Det var ellers en god tirsdag, god arbejdsdag, hyggelig snak med en veninde og en invitation til fødselsdagshygge hos en tidligere kollega sammen med mine kolleger. Alles klar, alles gut - jeg havde endda fundet et par strømpebukser helt uden huller og lagt dem frem.
Og så var det at jeg stod og kiggede i køleskabet og besluttede mig for lidt middagsmad. Og det endte knap så godt. Faktisk endte det med mig og mine trusser nede om anklerne og en stikpille, der balancerede tøvende på min pegefinger.
Galdestenssmerter.
Jeg troede sgu ellers jeg var sluppet nogenlunde af med dem. Og utroligt nok, havde jeg ingen panodiler eller Ipreener hjemme. Tanken om at gå foroverbøjet med svedperler og et forpint udtryk ned på den mest skumle bodega og se, om der mon var nogen der solgte morfin, virkede ikke tiltalende. Lægen er lidt småfedtet med de gode recepter, så jeg blev sgu lidt desperat og gennemrodede samtlige skuffer. Her fandt jeg to stikpiller. (Som lå i en smykkeæske? Hvad fanden skete der lige der?) De er pissegamle. Jeg aner ikke om de har en udløbsdato. Jeg kunne i hvert fald intet se. Men alle, der har prøvet at have galdestenssmerter vil kunne forstå, at udløbsdato er det sidste man tænker på i sådan en situation. Jeg ville proppe en kaktus op i røven, hvis jeg vidste det ville fjerne galdesmerterne.
Så det gjorde jeg. Altså ikke en kaktus. Men jeg pakkede en af de tvivlsomme piller ud og stod så med trusserne om anklerne og med en rigelig fedtet pille på pegefingeren.
Det er så ækel en fornemmelse! Fordi man bare ved hvad der venter. Først skal der skabes passage, hvilket godt kan tage sin tid, når ens røv har eget postnummer. Og så skal den op ...Åh gud...den varme...
Men op kom den. Og udløbsdato eller ej, lortet begyndte at virke efter en halv times times. Og min pegefinger blev skoldet og tørret med brintoverilte og håndsprit.
Nu har jeg skrevet til kollega, at jeg kommer forsinket med rødvin og procenter. Så tager vi den derfra. Forsinket. Men med tilbagevirkende kraft.
