mandag den 13. februar 2017

Det er godt jeg elsker mine børn så højt

...man kan bære over med meget, når man har masser af kærlighed.

De er så forskellige på visse punkter og det giver edderdølme mange diskussioner. Skal jeg love for.
De er begge ret kloge, de er begge ret stædige, og vedholdenhed har de masser af. (Det kan så umuligt være mig de har arvet det fra. Jeg ville jo for fanden have vejet 43 kg., hvis jeg ikke belønnede mig selv med slemme råvarer, når jeg har haft et vægttab).

Lad mig ridse et kort karakteristika op over dem:

Uglen; 20 år: Er glødende feminist, er det mest retfærdige menneske jeg kender, uhyggelig stædig, påtaler uden tøven slemme karaktertræk hos andre mennesker. (Her ligner hun mig lidt...på det sidste. Faktisk kan jeg genkende meget af mig i hende, når hun diskuterer og argumenterer. Og pludselig får jeg lidt ondt af alle dem jeg har diskuteret med. Okay - ikke alle. Men mange ... Nogen af dem). Øger hastigheden på talestrømmen, når der mødes modstand. Skælder mig ud, når jeg griner af folks frisurer i tv'et og siger som regel: "Er det ikke lige meget, mor? Hvis DE selv synes det er pænt, er det vel det vigtigste?" Og så sidder jeg som en irettesat 41 årig med en værge og føler mig til dels lidt flov og til dels lidt arrig over, at hun ødelagde min grin og min hånen over grydehåret på skærmen.


Sundhedssøn; 18 år: Er meget faktaorienteret. Regner i tal og facit. Vil gerne diskutere. Hæver stemmen, når der mødes modstand. Er vild med grovheder rent satirisk. Der findes ikke dårlig økonomi, der findes dårlige økonomer/dårlige beslutninger. Vi skal have et velfærdssamfund, men det skal kunne løbe rundt og være langtidsholdbart. Kræver konkrete argumenter - repeterer gerne kravet derom. Kan godt se meningen med ligestilling, men mener, at feministerne er lige arrige nok.


Ja ... I kan godt se det, ikke?


Det startede ellers så godt i dag. Sundhedssøn gik ind i Uglens hule og så sad de og hyggesnakkede, inden vi skulle spise.
Starten af aftensmaden gik glimrende. Begge parter var enige om, at de fire drenge der havde sat ild til en klassekammerat, var fire snotskovle. Donald Trump blev diskuteret. Blandt andet om, at det var utroligt, at han ikke var blevet skudt endnu. (Ikke at VI mente han skulle skydes, men at nogen ikke havde forsøgt sig på det).
Der var stadig enighed og ro om bordet.

Men så var det, at Sundhedssøn kom til at bruge ordet "betonlebbe" i et sætning. Jeg forstod godt sammenhængen, men det gjorde Uglen ikke. Og så rullede lavinen.
Den ene hævede stemmen, den anden snakkede enormt hurtigt og jeg fik hjemmelavet tinnitus - galoperende.
Jeg forsøgte at stoppe balladen med et: "Og så siger vi vist tak for mad. Dette ender galt og det gider jeg ikke", men løbet var ligesom kørt og straks var vi midt i en gang brændende bh'er, kølleslag og faner, der flagrede gennem stuerne. Og i baggrunden stod jeg og pippede med et: "Når I ser et hvidt flag smælde", men det var som om min stemme ikke blev hørt.

Det hele endte med Uglens exit fra stuen og en afskedssalut om at hun ikke gad spise med os mere og at "det bestemt IKKE havde været hyggeligt".
Her opgav jeg, åbnede computeren og startede mit boblespil på Facebook og søgte til mit happy place, men ude var køkkenet var der nogen, der ikke var færdige med at argumentere. Så jeg lå med et fjernt blik i øjnene og lyttede til Sundhedssøns dagsorden, som jeg jo egentlig sagtens kunne se logikken i.
Problemet er bare, at hvis jeg var gået ind til Uglen, ville hun kunne have givet mig argumenter, som jeg også kunne se det fornuftige i.

Og på den måde er jeg en evig lus mellem to negle, for jeg ligger sådan set midt imellem deres meninger.


Havde DR1 nu vist "Antikduellen" i aften, som de plejer, så ville det have været hyggeligt det hele. For det program kan vi stadig se uden at nogen bliver uvenner. Jeg mumlede for mig selv, at for eftertiden kunne vi åbenbart kun se Tom & Jerry sammen, men Sundhedssøn mente, at det handlede om en undertrykt mus, så det blev fejet af bordet igen.




Nu skrider jeg i seng og ser dokumentar om fængselslivet i amerikanske fængsler. Bare sådan for at få genskabt en rolig stemning, inden jeg skal sove.