fredag den 6. december 2013

Møgspasserdag

Jamen, nej. Bare virkelig meget nej. Med udråbstegn og hele svineriet. Er kravlet sammen i sofaen under en dyne, og melder mig ud af samfundet resten af i dag. Har pms og dagen har været en tarvelig kælling.

Kender I det? At man har brug for at sætte sig og tude dagen ud?

Alt irriterer mig. Teenagerne er på weekend hos deres far, og jeg savner dem! Jeg har tabt en klat jordbærsyltetøj ned i tastaturet. Mit hjem ligner en krigszone udenfor. Jeg føler ikke, at jeg nåede det jeg gerne ville nå på arbejdet. Mit hår er gået ud, fordi jeg kom til at bruge shampoo i stedet for glansprodukt i håret i morges. Alle mine fine ting udenfor er smadret til uigenkendelighed. Jeg har jaget glasskår op i hånden, fordi jeg ville prøve at fjerne nedfalds lort på trappen. Posten kan ikke komme til postkassen, fordi man ikke kan gå op af min trappe. Fuckspasseridioten der ejer huset ved siden af, er åbenbart skide ligeglad. Han har i hvert fald ikke vist sig, og sørget for at sikre resten af muren. Muren der har slået revne indenfor, så der ligger puds på trappen ned til underetagen. Pakke fra Asos der ikke er kommet. Er det dem eller GLS der tager pis på mig?

Hvor kunne jeg da virkelig godt bruge en mand og hans underarme at krybe ind til lige nu. En der ville kysse mig på panden og give mig ret i, at dagen i dag er en led træls svamp. En der ville nusse mig og stikke mig køkkenrulle til at snotte dagen ud i. Bare sådan en stor dejlig favn at forsvinde ind i.

ynkelig.dk

Dog kan jeg også se fordele ved at være alene lige nu. Ingen kæreste der forventer noget af mig. Jeg har plads til at være rendyrket egohætte. Og faktisk, så nyder jeg at bo alene. Ret meget. Visse ting er bare blevet meget bedre.

Ekspederede en kunde i dag, som kender mig og G. Og som selvfølgelig skulle spørge ind til vores brud. Føltes faktisk rigtig godt at kunne svare stille og roligt, at det var det eneste rigtige at gøre. Og at høre sine egne ord og tænke: Jeg er ikke engang trist. Jeg har jo så skide meget godt omkring mig.

For det har jeg. I allerhøjeste grad. Og gudskelov for det, for eller havde jeg selvantændt i dag. Lortedummedag.
Men derfor er det nu okay at savne et par mandearme. Monteret på den rigtige mand. Som ville kunne yde fysisk trøsteførstehjælp lige nu.

I stedet har jeg så valgt sofaen. Og dynen. Og "nu-trækker-jeg-mine-ben-op-under-mig-og-omfavner-mig-selv" stilling. Og så gør jeg hvad jeg føler fungerer bedst. Nemlig at tude dagen ud.
Det er en nødvendighed, kan jeg mærke. En sær form for kvalitetstid med sig selv. Og så tror jeg, at jeg henter et halvt glas vin om lidt, inden jeg skrider i drømmeland.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar