tirsdag den 27. september 2016

Sig mig...er jeg i overgangsalderen?

Jeg er kun 41 år. Det kan da vel for fanden ikke passe, at jeg allerede er ved at komme i overgangsalderen? Kan det?
Der er ligesom ikke tradition for sådan noget, før man er i 50'erne i min familie. Men det skulle da ved gud ikke undre mig, hvis jeg skulle blive den person, der ændrer på gennemsnitsalderen.


Helt med vilje, har jeg ikke tjekket symptomlisten hos NetDoktor. Sådanne steder kommer jeg ikke. Længere. For jeg kommer altid ud med 12 ekstra småskavanker og 2-3 livstruende sygdomme. Har desuden også lovet min læge, at jeg bliver væk derfra. Det begyndte at tage overhånd med mine akuttider, hvor jeg kom ind i konsultationen med skuldertasken fuld af argumenter og selvlærte medicinske udtryk - plus skrækken malet over hele krydderen: "Så er det nu! Denne gang er det alvor". Og som tiden gik, blev jeg jo mere og mere stedkendt i sygdomstermer og latinske udtryk, så det krævede mange (lidt sure og bestemte) argumenter fra hendes side, før jeg ligesom valgte at tro på hende og dermed anullerede ordren hos bedemanden.


Så jeg lovede hende at blive væk derfra. For evigt. Derfor er jeg ikke helt sikker på, om jeg bare er  mere hysterisk af natur end hidtil antaget eller om overgangshormonerne er begyndt at røre på sig.

Først og fremmest er der svedeturene. De er altså ikke til at komme udenom. Eller at overse. Man er så vældig charmerende, når ens pande glinser, når der i øjenbrynet hænger små svedperler og når overlæben smager lidt for salt og er lidt for fugtig.
Omvendt aner jeg jo heller ikke, om det bare er den lede forlængede sommer, som ikke fungerer godt med mit forhøjede bmi? Altså...jeg ved jo godt jeg er tyk. Det gider man jo ikke tage til lægen (som er en str. 12 år) for at få at vide.

Og så er der humøret. Jeg ved sgu godt, at jeg har et frodigt temperament og at jeg generelt render rundt med følelserne ude på tøjet. Men der er altså dage, hvor jeg føler hele følelsesregistret er tæt på at selvantænde konstant. I hver sin retning. Og det er ved gud belastende.
Jeg kan knap nok se et afsnit af Huset på Christianshavn, uden at blive fugtig i øjnene og egentlig bare synes, at "det er da også trist, at alle de gode mennesker er døde".
Og det ER sgu da ikke normalt at blive ked af det og få skyldfølelse med tilbagevirkende kraft, fordi man kommer til at tænke på, at "det var synd, da nabokatten stolt kom og afleverede en mus og man i stedet for at rose den (katten, ikke musen), hylede og skreg og jog katten væk. Og nu har man sikkert såret kattens følelser".

Maybe it's PMS - maybe she's born with it...


Hvis det nu var hver dag og døgnet rundt, så ville jeg jo bare vide, at det bare er mig, der er blevet en bizar kost. Men sådan er det jo ikke (helt).
Jeg kan jo sagtens være glad og have enormt meget overskud. I flere dage i træk. Så er alt godt. Og livet er uden modvind. Der er overskud til de dumme i trafikken og til at stå i kø i evigheder, fordi gammelnok foran vil betale sin 732,- kr. i mønter ved kassen.
Men så rammer jeg den der periode midt i cyklus og så skal jeg dælme love for, at der opstår splitsekunder (som kan være halv dage), hvor man står i svedglinsende i køen og overvejer, om man skal trække plastikposen ned over hovedet på sig selv eller på den grå person foran. Og hvor tanken om at placere tegnestifter i dækkene på handicapscooteren foran, faktisk virker som en glimrende og retfærdig idé.


Det er jo ikke rart?

Er det sådan overgangsalderen er? Er den eneste positive ting, at man ikke behøver frygte graviditet, når menstruationen er forsinket? For det er jo bare ens æg og forplantningssystem, der har overskredet sidste salgsdato?

Hvorfor kan kvinder ikke bare komme i overgangsalderen på samme måde, som mænd gør? Der er de typiske tegn jo bare: "Scor en, der er 20 år yngre end dig selv og få dig en motorcykel". Det ville fungere fint med mig. Lige bortset fra, at jeg ikke kan se mig selv i en seksuel situation med en, jeg kunne være mor til, og at motorcykler skræmmer mig ad helvede til.

Men en ny køkkenmaskine kan man jo altid bruge.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar