Dén følelse kom bag på mig.
Jo, jeg var da klar over, at det ville blive mærkeligt. Men da jeg gik rundt mellem flyttekasserne og pakkede mit hjem ned, kom der en følelse snigende. Og den følelse satte sig ovre i hjørnet og gloede på mig, mens den voksede sig større og større. Pisse irriterende, var den, som den sad der og lurede på mig med et blik, der aldrig veg bort.
Og da vi nåede til dagen, hvor jeg flyttede ud, knækkede jeg fuldstændig og aldeles sammen.
Det havde intet at gøre med, at jeg ikke ønskede at flytte eller at jeg havde fået kolde fødder. Men lige pludselig ramte det mig som en gigantisk hammer direkte i hjertet: "En æra er forbi. Mine børn er voksne. Vi skal skabe en ny hverdag sammen, men hver for sig. På forskellige adresser".
Jeg tudede hele vejen op til mit nye hjem. Vores hjem. Älskling og jeg. Og han var så sød. Nussede mig og forsikrede mig om, at vi jo stadig skulle være sammen med mine børn.
Og det ved jeg jo godt. Og jeg ved også godt, at det er en naturlig del af livet. Men når man er en rendyrket overbeskyttende hønemor med tendens til curlingmor, så rammer det virkelig hårdt. Og direkte i hjertet.
Mine små pus, mine små guldklumper. Helt alene. (Okay, jeg er kun 3 km. væk fra dem, men stadig ...)
Mine skønne arvinger tager det glimrende. Men de er ikke børn af en følsom-mor for ingenting. Men det er også okay. Det er faktisk mere end okay. Vi fik krammet. Og grædt. Og krammet. Og grædt.
Og så lettede det ligesom helt af sig selv. Og så kom jeg herop. I mit nye hjem. Og vi fik samlet nyindkøbte reoler og makeup-bord og fik indrettet os det skønneste hjem. Og så er man ligesom forbi den største bakke.
(Hvor mange gange kan jeg skrive "og"?)
Det er skide hyggeligt. Og mit hjerte elsker det. Også selv om jeg lige skal vænne mig til vejen hjem på gåben. Det er kun 3½ km og uden tvivl noget der er godt for mit bmi og min Teletubbie-facon. Men det går jo for fanden op ad hele vejen. H-e-l-e v-e-j-e-n. Pænt stejlt, endda.
Faktisk er min røv så stor og tynger så meget bagud, at jeg tydeligt kunne mørke det på vej hjem i dag. Der skulle i hvert fald ikke have været mere modvind. Så var jeg tiltet bagover.
Jeg mødte et ældre ægtepar på vejen. De gik ned af bakken. Og selv om jeg havde musik i ørene, kunne jeg ligesom GODT fornemme, at de kommenterede på min ansigtskulør, som nok mest af alt lignede noget, der havde kogt lidt for længe i en trykkoger.
Røvhuller. Gamle røvhuller. Sgu da nemt at sige, når I går nedad.
Men det er fint. Med tiden bliver det nok knap så anstrengende. Og så har jeg købt mig en cykel. Jeg har dog ingen forhåbninger eller naive forestillinger om, at jeg nogensinde bliver i stand til at cykle hele vejen hjem. Det svarer jo for fanden til Alpe d'Huez og er nok forbundet med en vis risiko for at styrte sidelæns.
Det er også fint at være realistisk. Så kan jeg da kun overraske mig selv positivt. Og man KAN jo altid stå af og trække og lade som om man er midt i en vigtig telefonsamtale.
Her er dejligt. Jeg har en hund at komme hjem til. En mand, der elsker mig inderligt og som vil sy en kjole til mig af kys. Og jeg har mine arvinger tæt på.
Vores hjem er vidunderligt. Og jeg elsker ham så vanvittig meget. Så meget, at jeg har lyst til at klappe mig selv en flad, bare for at forstå, at jo; det ER virkeligt, dette her.
