Okay, helt i ro kommer mit tastatur aldrig. Men alligevel. Med tanke for hvor mange sætninger jeg har smidt herinde gennem de sidste år, så må det kandidere til én eller anden pris, at indlæggene har ligget brak så længe.
Men nu har jeg lyst. Om ikke andet, så for min egen skyld, fordi der falder en ro over mig, når jeg bare kan sætte mig og lade mit tre-fingersystem glide over tasterne og få tømt hovedet for tanker, fordomme, hverdagstrivialiteter und so weiter.
Og det går fantastisk. Faktisk.
Efter en periode, hvor jeg var kørt lidt tør og tom for inspiration ved mit arbejde og hvor jeg har følt mig som en 2.sorteringsmedarbejder - hvilket igen igen har været mit eget fantastiske lasede selvværd, der har bombet mig lidt i sænk - har jeg gudskelov fundet arbejdsglæden og identiteten tilbage.
Jeg ved ikke lige, hvorfor jeg i perioder dykker så meget og begynder at stille tvivl ved alt ved mig selv. Jeg har opgivet at finde ud af hvorfor og jeg har til dels også opgivet troen på, at det nogensinde ændrer sig. Det er pisse belastende for at sige det meget mildt.
Jeg mangler ikke ligefrem mennesker omkring mig til at fortælle mig, at de egentlig synes jeg er ret okay. Så hvorfor pokker kan jeg ikke bare tro på det? Bare en lille smule?
Nå ...
Men det går godt. Som i: Rigtig godt.
Arbejdet kører som det skal. Jeg elsker mine kolleger, jeg elsker de skønne flygtningekvinder og jeg elsker udfordringerne med sprog- og kulturforskelle.
Mine skønne arvinger bor alene. Sammen. Og jeg må jo indrømme, at den lille hytte har aldrig før været så ryddelig.
Jeg havde sgu nok forestillet mig, at der periodevis ville sprænge bomber overalt og vende vrangen ud på det hele. Nu hvor Mutti ikke længere er hjemmeboede.
Men faktisk roder det langt mindre. Og det kan man jo så tænke lidt over ...
Selv vaskerummet, som har mindet om en "stort brændbart" container i omtrent otte år, er nu total clean.
Sundhedssøn of course. Den lille ordensnazi. Han er fandeme sej. Og en lille smule hoverende. Jeg fik ikke kun tilsendt billeder fra vaskerummet, men også en video, hvor hvert hjørne blev fanget på kameraets linse, som blev ført med rolig hånd.
In your face, Heidi. Du bor der i 10 år og får højst møflet lortet i et hjørne og smidt et lagen over lortebunken, når den årlige oprydning pga. varmeaflæsning skal foretages. Og dine børn bor der i to måneder og får ryddet rummet 100%.
Jeg har opdraget dem godt. Og knap så godt mig selv.
De er så skønne. Og de kan jo sagtens klare sig uden curlingmor. Selvfølgelig kan de det. Det er bare mig, der er Jyllands største pyllermor, som har været bange for, at de ville sidde i et hjørne og græde, mens rotterne piblede rundt og åd af madresterne fra gulvet.
Men hytten er fin. Og ryddelig. Og vigtigst af alt, så hygger de sig i hinandens selskab. De laver madplaner sammen, Sundhedssøn handler og indkasserer penge til det fælles madbudget og de laver mad sammen hver aften.
Og Uglens værelse er pludselig ikke længere sundhedsskadelig. Vældigt imponerende!
Der er lammeskind på gulvet, der er orden på hylderne, der er endda en ægte orkide, der på ingen måde er visnet.
Og mig?
Jeg nyder livet i mit nye hjem med verdens dejligste mand, som fakkertalt er min kæreste. Åh gud, hvor er jeg dog heldig. Hvor er VI heldige.
Det er så ubeskriveligt vidunderligt at finde ham, som man i bund og grund altid har manglet.
For hver dag der går, elsker jeg ham endnu højere. Og han elsker mig. Hele mig. Selv min overproduktion af tarmgasser og min til tider kluntede personlighed.
Vi er gode sammen. Gode til at være sammen. Og gode til at være sammen uden at være sammen, når vi er sammen.
I perioder arbejder han meget. Oftest hjemmefra. Og det matcher mit behov for at lade op alene. Og så kan vi lige stikke læberne sammen og kysse lidt, inden vi begge fortsætter med det vi nu er i gang med.
Livet med ham er meget mere end jeg nogensinde har turdet håbe på.
Om vi sidder hjemme i sofaen med hver vore computer og lægger kabale eller om vi er ude at høre musik eller ude at spise - it's all good! Bare vi er sammen. Os to. Alti'.
Og om 1½ uge, pakker vi vores kufferter og tager til Billund, hopper i et fly og tager på påskeferie i Pisa.
Jeg har ikke været ude at rejse i 100 år. Gud, hvor jeg glæder mig. Lunt vejr, lækkert hotel, oplevelser, vin, lækkert mad.
Så skide være med, at jeg i min værste stressperiode så lidt for mange afsnit af Air Crash Investigation og derfor er hundeangst på at flyve.
Sarà fantastico.
