Først kom cigaretterne, så kom fedtet ind som vikar - og nu er det fandeme slut

Som alle andre tykke mennesker, kan jeg kun slutte mig til det store kor og brøle et "Here we go again...here we go-go-go to the temple of consumption". Det kræver hverken en masse hvide løgne, selvbedrag eller dumme undskyldninger.
Det er fakta: Tykke mennesker falder i og dropper kuren ("det hedder liiiiiiivsstilsomlæææææægning") og bliver pludselig vældig tavse på Facebook med deres Endomondo-opslag og indtjekninger i Fitness World. Så kommer der en periode med lige lovlig mange kagebilleder og nærbilleder af fredagsslikket og citater om, at "curvy women er sexyyyy" og "Hvis du lissom ikke kan klare mig, når jeg er værst, fortjener du mig lissom ikke, når jeg er bedst".

Og så starter møllen igen et halvt års tid senere.


Sådan er det. Sådan er fedme-circle-of-life. Man skal åbenbart lige helt ned og tvære rundt i den elendige sø af selvlede, strømpebukser der nægter at samarbejde med hofter og erkendelsen, da man fik øje på sig selv siddende i sofaen og hvor 50" tv'et virkede lidt for godt som et spejl.

Jeg gider ikke mere. (Som man siger 12 gange inden det endelig lykkedes). Men det gør jeg ikke.
Gider ikke stivne, fordi jeg får øje på mit spejlbillede, mens jeg står med siden til og i et afslappet øjeblik har ladet mavemusklerne få fri. Jeg sværger...Der manglede bare en Hitchcock melodi i baggrunden.

Gider ikke. Kan ikke. Orker ikke.


Men VIL gerne. Så det gør jeg. Når jeg kunne skippe cigaretterne, kan jeg også skippe dellerne. Okay...de fleste af dem. Man skal være realistisk. Jeg gider ikke blive en str. 38. Jeg kan godt lide mig selv 25 kg. lettere. Stadig curvy (Nej! Ikke erotisk buttet - fandeme da det grimmeste udtryk ever. Er opfundet af tykke kvinder i blomstrede leggings og t-shorts med lidt for meget glimmer på brystet). Curvy, men fin. Og i mental balance med mig selv. Det må være det vigtigste. Det sidste.


Og nu HAR vi jo træningscenter til gratis brug via jobbet. Så der er ingen undskyldning.


Dagens nedtur:
Spejlbillede og klare øjne.

Dagens optur:
- Beslutningen om at tage kontrollen.
- Lange samtaler med sød mand.

Dagens what the freaking fuck?:
Træningstøj laves åbenbart kun i str. normal BMI. I shit you not. Zalando, Asos...fuck jer. Hvis jeg kunne passe den størrelse I har, ville jeg ikke købe træningstøj. For fucks sake.


Positive ting ved at være overvægtig:
- Man skal ikke afvise så frygtelig mange mænd.
- Håndværkerne brøler ikke efter en.
- Det går PÆNT hurtigt på cykel, når man kører ned ad bakke.
- Smilerynker ved mund ligner mere smilehuller end rynker.


Negative ting ved at være overvægtig:
- Alt for lidt plads på tørrestativet.
- Kan ikke vaske så mange stykker tøj af gangen.
- Cykeldæk skal pumpes oftere.
- Det er hårdt at cykle op ad bakke. Og det bliver ikke nemmere, når man kun har 1½ velfungerende gear.
- Cykelsadel forsvinder lidt for meget.
- Grimmere udvalg af tøj.
- Selvværd i restordre.
- Konstant angst for, om de overvægtige man ikke kan lide, når at tabe sig, før man selv gør det.
- Visheden om, at man faktisk HAR gode proportioner. Under laget.
- Mere anstrengende at have heels på.
- Ligner en træt isbjørn, når man har morgenkåbe på.
- Frygten for at skulle ud at sejle og efterfølgende drukne, fordi man har løjet sig lettere og derfor har redningsvest på, der ikke kan håndtere ens virkelig vægt, hvis uheldet skulle være ude.



Der er vist ikke så meget andet at tilføje end: Sæt i gang.

Død over mandolinjern

Det er ellers længe siden sidst... At jeg har skåret mig på jobbet. Og det er en bedrift i sig selv, når man tænker på, hvor mange maskiner og knive jeg er i nærkontakt med hver dag.
Men intet varer for evigt (med mindre man er Volbeat) og i går blev jeg uvenner med et manodinjern.

10 kg. kartofler skulle slices til flødekartofler og jeg havde fart på. For det kørte jo for mig. Swush swush swush, kartoflerne gled gennem kniven, som var de en blok smør. Lige indtil tommeltotten kom lidt for langt ned.
Med noget, der ligner 80 km/t, fræsede min højre tommeltot/finger direkte ned i skæret.

Jeg magtede ikke at kigge på det, så det var bare under vandhanen, en klud om og en masse plaster på. Hvad man ikke ser, har man ikke ondt af-agtigt.

Og i nat vågnede jeg så ved halv fire tiden med sindssyge smerter. Det føltes som om der var hældt saltsyre ned i fingeren og som om der var afløbsrens inde i hele hånden.
Stod op og ledte efter nogle piller, slugte dem og så lå jeg ellers nede i sengen i 1½ time og havde virkelig ondt af mig selv. Og katastrofetankerne stod i kø. På ganske kort tid lykkedes det mig at overbevise mig selv om, at:

- Der var en blodforgiftning under opsejling.
- Smerterne skyldtes begyndende koldbrand.
- Jeg havde høvlet nervebaner over, som der nu var gået i kortslutning.

Og så faldt jeg i søvn. Og vågnede et par timer senere med uforandrede smerter, Nu føltes det tilmed som om toppen af min tommelfinger var død. Så jeg stod op sammen med verdens største udbrud af selvmedlidenhed. Jeg tog mig selv i at halte mildt på det ene ben. Så meget havde medlidenheden bredt sig.

Sundhedssøn gav mig en masse ynk, som jeg labbede i mig. (Det er virkelig grotesk, så sølle jeg kan blive, når jeg får ondt. Men det gjorde altså virkelig ondt!) Og så besluttede jeg mig for at pille plasteret af. Hvilket nok var en temmelig god idé. For jeg skal da love for, at jeg havde fået strammet det godt til. (Alle tre stk.) Faktisk i en sådan grad, at toppen af fingeren var blå/hvid og så lå huden i folder. Ligesom når man vasker gardiner og hænger dem op med en holder forneden, så de tørrer og får de rette folder/rynker.

Så tror da fanden jeg havde ondt! Den stakkels finger har været mast mere sammen end min mave, når jeg tager shapewear på. Og det siger virkelig ikke så lidt.

Lortet begyndte at bløde igen og skal vi ikke bare sige, at det lorte mandolinjern har gjort et meget grundigt indhug i min finger.
Dog lettede smerten en smule, da jeg havde afmonteret strammeplasteret og sat et nyt på, som ikke lukker af for blodomløb.



Og så skal jeg tage mig sammen. Virkelig. Jeg skal tabe mig 22 kg. Mindst. Og de første 10 skal være væk inden vi rammer 2017. For jeg fik da i dén grad en øjenåbner i dag. På den lede måde.
Sundhedssøn og jeg skulle over at hente en pakke han havde bestillt til afhentning i det nærmeste supermarked. Og så skulle vi handle. Og da jeg troede, at vi kun skulle derhen og jeg stadig havde voldsomt ondt af mig selv, daffede jeg af sted i mine natbukser/hjemmebukser, en lang uldfrakke og ingen make-up. (Bortset fra mascararester på 45% af vipperne).

Men - og dette er et herrestort men - så skulle han lige i banken og så skulle han lige ind at shoppe tøj - og jeg glemte alt om hvilken personlig stand jeg havde forladt hjemmet i. Og det fik jeg så øje på...
For mens han var inde at prøve tøj i prøverummet, stod jeg i den anden ende af butikken og ventede. Og her havde jeg ikke lige set det gulvspejl, der var på min venstre side.
Så jeg da vendte mig op og mit blik mødte mit eget, kom den barske virkelighed brasende med 140 km/t.

Jeg lignede en Mummitrold med blomstrede ben og en fuldstændig bizar fejlkonstruktion i ansigtet. Ingen make-up - helt lyse vipper med en undtagelse af et par cm. på midten af hvert øje, hvor der var en lille koloni af mascarabeklædte vipper.  That's it.


Hvad helvede havde jeg tænkt på?


Jeg blev så trist, at jeg trak over i et hjørne. Det er det mest kiksede syn jeg længe har set. Mine ben så jo 60% kortere og tykkere ud, fordi de var klædt i posede bukser og fordi frakken var så lang. Og så havde jeg ballerinasko på, som - fordi bukserne posede sådan nede om anklerne - lignede at jeg havde poter i stedet for fødder.


Så de første 10 kg. skal være væk inden d. 31. december. Det her magter jeg ikke en gentagelse af.