Update fra elendigheden

Det går ad helvede til. Jeg har simpelthen så ondt af mig selv, at jeg næsten ikke kan være i min egen krop.
Den er i øvrigt heller ikke et lækkert sted at være. Fyldt med snot og slim og elendighed. Og så hart jeg googlet hoste + slim og som det første popper Google selvfølgelig frem med "Cancer". Det er klart.

Fem dage på sofaen og jeg bliver vanvittig. Min ryg gør ondt af at hoste, jeg sover i intervaller, fordi jeg hoster. Og jeg er hudløs under næsen og har et forbrug på 15 pakker lommetørklæder  - og still counting.

Jeg er sur og tvær og ynkelig i en sjælden set grad.


Fuck hoste, fuck snot, fuck feber, fuck muskelsmerter, fuck lorteklovnene, fuck Joachim B. Olsen og hans totalte fravær af social intelligens. Fuck dårlige film på Netflix, fuck mit udseende uden make-up, fuck sladderspaltefjolser, fuck sladder, fuck vendekåber, fuck edderkoppespind, som jeg kan se jeg har en del af i loftet. Fuck periodevis manglende lugtesans, fuck hovedpine, fuck falske amøber, fuck efterligninger, fuck dumme drømme. Fuck fuck fuck. Og fuck.


Jeg er så proletar-agtig i disse dage, at jeg ligger med en tom indkøbspose fra Meny. Den ligger på gulvet og er proppet med brugte snotklude. Jeg søber mit svælg i hostesaft, som ingen videnskabelige undersøgelser har kunnet bevise virker. Jeg sidder næsten med næsesprayen limet fast i næseboret.

Og i går smed jeg et ildfast fad ud, fordi jeg ikke orkede at gøre det rent.



Det kan ikke rigtig blive mere ynkeligt og selvudslettende.

Og selvmedlidenheden har toppet

Jeg har efterårsferie. Jeg har glædet mig til den. Jeg havde lagt planer. Og i stedet blev alt ændret og jeg ligger nu på 4. dagen under dynen og har det elendigt.

Fandeme skide typisk!

Og jeg gør bare det hele værre for mig selv. For hold nu kæft, hvor har jeg ondt af mig selv. Det har jeg altid, når jeg får influenza, men det er som om det topper denne gang. Jeg har samtaler med mig selv, hvor jeg bekræfter mig selv i, hvor virkelig meget synd, det er for mig. Jeg tuder i frustration over snottet øm næse, manglende søvn pga. hoste og kronisk hovedpine. Ja...selv øjenpine har jeg.

Og som om alt ovenstående ikke er slemt nok, så har jeg været tvunget til at bevæge mig ud for at handle. For Uglen ligger også med samme omgang og Sundhedssøn er hos sin far denne uge. (Hvilket han er slemt glad for. Han var forbi i går ganske kort og min underlæbe begyndte at sitre med det samme jeg så ham - hvorefter det blev afløst af et ondt hosteanfald)


Elendigheden toppede i dag. Jeg sjattissede i bukserne. Så sølle er det blevet. Hosteanfaldet gik helt amok og jeg måtte skifte tøj. Og så tudede jeg igen.


Alt er træls. Alt gør ondt. Mine rygmuskler kan ikke klare mere hoste. Det er så pisse synd for mig.

Død over mandolinjern

Det er ellers længe siden sidst... At jeg har skåret mig på jobbet. Og det er en bedrift i sig selv, når man tænker på, hvor mange maskiner og knive jeg er i nærkontakt med hver dag.
Men intet varer for evigt (med mindre man er Volbeat) og i går blev jeg uvenner med et manodinjern.

10 kg. kartofler skulle slices til flødekartofler og jeg havde fart på. For det kørte jo for mig. Swush swush swush, kartoflerne gled gennem kniven, som var de en blok smør. Lige indtil tommeltotten kom lidt for langt ned.
Med noget, der ligner 80 km/t, fræsede min højre tommeltot/finger direkte ned i skæret.

Jeg magtede ikke at kigge på det, så det var bare under vandhanen, en klud om og en masse plaster på. Hvad man ikke ser, har man ikke ondt af-agtigt.

Og i nat vågnede jeg så ved halv fire tiden med sindssyge smerter. Det føltes som om der var hældt saltsyre ned i fingeren og som om der var afløbsrens inde i hele hånden.
Stod op og ledte efter nogle piller, slugte dem og så lå jeg ellers nede i sengen i 1½ time og havde virkelig ondt af mig selv. Og katastrofetankerne stod i kø. På ganske kort tid lykkedes det mig at overbevise mig selv om, at:

- Der var en blodforgiftning under opsejling.
- Smerterne skyldtes begyndende koldbrand.
- Jeg havde høvlet nervebaner over, som der nu var gået i kortslutning.

Og så faldt jeg i søvn. Og vågnede et par timer senere med uforandrede smerter, Nu føltes det tilmed som om toppen af min tommelfinger var død. Så jeg stod op sammen med verdens største udbrud af selvmedlidenhed. Jeg tog mig selv i at halte mildt på det ene ben. Så meget havde medlidenheden bredt sig.

Sundhedssøn gav mig en masse ynk, som jeg labbede i mig. (Det er virkelig grotesk, så sølle jeg kan blive, når jeg får ondt. Men det gjorde altså virkelig ondt!) Og så besluttede jeg mig for at pille plasteret af. Hvilket nok var en temmelig god idé. For jeg skal da love for, at jeg havde fået strammet det godt til. (Alle tre stk.) Faktisk i en sådan grad, at toppen af fingeren var blå/hvid og så lå huden i folder. Ligesom når man vasker gardiner og hænger dem op med en holder forneden, så de tørrer og får de rette folder/rynker.

Så tror da fanden jeg havde ondt! Den stakkels finger har været mast mere sammen end min mave, når jeg tager shapewear på. Og det siger virkelig ikke så lidt.

Lortet begyndte at bløde igen og skal vi ikke bare sige, at det lorte mandolinjern har gjort et meget grundigt indhug i min finger.
Dog lettede smerten en smule, da jeg havde afmonteret strammeplasteret og sat et nyt på, som ikke lukker af for blodomløb.



Og så skal jeg tage mig sammen. Virkelig. Jeg skal tabe mig 22 kg. Mindst. Og de første 10 skal være væk inden vi rammer 2017. For jeg fik da i dén grad en øjenåbner i dag. På den lede måde.
Sundhedssøn og jeg skulle over at hente en pakke han havde bestillt til afhentning i det nærmeste supermarked. Og så skulle vi handle. Og da jeg troede, at vi kun skulle derhen og jeg stadig havde voldsomt ondt af mig selv, daffede jeg af sted i mine natbukser/hjemmebukser, en lang uldfrakke og ingen make-up. (Bortset fra mascararester på 45% af vipperne).

Men - og dette er et herrestort men - så skulle han lige i banken og så skulle han lige ind at shoppe tøj - og jeg glemte alt om hvilken personlig stand jeg havde forladt hjemmet i. Og det fik jeg så øje på...
For mens han var inde at prøve tøj i prøverummet, stod jeg i den anden ende af butikken og ventede. Og her havde jeg ikke lige set det gulvspejl, der var på min venstre side.
Så jeg da vendte mig op og mit blik mødte mit eget, kom den barske virkelighed brasende med 140 km/t.

Jeg lignede en Mummitrold med blomstrede ben og en fuldstændig bizar fejlkonstruktion i ansigtet. Ingen make-up - helt lyse vipper med en undtagelse af et par cm. på midten af hvert øje, hvor der var en lille koloni af mascarabeklædte vipper.  That's it.


Hvad helvede havde jeg tænkt på?


Jeg blev så trist, at jeg trak over i et hjørne. Det er det mest kiksede syn jeg længe har set. Mine ben så jo 60% kortere og tykkere ud, fordi de var klædt i posede bukser og fordi frakken var så lang. Og så havde jeg ballerinasko på, som - fordi bukserne posede sådan nede om anklerne - lignede at jeg havde poter i stedet for fødder.


Så de første 10 kg. skal være væk inden d. 31. december. Det her magter jeg ikke en gentagelse af.