lørdag den 10. september 2016

Observationer fra en pms-ramt hverdag

Jeg blev uvenner med min cykel i går. Sådan for alvor. I dag kan jeg grine af det, men i går var det indædt oprigtigt.
Det hele startede, da jeg havde handlet i Meny og puttede en kæmpe taske med varer på bagagebæreren, som så valgte at tage flugten ned på jorden, så der lå varer ud over det hele. Incl. en crosissant med hønsesalat.
Støttebenet på min cykel er blevet bøjet lidt, så cyklen kan ikke stå selv længere. Jeg brød ud i et inferno af eder, da jeg stod der med varer spredt ud over det hele og en cykel, der nægtede at stå selv. Oven i det hele var det klamt varmt, hvilket ikke gjorde det bedre.

Der stod mennesker på parkeringspladsen og gloede, men den eneste der kom mig til undsætning - mens jeg skældte min cykel ud - var en mand, der havde erstattet blodet i sin krop med øl. Han kom gående hen til mig med en cykelanhænger fylt med tomme flasker og sagde roligt: "Nu holder jeg din cykel, så kan du få samlet dine varer op. Og put nu nogle af dem op i din cykelkurv. Der er vist ikke noget der er gået hul på".

Jeg fik samlet varerne og takket den søde mand mange gange, og gik hjemad. Indædt rasende på min cykel, for selvfølgelig var det dens skyld, at bagagebæreren ikke kunne holde en kæmpe taske med varer.
Hjemme i baggården, gik det galt igen. Da jeg ville tage varerne af cyklen, begyndte forhjulet at dreje ubeslutsomt fra den ene side til den anden, hvorefter det valgte at dreje helt til venstre med det resultat, at møgcyklen væltede, mens jeg var ved at afmontere tasken med varerne, hvor jeg havde trukket taskens håndtag ned over sadlen for bedre stabilitet.

Og her gik det så virkelig galt. Jeg skældte ud på cyklen, som var den et menneske. "Din lortecykel, gider du tage dig sammen": (Intet svar fra cyklen - kun en prokoverende bevægelse, som gjorde alt endnu værre). "Du er fandeme åndssvag. Gud, hvor er du åndssvag. Så stå dog stille". (Cyklen var tavs, men blev ved med at rotere i dækkene). "I guder, hvor er du klam. For fanden, hvor du irriterer mig!".

Og så maste jeg dens forhjul ind mellem to havekrukker, låste den og gik svedig derfra. Mens jeg låste døren op, tiltede tasken med varerne ned fra det øverste trin. Nu var det tasken, jeg rettede min vrede mod. Så da jeg fik samlet det hele sammen igen og kom ind i entréen og stillede tasken fra mig, og den valgte at tilte ned på siden, kiggede jeg ned i den og sikrede mig, at der ikke lå skrøbelige varer i den side - hvorefter jeg gav tasken et lille passivt-aggresivt spark.

Da jeg en halv time senere satte mig ud på terrandaen med et glas vand med isterninger og svedig pande, fik jeg øje på cyklen ude i gården under halvtaget og fik ondt af den. Lige pludselig følte jeg dens smerte og dens følelse af at være blevet uretfærdigt behandlet. Den havde jo bare gjort det bedste den kunne med det handicap, som den har tilraget sig. :( Og det er jo ikke det eneste...hver dag bærer den jo min kropsvægt rundt i byen. Helt uden at brokke sig.

Jeg går ud og undskylder til den i dag. Den er garanteret ulykkelig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar