tirsdag den 21. februar 2017

10 ting jeg ikke fatter på Facebook

1: Hvorfor folk er så sure over madbilleder. Jeg synes sgu det er hyggeligt og inspirerende. Okay okay, jeg undrer mig over dem, som sjovt nok altid har et tændt stearinlys og lidt Musselmalet porcelæn i baggrunden, når de knipser billedet i det helt specielle retro lys, som de åbenbart altid befinder sig i.
Men ellers er madbilleder da harmløse og nogle gange ligefrem skide sjove. Som f.eks. når nogen helt seriøst, poster et billede, som mest af alt ligner en madforgiftning nede i toilettet, fordi de har knaldet kameraet direkte og ukritisk mod grydens og dens indhold OG såmænd om de ikke også har fået den indtørrede sovs på grydekanten, hvor der sidder et par majs og en cocktailpølse, med også.
Så kan man sidde der og diskutere med sig selv, om man skal komme med en sarkastisk latrinær kommentar eller om man bare skal scrolle videre.
Men madbilleder (og hjemmehyggebilleder) kan jeg godt lide. Det svarer lidt til at lure ind af vinduerne hos andre mennesker, når man går tur efter mørket er faldet på. Som man selvfølgelig ikke gør, fordi folk bliver sure. Men der er bare noget hyggeligt over at lure ind i andres hverdag.


2: "PYT-knappen". Sidste nye skrig og filosofiske overskudsdille i singlegrupperne. "Bare tryk på PYT-knappen. Så bliver livet nemmere, Hanne" - hvorefter de vedhæfter et pissegrimt billede af omtalte fiktive knap, som mest af alt ligner noget en fuld fem-årig har knaldet sammen i Paint.
Luk nu røven. Alle véd jo, at det kun er din internetfacade, som du sidder og pynter på.
I virkeligheden render du sgu nok ikke rundt og siger "PYT!", når tandlægeregningen gennemtæsker din bankkonto, når nogen fornærmer dig eller når du taber noget tungt over storetåen.


3: Glansbilledeprofilbilleder. Og lad mig starte med at sige: Jeg har selv gjort det. For fanden da også ...lige da jeg for alvor blev aktiv på internettet og nogle (lidt for mange) år efter, var jeg total flawless og rynkefri. I hvert fald på samtlige billeder, som jeg postede af mig selv på nettet. Det er jo fandeme pisse pinligt at tænke tilbage på. Det var som om jeg blev yngre og yngre, jo flere billeder jeg postede. Sjovt nok skete det i takt med, at jeg blev bedre og bedre til at photoshoppe.
Jeg kan da godt forstå, at folk gerne vil ligne den bedste udgave af dem selv på profilbilledet. Hvem fanden smækker det dårligste op i rækken af de 37 selfies, der er blevet taget? Det billede med flest rynker, mest skelen og det dårligste lys, der afslører hvor mange hudorme, der faktisk kan bo på ganske få kvadratmeter. Det gør ingen. Man vælger det bedste.
Men jeg fatter simpelthen ikke dem, der kører deres billeder gennem så mange filtre, at billedet nærmest er pixeleret og på samme tid omringet af Hollywoodskær og hvor huden er blevet glattet så ivrigt, at selv hårgrænsen er noget vattet og udtværet at se på.
Come nu on; selv en blind mand ville kunne gennemskue den der virkelighedsflugt.


4: IQ-test! Stop.nu.for.fanden.jer.selv!
Hvis du gerne vil kende din IQ, så tager du en test hos Mensa. (Og så ville de fleste sgu nok ikke poste resultatet online). Du tager ikke en latterlig test på Facebook, hvor du svarer rigtigt på 10 spørgsmål, som selv en komapatient ville kunne svare på og flasher dit snyderesultat på Facebook, hvor du praler af at have en IQ på 149, selv om alle (og faktisk dig selv - inderst inde) udmærket véd, at sådan er realiteten ikke helt skruet sammen.
Hvor dum har man da lov til at være.


5: Folk, der i kommentarspor, frivilligt udstiller deres helt abnorme dumhed. I går var der en artikel om politiets øgede indsats mod at få snuppet de uopmærksomme bilister ude i trafikken. Dem med håndholdt mobil og sår'n.
Og så sidder der et overskæg og skriver til mig, at "jeg garanteret er sådan en, der godt kan lide at afpresse folk og at jeg sidder hjemme og sender min bande med blå blink efter folk i trafikken, fordi jeg ikke selv tør stoppe dem" - fordi jeg havde skrevet til ham, at hvis han var så meget imod at betale bøder til statskassen, kunne han jo bare vælge at følge færdselsreglerne.
Jamen ...Jeg mener...Hvor meget dumhed kan et menneske indeholde og samtidig stadig være i stand til at trække vejret selv?


6: Folk, der tjekker ind på hospitaler og skadestuer uden en følgetekst. Fordi de åbenbart mangler opmærksomhed.
Jeg svarer aldrig på de opslag. Jeg nægter simpelthen at fodre folks klynkeliderlighed på den måde. Men det er der andre, der gør. Og 2½ time og 53 bekymrede kommentarer senere, kommer stakkelen så online og opdaterer: "Det var Bertram, der havde puttet en perle op i næsen henne i vuggeren". Altså  - en plastikperle. Ikke en af dem fra krakkemutland. Så store næsebor har han ikke". 
(Racistiske dramaqueen/king)


7: Detaljeorienterede klammerter. (Skrev kvinden, der på sin blog lystigt udpensler diarré). Det er dem, der føler de bliver nødt til at dele de klammeste ting i livet på den mest maleriske måde.
"Puha - så er man på penicilin. Jeg håber det hjælper på den store byld, som jeg har i skridtet. Nu har jeg kæmpet med den i to uger og hver anden dag stået og presset betændelse ud, når jeg var i bad. Og nu gider jeg ikke mere!"
Og jo; jeg har desværre læst tilfælde som dette på Facebook. Lige midt i morgenmaden. Jeg har ikke spist pære/bananyoghurt siden.


8: Kærestepar, der sidder og bekræfter hinanden på Facebook, mens de sidder ved siden af hinanden i sofaen hjemme i murstensvillaen med den dobbelte carport.
Jeps, we get it. I elsker hinanden. I er kvalmende lykkelige. Hiphip og hurra. Jeres liv med hinanden er så lykkeligt, at I ikke kigger hinanden i øjnene og siger det derhjemme - for jer selv. I er så tindrende forelskede, at I ligger i hver jeres sofa. Og så logger den ene på Facebook og tagger den anden i en Cartland-opdatering med duer og hele svineriet og siger derefter: "Skaaahaaaat? Prøv li'e og log' på Fjæsen (Ja, det er samme irriterende type, som kalder Facebook det) og se hvad jeg har skrevet. Du må gerne like det. Med et hjerte!"
Og så ligger de ellers der på hver deres sofa og tihi-fniser virtuelt med hinanden og driver os andre til vanvid og til kvalmepunktet.


9: Dem, der fandeme er online 24/7 i samtlige "Gives bort" grupper i deres nærområde. (I en radius på omkring 40 km).
Man spotter dem hurtigt. De er altid de første i kommentarfeltet med et "Ja tak!". Hver eneste gang! Og man kan sgu da ikke lade være med at tænke på, at deres hjem må være mindst 300 kvadratmeter, hvis de skal have plads til alt det lort, som de har skrabt til sig.
Selv hvis de drister sig til at gå på toilettet på det forkerte tidspunkt og derfor ikke når at se opslaget, før der er 15 andre interesserede i kommentarsporet, giver de ikke op.
"Optimistisk kø!" - skriver de desperat til en kagedåse med synlige rustpletter ved låget.

10: Tastaturhystaderne. De kan genkendes på versalerne.  "DET SYNES JEG ER FOR DÅRLIGT". Man kan nærmest fornemme, hvor deres temperament ligger på Richterskalaen og de er umulige at tage alvorligt. Helt skidt er deres tegnsætning. Hvis der er noget de ikke forstår, afsluttes deres sætninger med virkelig mange spørgsmålstegn. "HVORFOR SVARER DU IKKE??????????"
Her kan man virkelig fornemme desperationen og/eller fatsvagheden. For alle ved jo, at jo flere spørgsmålstegn man stiller, jo mere vigtigt er det.
Helt galt går det dog, når de er sure over noget eller blot vil pointere deres mening.  "JEG SYNES BUSBILLETTERNE ER FOR DYRE!!!!!!!". 
Nå da da, der kunne du ellers have narret mig. Jeg var ellers lige ved at tro, at du mente de var prisvenlige, da du kun brugte et enkelt udråbstegn. Men så var det da godt, at du kunne holde fingeren nede på tasten et par sekunder længere, så vi alle kan forstå, hvad du egentlig går og mener.


Boblere: Dem, der slet ikke har styr på kommateringen. Undskyld! Jeg burde virkelig få reglerne frisket op. Jeg véd godt, at mine kommaer bliver sat lige tilfældigt nok.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar