Jeg er jo så blevet ledig og har brugt januar måned på at være sygemeldt i opsigelsesperioden. Tanken om jeg skulle forlænge min sygemelding, har kredset en del i mit hoved. Men jeg tænkte, at den kunne jeg tage stilling til hen ad vejen - om ikke andet, så når jeg ville blive indkaldt til det første obligatoriske møde.
Silkeborg kommune/Jobcentret ville det anderledes. Og altså, det er ikke fordi jeg sidder og skumler over, at de bare gør deres arbejde. Men 9 mails siden 1. februar er muligvis en smule til den høje side?
Hvad ved jeg, jeg har ikke været ledig i mange år, så det er muligt, at det bare er mig, der lykkeligt har glemt, at med ledighed følger der også en meget ivrig penneveninde.
Men det er måske også ved at være ved den tid, hvor jeg godt kunne bruge nogle nye indspark i hverdagen. Timelønnen ved at være autodidakt arkitekt og bygherre er forsvindende lille, når der er tale om nybyg i SIMS.
Men hvad har jeg så brugt min januar på? Ud over at bygge huse i min imaginære kedeldragt?
Joeh, jeg har betragtet min krop fra afstand med lige dele væmmelse og fascination. Jeg skulle cirka 14 dage ind i januar, før min krop for alvor fattede, at det faktisk var okay at slappe af, og da den fattede det, kunne den så ikke finde ud af at slappe af. Konstant afbrudt søvn pga. mareridt, hvor min tidligere chef var ualmindelig ond. (Og lad mig pointere; det ER hun ikke i virkeligheden). Men i mine drømme gik hun amok, og jeg er vågnet så mange gange med hjertebanken over opgaver, som jeg ikke kunne nå i drømmen og af følelsen af ulykkelighed over at blive nedgjort.
I vågen tilstand er min krop gået amok. Nældefeber er jeg vant til går amok, når jeg mentalt er presset, men jeg anede ikke, at psoriasis også samarbejdede med stress. Men det mest ubehagelige er følelsen af at være en fiasko eller endnu værre: At have en personlighed, som inviterer til at blive nedgjort.
Min mand og mine veninder har gentagende gange forsikret mig om, at der ikke er nogle sider ved mig, som er ulidelige, men jeg er stadig ikke overbevist. Og det er lidt en hæmsko mht. jobsøgning, for lige pludselig stiller jeg mig selv de samme spørgsmål dagligt: Hvad kan jeg egentlig? Når det kommer til stykket, har jeg så overhovedet noget at byde ind med?
Det ved jeg godt jeg har - inderst inde. Men det er så langt inde, at det kun er på rigtig gode dage jeg kan se det.
Nå, men udover virtuel tømrerarbejde, selvværdsforgiftning og en krop, der pludselig lever sit eget liv og åbenbart udlever nogle bizarre drømme om diverse hudproblemer, så har jeg søgt mod naturen.
Heldigvis har jeg en hund, som kræver rigtig meget stimulering og aktivitet, så vi har gået vældig mange (og lange) gåture i lokalområdet og i diverse hundeskove. Sidstnævnte er et fantastisk sted med søde mennesker, men jeg havde en periode (og har), hvor jeg faktisk ikke havde behovet for at tale med andre mennesker. (Bortset fra mine tætteste). Og når man går i en hundeskov er det stensikkert, at man render ind i nogen, hvis hund gerne vil lege med ens egen, og hvor ejeren foreslår: "Skal vi ikke bare gå videre sammen? Så kan hundene lege."
Man kan jo for pokker ikke få sig selv til at sige: "Nej, det gider jeg ikke. Jeg vil hellere være alene". Jeg kan i hvert fald ikke. Det tillader min behagersyge ikke.
Så jeg søgte nye græsgange og begyndte at frekventere skovene her i området. Efter et par gange følte jeg mig vældig meget som Fjällráven-typen, og så var det jeg blev overmodig og glemte en meget vigtig ting: Total fravær af stedsans.
Es ist kein Problem, tænkte jeg. Der var jo afmærkede ruter med farvede pile. Så jeg drog af sted. Mod 842 hektar i Alheden Skov. Med drikkedunk. Som jeg glemte i bilen.
De første par timer gik godt. Der er virkelig smukt derude. Smukt og stille. Jeg fik dog hurtigt en anelse om, at den farve rute jeg havde valgt nok ikke var den korteste, men vejret var godt, min hund var glad og jeg havde ro omkring mig, så det betød intet. Lige indtil jeg gerne ville hjem ...
Efter en time, hvor jeg havde gået efter den gefühl og stedsans, som jeg ikke er i besiddelse af, måtte jeg ty til Google Maps. 1.8 km. sagde den. Super. Hunden og jeg travede rask af sted mod udgangen. Men da min Goggle Maps brummede og sagde, at NU var jeg ved destinationen, stod jeg midt inde i skoven. På den igen - jeg indtastede vejen, som jeg ved jeg havde parkeret bilen ved. 3.7 km. Men selvfølgelig var der intet andet end skov, skov og atter skov, da jeg fik at vide, at destinationen igen (ikke) var nået.
Herfra gik det kun galt. Jeg var tørstig, jeg var træt og svimmel, fordi jeg havde glemt at spise morgenmad. Så da Maps ledte mig ud på en rute, hvor jeg endte med at træde direkte ned i kanten af en sø, gav jeg op. Jeg satte mig på en træstub og tudede, og da jeg fik øje på solen, som var på vej ned, tudede jeg endnu mere. Jeg ringede til min mand - ingen respons. Jeg skrev til ham på messenger - ingen respons. Så i desperation slog jeg en statusopdatering op på Facebook, og min lillebror fangede hurtigt, at det altså ikke var en joke fra min side. Så han pakkede sine to yngste i bilen, og begav sig i for at redde mig. Vi taler altså 35 km. Der er ikke noget at sige til, at jeg elsker ham inderligt.
Min nevø havde taget en flaske vand med i bilen til mig, og glædede sig meget til redningsaktionen. Min niece på knap tre år troede jeg sad fast i skoven i min bil. Tæt på, lille skat. Tæt på.
Så ringede min mand. Han fik mine gps-koordinater og forsøgte at hjælpe mig mod den rette retning. Men så ringede min lillebror og bad om det samme, og bad mig gå modsat retning af hvad min mand sagde. Mine fødder var våde, støvlerne svøbt i mudder og vand og min mund var tør og tørstig.
Jeg kom til en shelterplads med en del fine "hytter" og en vandhane. EN VANDHANE! Hvor der selvfølgelig var lukket for vandet fordi; vinter.
Min lillebror spurgte om jeg kunne høre de dyttede. Jeg kunne intet høre. Ikke andet end min desperate vejrtrækning.
"Der er et stort hus tæt på dig. Du skal bare om på den anden side af det", sagde min bror med skjult latter i stemmen.
Der havde jeg været. Tre gange! Uden held. ...fik jeg snerret. Men mens jeg stod og planlagde min nat i shelter med min hund, hørte jeg mit navn blive råbt. Og gennem træerne kom min nevø løbende med udstrakt arm med en flaske vand i hånden. Få meter bag ham, kom min niece og min bror.
Jeg gik dem i møde, og vi gik sammen hen mod det store hus. Gårdspladsen (som faktisk VAR en sti) blev forceret, og på den anden side af huset, var der 600 meter hen til parkeringspladsen.
(Kun en arbejdsløs har tid til at bruge tid på at skrive så lang en beretning om en skovtur)
Så alt endte godt. Jeg kom hjem, min mand puttede mig under en dyne med et glas rødvin, mens han lavdede min livret: Bolognese, og min nevø fortalte ivrigt om hændelsen, da han kom i skole dagen efter.
Jeg har holdt mig til en mindre skov siden + hundeskoven. Men jeg har samlet mig mod til og vil nu derud igen, så jeg kan finde Jens Langknivs skjulested, som efter sigende skulle befinde sig derude et sted.
Men for fanden; jeg gik 17 km! Det er ikke sket siden dengang jeg travede Rom tynd.
