En mental lossseplads

Folk fra min generation og ældre kan huske datidens lossepladser. I dag hedder det genbrugspladsen eller hvis det skal være ekstra fint; genbrugsstation. I min barndom var der intet plads eller station over det. Der var det bogstaveligt talt et kæmpe hul i jorden. 
Jeg ved ikke om det var en generel ting for børn, eller om jeg bare ikke oplevede nok, men jeg stod i hvert fald klar, når min far havde monteret traileren på den lille Renault og gjorde klar til en tur på lossepladsen.
Glem Djurs Sommerland, glem svømmehallen - dette var noget, som jeg ikke skulle gå glip af. 

Hver gang - inden min far og jeg trillede ud af gårdspladsen - fik jeg de samme formanende ord fra min mor: "Du må ALDRIG gå ind i et køleskab derude! Der var engang en dreng, der legede inde i et køleskab på lossepladsen, og pludselig smækkede lågen i, og så kunne han ikke komme ud"
Altså, godt nok var det tiden uden de mange tv-kanaler, computere, mobiltelefoner og internet, men SÅ meget kedede jeg mig trods alt ikke, at en udflugt ind i et gammelt køleskab stod på min bucket list.

Men af sted det gik. Og jeg kan oprigtigt sige, at jeg var fuld af spænding og fascination, når min far bakkede hen mod hullet. Fuld af spænding, men også en smule frygt, for tænk nu hvis vi røg med ned i hullet. Og så blev der ellers læsset af på den klimafjendtlige måde. Køleskab, trillebør, madaffald, en cykel uden pedaler, tagplader i zink, gammelt træ og så videre. Ned i hullet med lortet - ned til alt det andet blandet ragelse blandet sammen i en fortvivlet håbløs bunke, mens mågerne og andre skidtfugle holdt sig til og håbede på en god fordærvet frokost.
Intet system, ingen sortering - bare en stor møgbunke. 

Lidt ligesom mit hoved pt. Der ville også være mødre derude, der ville advare deres børn om at gå ind i mit mentale køleskab, for det ville være ret uoverskueligt for det stakkels barn, hvis det blev smækket inde deroppe. 

Ja ja, overdrivelse fremmer forståelsen. Jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke tåger rundt i en psykose eller personlighedsspaltning. Jeg er ved mit fulde fem, men på samme tid, så er jeg temmelig anspændt og udbrændt. 
Denne sygemelding er nok det bedste jeg længe har gjort for mig selv. Selvfølgelig er det forbundet med dårlig samvittighed. Det er klart. Selvbebrejdelsen kræver sin plads på lossepladsen. Det er amerikanerkøleskabet, der ligger på den sydlige skråning af hullet i jorden - vippende lokkende med sine to store låger. 
Men det er godt til mig. Godt og tiltrængt. 
Jeg sørger for at gøre ting, der er gode for mig. Starter morgenen med at tænde stearinlys, mens kaffen bliver klar. Pakker mig ind i min morgenkåbe, og går ud med hundepigen. Det er det fede ved at bo på landet. Man kan lufte hund i morgenkåbe og med håndklæde viklet om håret i fred og ro. 
Jeg drikker kaffe ved stearinlysenes skær, læser nyheder og surfer. Og så går jeg en lang tur i skoven med hunden.. Derefter kan dagen så bruges på konstruktive ting i mit tempo. 
Men i dag bliver nok ikke en af de dage, hvor jeg får lavet mest. Jeg vågnede ved tretiden i nat og har ikke kunnet finde ro siden. Det er så ubehageligt at blive vækket af stress. At vågne fra et mareridt, hvor jeg pisker rundt på jobbet med pulsen bankende i tindingen, mens jeg bliver verbalt pisket af chefen. 
Det er møg ubehageligt, men hvor bizart det end lyder, så er det også lidt en lettelse. For med sådan en oplevelse siddende på søvnfiltret, så bliver jeg trods alt bekræftet i, at denne sygemelding i den grad er på sin plads. 
Da jeg sygemeldte mig, sagde jeg, at jeg ville være væk i 14 dage. Den første uge er gået, og umiddelbart kan jeg ikke se mig selv tilbage på job om en uge. Men jeg tager én dag ad gangen, og så må jeg se hvad det ender med. Måske en deltidssygemelding? I don't know. Lige nu er jeg vigtigst.
For når stressen er på overarbejde, vækker den sygdomsangsten, og det kræver en del energi at holde sidstnævnte i ro. 

Den opfører sig som en Karen, der konstant vil tale med "the manager" - eller i dette tilfælde: Med overlægen. 
Det er det satans med den tilstand, og det skriver jeg nærmere om senere. Hvordan dagen kan starte med et bodyscan, hvor lymfer og hud og hvad har vi, bliver kontrolleret. Det svarer til at stoppe op og tale med Jehovas Vidner og deres evindelige lædertasker med 400 eksemplarer af Vagttårnet. Det fører absolut intet godt med sig, det gør ikke dagen bedre, og det efterlader en med en ulidelige mental udmattelse og frustration. 

I dag er det fredag. Planerne er bare at bage julesmåkager, gå med hunden, hente min datter og hygge med hende og min søde mand. Jeg spiller en del SIMS - eller det vil sige: Jeg bygger huse i SIMS, det er utrolig afstressende. At spille spillet magter jeg ikke. I forgårs forsøgte jeg efter at have brugt timer på at bygge dem det skønneste hus, og takken fra de lorte-simmere var så, at det første de gjorde var at sætte ild til juletræet og dem selv. Og så var dét spil ligesom slut. 

Så jeg slår netforbindelsen fra, drikker kaffe og bygger huse. Simpelt, ukompliceret og afslappende. Og så tænker jeg over fremtiden, over mine drømme og ønsker over hvad der er et luftkastel, og hvad der måske ligefrem kunne blive en realitet rent jobmæssigt.
Jeg trænger til at bruge mit hoved. Jeg trænger til at give fra mig og suge viden til mig. Økonomisk ville det kunne lade sig gøre med uddannelse, men er jeg klar til det? Det er et kæmpe spring, og især for typer som mig, der er evige tryghedsnarkomaner. Og vinker jeg farvel til fleksjob, gør jeg det så i desperation i håbet om at føle mig mere normal? Hvordan vil det hele se ud, hvis jeg fejler? 

Garhh! Tag mig tilbage til lossepladsen i barndommen. Der var tingene sgu ikke så komplicerede. Der skulle jeg blot tage stilling til, om jeg ville ind på forsædet af Renaulten eller om jeg ville være en dare devil og tage pladsen i køleskabet.

Om at miste en del af sig selv og desperat forsøge at finde tilbage

I det store hele, så elsker jeg mit liv. Jeg er blevet gift med min helt store kærlighed. Mit livs kærlighed. Han er ubetinget alt det jeg sad og dagdrømte om, da jeg var single og søbede rundt i Tinder, på brune bodegaer og i romantiske film på tv'et. Det er fandeme vildt at møde en person, der bringer så meget lykke, ro og rigtighed med sig.
Vi har verdens dejligste Border Collie, som rundt regnet nok er klogere end jeg er, og vi har købt det skønneste hus nogensinde. En gammel vandmølle med en parklignende have og luksuriøst hønsehus med landets mest forkælede tamme høns med meget forhøjet bmi (nej, de skal aldrig slagtes). 
Ejendomsmægleren solgte det som "Morten Korch idyl" - og for en gang skyld var der ikke pyntet på noget i salgstalen. Det er Morten Korch på amfetamin, og jeg elsker at køre ind på gårdspladsen hver eneste dag, når jeg kommer hjem fra arbejde. 

Jeg vil ikke skrive, at "udadtil ser alting godt ud", for det er ikke bare udadtil. Alt ER godt, og jeg kniber stadig mig selv i armen i perioder, fordi jeg ikke helt forstår, hvordan jeg kunne blive så heldig. Men som med alt andet her i livet, så er der nuancer, og ikke alt er udlandsrejser, musselmalet, idyl og rendyrket lykke. Sådan er der jo ingen mennesker, der lever. 

Jeg har i efterhånden mange år studeret tristesse, melankoli, angst og stress, og burde opdatere min LinkedIn med en hjemmegjort Ph.D. (Det er jo i forvejen så meget oppe i tiden med alle de alternative uddannelser, som er målrettet kvinder i 40'erne, som pludselig skal realisere sig selv). Stessen har væltet mig flere gange end jeg har lyst til at indrømme, og trods det, så har jeg stadig ikke lært at passe bedre på mig selv og yde egenomsorg. Og her sidder jeg så nu. Væltet igen, men med et inderligt ønske om at bekæmpe det. 
Så jeg har sygemeldt mig i 14 dage, og har alle intentioner om at hive mig selv op ved nakken, og forsøge at finde ud af, hvad det er jeg ønsker mig og hvordan jeg finder tilbage til mig selv. 
For jeg har mistet en del af mig selv, og det gør pisse ondt. Jeg er fyldt med selvbebrejdelser, fordi jeg udmærket er klar over, hvor privilegeret jeg er, så hvorfor har jeg overhovedet problemer? 

Men sådan hænger tingene ikke sammen, og nu skal jeg simpelthen have samlet dette puslespil og lære at være ligeglad med, hvis der mangler et par brikker. Det ødelægger ikke det samlede billede alligevel. 

Mit mentale jeg er flosset, og det er utrolig sårbart og faktisk også forbundet med en vis pinlighed at sætte ord på det. Så jeg springer direkte ud i det: 

Jeg lider af sygdomsangst i en grad, som i perioder invaliderer mit liv fuldstændig. 

Vittighederne står i kø, men det er alt andet end sjovt, og jeg har et behov for at sætte fokus på det, så det ikke bliver ved med at være en lidelse, som mange ikke ved er en lige så reel sygdom, som gigt og depression er. 

Jeg har kæmpet med det i mange år. Jeg har forsøgt at åbne op omkring det, men er endt med at trække mig ind i mig selv igen, fordi jeg er flov over det. Men det eskalerede for alvor, da min mor og svigermor begge kæmpede mod kræften. 
Min svigermor er her desværre ikke længere, og jeg savner hende hver eneste dag. Hun så mig for den jeg er, og gav mig følelsen af, at jeg er okay. Og det er også pga. hende, at jeg genoptager mine tastaturtryk. Den sidste gang jeg talte med hende, sagde hun til mig, at jeg måtte love hende, at jeg gik i gang med at skrive igen, for hun ville gerne, at mange flere skulle læse mine ord. (Hende og jeg mailede en del, og jeg sendte hende lange detaljerede mails, når vi var ude at rejse, så hun kunne have del i det, selv om hun ikke kunne være med)
Så jeg vil skrive en bog ved siden af denne blog. Men før jeg kan færdiggøre den, er jeg nødt til at få børstet rusten af mig, og finde tilbage i det zen, som jeg tidligere har befundet mig i, når jeg skriver.

Begge deres sygdomshistorik væltede mig og kickstartede sygdomsangsten i en grad, som jeg aldrig havde troet var muligt. Det var som at få smidt en kæde og en jernkugle om min ene ankel, og pludselig blev hver dag en kamp op ad verdens mest stejle bakke. 
Den ene sygdom afløste hinanden, og jeg blev så opmærksom på min krop og dens signaler, at jeg kunne mærke (og kan) hver eneste nerve i min krop hele tiden - og på samme tid gjorde jeg alt hvad jeg kunne for at virke normal udadtil. Det var og er så opslidende, at kroppen selvfølgelig måtte sige fra på et tidspunkt. 

Første gang det skete var da mit kranie pludselig hævede op over det hele. Det startede med en kløe og efterfølgende store bolde i hovedbunden, og en aften gik det helt galt. Hele min hovedbund føltes som om der var blevet puttet hønseæg ind under huden. Bule på bule. Elefantmanden havde glattere hud end mig. Få minutter senere begyndte mit venstre øre at hæve op til dobbeltstørrelse og min hals hævede op og lukkede delvist for passagen.
Ambulancen kom, jeg blev og overnattede på sygehuset, og herefter røg jeg i udredning. I mit hoved var det intet mindre end kræftknuder over det hele. Jeg var overbevist om, at alle de symptomer jeg havde haft i så lang tid var uopdaget kræft, som så eksploderede på én gang. 
Så mens jeg sad der i mit terminale tilstand, blev lægerne færdige med deres undersøgelser, og kunne fortælle mig, at jeg havde fået raget en gang nældefeber til mig. En art, som får de nedre hudlag til at hæve op. 
Der blev udskrevet recept på medicin, og så blev der ro på settet. For en stund. En ganske kort stund.
For så stoppede jeg med at ryge, og begyndte at hoste. (Fordi slimhinderne skal finde sig selv igen). Rygestop betyder også at blodtilstrømningen bliver øget - herunder blandt andet til tandkødet. 
Under et hosteanfald, kom der blod med ud, og det fik startet en periode, som jeg allerhelst vil glemme. Jeg var selvfølgelig overbevist om, at jeg havde kræft. Og den frygt slog sig ned i mig med en kæmpe klo, og fra den dag var jeg fuldstændig styret af angsten. Jeg følte mig lammet. Jeg følte at jeg havde mistet kontakten til mig selv og alle omkring mig. Hvis det at blive besat af en ond ånd var noget, der kunne ske i virkeligheden, ville jeg sværge, at det måtte være sådan det føltes.
Jeg forsøgte stadig at opretholde min hverdag, og lade som om, at jeg havde det fint. Men hele tiden havde jeg en djævel siddende på min skulder, som hvislede: Du ved godt du skal dø, ikke? Umenneskeligt opslidende.

Og en dag, hvor jeg var alene hjemme, ramte jeg bunden. Jeg ramte den for alvor, og i en grad, som stadig skræmmer mig ad helvede til. Jeg kunne ikke mere. Der var ikke mere energi at tage af. Alt omkring mig føltes sort og smertefuldt, og da jeg ud af det blå fik tanken: "jeg vil ikke leve mere", tog jeg telefonen og ringede til lægen. 
Jeg fik en tid en time senere, og lægen var fuldstændig fantastisk og tog sig god tid til mig. 
For helvede, hvor gjorde det ondt, og hvor gør det ondt at sætte ord på det. For jeg ville jo ikke dø. Det var jo netop derfor jeg var så styret af angsten, fordi jeg i bund og grund bare vil nyde mit liv uden så tunge bekymringer og fordi livet faktisk er dejligt. Men - og som min læge sagde til mig - tanken om at jeg ikke ville mere, handlede ikke om, at jeg som det næste skridt ville montere et tov i et træ - det handlede i al sin enkelhed om udmattelse og et råb om hjælp. 

Jeg fik den hjælp jeg havde så inderligt brug for. Der blev ordineret medicin, og jeg kan ærligt sige, at det har reddet mit liv. Der er ikke tale om et medikament, der gør mig døsig eller fjern. Det er bare SSRI - eller i folkemunde kaldet "lykkepiller" - og det har gjort alverden for mig. 
Det betyder ikke, at sygdomsangsten er skredet sin vej, men det betyder, at jeg ikke panikker på samme måde som før. (Det meste af tiden) Men jeg er ikke i mål. Så langt fra. Så nu forsøger jeg at finde resten af mig selv og få sat tankerne på plads på de rette hylder oppe i hjernen - velvidende om, at jeg nok aldrig slipper af med det fuldstændigt, men at jeg forhåbentlig kan genvinde en del af kontollen og dermed få mig et sted hen, hvor det ikke får lov at fylde mit liv, som en irriterende facer på gågaden eller en insisterende telefonsælger. 

Argh! Det er så sårbart, dette her. Tag venligst godt imod det. Nu vil jeg køre i hundeskoven med min bedste ven, og bagefter på foderstoffen efter mad til de fjerklædte tykke piger. Intet af det er Instagramvenligt, og netop derfor er det perfekt.