mandag den 6. februar 2017

Kunsten at forstå hinanden, når man ikke forstår hinanden

Nogle gange undrer det mig, hvordan vi danskere kan misforstå hinanden så meget og blive vrede på hinanden (og blive smidt ud af en singlegruppe på nettet), når vi jo for fanden taler samme sprog. Vi haler os igennem en masse stædighed, opfindsomme argumenter, verbale fornærmelser og mukken i krogene, inden vi mødes på halvvejen med et:

"Nårh! Det var dét du mente? Så misforstod jeg dig".

Fuldstændig åndssnottet dumt, når man helt ukompliceret kunne have delt diskussionen op i bidder og undervejs have spurgt: "Er det det her du mener? Har jeg forstået det rigtigt, når...blablabla?"

Men nej for fanden; vi vil jo have ret. Og vi har så travlt, at vi ikke har tid til at lytte, men til gengæld masser af tid til at ævle og kævle og misforstå.

Jeg prøver at blive bedre til det. Efter al det lorte stress, er det som om, at dramagenet i mig ikke rigtig gider være med længere. Jeg orker ikke at bruge energi på at skændes. Jeg gider ikke bruge min tid på folk, der forsøger at skabe drama. Jeg kan sgu egentlig bare godt lide, når livet er ukompliceret.

Hverdagen på mit job er ikke altid ukompliceret. Hvordan kan den det, når vi har 12 flygtningekvinder fra forskellige lande - men som alle har én ting til fælles: De er flygtet fra kaos og undtagelsestilstand til vores Danmark. De har set ting, som intet menneske bør se. De har sorger og traumer, som udfordrer deres hjerter og følelsessystem på maks skrue.

Så nej, jobbet er ikke ukompliceret. Faktisk er det ret kompliceret. Men det er på det primitive niveau. Vi er helt nede på scratch på samme måde, som når børnehavebørn skal lære, at man ikke kun gnufler leverpostejen af rugbrødet, men at man faktisk også spiser brødet.
Nyt land, ny kultur, som ligger koloenormt milevidt fra deres. Det handler om at få basishverdagen på plads via kommunikation på et sprog, som de ikke forstår - og som vi ikke forstår.
Vi har alle ingredienserne til at lave en fri bar med misforståelser og drama og forsmåethed, men det sker ikke.

For vi har sgu ikke valget om at undlade at lytte. Vi bliver nødt til at være tilstede. For vi taler ikke samme sprog. Det er ikke engang i nærheden. Der er ikke tale om svenske tilstande, hvor vi jyder med lidt besvær og tålmodighed kan tyde, hvad mjölk og tvättmaskin betyder.
Det er arabisk, tigrinja og kurdisk. Og undskyld på forhånd, men i en danskers ører (eller i hvert fald i mine jyske ører), lyder det altså omtrent ligesom den svenske kok fra Muppet Show. Jeg fatter nada.
Jeg får højst lidt associationer til når man afspillede et kassettebånd baglæns. Og de har det jo på akkurat samme måde med os og det danske sprog.

Så vi lytter. Og vi bruger hjemmelavet tegnsprog og internationale fagter. (Og Google translate). Og det fungerer sgu. Der er gensidig tålmodighed. Vi griner lidt af os selv og hinanden, når vi fører en samtale på dansk og arabisk og ingen af os fatter en meter.
Det er så primitivt og det er sgu okay, for det er lærerigt. Især for os danskere, som nærmest ikke har tid til at takke nej, men pænt nej tak, når vi møder en Hus-Forbi-sælger på gaden. For vi har så skide travlt hele tiden.

Jeg lærer noget hver dag. Nogle dage, når stressen klistrer sig til mig som en træls kælling, kan jeg godt have lidt udfordringer med støjniveauet i køkkenet. For de taler højt. Og længe. Og 12 mobiltelefoner med deres deres sydlandske ringetone, kan godt få hylderne oppe i min knold til at skride lidt i rawplugsen. Men at tale med dem er sgu en lærerig process, som tvinger mig til at sætte tempoet ned og bare være til stede.

I dag har jeg blandt andet talt med en kurdisk kvinde og lovet hende at hjælpe med at finde en brugt fryser. Jeg har fået forklaret hende, at jeg ikke har bil og derfor ikke kan hente den til hende. Og hun har forklaret mig, at hun har en ven, der kan hente for hende.
Alle forstår bil-tegnet på tegnsprog. Det er jo bare hænderne om et usynligt rat. Alle forstår rygetegnet. Nu ryger jeg ikke længere, men da jeg gjorde, fik jeg ligefrem en thumps-up, da jeg med pege- og langefinger fortalte, at jeg skulle ud at ryge.
I dag har jeg også talt med samme kurdiske kvinde om forstoppelse. Og jeg fik en te af hende, som i dén grad skulle kunne få afførringen til at fosse ud af mig, som en tsunami. Der er sgu ikke så meget fis der. Ingen grund til at være andet end ligefrem, når man kun har tegnsproget til at forstå hinanden. Og så er jeg da i øvrigt vild med hendes måde at gestikulere hjulspind i tarmene.

Så jo, det er kompliceret. Men alligevel er det jo dejligt ukompliceret. Det handler bare om at sætte tempoet ned og være der. Menneske vs. menneske. Vi er sgu ikke så forskellige, når det kommer til stykket.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar