Har inviteret mine forældre (ville have skrevet "min mor og far", men blev i tvivl om det lød for barnligt?) på stegt svin mit alles og verdens bedste og mest fluffy risalamande.
Min kære far har trods alt stået i sin kælder og snurret ben til min sofa på sin drejebænk. Og man må aldrig glemme at udvise taknemmelighed.
Teenagere er glade for det ventede besøg. Både fordi det jo er Bedsterne, men også fordi der er et svin i ovnen.
Skønt at have jydebørn!
Faktisk er de så glade, at de i skrivende stund sidder ved spisebordet med under 20 cm afstand mellem dem og snakker og griner.
Utroligt hvad et svin kan gøre...
Ej, de er nu skønne. Og slet ikke så dramabesatte, som jeg var i deres alder.
Så jeg venter...på benene. Kæft hvor skal det blive godt at få lidt højde på den sofa. Jeg squatter jo nærmest hver gang jeg skal op af den. (Hedder det ikke squat?...det der moderne ballemotion?)
Dagens højdepunkt:
Aflagde yndlings-radioværterne et besøg belæsset med pebernødder, slik, julekalender og lyskæde.
Vild med dem! Kæft de er søde og krammeværdige hele bundtet.
Dagens lavpunkt:
Katten stak i hurtigløb og styrtede ud af badeværelset med hjulspind (potespind), da jeg efter endt toiletbesøg, brød ud i en electric boogie, da strømpebukserne skulle tilbage omkring hofterne.
Fandt den inde i stuen, hvor den gemte sig bag et gardin.
Seriøst ..?
Er det kommet så vidt!
Man ved bare at man har god smag i parfume, når man smider sig på sofaen, trækker tæppet op om ørerne i en hastighed der er så tilpas hurtig, at der kommer vindeffekt og en sky af vidunderlighed rammer ens næsebor, så man nærmest forelsker sig i sig selv.
Kæft jeg dufter dejligt. Overvejer næsten at gramse mig selv på brysterne.
Nå...det var bare det jeg ville sige. Skrider tilbage til min "jeg-er-god-ved-min-lever weekend. Vil prøve om jeg kan se en romantisk julefilm uden at tude. Ellers er det tilbage til et afsnit af "inside the nazi state". Klamme tyskere har en evne til at få mig til at indse, at jeg - trods alt- ikke er helt så håbløs og gennemført vammel som dem.
Lidt for mange afsnit af Friends senere...
I et forsøg på at sætte tankevirksomhed på pause, hoppede jeg på Tinder i håbet om at finde et match med en mand med en profiltekst i stil med:
"Jeg er en delvis høj mand med pondus og mørkt hår og smilende øjne. Jeg kan lide rødvin, film, sofahygge, mad og dårlige vittigheder og så er jeg ikke bange for at røre i en gryde eller opføre mig tåbeligt. Du kommer nok aldrig til at se mig i cykelbukser eller løbetøj".
Lykkedes ikke. Nok også godt det samme. Ville sikkert ende med at knuse mit hjerte alligevel. Men man er vel håbløs romantiker.
I stedet stødte jeg på lidt for mange idioter, der har taget selfies bag rattet i deres bil. Med alt for store solbriller på.
Lidt for mange "se mig drøne over en målstreg" i et unavngivet marathon af en art.
Og alt for mange "jeg interesser mig meget for mtb" fjolser overskrævs på en cykel. (Har de bare alle en fotograf med på deres cykelture?)
Derudover stødte jeg på et par rockere med lidt for meget lædervest og en mand, som vist var ret tæt på at falde i søvn på en badebro.
Great...
Så det droppede jeg igen og nu er jeg så tilbage ved tankemylderet.
Er klar over, at jeg ligesom er nødt til at tage en beslutning, så jeg kan få fred i maven igen. Skulle nok bare have gjort det allerede for længst, men hey...jeg har aldrig kunnet prale af at være i stand til at ride samme dag, som jeg sadler. Ting tager tid.
Men hvorfor kan man bare ikke være lige så god ved sig selv, som man er ved andre? Der er jo fandeme ingen grænser for, hvor mange gode og fornuftige og konstruktive råd man er i besiddelse af, når det er ens venner der står lidt i kviksand. Burde man ikke kunne rådgive sig selv på samme niveau? I stedet for at blive en klynkende slatten karkludsudgave af sig selv?
Jeg trænger til at blive vredet.
Der er mange ting jeg ikke forstår. En af dem, er hvordan pokker bloggen "Tinderslut" kan blive så populær.
Jeg har læst et par indlæg derinde og kan i hvert fald konstatere, at det ikke er humor eller lixtal der er hovedingrediensen. (Ikke at der er noget galt med lave lixtal. Jeg er selv storforbruger af dem).
Men jeg sidder bare med følelsen af, at hvis man har læst et indlæg, har man læst dem alle.
Jeg elsker at læse om andres dates, men så skal det være romantisk eller sjovt. Jeg magter ikke flere "50 shades of grey-jeg er en lille fræk missekat" noveller.
(Er jeg i øvrigt den eneste kvinde her i landet, som ikke skal ind og se filmen? Det føles nærmest sådan.)
Nå...Tindertøjten...altså, helt ærligt. Hvor meget fritid har den kvinde? Hun kan sgu da umuligt have et ret krævende arbejde, når hun orker at tage på fem forskelige dates på en uge? Eller også er det bare fiktivt? For "salgets skyld?".
Jeg er ikke snerpet, men jeg placerer altså dateryttere i en helt speciel kategori. Det er lidt som om, at respekten ryger ud i takt med at noget bliver presset op/ind. Men jeg er nok bare blevet gammel og bitter. (Muligheden er i den grad til stede).
For jeg synes faktisk, at Tinderdamen lever ret meget op til sit kunstnernavn.
Nu ville jeg gerne skrive, at det er for dårligt, at hun udleverer sine dates, men det ville trods alt være verdens største selvmål. (Jeg er mange ting, men diskret er ikke en af dem.
Dog ville jeg aldrig udlevere saftige detaljer om mit sexliv herinde). Men det ærgrer mig, at Tindertøjten ikke har blendet lortet godt nok.
For havde hun nu sparet lidt på sit "Jeg vil også være en slags 50 Shade kinda woman" og i stedet brugt skarp humor, så ville det have været underholdende læsning.
I stedet føles det bare lidt som at sidde med en stak Ugens Rapport og læse de grå sider.
Jeg er så skide træt af mænd, som åbenbart har en medieliderlig pik.
Hvad sker der for mænd, der uopfordret sender billeder af deres vedhæng?
Hvorfor har de sådan en trang til at kyle en blitz ned mellem deres ben?
Og hvorfor tror de, at man som kvinde sidder og hviner af fryd?
Det samme gør sig gældende med bar overkropsbilleder.
Stop dog jer selv!
Ja, du har en penis. Tillykke. Skal jeg trykke dig i hånden? Jeg havde det godt nok på fornemmelsen, da jeg så dit navn. Men selvfølgelig blev jeg jo lidt i tvivl. Der tænkte jeg da lige "Okay...han har et mandenavn. Så har han nok også en penis. Måske. Det må han have. Ikke? Åh, gid han ville sende et billedebevis, så jeg med 100% sikkerhed kan få fastslået hans køn".
Ligesom det da også er voldsomt nødvendigt, at han stiller sig foran sit plettede spejl og tager et billede af sin overkrop og sender det. Der findes jo så mange freaks derude, så det er sgu da rart at få bekræftet, at manden har et torso.
Fjolser.
Det er næsten lige så snotdumt, som mænd der inden en evt. første date, siger:
"Skal vi ikke bare mødes hos dig? Det er mere afslappet, end at sidde på en menneskefyldt cafe. Jeg kan jo lige ringe til dig. Så kan vi snakke og så ved du jo, at jeg er en stille og rolig mand og slet ikke farlig at lukke ind i dit hjem".
Mrm. For alle ved jo, at voldtægtsmænd og andre psykopater slet ikke lyver for at opnå noget.
Så hvis man talte i tlf med en kommende date og det viste sig at være en farlig klammert, så ville han jo helt klart sige: " Det var rart at høre din stemme. Jeg glæder mig til at høre den, når du skriger efter hjælp. Vi ses!".
Det er jo virkelig bare lidt småynkeligt.
Jeg holder J-dag.
"J" for Jeg-dag. Havde valget mellem en date med Herr Flick og alle hans stupide animerede barnlige billeder - eller en aften for mig selv.
Valget var let. Skal under ingen omstændigheder bruge tid på en besiddende Lederhosen.
Skal desuden også arbejde i morgen. Og ikke mindst: være frisk til i morgen aften. Glæder mig! En tur på snusket værtshus og bare grine. I skønt selskab.
"Hør hov, Hætte...var du ikke også af sted sidste weekend?"
Jo. Og det er fandeme på tide, at jeg begynder at prioritere mig selv lidt højere.
Har konstant hovedet fuld af overvejelser og skuffende elementer med stress-mave til følge.
Det er virkelig sølle, at det skal komme så vidt, at man skal sluge mavesyrepiller. Sølle. Og trist.
Og så er det jo, at voksenverdenen banker på.
Knock knock!
Who's there?
Wake.
Wake who?
Wake up, smell the fucking coffee and stop letting people make you worse.
Og det er jo det... Så skal man lige minde sig selv om, at man sådan set er ret så voksen. Og at man vel bør behandle sig selv med den respekt og karma, som man efterlyser hos andre.
Det er jo bare svært. Når man er sådan en irriterende type, som elsker folk af hele sit hjerte og nervesystem, når de først er blevet lukket ind i ens liv. Møgsvært. Har jo for pokker ikke en hovedafbryder til mit følelsesregister.
Groovy.
Så...derfor vælger jeg at prioritere mig selv.
Teenagerne er hos deres far alligevel. Hele weekenden er min. Og jeg nægter at sidde og kysse på mavesyrestresspillerne. Det kan også blive en tand for selvudslettende det hele.
Og det er jo rigtig positivt det hele. Faktisk. Sådan opsummeret. Blind høne finder også korn og alt det jazz.
Har trods alt:
- Verdens bedste teenagere.
- Et naivt, men gennemført godt hjerte.
- Mit røde hår tilbage. (Ja, det betyder en del)
- Fantastiske mennesker i mit liv og omgangskreds.
- Afvist tysk Don Juan med hang til tåbelige gifs.
- Fået fjernet en del kropshår. (Jeg elsker "Normal" butikken og deres hårfjerningscreme til 19,- Har tømt en tube i dag. Hårsække havde muteret og forvandlet krop til omvandrende rya-tæppe)
- Fået klippet tånegle.
- Velduftende hud.
- Skiftet sengetøj.
- Humor.
- En kummefryser med tvivlsomt indhold. (Der er så langt ned til bunden. Meget nemmere at ignorere det og bare fylde nyt oven på.)
- Et skønt dukkehus som folkeregisteradresse.
- Small-talk tarme.
Dagens optur:
Var i Føtex. Hadede alle kunder fra starten. Egoist-zombies. Hele bundtet. Må have udstrålet noget rart trods mit ulmende indre. Alle var overstrømmende søde. Har sjældent fået så mange søde smil.
Gik derfra i godt humør og med følelsen af at elske alle. Det må være sådan det føltes at være på Woodstock-festival i de glade hippiedage.
