Jeg har helt bevidst ikke datet som en vanvittig de sidste tre år. Det første år gad jeg ikke. Der nød jeg bare at være mig selv. Og efterfølgende har jeg været meget selektiv og kun lukket nogen ind, som var i stand til at pirke til mit mentale hjerte. (Ja, okay - man er kun menneske - der har selvfølgelig også været et tilfælde, hvor det bare handlede om: "Hej, du er lækker. Skal vi ikke røre ved hinanden?") Men jeg gider simpelthen ikke bruge tid på en date, bare for at date. Der skal sgu være noget, der pirrer min hjerne rundtosset.
De dates der har været, har været fine. Der har ikke som sådan været hjernedøde mænd imellem. Men der har bare ikke været den kemi, som jeg higer så vanvittigt efter. Og de par gange kemien har været der, har manden enten været optaget eller været så genert, at jeg blev i tvivl, om han VAR genert eller om jeg bare var den eneste, der oplevede en kemi. (Det kan bestemt ikke udelukkes). Skide irriterende begge gange. Den generte (eller uinteresserede) havde al den humor og charme, som gør mig blød i skelettet. Men jeg er sgu ikke typen, der tør være ligefrem og bare spørge direkte. (Men jeg forventer selvfølgelig, at manden gør det. Mrm, smag på dobbeltmoralen)
Og ham der var optaget, var...ja optaget. Hvilket gør mig krøllet af ærgelse, for alt andet spiller bare. Og ja ja, det er slemt at involvere sig med en mand, der ikke er single. Fortæl mig noget jeg ikke ved. Jeg er da heller ikke skide stolt af det, men nu bestemmer hjertet så ikke selv, hvem det banker lidt hurtigere for. Og jeg trak mig ligesom også væk fra ham til sidst. Faktisk i en grad, så jeg sikkert har virket enormt arrogant og kællingekold, men hey; jeg bliver nødt til at passe på mig selv.
Men jeg ved sgu egentlig ikke, om jeg bare er gået hen og blevet singlesær det sidste års tid? Efterhånden bliver jeg i tvivl om mine krav er okay eller om de mere er en mur, jeg bygger op for at beskytte mig selv? (Fuck; jeg er blevet en jysk udgave af Donald Trump).
En god tommelfingerregel er: Du skal søge det, du selv kan tilbyde. Og det lyder egentlig temmelig fornuftigt. Med undtagelse af visse legemesdele, selvfølgelig.
Så hvad pokker er det egentlig jeg søger? Er det rimeligt? Er det realistisk? Og kan jeg selv leve op til det?
- Kroppen: Jeg er egentlig ligeglad med, om han har sixpaxk, jellypack eller bare pack. Det er ikke et trofæ jeg søger. Hvis personligheden er forrygende, så bliver resten af ham helt automatisk også vidunderlig.
Kan jeg leve op til det? Det skulle jeg i dén grad mene. Det er ikke just mit legeme, der er et trofæ. Men ærligt talt; jeg er ligeglad. Ja, jeg er konstant i en pøl af selvhad og "jeg skal tabe mig". Og ja, det skal jeg. Men jeg gider simpelthen ikke knokle mig ud i et projekt om at få en trimmet perfekt krop. Visse ting er bare ikke meant to be og jeg er egentlig fint tilfreds med mine landmandsknogler og frodighed, hvis det bare lige kan blive reduceret en anelse.
- Menneskesyn: Han skal være humanitær. Ikke nødvendigs Enhedslistevælger, som mig selv. Hell, han må stemme på det parti han vil. Bare han har et empatisk menneskesyn.
Kan jeg leve op til det? Ja. Dog skal jeg lære at møde mine politiske modsætninger lidt mere nuanceret og knap så fordomsfuldt. Det klæder mig ikke med skyklapper. Og dem har jeg altså tendens til at tage på, hvis jeg brænder for noget. Det er okay at være passioneret og kæmpe for det man tror på, men det kan jo gøres på mere end én måde. Jeg kan klart blive bedre på dette punkt, men perfekt bliver jeg aldrig.
- Argumentationsevne: Jeg er vild med en god diskussion. Det renser blodet. Eller noget i den stil. Og jeg bliver nødt til at finde en mand, som også gerne vil vende synspunkter, verdenssituationer og tanker og som kan argumentere for det. Jeg siger ikke, at vi skal diskutere hver dag. Hvem fanden orker det? Men en argumentresistent og meningsløs "du får ret og jeg får fred" mand, ville jeg tromle.
Kan jeg selv leve op til det? Jeps. Med visse undtagelser. Jeg HAR ikke altid ret. Heller ikke selv om jeg lynhurtigt kan svinge en masse ord sammen i et argumenterende sætning. Note-to-self!
- Humor: Vi SKAL kunne grine af mange af de samme ting. Hvis der ikke er latter og indforstået gakkelakstunder, så kan det sgu egentlig være ligegyldigt.
Kan jeg selv leve op til det? Ja da. Jeg synes selv jeg har en forrygende humor. Jeg forventer ikke, at han skal brække sig af grin over alt jeg siger eller selv griner af. Og jeg er da fuldstændig ligeglad med, om han er til Ørkenens Sønner. Bare vi kan mødes på midten og grine af andre ting. For selv om jeg ikke fatter Ørkenens Sønner humoren, betyder det jo ikke, at andres humor er dårlig. Den er bare anderledes. Og det er min ved gud også. Jeg accepterer, at en mand ikke fatter min kærlighed for Monty Python. (Men jeg accepterer ikke, hvis han synes Uffe Holm er Danmarks sjoveste komiker)
Sex: Det.skal.fungere! Så er den ikke længere. Og jeg beder ikke om at blive spændt op i kvægkroge i loftet eller blive fistet af et udstoppet egern. Men hvis der ikke er nysgerrighed og mørk passion og hvis det udelukkende er Frikalet og ligusterhæk, så bliver grøften for bred. Og så dør alt det sjove.
Kan jeg selv bla bla bla? Det skulle jeg mene. Men indrømmet; sexværdet skal sgu nok lige bygges lidt op igen. Giv mig tryghed. Tryghed avler mangle gode ting. (Fik I den? Lorteregering)
Og så må han ikke være kedelig. Men hellere kedelig, end en mand, der leger ung og fiser rundt i nattebylivet hver uge. Jeg orker det ikke. Jeg vil sgu have en mand, der er farverig, men som sagtens kan se det charmerende og skønne ved at dele en sofa og en lækker dokumentar om 9/11 og som ikke føler, at "nå - men så spildte jeg da lige en søndag på at lave ingenting". Stop det der, Man må godt bare være tilstede nogle gange.
Jeg vil gerne være to - men jeg vil også gerne have min alenetid. Jeg vil gerne føre dybe samtaler, men jeg vil også gerne være barnlig og overfladisk. Jeg vil gerne have fælles interesser, men jeg orker ikke at gøre alt sammen. Jeg vil gerne dele mit hjem med den rigtige, men jeg vil beholde min form for indretning. (Kan I høre symfoniorkesteret spiller "Ohh-solo-ironiooo" i baggrunden?) Jeg gider ikke en kræsen mand, der bedst kan lide Knorr-retter, men jeg gider heller ikke en madsnob, der stirrer forfærdet på mig, når jeg får lyst til min halvårlige Cowboytoast.
Jeg vil, jeg vil, jeg vil. jeg vil, jeg vil, jeg vil, jeg vil, jeg vil, jeg vil, jeg vil, jeg vil....
Arghh, crap! Jeg vil jo bare gerne have ham, der får alt ovenstående til at være uendelig ligegyldigt.
