MIne tarme er ikke kærestekompatible

Jeg sad og læste en længere debattråd om emnet: "Hvordan ville du have det med at din kæreste prutter?"
Og man kan da vist roligt sige, at udvalget af mænd skrumpede ind til et meget lille mindretal. Mange mænd lever åbenbart stadig i den tro, at kvinder ikke prutter. "Rigtige kvinder", vel at mærke - som det blev påpeget, hvorefter der kom en del likes på den kommentar, som man så kunne sidde og få mindreværd over.

Hvad fanden regner de egentlig med? At vores tarme bare er til pynt inde i maven?

Jamen, jeg ved da faktisk ikke helt hvordan jeg skal håndtere tanken om at dele liv og madras med en mand igen. Han aner jo ikke hvad han går ind til.

Ja, jeg har en irritabel tyktarm. Charmerende lyder det ikke, men sådan er realiteterne nu engang. Og så sluger jeg åbenbart også en hel del luft. (Og det er endda blevet bedre efter rygestoppet, hvor jeg hiver knap så meget efter vejret i semi-høj gangtempo). Og så spiser jeg en del grønt og jeg elsker kål. Alle typer kål. Så hvad skal jeg gøre?
Gøre min tarm i bedre humør med mindfulness? Det er jo så moderne. Begrænse mine indåndinger?
Jeg kan ikke gøre så meget ved det og det har jeg så småt accepteret. At jeg er sådan en der prutter en del.  Men hvordåan får jeg en mand til at acceptere det?


Sundhedssøn prutter også en del. Det griner vi lidt af. Der er en konstant diskussion om hvilke prutter, der lugter mest af ondskab. Hans eller mine. Svaret får vi næppe. Uglen vil nok ikke stille op som dommer og man kan jo bedst lide sine egne prutter. Sådan er det. Enhver so synes bedst om sine egne.
Uglen prutter nærmest aldrig. Og når det endelig sker, bliver både Sundhedssøn og jeg meget forbavsede og spørger hende overrasket: "Ej, pruttede du?". Nærmest med anerkendelse i stemmen.
Det er bare en lille knirkende "undskyld-jeg-er-her-lyd" - helt lugtfri. Mine derimod er enten med samme kraft og lyd, som de der rør man trækker i nytårsaften, som spytter en masse konfetti ud. Eller også er de blafrende og meget svingende i decibel. (Tror da fanden med dybden af mine baller).

Dengang begge børn var små, skød jeg altid skylden på marsvinet, når jeg pruttede. Enten troede de på det eller også grinede de og syntes jeg var gakkelaksjov. At det så ville betyde, at svinet ville blive fyret halvvejs gennem tremmerne i buret, hvis den pruttede med samme intensitet og energi som mig, er en helt anden sag.

Nu er de så voksne. Børnene. Og har vist bare accepteret at deres mor er en omvandrende ballon. Men hvad fanden gør jeg med en kommende kæreste? Hvor finder man en mand, der synes man er noget af det mest sexede, dragende og nuttede på trods af, at man larmer lidt i røven engang imellem?

I hvert fald ikke i den debattråd. Med mindre jeg higer voldsomt efter et overskæg med en mand monteret ved rødderne af hårsækkene. Sådan en er der nemlig også i tråden. Og han er ligeglad. Som han skriver: "Man kan ikke holde på noget, som man ikke har i hænderne, så du kan få en prut og pille i".

Badum-tsscchh.

Otte ting, der er et totalt turn-off ved mænd

Jeg udelukker ikke, at jeg kan ende med at gå på kompromis med visse af tingene. Desperation kan pludselig overmande en. Men i skrivende stund må jeg være ærlig og sige: Følgende punkter er et totalt turn-off ved mænd.


* Hvis han stadig bor i 90'erne og render rundt med et lokumsbræt om munden. Beklager, men det er virkelig kikset. Mine tanker bliver ledt hen mod en mand, som tror han ser mere tough ud med den ansigtsbehåring. I virkeligheden ligner han en, der stadig lytter lidt for meget til "Bonsoir Madame" med Big Fat Snake.


* Hvis han kan finde noget lummert og perverst ved alt. (!). Lummerhed er godt. Men sgu ikke, når alt bliver drejet i en seksuel retning. Det lugter lidt af personligt seksuelt underskud og som regel kan disse typer ikke noget, når det kommer til stykket.
De er typerne, som tror de er "junikke" og nogle værre sexløver, fordi de bevæger tungen i alfabetbevægelser, når de drister sig til at give oralsex. Og man nænner ikke at sige noget, men for helvede hvor er det gudsjammerlig intetsigende.


* Hvis humoren er begrænset til vittighedstegninger og vittigheder fra 90'ernes ugeblade og "En halv humørtime". De kan genkendes på uploads af billeder i denne genre:

Det er jo ikke sjovt, for fanden!


* Hvis de godt kan lide at montere en bluetoothsatan på øret. Farvel! Jamen, så bliver det ikke mere kikset. De kan ofte spottes i køen i supermarkedet, hvor de står og føler sig meget vigtige, mens bluetoothdimsen gnaver sig ind i deres kind.
Som regel står de med en meget alvorlig og lettere arrogant mine malet over hele krydderen, mens brystkassen er skudt lige voldsomt meget frem. Og man ved bare, at de eneste opkald de modtager er fra konen, som ringer for at minde dem om, at de skal huske at få medister til 14,95 pr. halve kilo med hjem.


* Hvis de er nogle gavtyve, der lige smækker et latterligt klistermærke på bagsmækken af bilen. "Fars dyt" - "Overhal bare, den ER betalt" - "Rigtige mænd laver tvillinger" eller "Støt vores danske soldater".  Den værste er dog klistermærket med "Børn i bilen" - illustreret med en rød advarselstrekant. Jamen, stop dig selv! Hvad regner du med? At dem der kører bagved ellers liiige havde bestemt sig for at knalde op i bagsmækken på dig? Men så fik de øje på skiltet og blev gjort opmærksomme på, at der altså er børn i bilen. Og så droppede de planen med at køre hasarderet?


* Speedo-underbenklæder. Det.klæder.ingen! Uanset om de har en charmerende krop eller om deres krop er lidt i forfald, så ligner de alle det samme: En træls tysker.



* Langturslastbilschauffører. Beklager. Jeg véd godt, at det er mine snobbede fordomme, der taler her. Og jeg ved også godt, at jeg ligesom ikke er i besiddelse af en ph.d og derfor ikke rigtig har noget at have denne nedladende mening i. Men 90% af dem er kiksede småracistiske semi-klamme mænd, som både bruger bluetooth, stemmer DF, drikker lidt for mange Slotspilsnere og garanteret er lidt for glade for hjemmeværnet.
Helt galt går det, når de knalder et hjemmelavet navneskilt op i forruden. "Fnug" - "Truckeren" - "Buller" eller "Trucker-Ole".


* Hvis de ejer sådan en t-shirt her. Hej hej, white trash.

Midtjyllands Avis - Thi kendes for ret; gider I godt skamme jer?

I Silkeborg har vi i skrivende stund vores helt egen O.J Simpson-sag kørende. Den lokale (men uha-uha - meget vigtige) træner for byens superligahold, er tiltalt for vold mod både sin hustru, men også sin datter.
Konen skjuler sig et sted i Danmark med parrets datter. Manden? Superligaklubben Silkeborg IF's træner, Peter Sørensen  - som altså er tiltalt for vold - han putter sig i armene på Silkeborgs nyhedsmedie; MJA, som pludselig har fået storhedsvanvid og ikke gider nøjes med at være nyhedsmedie og som har trukket en jura-uddannelse i en automat og leger forsvarer i artikler i avisen.


Det er kvalmende. Det er simpelthen byen i dens typiske lille indspiste nøddeskal: "Vi skal beskytte dem, som vi synes er vigtige her i byen".
Sådan er Silkeborg. Misforstå mig ikke; jeg elsker byen temmelig meget. Men ovenstående har jeg en svær allergi overfor.
Det er en gang røvslikkeri af værste kaliber. Social status er alfa omega. Hvis du har en titel i de rigtige kredse, så er der ikke grænser for, hvor mange der vil beskytte dig i hoved og røv.


Retssagen er i dag. Ingen  - bortset fra manden og konen - ved hvor skylden ligger.  Men byens avis, MJA, tøver ikke med at vælge side. For uha, glem ikke, at det er chefen for byens superligahold, der er tale om. Det er jo ikke Hr. Hvemsomhelst. Det er byens fodboldfar, det er Jyllands svar på O.J Simpson - det er Korsbæks søn.
Avisen har for længst trukket sig selv ned i et jakkesæt og gået i cirkler i retssalen på bedste Ally McBeal måde. Artikler efter artikler popper op i avisen om den kommende retssag. Interviews med Peter Sørensen, analyser af selve retssagen, breaking news overskrifter om, at "manden har hyret en stjerne-advokat". Ikke bare en advokat. Nope, en stjerne-advokat.

Artikler efter artikler om manden, ligger i et kæmpe orgie på netavisen. Og avisen følger retssagen tæt med live-opdateringer.

Som sagt; jeg aner ikke om manden er uskyldig eller skyldig. Jeg aner ikke, om konen taler sandt eller om hun lyver.
Det er da møgubehageligt for manden, hvis han er uskyldig. Sådan en anklage gør sgu da ondt helt ind i sjælen.
Men hvad med konen? Hvorfor er hun så usynlig for MJA? Hvad nu, hvis hun taler sandt? Hold kæft, hvor må det gøre pisse hamrende ondt at kunne sidde og læse, hvordan den lokale avis slikker røv på den mand, som (måske) har gjort hende så meget ondt.


I går opdaterede avisen så igen. Både med et interview med manden, men også med endnu en forsvartale for manden.

Og jeg citerer:

"Det interessante er, om Silkeborg IF i tilfælde af en dom lader ham beholde jobbet. Det får vi formentlig ikke svaret på i morgen. Det er sandsynligt, at Peter Sørensen anker sagen til landsretten, hvilket forlænger sagen i yderligere nogle måneder.

Det kan være i både Silkeborg IF's og Peter Sørensens interesse at købe sig tid i et tætpakket og afgørende Superliga-forår, hvor Silkeborg IF allerede søndag har en vigtig udekamp i Aalborg. Om Peter Sørensen vil anke, kan han tage stilling til umiddelbart efter retssagen, eller han kan vælge at bruge 14 dage til at tænke over det.

I tilfælde af en frifindelse er der ikke så meget at tænke over for Silkeborg IF. Så fortsætter dagligdagen som hidtil med den succesrige træner, og Peter Sørensen vil formentlig genvinde en del af den sympati, han i nogle kredse har mistet. Også selvom enhver naturligvis er uskyldig, indtil andet er bevist".

.....Erhmm....


"Det kan være i både Silkeborg IF's og Peter Sørensens interesse at købe sig tid i et tætpakket og afgørende Superliga-forår, hvor Silkeborg IF allerede søndag har en vigtig udekamp i Aalborg"...

Undskyld mig, men...What the fuck?!  Hvad fanden har I gang i, MJA? Kunne I evt. i det mindste prøve at skjule, hvor jeres sympati ligger?
En kvinde og et barn er måske ofre for en idiots voldshandlinger. En mand er måske uskyldig tiltalt i en voldssag. Og et lille barn står midt mellem sine forældres krig og kan ikke flygte derfra. Men I skal lige have presset lidt sympati og støtte ind for det lokale indspiste foldboldhold? I bliver simpelthen nødt til lige at pointere, at hvis Peter Sørensen bliver kendt skyldig i vold, så kunne det være rigtig smart, hvis han ankede dommen, for så kunne det hjælpe superligaholdet?

Kunne det have noget at gøre med, at I, MJA, bor til leje i nogle bygninger, som ifølge visse tunger, er ejet af...tadaaa....SIF Invest?

Ej, men undskyld mig, mens jeg går ud og overbrækker toilettet.


Gider I for helvede hoppe ud af jeres Law & Order-jakkesæt og få tungen ud af røven på foldboldheltene og i det mindste prøve at forholde jer neutralt? Hold kæft, hvor er det usmageligt og uprofessionelt.


Thi kendes for ret; gider I godt skamme jer?

"Gift ved første blik" - Birgitte & Martin

Da vi møder Birgitte og Martin første gang og da de møder hinanden første gang, er alt rosenrødt, sødt og lykkeligt. Ja, man kan få lyst til at bruge ordet: Kvalmende.
Birgitte - en kvinde i 50'erne - opfører sig som en fjantet kvinde i starten af 20'erne. Man kunne fristes til at tro, at visse dele af hendes mentale udvikling gik lidt i tomgang, da hun engang i 80'erne drak lidt for meget Pisang Ambon og evt. hamrede hovedet ind i en ekstra stiv skulderpude, da hun gik kold midt i et nummer med Erasure.

De var glade, var de. Der blev kysset fra start. Birgitte havde fundet sin Hollywood moviestar. Grin og fjant og masser af kys. Lykken havde i dén grad fundet vejen til de to modne mennesker. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at de havde kendt hinanden altid. Det virkede umiddelbart til at være det hidtil bedste match i programmets historie.

Birgitte var glad. Og ligeså var Martin.


Men så var det, at de begynte at tale sammen. Og da alkoholens og hormonernes tåger havde lagt sig, mistede Birgitte interessen. Martin var pludselig ikke så Hollywood-hot længere, for han var kristen. Og dét brøds Birgitte sig ikke om. Hun udviklede tvangstanker om sekter og andet grimt, som hun ikke ville fortælle for åben skærm.

Og der var mere ...

Martin var vegetar. Uha. Det kunne Birgitte ikke håndtere, for hun elskede at grille bøffer - som hun sagde.
Godt nok sagde hun i sidste program, at hun også gerne ville leve så vegetarisk som muligt. Men lad nu det ligge. For der er flere problemer. Martin drikker ikke alkohol. Og Birgitte kan godt lide en bette én. (Til begge ben, som min far ville sige).

Birgitte fortæller Martin alt ovenstående med meget skræmte øjne, som får et dådyr i en lyskegle til at se bedøvet ud til sammenligning.


Næste scene:

Birgitte og Martin sidder i lufthavnen. Martin smager Birgittes fisk. Martin skåler med Birgitte. I lufthavnen, i flyet og på feriedestinationen. For som han siger: "Jeg gør det for at gøre Birgitte godt tilpas".
Jo mere Martin føjer Birgitte, jo mere Hollywood dream-man kan Birgitte se i ham. Lykken ser ud til at have fundet vej til dem igen.




Så længe Martin føjer hende, selvfølgelig.

En finger i tarmen, når man ellers skulle ud og give den hele armen

Nå, men jeg er da bare et skrog. Med traumer om pegefingeren.

Det var ellers en god tirsdag, god arbejdsdag, hyggelig snak med en veninde og en invitation til fødselsdagshygge hos en tidligere kollega sammen med mine kolleger. Alles klar, alles gut - jeg havde endda fundet et par strømpebukser helt uden huller og lagt dem frem.
Og så var det at jeg stod og kiggede i køleskabet og besluttede mig for lidt middagsmad. Og det endte knap så godt. Faktisk endte det med mig og mine trusser nede om anklerne og en stikpille, der balancerede tøvende på min pegefinger.

Galdestenssmerter.

Jeg troede sgu ellers jeg var sluppet nogenlunde af med dem. Og utroligt nok, havde jeg ingen panodiler eller Ipreener hjemme. Tanken om at gå foroverbøjet med svedperler og et forpint udtryk ned på den mest skumle bodega og se, om der mon var nogen der solgte morfin, virkede ikke tiltalende. Lægen er lidt småfedtet med de gode recepter, så jeg blev sgu lidt desperat og gennemrodede samtlige skuffer. Her fandt jeg to stikpiller. (Som lå i en smykkeæske? Hvad fanden skete der lige der?) De er pissegamle. Jeg aner ikke om de har en udløbsdato. Jeg kunne i hvert fald intet se. Men alle, der har prøvet at have galdestenssmerter vil kunne forstå, at udløbsdato er det sidste man tænker på i sådan en situation. Jeg ville proppe en kaktus op i røven, hvis jeg vidste det ville fjerne galdesmerterne.

Så det gjorde jeg. Altså ikke en kaktus. Men jeg pakkede en af de tvivlsomme piller ud og stod så med trusserne om anklerne og med en rigelig fedtet pille på pegefingeren.
Det er så ækel en fornemmelse! Fordi man bare ved hvad der venter. Først skal der skabes passage, hvilket godt kan tage sin tid, når ens røv har eget postnummer. Og så skal den op ...Åh gud...den varme...


Men op kom den. Og udløbsdato eller ej, lortet begyndte at virke efter en halv times times. Og min pegefinger blev skoldet og tørret med brintoverilte og håndsprit.

Nu har jeg skrevet til kollega, at jeg kommer forsinket med rødvin og procenter. Så tager vi den derfra. Forsinket. Men med tilbagevirkende kraft.

10 ting jeg ikke fatter på Facebook

1: Hvorfor folk er så sure over madbilleder. Jeg synes sgu det er hyggeligt og inspirerende. Okay okay, jeg undrer mig over dem, som sjovt nok altid har et tændt stearinlys og lidt Musselmalet porcelæn i baggrunden, når de knipser billedet i det helt specielle retro lys, som de åbenbart altid befinder sig i.
Men ellers er madbilleder da harmløse og nogle gange ligefrem skide sjove. Som f.eks. når nogen helt seriøst, poster et billede, som mest af alt ligner en madforgiftning nede i toilettet, fordi de har knaldet kameraet direkte og ukritisk mod grydens og dens indhold OG såmænd om de ikke også har fået den indtørrede sovs på grydekanten, hvor der sidder et par majs og en cocktailpølse, med også.
Så kan man sidde der og diskutere med sig selv, om man skal komme med en sarkastisk latrinær kommentar eller om man bare skal scrolle videre.
Men madbilleder (og hjemmehyggebilleder) kan jeg godt lide. Det svarer lidt til at lure ind af vinduerne hos andre mennesker, når man går tur efter mørket er faldet på. Som man selvfølgelig ikke gør, fordi folk bliver sure. Men der er bare noget hyggeligt over at lure ind i andres hverdag.


2: "PYT-knappen". Sidste nye skrig og filosofiske overskudsdille i singlegrupperne. "Bare tryk på PYT-knappen. Så bliver livet nemmere, Hanne" - hvorefter de vedhæfter et pissegrimt billede af omtalte fiktive knap, som mest af alt ligner noget en fuld fem-årig har knaldet sammen i Paint.
Luk nu røven. Alle véd jo, at det kun er din internetfacade, som du sidder og pynter på.
I virkeligheden render du sgu nok ikke rundt og siger "PYT!", når tandlægeregningen gennemtæsker din bankkonto, når nogen fornærmer dig eller når du taber noget tungt over storetåen.


3: Glansbilledeprofilbilleder. Og lad mig starte med at sige: Jeg har selv gjort det. For fanden da også ...lige da jeg for alvor blev aktiv på internettet og nogle (lidt for mange) år efter, var jeg total flawless og rynkefri. I hvert fald på samtlige billeder, som jeg postede af mig selv på nettet. Det er jo fandeme pisse pinligt at tænke tilbage på. Det var som om jeg blev yngre og yngre, jo flere billeder jeg postede. Sjovt nok skete det i takt med, at jeg blev bedre og bedre til at photoshoppe.
Jeg kan da godt forstå, at folk gerne vil ligne den bedste udgave af dem selv på profilbilledet. Hvem fanden smækker det dårligste op i rækken af de 37 selfies, der er blevet taget? Det billede med flest rynker, mest skelen og det dårligste lys, der afslører hvor mange hudorme, der faktisk kan bo på ganske få kvadratmeter. Det gør ingen. Man vælger det bedste.
Men jeg fatter simpelthen ikke dem, der kører deres billeder gennem så mange filtre, at billedet nærmest er pixeleret og på samme tid omringet af Hollywoodskær og hvor huden er blevet glattet så ivrigt, at selv hårgrænsen er noget vattet og udtværet at se på.
Come nu on; selv en blind mand ville kunne gennemskue den der virkelighedsflugt.


4: IQ-test! Stop.nu.for.fanden.jer.selv!
Hvis du gerne vil kende din IQ, så tager du en test hos Mensa. (Og så ville de fleste sgu nok ikke poste resultatet online). Du tager ikke en latterlig test på Facebook, hvor du svarer rigtigt på 10 spørgsmål, som selv en komapatient ville kunne svare på og flasher dit snyderesultat på Facebook, hvor du praler af at have en IQ på 149, selv om alle (og faktisk dig selv - inderst inde) udmærket véd, at sådan er realiteten ikke helt skruet sammen.
Hvor dum har man da lov til at være.


5: Folk, der i kommentarspor, frivilligt udstiller deres helt abnorme dumhed. I går var der en artikel om politiets øgede indsats mod at få snuppet de uopmærksomme bilister ude i trafikken. Dem med håndholdt mobil og sår'n.
Og så sidder der et overskæg og skriver til mig, at "jeg garanteret er sådan en, der godt kan lide at afpresse folk og at jeg sidder hjemme og sender min bande med blå blink efter folk i trafikken, fordi jeg ikke selv tør stoppe dem" - fordi jeg havde skrevet til ham, at hvis han var så meget imod at betale bøder til statskassen, kunne han jo bare vælge at følge færdselsreglerne.
Jamen ...Jeg mener...Hvor meget dumhed kan et menneske indeholde og samtidig stadig være i stand til at trække vejret selv?


6: Folk, der tjekker ind på hospitaler og skadestuer uden en følgetekst. Fordi de åbenbart mangler opmærksomhed.
Jeg svarer aldrig på de opslag. Jeg nægter simpelthen at fodre folks klynkeliderlighed på den måde. Men det er der andre, der gør. Og 2½ time og 53 bekymrede kommentarer senere, kommer stakkelen så online og opdaterer: "Det var Bertram, der havde puttet en perle op i næsen henne i vuggeren". Altså  - en plastikperle. Ikke en af dem fra krakkemutland. Så store næsebor har han ikke". 
(Racistiske dramaqueen/king)


7: Detaljeorienterede klammerter. (Skrev kvinden, der på sin blog lystigt udpensler diarré). Det er dem, der føler de bliver nødt til at dele de klammeste ting i livet på den mest maleriske måde.
"Puha - så er man på penicilin. Jeg håber det hjælper på den store byld, som jeg har i skridtet. Nu har jeg kæmpet med den i to uger og hver anden dag stået og presset betændelse ud, når jeg var i bad. Og nu gider jeg ikke mere!"
Og jo; jeg har desværre læst tilfælde som dette på Facebook. Lige midt i morgenmaden. Jeg har ikke spist pære/bananyoghurt siden.


8: Kærestepar, der sidder og bekræfter hinanden på Facebook, mens de sidder ved siden af hinanden i sofaen hjemme i murstensvillaen med den dobbelte carport.
Jeps, we get it. I elsker hinanden. I er kvalmende lykkelige. Hiphip og hurra. Jeres liv med hinanden er så lykkeligt, at I ikke kigger hinanden i øjnene og siger det derhjemme - for jer selv. I er så tindrende forelskede, at I ligger i hver jeres sofa. Og så logger den ene på Facebook og tagger den anden i en Cartland-opdatering med duer og hele svineriet og siger derefter: "Skaaahaaaat? Prøv li'e og log' på Fjæsen (Ja, det er samme irriterende type, som kalder Facebook det) og se hvad jeg har skrevet. Du må gerne like det. Med et hjerte!"
Og så ligger de ellers der på hver deres sofa og tihi-fniser virtuelt med hinanden og driver os andre til vanvid og til kvalmepunktet.


9: Dem, der fandeme er online 24/7 i samtlige "Gives bort" grupper i deres nærområde. (I en radius på omkring 40 km).
Man spotter dem hurtigt. De er altid de første i kommentarfeltet med et "Ja tak!". Hver eneste gang! Og man kan sgu da ikke lade være med at tænke på, at deres hjem må være mindst 300 kvadratmeter, hvis de skal have plads til alt det lort, som de har skrabt til sig.
Selv hvis de drister sig til at gå på toilettet på det forkerte tidspunkt og derfor ikke når at se opslaget, før der er 15 andre interesserede i kommentarsporet, giver de ikke op.
"Optimistisk kø!" - skriver de desperat til en kagedåse med synlige rustpletter ved låget.

10: Tastaturhystaderne. De kan genkendes på versalerne.  "DET SYNES JEG ER FOR DÅRLIGT". Man kan nærmest fornemme, hvor deres temperament ligger på Richterskalaen og de er umulige at tage alvorligt. Helt skidt er deres tegnsætning. Hvis der er noget de ikke forstår, afsluttes deres sætninger med virkelig mange spørgsmålstegn. "HVORFOR SVARER DU IKKE??????????"
Her kan man virkelig fornemme desperationen og/eller fatsvagheden. For alle ved jo, at jo flere spørgsmålstegn man stiller, jo mere vigtigt er det.
Helt galt går det dog, når de er sure over noget eller blot vil pointere deres mening.  "JEG SYNES BUSBILLETTERNE ER FOR DYRE!!!!!!!". 
Nå da da, der kunne du ellers have narret mig. Jeg var ellers lige ved at tro, at du mente de var prisvenlige, da du kun brugte et enkelt udråbstegn. Men så var det da godt, at du kunne holde fingeren nede på tasten et par sekunder længere, så vi alle kan forstå, hvad du egentlig går og mener.


Boblere: Dem, der slet ikke har styr på kommateringen. Undskyld! Jeg burde virkelig få reglerne frisket op. Jeg véd godt, at mine kommaer bliver sat lige tilfældigt nok.

Nope-billeder. Nope nope hell fucking nope!

“We turned on our daughter’s monitor one night and found this looking back at us. We usually point it toward her, but she likes to play with the camera, so we moved it. She always falls asleep talking to herself…but now we think she’s talking to something.”

Immigranthverdag - Arbejdet med flygtningekvinder

I dag blev jeg rørt. Det gjorde jeg sgu. På lørdag er der fastelavnsfest i flygtningecaféen og der skulle derfor bages et ordentligt læs fastelavnsboller.
Jeg fik lavet dejen (Tak Internet - for at for evigt have ødelagt den sætning) og lavet cremerne og var klar, da kvinderne mødte.
Vi havde et kort morgenhilsenmøde, hvor jeg spurgte en af kvinderne, om hun ville hjælpe mig, efter de havde fået morgenmad. Oh jo, dét ville hun. Der kom en lang (hvad jeg gætter på var en takketale) på kurdisk, efterfulgt af hun aede på mig ryggen og så gik de alle til morgenmaden i et andet lokale.

Troede jeg. Men hende her havde andre planer. Selv om hun stort set ikke taler dansk, har hun alligevel fået gjort det meget tydeligt, at hun elsker at bage kager.  Så hun stod ude ved mig allerede efter 10 minutter og sagde: "Ikke kaffe. Nej. Her." - og så pegede hun på dejen.
Jeg fik hende vist, hvordan fremgangsmåden er og det skulle hun så kun se én gang. Den fik ikke for lidt med kagerullen og da hendes første fastelavnsbolle var samlet og lukket, kiggede hun på mig, smilede fra den ene tørklædeflip til den anden, hvorefter hun grinede meget højt med nakken tilbage. Og så kørte det bare derud af.
Jeg luskede lidt væk og bad hende om at lære en af de andre kvinder det og stoltheden i hendes øjne sagde bare alt.
Da bollerne skulle i ovnen, trak hun mig dog til side, og brokkede sig over kvaliteten på de boller, som den anden kvinde havde lavet. Selv om jeg forsøgte at fortælle, at det hele så rigtig fint ud, fik det hende ikke overbevist. "Nej nej" - efterfulgt af et par himlende øjne og et rystende ansigt og fingre, der pegede på de lidt skæve og "anatomisk-udfordrede-boller". Og så smilede vi og jeg roste hendes boller og så blev ovnlågen lukket.

Mens de blev bagt, fik vi pyntet nogle færdigbagte af slagsen til personalet på kontorgangen. Eller det vil sige; jeg gik i gang med det, men som altid tiltrækker glasur og pyntesukkernips en del af kvinderne. Jeg kunne egentlig lige så godt stille mig i en manege med en flok heste med tyl i pandehåret og selv tage en høj sort hat på og presse kroppen ned i en lidt for palliet-besat kjole og kunststof. Publikummernes reaktion ville være den samme.  Dog med den undtagelse, at her træder publikum ind i manegen og hjælper. Man kommer ikke til at lide af overbelastning, der er altid mindst fire hænder på vej ind for at tage fat om dåsen med de frysetørrede bær, posen med frosting og kassen med krymmel. Vi samarbejder. Intenst. Og måske lige lovlig mange om opgaven. Men det er sgu hyggeligt.

Bollerne blev bagt og Faiza (navn opdigtet) var ikke imponeret over halvdelen. Dem, som veninden havde lavet. "Nej nej nej", gentog hun sig selv, mens hun hovedrystende gik omkring bagepladerne og fjernede cremeklatter, der var flygtet ud gennem bollerne.

Nu har jeg bagt pænt mange fastelavnsboller gennem tiden og kunne derfor forsikre hende om, at så var skaden altså heller ikke større. Men hun var ikke overbevist. Og noget siger mig, at en vis veninde ikke kommer med i kagebagningen igen, hvis det skulle stå til Faiza .

Hun trak mig til side i en krog og viste mig billeder at det hjemmebag, som hun havde lavet derhjemme. Og her må jeg sgu sige, at hendes fingerfærdigheder og kvalitetskontrol med udseendet er langt større og bedre end mit. 

Hvor jeg kører efter devisen: "Man må godt kunne se det er hjemmebagt" og "Det rustikke bagværk er ærligt og godt", kører hun efter "samlebåndsmetoden", hvor samtlige stykker brød og kage er ens og meget sirligt udført. Efter ti minutters forgæves forsøg på at fortælle mig (på kurdisk) hvilke ingredienser hun havde brugt, mærkede jeg en varm hånd tage om min og så blev jeg trukket ind i køkkenet, hvor vi gik i gang med at identificere ingredienserne ved at åbne spandene og bøtterne ved bagestationen.  Og sådan kan man jo også kommunikere. 

Jeg har i øvrigt ikke fået flere kommentarer om mit aldrende udseende og min lidt for tykke krop. Faktisk har jeg i dag fået at vide, at jeg er smuk. 

Mrm. 

Det skete, da Zaina (navn også opdigtet), gik hen og tog mit sjal, som jeg lige havde smidt om halsen, og viklede det om mit hoved. Muslim-style, that is. Her indkasserede jeg ikke mindre end to thumps-up, mange smil og to kommentarer om, hvor smuk jeg var og hvor godt det klædte mig. 

Jeg er smuk. Når jeg er tildækket. 

Danmark; jeg elsker dig fandeme

Midt i morgenkaffen, blev jeg ramt af patriotisme. For fuld smæk.
Det startede, da DR postede et link på Facebook om at Dannebrog nu får fast plads til folketingssalen. En debat, der har fået temperamentet op og ringe hos mange. Og jeg fatter det ikke. Nej, jeg gør ikke. Hvorfor er det et problem?
Det er et flag. Det symboliserer vores land. That's it. Det kan sgu da godt være, at DF tror det er deres symbol. Men så lad dem dog. De er ikke for kloge i forvejen. Vi behøver ikke råbe og skrige af dem og påpege fakta: Dannebrog er vores flag, ikke et nationalistisk symbol.

Jeg står gerne først i køen til at kæmpe for medmenneskelighed og rummelighed. Jeg uddeler med største fornøjelse gerne verbale tæsk til racister og andre tilbagestående fjolser. Men jo mere vi råber op om at Dannebrog er DF's ejendom, jo mere tror de selv på det. Lad dem være. Fornuft kan alligevel ikke trænge igennem til dem, så hvorfor bruge energien på det?


Dannebrog er vores. Det tilhører os alle her i Danmark. Og jeg elsker det flag. Det gør jeg sgu. Det er så sindssygt smukt og jeg forbinder det udelukkende med fødselsdage, festivitas, de kongelige og knaldblå himmel og skriggule rapsmarker.

Og så blev jeg patriotisk og kom til at savne sommeren. (Og så véd man bare, at jeg mener det alvorligt. Hedebølge er ikke lige mig). Men det gjorde jeg. Den danske uspolerede nostalgiske simple sommer.

Jeg savner markveje med mælkebøtter i midterrabatten. Jeg savner rapsmarkerne, kornmarkerne, majsmarkerne. Duften af grantræ en varm sommerdag. Fuglenes kvidren og sladren. Brumbassens summen. Jeg savner danske jordbær og vilde hindbær. At ligge på græsset og kigge op i himlen og finde figurer i skyerne. Duften af nyslået græs og lyden af plæneklipperens ivrige motor.
Duften på huden, når man har været ude i solen. Følelsen af varm asfalt under de bare fødder. Friskheden efter sommerregnen, duften af sommerregn. Blå himmel og Dannebrog, der blafrer blidt.
Lyden af bølger og legende børn og en bold, der bliver tæsket af sted i en gang volleyball ved stranden. Hjejlen, der tuder. Den der lyd af liv i luften, en konstant summen af bier, hvepse og myg. (Ja, de er skide irriterende på andre områder, men lyden...åh, det er sommer).
At stå op og sætte sig udenfor med sin morgenkaffe og høre byen vågne. En knaldvarm sommerdag, hvor mørke skyer ruller op i baggrunden som en lækker kontrast til den knaldblå himmel. En rullende skylavine med lækker torden og lyn, hvor man et kort øjeblik kan lege det er efterår og sætte sig på terrandaen med et tæppe om skuldrene og nyde vejret rase.
De sene sommeraftener, hvor man som det sidste, inden man går i seng, går ud og vander blomsterne og nyder roen. Flettede mælkebøttekranse, duften af kokasser fra køerne, der lever livet for fedt ude på markerne. Hestepærer i vejkanten, kold hyleblomstlemonade, smagen af tomater og agurker direkte fra drivhuset. Duften af tomat og sommer i den varme luft i drivhuset. Hjemmelavet koldskål, sommerfugle, mariehøns og en hane, der galer.


Og Dannebrog. Dannebrog mod en blå himmel, en pms-ramt sol og med lige nøjagtig så meget vind, at den er foldet helt ud i fuld figur.


Jeg kan komme på en endnu længere liste over, hvad jeg elsker ved efteråret og vinteren i Danmark. Og jeg kommer med garanti til at voldhade alt og alle, hvis vi får vammel hedebølge. Men lige nu savner jeg den danske simple sommer uden dikkedarer. Og jeg savner at se Dannebrog mod den der lækre sommerhimmel.

Hver dag burde være flagdag. Ikke kun i folketingssalen, men på hver matrikel i Danmark. Hver dag, blev der sagt. Og jeg gider ikke kigges skævt på, fordi jeg knuselsker vores flag. Og jeg gider ikke racismedebatten hver gang Dannebrog bliver nævnt. Og det er meget muligt, at Danmark ikke altid er det lille eventyrland, som vi gerne vil have det skal være. Men det er stadig Danmark. Mit land, som jeg har haft den skønneste barndom i. Og som stadig er et skønt land.

Det er godt jeg elsker mine børn så højt

...man kan bære over med meget, når man har masser af kærlighed.

De er så forskellige på visse punkter og det giver edderdølme mange diskussioner. Skal jeg love for.
De er begge ret kloge, de er begge ret stædige, og vedholdenhed har de masser af. (Det kan så umuligt være mig de har arvet det fra. Jeg ville jo for fanden have vejet 43 kg., hvis jeg ikke belønnede mig selv med slemme råvarer, når jeg har haft et vægttab).

Lad mig ridse et kort karakteristika op over dem:

Uglen; 20 år: Er glødende feminist, er det mest retfærdige menneske jeg kender, uhyggelig stædig, påtaler uden tøven slemme karaktertræk hos andre mennesker. (Her ligner hun mig lidt...på det sidste. Faktisk kan jeg genkende meget af mig i hende, når hun diskuterer og argumenterer. Og pludselig får jeg lidt ondt af alle dem jeg har diskuteret med. Okay - ikke alle. Men mange ... Nogen af dem). Øger hastigheden på talestrømmen, når der mødes modstand. Skælder mig ud, når jeg griner af folks frisurer i tv'et og siger som regel: "Er det ikke lige meget, mor? Hvis DE selv synes det er pænt, er det vel det vigtigste?" Og så sidder jeg som en irettesat 41 årig med en værge og føler mig til dels lidt flov og til dels lidt arrig over, at hun ødelagde min grin og min hånen over grydehåret på skærmen.


Sundhedssøn; 18 år: Er meget faktaorienteret. Regner i tal og facit. Vil gerne diskutere. Hæver stemmen, når der mødes modstand. Er vild med grovheder rent satirisk. Der findes ikke dårlig økonomi, der findes dårlige økonomer/dårlige beslutninger. Vi skal have et velfærdssamfund, men det skal kunne løbe rundt og være langtidsholdbart. Kræver konkrete argumenter - repeterer gerne kravet derom. Kan godt se meningen med ligestilling, men mener, at feministerne er lige arrige nok.


Ja ... I kan godt se det, ikke?


Det startede ellers så godt i dag. Sundhedssøn gik ind i Uglens hule og så sad de og hyggesnakkede, inden vi skulle spise.
Starten af aftensmaden gik glimrende. Begge parter var enige om, at de fire drenge der havde sat ild til en klassekammerat, var fire snotskovle. Donald Trump blev diskuteret. Blandt andet om, at det var utroligt, at han ikke var blevet skudt endnu. (Ikke at VI mente han skulle skydes, men at nogen ikke havde forsøgt sig på det).
Der var stadig enighed og ro om bordet.

Men så var det, at Sundhedssøn kom til at bruge ordet "betonlebbe" i et sætning. Jeg forstod godt sammenhængen, men det gjorde Uglen ikke. Og så rullede lavinen.
Den ene hævede stemmen, den anden snakkede enormt hurtigt og jeg fik hjemmelavet tinnitus - galoperende.
Jeg forsøgte at stoppe balladen med et: "Og så siger vi vist tak for mad. Dette ender galt og det gider jeg ikke", men løbet var ligesom kørt og straks var vi midt i en gang brændende bh'er, kølleslag og faner, der flagrede gennem stuerne. Og i baggrunden stod jeg og pippede med et: "Når I ser et hvidt flag smælde", men det var som om min stemme ikke blev hørt.

Det hele endte med Uglens exit fra stuen og en afskedssalut om at hun ikke gad spise med os mere og at "det bestemt IKKE havde været hyggeligt".
Her opgav jeg, åbnede computeren og startede mit boblespil på Facebook og søgte til mit happy place, men ude var køkkenet var der nogen, der ikke var færdige med at argumentere. Så jeg lå med et fjernt blik i øjnene og lyttede til Sundhedssøns dagsorden, som jeg jo egentlig sagtens kunne se logikken i.
Problemet er bare, at hvis jeg var gået ind til Uglen, ville hun kunne have givet mig argumenter, som jeg også kunne se det fornuftige i.

Og på den måde er jeg en evig lus mellem to negle, for jeg ligger sådan set midt imellem deres meninger.


Havde DR1 nu vist "Antikduellen" i aften, som de plejer, så ville det have været hyggeligt det hele. For det program kan vi stadig se uden at nogen bliver uvenner. Jeg mumlede for mig selv, at for eftertiden kunne vi åbenbart kun se Tom & Jerry sammen, men Sundhedssøn mente, at det handlede om en undertrykt mus, så det blev fejet af bordet igen.




Nu skrider jeg i seng og ser dokumentar om fængselslivet i amerikanske fængsler. Bare sådan for at få genskabt en rolig stemning, inden jeg skal sove.

Det hele startede i går

...da jeg stod i Meny sidst på eftermiddagen med min mor. Mavekramper. Kunne ligesom godt fornemme, hvad der var på vej lige foran den ellers nye og meget nydelige salatbar.
På vej hjem i bilen, sad jeg og kneb ballerne så meget sammen, at jeg kunne have skiftet gear med røven, hvis jeg havde sat mig på gearstangen.
Jeg kørte ad helvede til. For at sige det rent ud. Helt op i røven på de forankørende, pressede dem, svedte, bandede, overskred fartgrænsen lidt rigeligt. Svang bilen ind i porten til baggården for snuden af en forgænger. Der.var.ikke.tid.til.andet. Det må have været en forfærdeligt syn for hende. En bette Peugeot, der med fuld fart laver et skarpt venstresving og fiser ind i baggården med en svedig rund rødhåret kvinde, hvis knoer er helt hvide af at klamre sig til rattet og hvis fortænder er presset faretruende hårdt ned i underlæben.

Nåede kun lige ind på toilettet, før skandalen ramte bunden af kummen. Og sådan fortsatte det 7 gange på en time. Mine forældre sad inde på den anden side af muren og drak kaffe, mens helvedet brød løs på den anden side. Jeg sprittede 25% af kroppen af som en vanvittig og stanken der bredte sig, vil jeg aldrig glemme.

Jeg regnede med, at det var fordi jeg intet havde spist hele dagen og at maven ikke kunne lide kombinationen af to Treo, et krus kaffe og en fastelavnsbolle. Og ved 21-tiden stilnede det af og jeg skred i seng, for blot at vågne 23:30 med verdens ondeste kvalme og en alt for lang trappe op til toilettet.

Med mavekramper, spændte ballemuskler, ømme led, øm anus og en krop der både svedte og frøs, rendte jeg op og ned af trapperne til midt i nat.

Ja, det er malerisk beskrevet. Take or leave it. Jeg har pisse ondt af mig selv.

Vågnede i morges med total dehydreret mund og svælg og kickstartede dagen med en halv liter cola. Og nu ligger jeg på sofaen og har ondt over det hele. Og mest af alt; af mig selv. Føler for at tage Panodiler, men er bange for mavens reaktion. Mine læber klæber til tandkødet, uanset hvor meget jeg drikker.  Selv mine øjenæbler føles tørre. Min krop er en knastør svamp og jeg skulle jo have været oppe at småshoppe i dag. For fanden...!

Immigranthverdag - baseret på virkelige hændelser

Hen over morgenmaden med flygtningekvinderne - (Det lyder så træls og nedsættende. Immigrantkvinderne? Er det bedre?) - spurgte en af kvinderne mig:

"Heidi, hvor gammel er du?"

Jeg svarede hende. "41 år" og smilede til hende. Og så lød der et gisp. Nærmest, som hvis du forestiller dig man ville gispe, hvis nogen sagde: "Hey, der sidder en rotte på dit køkkenbord", hvorefter hun satte hånden foran munden. 

Og så kunne jeg ligesom godt fornemme på det hele, at hun nok havde skudt mig til at være en del tættere på pensionsalderen. 

Da vi ryddede af bordet, tog jeg den op igen. (Jeg véd sgu da godt, at jeg har bekymringsrynker og furer, der kunne gøre enhver plovmand misundelig, men hey!). Så jeg spurgte hende smilende: "Hvor gammel troede du jeg var?"

Hun troede jeg var tættere på 50 end på 40. Fandeme! 

Jeg smilede stadig. Dog med antydningen af småtørre tandhalse. Og så sagde en af de andre kvinder: "Jeg troede du var 40. Det var ikke mig".  Og pludselig troede de, at jeg var fornærmet sådan for alvor. Og selvfølgelig var jeg da ikke det. (Ikke ret meget i hvert fald)  Herregud, jeg ved da godt, at jeg ikke har glat ferskenhud andre steder, end lige på det punkt, hvor mine lår er mest udspilede. No hard feelings der. Hun er en hjertevarm, sød og venlig kvinde. 

Og så forklarede de, at det blandt andet var fordi jeg er så bleg. Her måtte jeg så forklare, at det var pga. mit røde hår og at jeg ikke kunne tåle solen og derfor bedre kunne lide vinteren. Det blev der grinet lidt af. På det punkt er de så integreret i det danske samfund, at de deler mening med 90% af befolkningen: Sommeren er den bedste årstid. 

Herefter konkluderede de så, at jeg nok ikke ville kunne lide Syrien, fordi der var meget sol og at jeg derfor ville have meget rød hud. 

Stemningen var reddet. Vi grinede og hyggesnakkede. Men så kom der lige lidt flere facts på bordet vedrørende mit udseende vs. alder. "Det er fordi du...*og her blev der med tegnsprog vist, at jeg er lidt (meget) bred i det*"

Aha...godt så. Så jeg ser ældre ud, fordi jeg er bleg og tyk. Dén havde jeg sgu ikke hørt før. Men det giver ét eller andet sted fin mening, jo. Hvis jeg nu levede i Syrien, så ville jeg gå indenfor og lave mad og passe familien og ikke være i nærheden af solens stråler, mens jeg smagte lige lovlig meget på maden.

Det er okay. Det kan jeg sgu godt leve med. Jeg HAR smagt deres falafler og de er ubeskrivelig gode.

De er skide søde. Det er de virkelig. Og min første tanke, da jeg kiggede på hende, der dømte mig ældre, var også kun: "Jeg gad virkelig godt eje det tørklæde du har om hovedet".  Den dybeste mørkeblå sag med de fineste blonder. Så smukt!

Det er lærerigt og underholdende at være sammen med dem. Og jeg ser udelukkende deres ærlighed som et udtryk for tryghed. 💗

Kunsten at forstå hinanden, når man ikke forstår hinanden

Nogle gange undrer det mig, hvordan vi danskere kan misforstå hinanden så meget og blive vrede på hinanden (og blive smidt ud af en singlegruppe på nettet), når vi jo for fanden taler samme sprog. Vi haler os igennem en masse stædighed, opfindsomme argumenter, verbale fornærmelser og mukken i krogene, inden vi mødes på halvvejen med et:

"Nårh! Det var dét du mente? Så misforstod jeg dig".

Fuldstændig åndssnottet dumt, når man helt ukompliceret kunne have delt diskussionen op i bidder og undervejs have spurgt: "Er det det her du mener? Har jeg forstået det rigtigt, når...blablabla?"

Men nej for fanden; vi vil jo have ret. Og vi har så travlt, at vi ikke har tid til at lytte, men til gengæld masser af tid til at ævle og kævle og misforstå.

Jeg prøver at blive bedre til det. Efter al det lorte stress, er det som om, at dramagenet i mig ikke rigtig gider være med længere. Jeg orker ikke at bruge energi på at skændes. Jeg gider ikke bruge min tid på folk, der forsøger at skabe drama. Jeg kan sgu egentlig bare godt lide, når livet er ukompliceret.

Hverdagen på mit job er ikke altid ukompliceret. Hvordan kan den det, når vi har 12 flygtningekvinder fra forskellige lande - men som alle har én ting til fælles: De er flygtet fra kaos og undtagelsestilstand til vores Danmark. De har set ting, som intet menneske bør se. De har sorger og traumer, som udfordrer deres hjerter og følelsessystem på maks skrue.

Så nej, jobbet er ikke ukompliceret. Faktisk er det ret kompliceret. Men det er på det primitive niveau. Vi er helt nede på scratch på samme måde, som når børnehavebørn skal lære, at man ikke kun gnufler leverpostejen af rugbrødet, men at man faktisk også spiser brødet.
Nyt land, ny kultur, som ligger koloenormt milevidt fra deres. Det handler om at få basishverdagen på plads via kommunikation på et sprog, som de ikke forstår - og som vi ikke forstår.
Vi har alle ingredienserne til at lave en fri bar med misforståelser og drama og forsmåethed, men det sker ikke.

For vi har sgu ikke valget om at undlade at lytte. Vi bliver nødt til at være tilstede. For vi taler ikke samme sprog. Det er ikke engang i nærheden. Der er ikke tale om svenske tilstande, hvor vi jyder med lidt besvær og tålmodighed kan tyde, hvad mjölk og tvättmaskin betyder.
Det er arabisk, tigrinja og kurdisk. Og undskyld på forhånd, men i en danskers ører (eller i hvert fald i mine jyske ører), lyder det altså omtrent ligesom den svenske kok fra Muppet Show. Jeg fatter nada.
Jeg får højst lidt associationer til når man afspillede et kassettebånd baglæns. Og de har det jo på akkurat samme måde med os og det danske sprog.

Så vi lytter. Og vi bruger hjemmelavet tegnsprog og internationale fagter. (Og Google translate). Og det fungerer sgu. Der er gensidig tålmodighed. Vi griner lidt af os selv og hinanden, når vi fører en samtale på dansk og arabisk og ingen af os fatter en meter.
Det er så primitivt og det er sgu okay, for det er lærerigt. Især for os danskere, som nærmest ikke har tid til at takke nej, men pænt nej tak, når vi møder en Hus-Forbi-sælger på gaden. For vi har så skide travlt hele tiden.

Jeg lærer noget hver dag. Nogle dage, når stressen klistrer sig til mig som en træls kælling, kan jeg godt have lidt udfordringer med støjniveauet i køkkenet. For de taler højt. Og længe. Og 12 mobiltelefoner med deres deres sydlandske ringetone, kan godt få hylderne oppe i min knold til at skride lidt i rawplugsen. Men at tale med dem er sgu en lærerig process, som tvinger mig til at sætte tempoet ned og bare være til stede.

I dag har jeg blandt andet talt med en kurdisk kvinde og lovet hende at hjælpe med at finde en brugt fryser. Jeg har fået forklaret hende, at jeg ikke har bil og derfor ikke kan hente den til hende. Og hun har forklaret mig, at hun har en ven, der kan hente for hende.
Alle forstår bil-tegnet på tegnsprog. Det er jo bare hænderne om et usynligt rat. Alle forstår rygetegnet. Nu ryger jeg ikke længere, men da jeg gjorde, fik jeg ligefrem en thumps-up, da jeg med pege- og langefinger fortalte, at jeg skulle ud at ryge.
I dag har jeg også talt med samme kurdiske kvinde om forstoppelse. Og jeg fik en te af hende, som i dén grad skulle kunne få afførringen til at fosse ud af mig, som en tsunami. Der er sgu ikke så meget fis der. Ingen grund til at være andet end ligefrem, når man kun har tegnsproget til at forstå hinanden. Og så er jeg da i øvrigt vild med hendes måde at gestikulere hjulspind i tarmene.

Så jo, det er kompliceret. Men alligevel er det jo dejligt ukompliceret. Det handler bare om at sætte tempoet ned og være der. Menneske vs. menneske. Vi er sgu ikke så forskellige, når det kommer til stykket.