge det, du selv kan tilbyde. Og det lyder egentlig temmelig fornuftigt. Med undtagelse af visse legemesdele, selvfølgelig.
Så hvad pokker er det egentlig jeg søger? Er det rimeligt? Er det realistisk? Og kan jeg selv leve op til det?
- Kroppen: Jeg er egentlig ligeglad med, om han har sixpaxk, jellypack eller bare pack. Det er ikke et trofæ jeg søger. Hvis personligheden er forrygende, så bliver resten af ham helt automatisk også vidunderlig.
Kan jeg leve op til det? Det skulle jeg i dén grad mene. Det er ikke just mit legeme, der er et trofæ. Men ærligt talt; jeg er ligeglad. Ja, jeg er konstant i en pøl af selvhad og "jeg skal tabe mig". Og ja, det skal jeg. Men jeg gider simpelthen ikke knokle mig ud i et projekt om at få en trimmet perfekt krop. Visse ting er bare ikke meant to be og jeg er egentlig fint tilfreds med mine landmandsknogler og frodighed, hvis det bare lige kan blive reduceret en anelse.
- Menneskesyn: Han skal være humanitær. Ikke nødvendigs Enhedslistevælger, som mig selv. Hell, han må stemme på det parti han vil. Bare han har et empatisk menneskesyn.
Kan jeg leve op til det? Ja. Dog skal jeg lære at møde mine politiske modsætninger lidt mere nuanceret og knap så fordomsfuldt. Det klæder mig ikke med skyklapper. Og dem har jeg altså tendens til at tage på, hvis jeg brænder for noget. Det er okay at være passioneret og kæmpe for det man tror på, men det kan jo gøres på mere end én måde. Jeg kan klart blive bedre på dette punkt, men perfekt bliver jeg aldrig.
- Argumentationsevne: Jeg er vild med en god diskussion. Det renser blodet. Eller noget i den stil. Og jeg bliver nødt til at finde en mand, som også gerne vil vende synspunkter, verdenssituationer og tanker og som kan argumentere for det. Jeg siger ikke, at vi skal diskutere hver dag. Hvem fanden orker det? Men en argumentresistent og meningsløs "du får ret og jeg får fred" mand, ville jeg tromle.
Kan jeg selv leve op til det? Jeps. Med visse undtagelser. Jeg HAR ikke altid ret. Heller ikke selv om jeg lynhurtigt kan svinge en masse ord sammen i et argumenterende sætning. Note-to-self!
- Humor: Vi SKAL kunne grine af mange af de samme ting. Hvis der ikke er latter og indforstået gakkelakstunder, så kan det sgu egentlig være ligegyldigt.
Kan jeg selv leve op til det? Ja da. Jeg synes selv jeg har en forrygende humor. Jeg forventer ikke, at han skal brække sig af grin over alt jeg siger eller selv griner af. Og jeg er da fuldstændig ligeglad med, om han er til Ørkenens Sønner. Bare vi kan mødes på midten og grine af andre ting. For selv om jeg ikke fatter Ørkenens Sønner humoren, betyder det jo ikke, at andres humor er dårlig. Den er bare anderledes. Og det er min ved gud også. Jeg accepterer, at en mand ikke fatter min kærlighed for Monty Python. (Men jeg accepterer ikke, hvis han synes Uffe Holm er Danmarks sjoveste komiker)
Sex: Det.skal.fungere! Så er den ikke længere. Og jeg beder ikke om at blive spændt op i kvægkroge i loftet eller blive fistet af et udstoppet egern. Men hvis der ikke er nysgerrighed og mørk passion og hvis det udelukkende er Frikalet og ligusterhæk, så bliver grøften for bred. Og så dør alt det sjove.
Kan jeg selv bla bla bla? Det skulle jeg mene. Men indrømmet; sexværdet skal sgu nok lige bygges lidt op igen. Giv mig tryghed. Tryghed avler mangle gode ting. (Fik I den? Lorteregering)
Og så må han ikke være kedelig. Men hellere kedelig, end en mand, der leger ung og fiser rundt i nattebylivet hver uge. Jeg orker det ikke. Jeg vil sgu have en mand, der er farverig, men som sagtens kan se det charmerende og skønne ved at dele en sofa og en lækker dokumentar om 9/11 og som ikke føler, at "nå - men så spildte jeg da lige en søndag på at lave ingenting". Stop det der, Man må godt bare være tilstede nogle gange.
Jeg vil gerne være to - men jeg vil også gerne have min alenetid. Jeg vil gerne føre dybe samtaler, men jeg vil også gerne være barnlig og overfladisk. Jeg vil gerne have fælles interesser, men jeg orker ikke at gøre alt sammen. Jeg vil gerne dele mit hjem med den rigtige, men jeg vil beholde min form for indretning. (Kan I høre symfoniorkesteret spiller "Ohh-solo-ironiooo" i baggrunden?) Jeg gider ikke en kræsen mand, der bedst kan lide Knorr-retter, men jeg gider heller ikke en madsnob, der stirrer forfærdet på mig, når jeg får lyst til min halvårlige Cowboytoast.
Jeg vil, jeg vil, jeg vil. jeg vil, jeg vil, jeg vil, jeg vil, jeg vil, jeg vil, jeg vil, jeg vil....
Arghh, crap! Jeg vil jo bare gerne have ham, der får alt ovenstående til at være uendelig ligegyldigt.
De dates der har været, har været fine. Der har ikke som sådan været hjernedøde mænd imellem. Men der har bare ikke været den kemi, som jeg higer så vanvittigt efter. Og de par gange kemien har været der, har manden enten været optaget eller været så genert, at jeg blev i tvivl, om han VAR genert eller om jeg bare var den eneste, der oplevede en kemi. (Det kan bestemt ikke udelukkes). Skide irriterende begge gange. Den generte (eller uinteresserede) havde al den humor og charme, som gør mig blød i skelettet. Men jeg er sgu ikke typen, der tør være ligefrem og bare spørge direkte. (Men jeg forventer selvfølgelig, at manden gør det. Mrm, smag på dobbeltmoralen)
Og ham der var optaget, var...ja optaget. Hvilket gør mig krøllet af ærgelse, for alt andet spiller bare. Og ja ja, det er slemt at involvere sig med en mand, der ikke er single. Fortæl mig noget jeg ikke ved. Jeg er da heller ikke skide stolt af det, men nu bestemmer hjertet så ikke selv, hvem det banker lidt hurtigere for. Og jeg trak mig ligesom også væk fra ham til sidst. Faktisk i en grad, så jeg sikkert har virket enormt arrogant og kællingekold, men hey; jeg bliver nødt til at passe på mig selv.
Men jeg ved sgu egentlig ikke, om jeg bare er gået hen og blevet singlesær det sidste års tid? Efterhånden bliver jeg i tvivl om mine krav er okay eller om de mere er en mur, jeg bygger op for at beskytte mig selv? (Fuck; jeg er blevet en jysk udgave af Donald Trump).
En god tommelfingerregel er: Du skal søge det, du selv kan tilbyde. Og det lyder egentlig temmelig fornuftigt. Med undtagelse af visse legemesdele, selvfølgelig.
Så hvad pokker er det egentlig jeg søger? Er det rimeligt? Er det realistisk? Og kan jeg selv leve op til det?
- Kroppen: Jeg er egentlig ligeglad med, om han har sixpaxk, jellypack eller bare pack. Det er ikke et trofæ jeg søger. Hvis personligheden er forrygende, så bliver resten af ham helt automatisk også vidunderlig.
Kan jeg leve op til det? Det skulle jeg i dén grad mene. Det er ikke just mit legeme, der er et trofæ. Men ærligt talt; jeg er ligeglad. Ja, jeg er konstant i en pøl af selvhad og "jeg skal tabe mig". Og ja, det skal jeg. Men jeg gider simpelthen ikke knokle mig ud i et projekt om at få en trimmet perfekt krop. Visse ting er bare ikke meant to be og jeg er egentlig fint tilfreds med mine landmandsknogler og frodighed, hvis det bare lige kan blive reduceret en anelse.
- Menneskesyn: Han skal være humanitær. Ikke nødvendigs Enhedslistevælger, som mig selv. Hell, han må stemme på det parti han vil. Bare han har et empatisk menneskesyn.
Kan jeg leve op til det? Ja. Dog skal jeg lære at møde mine politiske modsætninger lidt mere nuanceret og knap så fordomsfuldt. Det klæder mig ikke med skyklapper. Og dem har jeg altså tendens til at tage på, hvis jeg brænder for noget. Det er okay at være passioneret og kæmpe for det man tror på, men det kan jo gøres på mere end én måde. Jeg kan klart blive bedre på dette punkt, men perfekt bliver jeg aldrig.
- Argumentationsevne: Jeg er vild med en god diskussion. Det renser blodet. Eller noget i den stil. Og jeg bliver nødt til at finde en mand, som også gerne vil vende synspunkter, verdenssituationer og tanker og som kan argumentere for det. Jeg siger ikke, at vi skal diskutere hver dag. Hvem fanden orker det? Men en argumentresistent og meningsløs "du får ret og jeg får fred" mand, ville jeg tromle.
Kan jeg selv leve op til det? Jeps. Med visse undtagelser. Jeg HAR ikke altid ret. Heller ikke selv om jeg lynhurtigt kan svinge en masse ord sammen i et argumenterende sætning. Note-to-self!
- Humor: Vi SKAL kunne grine af mange af de samme ting. Hvis der ikke er latter og indforstået gakkelakstunder, så kan det sgu egentlig være ligegyldigt.
Kan jeg selv leve op til det? Ja da. Jeg synes selv jeg har en forrygende humor. Jeg forventer ikke, at han skal brække sig af grin over alt jeg siger eller selv griner af. Og jeg er da fuldstændig ligeglad med, om han er til Ørkenens Sønner. Bare vi kan mødes på midten og grine af andre ting. For selv om jeg ikke fatter Ørkenens Sønner humoren, betyder det jo ikke, at andres humor er dårlig. Den er bare anderledes. Og det er min ved gud også. Jeg accepterer, at en mand ikke fatter min kærlighed for Monty Python. (Men jeg accepterer ikke, hvis han synes Uffe Holm er Danmarks sjoveste komiker)
Sex: Det.skal.fungere! Så er den ikke længere. Og jeg beder ikke om at blive spændt op i kvægkroge i loftet eller blive fistet af et udstoppet egern. Men hvis der ikke er nysgerrighed og mørk passion og hvis det udelukkende er Frikalet og ligusterhæk, så bliver grøften for bred. Og så dør alt det sjove.
Kan jeg selv bla bla bla? Det skulle jeg mene. Men indrømmet; sexværdet skal sgu nok lige bygges lidt op igen. Giv mig tryghed. Tryghed avler mangle gode ting. (Fik I den? Lorteregering)
Og så må han ikke være kedelig. Men hellere kedelig, end en mand, der leger ung og fiser rundt i nattebylivet hver uge. Jeg orker det ikke. Jeg vil sgu have en mand, der er farverig, men som sagtens kan se det charmerende og skønne ved at dele en sofa og en lækker dokumentar om 9/11 og som ikke føler, at "nå - men så spildte jeg da lige en søndag på at lave ingenting". Stop det der, Man må godt bare være tilstede nogle gange.
Jeg vil gerne være to - men jeg vil også gerne have min alenetid. Jeg vil gerne føre dybe samtaler, men jeg vil også gerne være barnlig og overfladisk. Jeg vil gerne have fælles interesser, men jeg orker ikke at gøre alt sammen. Jeg vil gerne dele mit hjem med den rigtige, men jeg vil beholde min form for indretning. (Kan I høre symfoniorkesteret spiller "Ohh-solo-ironiooo" i baggrunden?) Jeg gider ikke en kræsen mand, der bedst kan lide Knorr-retter, men jeg gider heller ikke en madsnob, der stirrer forfærdet på mig, når jeg får lyst til min halvårlige Cowboytoast.
Jeg vil, jeg vil, jeg vil. jeg vil, jeg vil, jeg vil, jeg vil, jeg vil, jeg vil, jeg vil, jeg vil....
Arghh, crap! Jeg vil jo bare gerne have ham, der får alt ovenstående til at være uendelig ligegyldigt.
søndag den 18. september 2016
Overvejer en ny blog
Meget er sket, siden jeg oprettede denne blog for 4½ år siden. Lysten til at skrive forsvinder aldrig, men lysten til at fortsætte herinde er meget svingende.
Jeg sletter den aldrig. Ikke fordi jeg regner med at folk ville blive mærket af det, men fordi jeg selv synes det er hyggeligt at læse tilbage i gamle indlæg.
Det er ikke fordi jeg har ændret mig. Ingredienserne i mig er de samme og bliver aldrig skiftet ud. Men alligevel har jeg ændret mig. Og på den måde fik jeg modsagt mig selv så smukt.
Jeg har bare lyst til at starte på en frisk og evt. få mere struktur over min blog. Ikke sådan forstået, at det skal være ensporet og emnebestemt - det er sgu lige at være optimistisk nok - men med fine knapper med kategorier, så folk kan fravælge mine brok indlæg, hvis det er det de vil.
Jeg skal have sat mig ned og undersøgt mulighederne for at ændre designet. Og det er jeg ikke ferm til. Men hvis det kan lade sig gøre, kan jeg beholde denne side. Ellers skifter jeg og bygger til. Der er et par idéer, som jeg bare VIL have.
Det er ikke fordi jeg render rundt i en tro om, at NU skal jeg være kendt blogger. Det er ikke lige noget jeg er designet til at være. Så meget selvværd får jeg aldrig. Men jeg er et rodehoved - fysisk og mentalt - som egentlig gerne vil have ryddet op i rodet og have tilfredsstillet min ocd og få en overskuelig blog med emnekategorier.
Sådan ligesom når man får sig taget sammen til at få system i køkkenskabene. Det er ikke fordi man regner med samtlige folk fra ens kvarter kommer og kigger i dem, men tilfredsstillelsen ved at have orden i kaos er ikke uden betydning.
Og jeg modtager gerne hjælp! Så hvis du har 100% styr på sådan noget med blogopsætning, så smid en mail: hendeheidi@gmail.com
Jeg sletter den aldrig. Ikke fordi jeg regner med at folk ville blive mærket af det, men fordi jeg selv synes det er hyggeligt at læse tilbage i gamle indlæg.
Det er ikke fordi jeg har ændret mig. Ingredienserne i mig er de samme og bliver aldrig skiftet ud. Men alligevel har jeg ændret mig. Og på den måde fik jeg modsagt mig selv så smukt.
Jeg har bare lyst til at starte på en frisk og evt. få mere struktur over min blog. Ikke sådan forstået, at det skal være ensporet og emnebestemt - det er sgu lige at være optimistisk nok - men med fine knapper med kategorier, så folk kan fravælge mine brok indlæg, hvis det er det de vil.
Jeg skal have sat mig ned og undersøgt mulighederne for at ændre designet. Og det er jeg ikke ferm til. Men hvis det kan lade sig gøre, kan jeg beholde denne side. Ellers skifter jeg og bygger til. Der er et par idéer, som jeg bare VIL have.
Det er ikke fordi jeg render rundt i en tro om, at NU skal jeg være kendt blogger. Det er ikke lige noget jeg er designet til at være. Så meget selvværd får jeg aldrig. Men jeg er et rodehoved - fysisk og mentalt - som egentlig gerne vil have ryddet op i rodet og have tilfredsstillet min ocd og få en overskuelig blog med emnekategorier.
Sådan ligesom når man får sig taget sammen til at få system i køkkenskabene. Det er ikke fordi man regner med samtlige folk fra ens kvarter kommer og kigger i dem, men tilfredsstillelsen ved at have orden i kaos er ikke uden betydning.
Og jeg modtager gerne hjælp! Så hvis du har 100% styr på sådan noget med blogopsætning, så smid en mail: hendeheidi@gmail.com
lørdag den 10. september 2016
Observationer fra en pms-ramt hverdag
Jeg blev uvenner med min cykel i går. Sådan for alvor. I dag kan jeg grine af det, men i går var det indædt oprigtigt.
Det hele startede, da jeg havde handlet i Meny og puttede en kæmpe taske med varer på bagagebæreren, som så valgte at tage flugten ned på jorden, så der lå varer ud over det hele. Incl. en crosissant med hønsesalat.
Støttebenet på min cykel er blevet bøjet lidt, så cyklen kan ikke stå selv længere. Jeg brød ud i et inferno af eder, da jeg stod der med varer spredt ud over det hele og en cykel, der nægtede at stå selv. Oven i det hele var det klamt varmt, hvilket ikke gjorde det bedre.
Der stod mennesker på parkeringspladsen og gloede, men den eneste der kom mig til undsætning - mens jeg skældte min cykel ud - var en mand, der havde erstattet blodet i sin krop med øl. Han kom gående hen til mig med en cykelanhænger fylt med tomme flasker og sagde roligt: "Nu holder jeg din cykel, så kan du få samlet dine varer op. Og put nu nogle af dem op i din cykelkurv. Der er vist ikke noget der er gået hul på".
Jeg fik samlet varerne og takket den søde mand mange gange, og gik hjemad. Indædt rasende på min cykel, for selvfølgelig var det dens skyld, at bagagebæreren ikke kunne holde en kæmpe taske med varer.
Hjemme i baggården, gik det galt igen. Da jeg ville tage varerne af cyklen, begyndte forhjulet at dreje ubeslutsomt fra den ene side til den anden, hvorefter det valgte at dreje helt til venstre med det resultat, at møgcyklen væltede, mens jeg var ved at afmontere tasken med varerne, hvor jeg havde trukket taskens håndtag ned over sadlen for bedre stabilitet.
Og her gik det så virkelig galt. Jeg skældte ud på cyklen, som var den et menneske. "Din lortecykel, gider du tage dig sammen": (Intet svar fra cyklen - kun en prokoverende bevægelse, som gjorde alt endnu værre). "Du er fandeme åndssvag. Gud, hvor er du åndssvag. Så stå dog stille". (Cyklen var tavs, men blev ved med at rotere i dækkene). "I guder, hvor er du klam. For fanden, hvor du irriterer mig!".
Og så maste jeg dens forhjul ind mellem to havekrukker, låste den og gik svedig derfra. Mens jeg låste døren op, tiltede tasken med varerne ned fra det øverste trin. Nu var det tasken, jeg rettede min vrede mod. Så da jeg fik samlet det hele sammen igen og kom ind i entréen og stillede tasken fra mig, og den valgte at tilte ned på siden, kiggede jeg ned i den og sikrede mig, at der ikke lå skrøbelige varer i den side - hvorefter jeg gav tasken et lille passivt-aggresivt spark.
Da jeg en halv time senere satte mig ud på terrandaen med et glas vand med isterninger og svedig pande, fik jeg øje på cyklen ude i gården under halvtaget og fik ondt af den. Lige pludselig følte jeg dens smerte og dens følelse af at være blevet uretfærdigt behandlet. Den havde jo bare gjort det bedste den kunne med det handicap, som den har tilraget sig. :( Og det er jo ikke det eneste...hver dag bærer den jo min kropsvægt rundt i byen. Helt uden at brokke sig.
Jeg går ud og undskylder til den i dag. Den er garanteret ulykkelig.
Det hele startede, da jeg havde handlet i Meny og puttede en kæmpe taske med varer på bagagebæreren, som så valgte at tage flugten ned på jorden, så der lå varer ud over det hele. Incl. en crosissant med hønsesalat.
Støttebenet på min cykel er blevet bøjet lidt, så cyklen kan ikke stå selv længere. Jeg brød ud i et inferno af eder, da jeg stod der med varer spredt ud over det hele og en cykel, der nægtede at stå selv. Oven i det hele var det klamt varmt, hvilket ikke gjorde det bedre.
Der stod mennesker på parkeringspladsen og gloede, men den eneste der kom mig til undsætning - mens jeg skældte min cykel ud - var en mand, der havde erstattet blodet i sin krop med øl. Han kom gående hen til mig med en cykelanhænger fylt med tomme flasker og sagde roligt: "Nu holder jeg din cykel, så kan du få samlet dine varer op. Og put nu nogle af dem op i din cykelkurv. Der er vist ikke noget der er gået hul på".
Jeg fik samlet varerne og takket den søde mand mange gange, og gik hjemad. Indædt rasende på min cykel, for selvfølgelig var det dens skyld, at bagagebæreren ikke kunne holde en kæmpe taske med varer.
Hjemme i baggården, gik det galt igen. Da jeg ville tage varerne af cyklen, begyndte forhjulet at dreje ubeslutsomt fra den ene side til den anden, hvorefter det valgte at dreje helt til venstre med det resultat, at møgcyklen væltede, mens jeg var ved at afmontere tasken med varerne, hvor jeg havde trukket taskens håndtag ned over sadlen for bedre stabilitet.
Og her gik det så virkelig galt. Jeg skældte ud på cyklen, som var den et menneske. "Din lortecykel, gider du tage dig sammen": (Intet svar fra cyklen - kun en prokoverende bevægelse, som gjorde alt endnu værre). "Du er fandeme åndssvag. Gud, hvor er du åndssvag. Så stå dog stille". (Cyklen var tavs, men blev ved med at rotere i dækkene). "I guder, hvor er du klam. For fanden, hvor du irriterer mig!".
Og så maste jeg dens forhjul ind mellem to havekrukker, låste den og gik svedig derfra. Mens jeg låste døren op, tiltede tasken med varerne ned fra det øverste trin. Nu var det tasken, jeg rettede min vrede mod. Så da jeg fik samlet det hele sammen igen og kom ind i entréen og stillede tasken fra mig, og den valgte at tilte ned på siden, kiggede jeg ned i den og sikrede mig, at der ikke lå skrøbelige varer i den side - hvorefter jeg gav tasken et lille passivt-aggresivt spark.
Da jeg en halv time senere satte mig ud på terrandaen med et glas vand med isterninger og svedig pande, fik jeg øje på cyklen ude i gården under halvtaget og fik ondt af den. Lige pludselig følte jeg dens smerte og dens følelse af at være blevet uretfærdigt behandlet. Den havde jo bare gjort det bedste den kunne med det handicap, som den har tilraget sig. :( Og det er jo ikke det eneste...hver dag bærer den jo min kropsvægt rundt i byen. Helt uden at brokke sig.
Jeg går ud og undskylder til den i dag. Den er garanteret ulykkelig.
tirsdag den 6. september 2016
Okay - lumre billeder fra fortiden
...får I ikke at se.
Men dem fandt jeg også i en mappe på en hengemt og næsten glemt cd-rom. Mmja...det var noget af et syn på en helt almindelig tirsdag.
Bevares, det fik mig da til at stoppe med at græde over billeder af eksen. (Og let's face it, når alt kommer til alt, så er han bare en hjemmeværnsmand). Hvilket var befriende, for den slags flash backs gider hverken jeg eller mit hjerte.
Og altså, lad mig slå fast med det samme: Det var ikke kønsdelebilleder. Eller patbilleder. (Det ville have kostet en sygemelding i morgen. Jeg har virkelig ikke behov for at se mig selv så tæt på). Men skal vi ikke bare sige, at jeg var forud for min tid og gav Fifty Shades lidt konkurrence. Eller altså, nej...der var heller ingen pisk eller håndjern. Faktisk var det mere "Ude & Hjemme møder Gitte fra Åbyhøj"-agtigt. Men jeg skal da lige love for, at jeg kunne svinge ansigtet op til en "er-du-en-fræk-lille-missekat"-grimasse. Og da bmi'et var lavere dengang, kunne mine ben dælme også bøje sig langt op i en "jeg står lige her og er lidt fræk, mens jeg helt afslappet har venstre ben lige lovligt højt oppe, " - monteret i en porno knælang støvle.
Det var ikke kønt. Men jeg har sikkert gjort en mand glad dengang i 2002, hvor selfies ikke var helt så udbredt endnu.
Men dem fandt jeg også i en mappe på en hengemt og næsten glemt cd-rom. Mmja...det var noget af et syn på en helt almindelig tirsdag.
Bevares, det fik mig da til at stoppe med at græde over billeder af eksen. (Og let's face it, når alt kommer til alt, så er han bare en hjemmeværnsmand). Hvilket var befriende, for den slags flash backs gider hverken jeg eller mit hjerte.
Og altså, lad mig slå fast med det samme: Det var ikke kønsdelebilleder. Eller patbilleder. (Det ville have kostet en sygemelding i morgen. Jeg har virkelig ikke behov for at se mig selv så tæt på). Men skal vi ikke bare sige, at jeg var forud for min tid og gav Fifty Shades lidt konkurrence. Eller altså, nej...der var heller ingen pisk eller håndjern. Faktisk var det mere "Ude & Hjemme møder Gitte fra Åbyhøj"-agtigt. Men jeg skal da lige love for, at jeg kunne svinge ansigtet op til en "er-du-en-fræk-lille-missekat"-grimasse. Og da bmi'et var lavere dengang, kunne mine ben dælme også bøje sig langt op i en "jeg står lige her og er lidt fræk, mens jeg helt afslappet har venstre ben lige lovligt højt oppe, " - monteret i en porno knælang støvle.
Det var ikke kønt. Men jeg har sikkert gjort en mand glad dengang i 2002, hvor selfies ikke var helt så udbredt endnu.
Fuck dig, din åndssvage Facebookdille
Virkelig - fuck dig! Og allermest fuck mig.
Jeg fandt en kæmpe stak gamle cd-rommer for at se, om jeg kunne finde et gammelt billede af mig og deltage i Facebookdillen: "Del et ungdoms eller barndomsbillede af dig selv".
Ja - det gjorde ondt. Virkelig ondt. Og det gør det så sådan set stadig. Og jeg vil skide på, at det ikke er moderne at udlevere sig selv negativt (og nogen vil måske ligefrem sige selvmedlidende), men so be it.
Det var dejligt at gense gamle billeder, hvor mine børn er på. Nårhh! <3 Jeg bliver helt blød og varm om hjertet og de tårer jeg får i øjnene, er gode tårer. Det er kærlighedstårer.
Men så er der de andre. Hvor jeg sidder og kigger på mig selv anno 2002-2008 (og tidligere) og hvor jeg ser en pige/kvinde, som er helt okay. Men som jeg hadede inderligt næsten hvert sekund.
Og det klinger så hult, når jeg irettesætter mine børn kærligt, men bestemt, hvis de taler sig selv ned. For jeg har stort set ikke lavet andet om mig selv, hele mit liv.
Gud, hvor har jeg brugt meget af mit liv på at kritisere og hade mig selv. Og jeg gør det jo stadig. Men nu føler jeg det er okay - nu, hvor jeg har 2002-billederne at sammenligne med. Men hvad så i 2040? Sidder jeg så på samme måde og er ked af at kigge på 2016-billeder, fordi jeg hadede mig selv i 2016? Sidder jeg med den samme trang som nu til at gribe ind i skærmen og kramme den kvinde, der sidder derinde? Og fortælle hende: "Du er altså god nok"?
Og så kiggede jeg videre i cd-rommen og åbnede en mappe, som jeg ikke skulle have åbnet.
Fuck dig, kærlighed. Rend mig noget så grusomt. For der lå det ene billede efter det andet med mig og mit livs kærlighed. Mit livs kærlighed, som viste sig at være et gennemsyret sygt svin, der valgte at forsvinde ud af mit og børnenes liv uden et ord. Seks år og puf, væk var han. Ikke et ord, intet ingenting. Jeg har aldrig talt med ham siden - ikke set ham - aldrig fået en forklaring.
Og så dukker han op i dag på min skærm. Møgsvin. Han fortjener ikke mit savn. Et savn, som jeg virkelig ikke begriber, at jeg kan føle. Må han rådne i helvede med kronisk svamp under forhuden. Mindst.
Men i dag var han der. På min skærm. Læssevis af billeder af ham og jeg. Og jeg var ét stort smil. Kæft, hvor så jeg lykkelig ud. Kvalmende lykkelig og med et smil, der nåede helt op i øjnene.
Og så kommer trangen igen. Trangen til at kaste mig ind i skærmen og hive mig selv ud og råbe: "Gider du lige droppe ham? På stedet. Det kan godt være, at du er lykkelig sammen med ham nu, men han ender med at såre dig så meget, at dit hjerte aldrig helt kommer sig".
Nå. Nu smider jeg cd-rommerne tilbage på deres plads. Jeg kan ikke lige holde til det, kan jeg mærke. Og i morgen er det sikkert bedre igen.
Jeg fandt en kæmpe stak gamle cd-rommer for at se, om jeg kunne finde et gammelt billede af mig og deltage i Facebookdillen: "Del et ungdoms eller barndomsbillede af dig selv".
Ja - det gjorde ondt. Virkelig ondt. Og det gør det så sådan set stadig. Og jeg vil skide på, at det ikke er moderne at udlevere sig selv negativt (og nogen vil måske ligefrem sige selvmedlidende), men so be it.
Det var dejligt at gense gamle billeder, hvor mine børn er på. Nårhh! <3 Jeg bliver helt blød og varm om hjertet og de tårer jeg får i øjnene, er gode tårer. Det er kærlighedstårer.
Men så er der de andre. Hvor jeg sidder og kigger på mig selv anno 2002-2008 (og tidligere) og hvor jeg ser en pige/kvinde, som er helt okay. Men som jeg hadede inderligt næsten hvert sekund.
Og det klinger så hult, når jeg irettesætter mine børn kærligt, men bestemt, hvis de taler sig selv ned. For jeg har stort set ikke lavet andet om mig selv, hele mit liv.
Gud, hvor har jeg brugt meget af mit liv på at kritisere og hade mig selv. Og jeg gør det jo stadig. Men nu føler jeg det er okay - nu, hvor jeg har 2002-billederne at sammenligne med. Men hvad så i 2040? Sidder jeg så på samme måde og er ked af at kigge på 2016-billeder, fordi jeg hadede mig selv i 2016? Sidder jeg med den samme trang som nu til at gribe ind i skærmen og kramme den kvinde, der sidder derinde? Og fortælle hende: "Du er altså god nok"?
Og så kiggede jeg videre i cd-rommen og åbnede en mappe, som jeg ikke skulle have åbnet.
Fuck dig, kærlighed. Rend mig noget så grusomt. For der lå det ene billede efter det andet med mig og mit livs kærlighed. Mit livs kærlighed, som viste sig at være et gennemsyret sygt svin, der valgte at forsvinde ud af mit og børnenes liv uden et ord. Seks år og puf, væk var han. Ikke et ord, intet ingenting. Jeg har aldrig talt med ham siden - ikke set ham - aldrig fået en forklaring.
Og så dukker han op i dag på min skærm. Møgsvin. Han fortjener ikke mit savn. Et savn, som jeg virkelig ikke begriber, at jeg kan føle. Må han rådne i helvede med kronisk svamp under forhuden. Mindst.
Men i dag var han der. På min skærm. Læssevis af billeder af ham og jeg. Og jeg var ét stort smil. Kæft, hvor så jeg lykkelig ud. Kvalmende lykkelig og med et smil, der nåede helt op i øjnene.
Og så kommer trangen igen. Trangen til at kaste mig ind i skærmen og hive mig selv ud og råbe: "Gider du lige droppe ham? På stedet. Det kan godt være, at du er lykkelig sammen med ham nu, men han ender med at såre dig så meget, at dit hjerte aldrig helt kommer sig".
Nå. Nu smider jeg cd-rommerne tilbage på deres plads. Jeg kan ikke lige holde til det, kan jeg mærke. Og i morgen er det sikkert bedre igen.
lørdag den 3. september 2016
Jeg kan GODT lide Silkeborg
Jeg tror bare, jeg står ret alene om mine grunde til at elske Silkeborg. For hele byen er åbenbart ramt af asfalthjerne og står nærmest i kø for at pisse i bukserne af glæde over motorvejen, der åbner næste weekend. For så skal der festes. Og det er åbenbart (og sørgeligt nok) Silkeborgs nye image. Byen, hvor vi har det bedst, når vi har druknet leveren i fadøl og andre alkoholiske drikke.
Tag ikke fejl. Jeg sætter sgu selv pris på en tipsy lever og hjerne. Det er sgu da temmelig hyggeligt at være i godt selskab og drikke sig glade)re) sammen. Og jeg ville da også være lidt æv over, hvis Silkeborg var en soveby.
Men jeg mangler noget substans. Og jeg passer mindre og mindre ind hos flertallet, som åbenbart har nulstillet deres dåbsattest og nærmest lever og ånder for den næste byfest, mens de er i gang med den nuværende byfest.
Jeg orker det ikke. Jeg synes det er pinligt, hvis fest og alkohol er det eneste Silkeborg kan finde ud af at markedsføre sig med. En smule prolle, faktisk.
Lokalradioen har et reklame for motorvejsåbningen pt. Og der bliver åbningen kaldt for - og jeg citerer: "Den største historiske begivenhed i Silkeborg nogensinde".
Ærligt talt, nogen burde altså blive lidt voksne. Bare lige en snert. Der må vel for fanden være grænser for, hvor meget man skal gå op i at være "Bilernes By".
Godt nok er Silkeborg ung og vælter sig dermed ikke i flere kapitler om historiske begivenheder. Men vi har sgu nogle. Og dem er der godt nok mere kultur og substans over end en skide motorvej.
Jeg elsker Silkeborg for deres lokale bands og talenter, for naturen, for søerne og bådene, for Arnakkekilden, for Silkeborg Bad og den sindssyge spændende historie den har, for kunsten, for jazzen. Men fandeme ikke for antallet af fester eller for motorvejen, som i mange andre byer er en stor joke og noget folk gør grin med.
Det er fair, at folk glæder sig. Det kan jeg godt forstå. Hvis jeg var pendler, ville jeg også glæde mig skide meget til den vej åbnede. Men lad nu være med at gøre det til mere end det er. Det er simpelthen grinagtigt. Og mens resten af verden for altid vil huske 9/11 for noget, der for altid være være i toppen af historiebøgerne, vil Silkeborgenserne fremover huske 9/11 for dagen, hvor motorvejen åbnede og dagen, hvos de havde groteske tømmermænd. Wow.
Radioen tæller ned hver dag. "Nu skal vi kun sove xxx gange, før motorvejen åbner". Jeg tæller også ned. Nu skal jeg kun sove otte gange mere, og så kan Silkeborg vende tilbage til normale tilstande igen.
Tag ikke fejl. Jeg sætter sgu selv pris på en tipsy lever og hjerne. Det er sgu da temmelig hyggeligt at være i godt selskab og drikke sig glade)re) sammen. Og jeg ville da også være lidt æv over, hvis Silkeborg var en soveby.
Men jeg mangler noget substans. Og jeg passer mindre og mindre ind hos flertallet, som åbenbart har nulstillet deres dåbsattest og nærmest lever og ånder for den næste byfest, mens de er i gang med den nuværende byfest.
Jeg orker det ikke. Jeg synes det er pinligt, hvis fest og alkohol er det eneste Silkeborg kan finde ud af at markedsføre sig med. En smule prolle, faktisk.
Lokalradioen har et reklame for motorvejsåbningen pt. Og der bliver åbningen kaldt for - og jeg citerer: "Den største historiske begivenhed i Silkeborg nogensinde".
Ærligt talt, nogen burde altså blive lidt voksne. Bare lige en snert. Der må vel for fanden være grænser for, hvor meget man skal gå op i at være "Bilernes By".
Godt nok er Silkeborg ung og vælter sig dermed ikke i flere kapitler om historiske begivenheder. Men vi har sgu nogle. Og dem er der godt nok mere kultur og substans over end en skide motorvej.
Jeg elsker Silkeborg for deres lokale bands og talenter, for naturen, for søerne og bådene, for Arnakkekilden, for Silkeborg Bad og den sindssyge spændende historie den har, for kunsten, for jazzen. Men fandeme ikke for antallet af fester eller for motorvejen, som i mange andre byer er en stor joke og noget folk gør grin med.
Det er fair, at folk glæder sig. Det kan jeg godt forstå. Hvis jeg var pendler, ville jeg også glæde mig skide meget til den vej åbnede. Men lad nu være med at gøre det til mere end det er. Det er simpelthen grinagtigt. Og mens resten af verden for altid vil huske 9/11 for noget, der for altid være være i toppen af historiebøgerne, vil Silkeborgenserne fremover huske 9/11 for dagen, hvor motorvejen åbnede og dagen, hvos de havde groteske tømmermænd. Wow.
Radioen tæller ned hver dag. "Nu skal vi kun sove xxx gange, før motorvejen åbner". Jeg tæller også ned. Nu skal jeg kun sove otte gange mere, og så kan Silkeborg vende tilbage til normale tilstande igen.
Abonner på:
Opslag (Atom)