søndag den 26. februar 2017

MIne tarme er ikke kærestekompatible

Jeg sad og læste en længere debattråd om emnet: "Hvordan ville du have det med at din kæreste prutter?"
Og man kan da vist roligt sige, at udvalget af mænd skrumpede ind til et meget lille mindretal. Mange mænd lever åbenbart stadig i den tro, at kvinder ikke prutter. "Rigtige kvinder", vel at mærke - som det blev påpeget, hvorefter der kom en del likes på den kommentar, som man så kunne sidde og få mindreværd over.

Hvad fanden regner de egentlig med? At vores tarme bare er til pynt inde i maven?

Jamen, jeg ved da faktisk ikke helt hvordan jeg skal håndtere tanken om at dele liv og madras med en mand igen. Han aner jo ikke hvad han går ind til.

Ja, jeg har en irritabel tyktarm. Charmerende lyder det ikke, men sådan er realiteterne nu engang. Og så sluger jeg åbenbart også en hel del luft. (Og det er endda blevet bedre efter rygestoppet, hvor jeg hiver knap så meget efter vejret i semi-høj gangtempo). Og så spiser jeg en del grønt og jeg elsker kål. Alle typer kål. Så hvad skal jeg gøre?
Gøre min tarm i bedre humør med mindfulness? Det er jo så moderne. Begrænse mine indåndinger?
Jeg kan ikke gøre så meget ved det og det har jeg så småt accepteret. At jeg er sådan en der prutter en del.  Men hvordåan får jeg en mand til at acceptere det?


Sundhedssøn prutter også en del. Det griner vi lidt af. Der er en konstant diskussion om hvilke prutter, der lugter mest af ondskab. Hans eller mine. Svaret får vi næppe. Uglen vil nok ikke stille op som dommer og man kan jo bedst lide sine egne prutter. Sådan er det. Enhver so synes bedst om sine egne.
Uglen prutter nærmest aldrig. Og når det endelig sker, bliver både Sundhedssøn og jeg meget forbavsede og spørger hende overrasket: "Ej, pruttede du?". Nærmest med anerkendelse i stemmen.
Det er bare en lille knirkende "undskyld-jeg-er-her-lyd" - helt lugtfri. Mine derimod er enten med samme kraft og lyd, som de der rør man trækker i nytårsaften, som spytter en masse konfetti ud. Eller også er de blafrende og meget svingende i decibel. (Tror da fanden med dybden af mine baller).

Dengang begge børn var små, skød jeg altid skylden på marsvinet, når jeg pruttede. Enten troede de på det eller også grinede de og syntes jeg var gakkelaksjov. At det så ville betyde, at svinet ville blive fyret halvvejs gennem tremmerne i buret, hvis den pruttede med samme intensitet og energi som mig, er en helt anden sag.

Nu er de så voksne. Børnene. Og har vist bare accepteret at deres mor er en omvandrende ballon. Men hvad fanden gør jeg med en kommende kæreste? Hvor finder man en mand, der synes man er noget af det mest sexede, dragende og nuttede på trods af, at man larmer lidt i røven engang imellem?

I hvert fald ikke i den debattråd. Med mindre jeg higer voldsomt efter et overskæg med en mand monteret ved rødderne af hårsækkene. Sådan en er der nemlig også i tråden. Og han er ligeglad. Som han skriver: "Man kan ikke holde på noget, som man ikke har i hænderne, så du kan få en prut og pille i".

Badum-tsscchh.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar