søndag den 23. november 2014

Ambivalenthætte

Jesus f*cking christ altså..!

Denne weekend går sgu nok over i historien som den mest ynkelige og selvudslettende. Og ja ja ja, jeg ved godt, at piv-indlæg ikke skaber læserstorm, men det er jeg egentlig ligeglad med. Er sgu da nødt til at have et sted hvor jeg kan læsse af. Og det kan jeg så ikke engang 100% herinde, fordi der bare er nogen derude, som ikke skal have adgang til indersiden af mit hoved.

Skrev kvinden, som nærmest vender vrangen ud på sig selv på en tilfældig side på www...

Men det har været en lorte weekend. I overført betydning. Men egentlig også ret bogstaveligt. Der er åbenbart grænser for, hvor mange Treo min mave gider at holde på. Til gengæld er hovedpinen stadig total intakt. Hallefuckingluja! Har hovedpine, overdosis af Treo i mavesækken og ikke mere toiletpapir i hytten. (Men har fundet stribede servietter i køkkenskuffen).

Gider ikke mere! Helt alvorligt, det gør jeg bare ikke. Gu' fanden vil jeg ikke bruge over to døgn på at tude med munden fuld af marcipan, fordi det var det eneste hjemmeboende slik-af-en-art jeg havde hjemme og fordi ansigt uden make up og med opsvulmede øjenområder bare virkelig ikke skal ses i det offentlige rum. Ligner fandeme en kineser der har haft hovedet nede i en spand klorin og er blevet stukket af 75 pissesure hvepse i hele ansigtet.

Men ja, jeg har tudet. Helt grotesk meget. Og det står jeg egentlig gerne ved. Følelser er følelser og der er edderrøvme ingen der skal fortælle mig, hvad jeg må hyle over i mit eget hjem. Jeg er akustisk. Jeg kan ikke bare daffe tavs hen i et hjørne og holde kæft, når jeg ikke lige er i spilophumør. Gu' vil jeg ej.
Det var bare som om, at bægeret flød over. Måneders kæmpe læs af spekulationer tippede sådan set af ladet og landede på mine fødder og gjorde mig ude af stand til at bevæge mig.
Så jeg boede på sofaen. Med alt mit snot og alle mine tårer. Og et kolossalt læs af fesne håndkøbspræparater, som jo ikke hjælper en skid.
Har verdens mest tålmodige venner, som har lyttet og lyttet. Og trøstet. Og givet konstruktive råd. Og et kærligt los i røven på mig. Imponerende hvordan de har kunnet sige "ja, nej, mrmm, det er rigtigt, overhovedet ikke, mmm og jaehh" på de helt rigtige tidspunkter, når jeg har hikset en masse uforståeligt ned i røret. Er dem evigt taknemmelig.

Og nej, jeg forsøger ikke bevidst at sidde og skrive kryptisk lige nu. Er bare ikke tidspunktet til detaljer lige nu.

Trænger egentlig bare til at sove i flere sammenhængende timer. Trænger til afklaring og beslutsomhed. Trænger til at tage mig sammen.

Havde voldsomt lyst til at kyle mig i ske med yndlings-R eller yndlings-L. Men førstnævnte var ude at marinere sin lever og sidstnævnte bor i den forkerte ende af Jylland. Og Tinder er jo sådan set bare fuld af selvoptagede overfladiske idioter på målstrege, cykler, bilsæder og solbriller. Seneste match var en mand på 43, som havde sin mor med på profilbilledet. 

Sletter lortet igen...

Har ikke fået skrevet min klumme, fordi ja...tankevirksomhed har været nulstillet. Har ikke fået lavet en skid af alt det jeg gerne ville. Fordi jeg har fastholdt mig selv i et luftkastel, som nu straffer mig ved at gøre mig luftsyg.
Og da jeg brød tudende sammen uden varsel midt i et afsnit af "Familien fra Bryggen" og da jeg gled ud af mig selv og så mig vælge en julemusical med Tori Broad-Tit Spelling på Netflix og gik i selvsving i et nyt anfald af selvbebrejdelser, fik jeg bare nok.
Jeg har ikke gjort en skid forkert. (I hvert fald ikke i denne problematik. På mange andre områder har jeg nok et skyldner-register der er længere end Kurt Thorsens). Men ikke her. Og alligevel er det endnu engang lykkedes mig at påtage mig selv skyld for noget, som jeg under ingen omstændigheder har bidraget til.

Kunne mine forældre da for pokker ikke have ventet en måned med at producere mig, så jeg havde fået et andet stjernetegn? Jeg er så typisk meget en krebs, at der nærmest gror skaller på min krop.

Hvilket ved nærmere eftertanke nok forklarer den hårde hud på mine fødder...?


Men fuck nu det...Jeg skrider under dynen nu. Med pissemeget hovedpine, ansigt med fugtskade og en beslutning i rygraden.

1 kommentar: