mandag den 23. februar 2015

Not much new from the vestfront

Efter en weekend svøbt i selvmedlidenhed, har det været skønt at komme på arbejde igen. Det tvinger sgu lidt en til at rette ryggen og rette fokus mod noget, som man rent faktisk KAN gøre noget ved. (Og skal...hvis man gerne vil have sin løn).
Ikke engang verdens ledeste og sureste lortefragtmand kunne gøre min dag dårlig. Og det er noget af en bedrift. Af mig. For hold nu kæft, hvor lignede han dog bare en, som havde sovet med en citronskive i kæften.

Har forsøgt mig med mindfulness/stresshypnose videoer på nettet. Gik glimrende. Da jeg endelig fandt en, som jeg kunne holde ud at lytte til og hvor stemmen ikke læspede/smaskede.
Har skrevet besked til sød læser - mangler bare lige at trykke send. Skal lige gennemlæse, så jeg ikke virker som en total wacko.

Er faldet godt til. På jobbet. Kan godt lide huset. Kan lide stemningen. Kan lide kollegaer. Og føler mig egentlig bare ret heldig over, at muligheden blev mulig.
Savner dog min gamle boss. Savner pingpong - savner det der var. Men man kan jo desværre ikke få alt man ønsker sig. Og jeg kunne jo ligesom ikke forhindre dem i at flytte biksen. Ligesom jeg ikke længere kunne forhindre min krop i at reagere på stress. Og så må man tage et par nyere briller på og kigge på det man har nu. Og det er jo egentlig også ret godt. Min stress-tærskel kan være med her.
(Når jeg lige er faldet til ro igen). Og det må i sidste ende være det optimale.

Og så har jeg afleveret plejehunden tilbage. Med stor modvilje. Hold op, hvor jeg savner ham, Lille glade pelstot.




Er gået i seriøs skummel tænketank og forsøger at finde fantastiske argumenter og bestikkelser til udlejer. Jeg er SÅ klar på at daffe til et internat og redde en hjemløs hund.