Hvis min psyke knækker, opsøger jeg en psykolog. Og ikke den autodidakte af slagsen

Det kommer sådan i bølger, som med alt andet. Modediller. Diller. The new black.  Og seneste skud på stammen, er englehviskere, selvlærte clairvoyanter, åndehviskere (eller noget i den stil), Sexologer, Nada (og nåle sådan generelt) og selvfølgelig, som rosinen i pølseenden: Coaches.

Og bevares; jeg siger ikke, at der ikke findes nogle gode af slagsen. For selvfølgelig gør der det. Der er bare langt imellem dem og der er alt for mange om buddet. For dét er det nye sort: At lege psykolog og tage lige så mange (hvis ikke mere) penge for det, som en psykolog, der trods alt har brugt pænt mange år på at uddanne sig.

Det popper op overalt. Alle vil hjælpe alle. Alle har pludselig så meget livserfaring og traumer, at de til overpris kan hjælpe deres medmennesker i modvind. For som de siger: "Vi har selv været der". (Sagt med en monoton lav stemmeføring).
Overalt i bette Danmark, bliver der i gæsteværelser, udehuse og redskabsskure indrettet private klinikker med masser af billeder af blomster, masser af gennemtyggede citater, rigeligt med stearinlys og store bløde puder.  Dorthe er ikke længere damen i Crocs, der i dagtimerne tjener sin månedsløn på en vindmøllefabrik. Dorthe er også kranio-sakral-udøvende-Nada-massør-samlivseksperts-mindfullness-lyttende-hypnotisør. Hjemme i parcelhytten. Og fanger du hende på en god dag, kan du også via hendes Facebookside få lagt dine ugentlige tarotkort, mens hun sender dig en hilsen fra din moster Henny, der drog hinsides for 43 år siden.

For det er netop dét der kendetegner de personer. De nøjes ikke med en enkelt ydelse på menukortet, hvor de uddanner sig til at lave den ultimative udgave af retten. Nope. For der skal penge i kassen, selvrealisering på cv'et og karma på kontoen. Så derfor tilbyder de både samtaler mod eksamensangst, depression, lavt selvværd og dårligt sexliv. Og mens du er der, kan du så få en massage af kraniet og et par nåle i ørene.

Ej, men stop nu! Og tag da i det mindste tingene seriøst, når du med glæde kræver en uhyggelig timepris. Og sæt dig nu så meget ind i stoffet, at det ikke bare er almen viden og sund fornuft, du lukker ud.
Ja, der er forskel på selvværd og selvtillid. Det er basal viden, som børn i folkeskolen lærer om. Ja, man skal selv gøre noget aktivt for at få det godt med sig selv. Ja, det er nok en god idé, at du husker at tale med din partner i ny og næ, hvis du gerne vil pleje forholdet. Nej, din kæreste elsker dig ikke mindre bare fordi han onanerer.
Jeg magter ikke flere af "Den Mentale Krigers" selvfede selviscenesættende videoer, hvor der bare bliver spyttet fraser ud, som burde være common sense for alle. Jeg magter ikke flere menneskelige udgaver af inspirational quotes og nej, du kan ikke æde din diabetes væk i kokosolie.

Selvrealisering er sejt! Hånden på hjertet, det er det. Og det er smukt, når man kan hjælpe andre. Verden bliver et bedre sted af den slags. Men fandeme ikke, hvis det er til ågerpriser og ikke hvis det bare er sund fornuft givet fra en privatperson, der pludselig både har hjemmeside og mistænkelige diplomer hængende i skifterammer.

Hvis min psyke knækker, så tager jeg til psykolog. Så vil jeg have hjælp fra en person, der rent faktisk har knoklet sig gennem en herrelang og krævende uddannelse.  Så meget holder jeg trods alt af mig selv.
Og hvis jeg i stedet gerne vil have lidt omsorg, støtte og kærlige spark i røven, så taler jeg med mine veninder. De kræver ikke på den forkerte side af 500,- kr. pr. halve time. Det kan som regel klares med kaffe eller vin.

Jeg har savnet mig selv

Nogle dage, når jeg synes verden er en røv og hvor mit selvværd er selvmordstruet, så forsøger jeg at tænke på, hvor langt jeg egentlig er nået. Trods alt.

Min barndom var lykkelig, tryg og som en kulisse i en reklame for "Marmelade fra Den Gamle Fabrik". Og jeg føler mig så velsignet over at have haft sådan en opvækt med et sæt kærlige forældre med de helt rigtige værdier.
Mine teenageår var som mange andres fyldt med fester, alkohol, en smule hash og pot, gensidig mobning, trodsighed, forvirrethed og farverig.
Og så blev jeg voksen og lærte på den hårde måde at ikke alle mennesker vil dig det godt. At man kan have nok så mange gode og sunde værdier med sig i rygsækken, men det er ikke et værn mod mennesker, som synes du fortjener mindre og som gerne vil vælte dig.

Jeg var så naiv i mit sind, at jeg glemte at værdsætte mig selv. Det blev ligesom bare okay, at nogle mennesker så det som deres pligt at pille mit selvværd i stykker. Jeg endte med at undskylde for at være den jeg var. Og det var nærmest en VIP-billet til dem til at fortsætte.
En masse kloge hoveder vil sikkert mene, at det var min egen skyld - at jeg selv lod det fortsætte - at jeg bare kunne have pakket mine ting og skredet fra det der var dumt. Men det er så en af de ting, som er ufatteligt let at sige, når man kun ser det fra oven. Virkeligheden ser meget anderledes ud, når man befinder sig i orkanens øje.
Mit voksenliv har ikke været rendyrket lort. Overhovedet ikke. Men starten af det var hårdt. Det var op ad bakke og det har ødelagt noget i mig, der aldrig bliver genskabt.
For når et menneske får nedbrudt hele sit selvværd med fysiske og psykiske "redskaber", så fjerner man hele fundamentet på et menneske. Det kan genopbygges, men det bliver aldrig helt det samme igen.

Jeg har grædt ufattelig mange tårer de sidste 20 år. De fleste af dem for 10-15 år siden. Langt de fleste. Derefter begyndte cementen i mit nye fundament at stivne igen og jeg fandt mig selv i en ny og faktisk forbedret udgave - men dog mere sårbar og med et højere hegn omkring mig.

Og jeg har ikke et lorteliv. Jeg har aldrig haft et lorteliv. Jeg har desværre bare mødt et par lortemennesker, som mente, at jeg ikke var ret meget værd. Og sådan noget koster energi og efterlader ens sind og sjæl med en knap, som i perioder sætter sig lidt fast og genudsender de ting, som man gerne vil glemme  - på et lærred oppe i ens hoved.
Det kan være små ting, der udløser det. En duft, en lyd, en sang, et ordvalg. Og det gør skide ondt. For fanden, hvor kan det gøre ondt. Men det der gør mest ondt, er frustrationen over, at man ikke kan afmontere den knap.

Og i dag er en af de der dage. Og så har jeg valget mellem at græde over det eller at se objektivt på det. Nogle dage vælger jeg tårerne - i dag vælger jeg dem fra. For jeg ER fandeme kommet langt.
Jeg har to velfungerende velopdragne arvinger med alle de rigtige værdier - jeg er elsket af dem, jeg gerne vil være elsket af - jeg er selvstændig - jeg kan selv, jeg gør det selv og jeg véd, at trods mine nogle gange bombastiske kæpheste, så har jeg godt styr på rækkefølgen og prioriteringerne af mine værdier og det jeg tror på.
Bevares ja; så er der dage, hvor jeg er en træls kost med lidt for permanent pms og hvor jeg er så nærtagende og analyserende, at soundtracket til mit liv, burde skrives af Susanne Lana...

"Jeg skulle eje millioner hvis tårer var guld..."


Men jeg er kommet langt. Hey; jeg støvsuger ikke længere indkørslen for efterårs løv. Dét er sgu da værd at nævne. Jeg tør bo med nullermænd og støv nu. Det gjorde jeg ikke dengang. For jeg følte kun jeg fungerede, hvis jeg havde kontrol over noget. Og da det ikke var muligt at tage kontrol over mit eget liv dengang, blev det rengøringen, jeg kastede mig (og mit OCD) over.
Jeg har holdt mit løfte til min læge og besøger ikke Netdoktor.dk længere. (Det betyder så ikke, at jeg ikke får sygdomsangst længere, for i guder...det gør jeg), men uden Netdoktor, er der mange symptomer, som jeg heldigvis ikke skal holde øje med.
Og så er jeg vendt tilbage til arbejdsmarkedet. Godt nok aldrig igen på fuld tid, men det er fandeme ikke dét, der skal afgøre en succes.

Jeg aner ikke, hvad jeg egentlig vil med dette indlæg? Fingrene har bare trippet hen over tasterne. Måske jeg trængte til at skrive det ned og minde mig selv om, at ingen er perfekte, men at det netop gør os til mennesker? Måske trængte jeg til at minde mig selv om, at jeg er god nok? Også selv om jeg de sidste par måneder har følt mig som alt andet end okay?
Den der evige kamp mellem ens selvtillid og selvværd kan være udmattende. Og når der så ufrivilligt dukker minder op, som gør lidt nas, så forstærker det bare elendigheden.

Jeg har savnet mig selv. Det lyder som en stor gang selvfedme. Det er det så langt fra. Men gud, hvor har jeg savnet mig selv. Jeg har følt det som om jeg på et tidspunkt kom til at skyde en genvej, som viste sig at være en herretræls omvej.