Det startede, da DR postede et link på Facebook om at Dannebrog nu får fast plads til folketingssalen. En debat, der har fået temperamentet op og ringe hos mange. Og jeg fatter det ikke. Nej, jeg gør ikke. Hvorfor er det et problem?
Det er et flag. Det symboliserer vores land. That's it. Det kan sgu da godt være, at DF tror det er deres symbol. Men så lad dem dog. De er ikke for kloge i forvejen. Vi behøver ikke råbe og skrige af dem og påpege fakta: Dannebrog er vores flag, ikke et nationalistisk symbol.
Jeg står gerne først i køen til at kæmpe for medmenneskelighed og rummelighed. Jeg uddeler med største fornøjelse gerne verbale tæsk til racister og andre tilbagestående fjolser. Men jo mere vi råber op om at Dannebrog er DF's ejendom, jo mere tror de selv på det. Lad dem være. Fornuft kan alligevel ikke trænge igennem til dem, så hvorfor bruge energien på det?
Dannebrog er vores. Det tilhører os alle her i Danmark. Og jeg elsker det flag. Det gør jeg sgu. Det er så sindssygt smukt og jeg forbinder det udelukkende med fødselsdage, festivitas, de kongelige og knaldblå himmel og skriggule rapsmarker.
Og så blev jeg patriotisk og kom til at savne sommeren. (Og så véd man bare, at jeg mener det alvorligt. Hedebølge er ikke lige mig). Men det gjorde jeg. Den danske uspolerede nostalgiske simple sommer.
Jeg savner markveje med mælkebøtter i midterrabatten. Jeg savner rapsmarkerne, kornmarkerne, majsmarkerne. Duften af grantræ en varm sommerdag. Fuglenes kvidren og sladren. Brumbassens summen. Jeg savner danske jordbær og vilde hindbær. At ligge på græsset og kigge op i himlen og finde figurer i skyerne. Duften af nyslået græs og lyden af plæneklipperens ivrige motor.
Duften på huden, når man har været ude i solen. Følelsen af varm asfalt under de bare fødder. Friskheden efter sommerregnen, duften af sommerregn. Blå himmel og Dannebrog, der blafrer blidt.
Lyden af bølger og legende børn og en bold, der bliver tæsket af sted i en gang volleyball ved stranden. Hjejlen, der tuder. Den der lyd af liv i luften, en konstant summen af bier, hvepse og myg. (Ja, de er skide irriterende på andre områder, men lyden...åh, det er sommer).
At stå op og sætte sig udenfor med sin morgenkaffe og høre byen vågne. En knaldvarm sommerdag, hvor mørke skyer ruller op i baggrunden som en lækker kontrast til den knaldblå himmel. En rullende skylavine med lækker torden og lyn, hvor man et kort øjeblik kan lege det er efterår og sætte sig på terrandaen med et tæppe om skuldrene og nyde vejret rase.
De sene sommeraftener, hvor man som det sidste, inden man går i seng, går ud og vander blomsterne og nyder roen. Flettede mælkebøttekranse, duften af kokasser fra køerne, der lever livet for fedt ude på markerne. Hestepærer i vejkanten, kold hyleblomstlemonade, smagen af tomater og agurker direkte fra drivhuset. Duften af tomat og sommer i den varme luft i drivhuset. Hjemmelavet koldskål, sommerfugle, mariehøns og en hane, der galer.
Og Dannebrog. Dannebrog mod en blå himmel, en pms-ramt sol og med lige nøjagtig så meget vind, at den er foldet helt ud i fuld figur.
Jeg kan komme på en endnu længere liste over, hvad jeg elsker ved efteråret og vinteren i Danmark. Og jeg kommer med garanti til at voldhade alt og alle, hvis vi får vammel hedebølge. Men lige nu savner jeg den danske simple sommer uden dikkedarer. Og jeg savner at se Dannebrog mod den der lækre sommerhimmel.
Hver dag burde være flagdag. Ikke kun i folketingssalen, men på hver matrikel i Danmark. Hver dag, blev der sagt. Og jeg gider ikke kigges skævt på, fordi jeg knuselsker vores flag. Og jeg gider ikke racismedebatten hver gang Dannebrog bliver nævnt. Og det er meget muligt, at Danmark ikke altid er det lille eventyrland, som vi gerne vil have det skal være. Men det er stadig Danmark. Mit land, som jeg har haft den skønneste barndom i. Og som stadig er et skønt land.
