torsdag den 16. februar 2017

Immigranthverdag - Arbejdet med flygtningekvinder

I dag blev jeg rørt. Det gjorde jeg sgu. På lørdag er der fastelavnsfest i flygtningecaféen og der skulle derfor bages et ordentligt læs fastelavnsboller.
Jeg fik lavet dejen (Tak Internet - for at for evigt have ødelagt den sætning) og lavet cremerne og var klar, da kvinderne mødte.
Vi havde et kort morgenhilsenmøde, hvor jeg spurgte en af kvinderne, om hun ville hjælpe mig, efter de havde fået morgenmad. Oh jo, dét ville hun. Der kom en lang (hvad jeg gætter på var en takketale) på kurdisk, efterfulgt af hun aede på mig ryggen og så gik de alle til morgenmaden i et andet lokale.

Troede jeg. Men hende her havde andre planer. Selv om hun stort set ikke taler dansk, har hun alligevel fået gjort det meget tydeligt, at hun elsker at bage kager.  Så hun stod ude ved mig allerede efter 10 minutter og sagde: "Ikke kaffe. Nej. Her." - og så pegede hun på dejen.
Jeg fik hende vist, hvordan fremgangsmåden er og det skulle hun så kun se én gang. Den fik ikke for lidt med kagerullen og da hendes første fastelavnsbolle var samlet og lukket, kiggede hun på mig, smilede fra den ene tørklædeflip til den anden, hvorefter hun grinede meget højt med nakken tilbage. Og så kørte det bare derud af.
Jeg luskede lidt væk og bad hende om at lære en af de andre kvinder det og stoltheden i hendes øjne sagde bare alt.
Da bollerne skulle i ovnen, trak hun mig dog til side, og brokkede sig over kvaliteten på de boller, som den anden kvinde havde lavet. Selv om jeg forsøgte at fortælle, at det hele så rigtig fint ud, fik det hende ikke overbevist. "Nej nej" - efterfulgt af et par himlende øjne og et rystende ansigt og fingre, der pegede på de lidt skæve og "anatomisk-udfordrede-boller". Og så smilede vi og jeg roste hendes boller og så blev ovnlågen lukket.

Mens de blev bagt, fik vi pyntet nogle færdigbagte af slagsen til personalet på kontorgangen. Eller det vil sige; jeg gik i gang med det, men som altid tiltrækker glasur og pyntesukkernips en del af kvinderne. Jeg kunne egentlig lige så godt stille mig i en manege med en flok heste med tyl i pandehåret og selv tage en høj sort hat på og presse kroppen ned i en lidt for palliet-besat kjole og kunststof. Publikummernes reaktion ville være den samme.  Dog med den undtagelse, at her træder publikum ind i manegen og hjælper. Man kommer ikke til at lide af overbelastning, der er altid mindst fire hænder på vej ind for at tage fat om dåsen med de frysetørrede bær, posen med frosting og kassen med krymmel. Vi samarbejder. Intenst. Og måske lige lovlig mange om opgaven. Men det er sgu hyggeligt.

Bollerne blev bagt og Faiza (navn opdigtet) var ikke imponeret over halvdelen. Dem, som veninden havde lavet. "Nej nej nej", gentog hun sig selv, mens hun hovedrystende gik omkring bagepladerne og fjernede cremeklatter, der var flygtet ud gennem bollerne.
Nu har jeg bagt pænt mange fastelavnsboller gennem tiden og kunne derfor forsikre hende om, at så var skaden altså heller ikke større. Men hun var ikke overbevist. Og noget siger mig, at en vis veninde ikke kommer med i kagebagningen igen, hvis det skulle stå til Faiza .


Hun trak mig til side i en krog og viste mig billeder at det hjemmebag, som hun havde lavet derhjemme. Og her må jeg sgu sige, at hendes fingerfærdigheder og kvalitetskontrol med udseendet er langt større og bedre end mit. 
Hvor jeg kører efter devisen: "Man må godt kunne se det er hjemmebagt" og "Det rustikke bagværk er ærligt og godt", kører hun efter "samlebåndsmetoden", hvor samtlige stykker brød og kage er ens og meget sirligt udført. Efter ti minutters forgæves forsøg på at fortælle mig (på kurdisk) hvilke ingredienser hun havde brugt, mærkede jeg en varm hånd tage om min og så blev jeg trukket ind i køkkenet, hvor vi gik i gang med at identificere ingredienserne ved at åbne spandene og bøtterne ved bagestationen.  Og sådan kan man jo også kommunikere. 


Jeg har i øvrigt ikke fået flere kommentarer om mit aldrende udseende og min lidt for tykke krop. Faktisk har jeg i dag fået at vide, at jeg er smuk. 

Mrm. 

Det skete, da Zaina (navn også opdigtet), gik hen og tog mit sjal, som jeg lige havde smidt om halsen, og viklede det om mit hoved. Muslim-style, that is. Her indkasserede jeg ikke mindre end to thumps-up, mange smil og to kommentarer om, hvor smuk jeg var og hvor godt det klædte mig. 


Jeg er smuk. Når jeg er tildækket. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar