Hvis I nu spiser jeres kikærter i fred, må jeg så slagte et dyr i fred?

Bare for at få det på det rene; jeg er bedøvende ligeglad med, hvad andre folk spiser og hvordan de lever. Det må siges at være en menneskeret, at man selv vælger, hvad man propper i munden.
Men jeg er efterhånden grotesk træt af den mentalitet, der hersker blandt rigtig mange veganere. De har udviklet sig til at være en rigtig træls flok, som kan få selv den mest troende Jehova til at sige: "Ærligt talt! Gider I godt stoppe med at være så påtrængende og prædikende? Det er da virkelig ikke til at holde ud."


Jeg ved ikke, hvad fanden der sker i den planteverden. Om de skal bestå en adgangsprøve for at blive fuldbyrdet veganer og om de bliver nægtet adgang til det allerhelligste, hvis de viser bare det mindste tegn på situationsfornemmelse og rolig fornuft?
Men én ting er helt sikkert: At være veganer er efterhånden lig med at være højtråbende og for nu at sige det lige ud: Pissetræls.
Af uvisse årsager er det ikke muligt for mange af dem at æde deres soya i fred og ro. Det er som om, at de har et bizart behov for at hævde sig og søge efter anerkendelse. Der findes i hvert fald ikke ret mange af dem, som er veganere, uden at de sideløbende holder lange pegefingerpegende foredrag om, hvor gode mennesker de er og hvor onde alle vi kødspisere er. Og det kan man så sige er en anelse ironisk. At de, i deres desperation efter at vise, hvor overskudsvirile de er, faktisk konstant fremstiller dem selv som nogen, der er lidt for indebrændte og bitre på alle, der ikke er som dem. Et nedfaldsæble af værste slags.

Der følger i hvert fald en del selvfedme og narcissisme med den livsstil.  Og et sygeligt behov for at bliver set og hørt. Man kan fandeme ikke engang støde på en konkurrence på Facebook, hvor der er en pels på højkant, uden veganerne fylder kommentarfeltet med dommedagsprofetier og eder og forbandelser.
Det er slet ikke nok for dem at forpeste alle de møder med lange formaninger om at droppe kød og safter fra dyr. De har åbenbart et så stort behov for bekræftelse og selvhævdelse, at de opsøger alt det, som de er dybt og gennemsyret forargede over.

Hvorfor er det ikke muligt for dem at leve deres liv for dem selv? Hvorfor kan de ikke spise deres soyamad, tofu og andre sære køderstatninger uden at stå og pege med en pissegrim gulerod mod alle de onde mennesker, som de desværre deler planet med?

Forleden var det en slagter, der blev møflet ned af en flok arrige grøntsager og som fik et hav af bandeord og dårlige anmeldelser, fordi han  - og hold nu fast - solgte kød i sin butik.
Ærligt talt; er de helt gennembagte? Jeg render sgu da heller ikke ind til helsekosten og bitcher og brokker mig over, at jeg ikke kan få en rib-eye og en fuldfed medister. Ligesom jeg heller ikke stormer Bazar Vest i et grisekostume og skælder ud over, at de ikke sælger bacon.


De må fandeme have for meget fritid.


"Jamen, prøvligeoghørher....det er jo fordi det handler om vores planet og fremtid og om dyrevelfærd. Men du er du måske ligeglad med, hva'?"


Næh. Egentlig ikke. Jeg er bare ikke nær så træls som du er, og det siger faktisk ikke så lidt. Og det er da meget muligt, at du gør langt mere for vores jord, end jeg gør. Til gengæld driver jeg ikke mine omgivelser til vanvid med opspilede kuglerunde øjne og energidrænende formaninger og fordømmelser og en harsk odeur af selvretfærdighed.
Det er også ganske muligt, at din grøntsagsskuffe i køleskabet (som jo nok er hele køleskabet - badum-tsshh) aldrig formår at ende i en halvrådden tilstand, hvor kartoflerne har udviklet egen vejrtrækning sammen med nogle væskende gulerødder, fordi man glemte at kigge derned, inden man smed en nyindkøbt bunke ovenpå. Jeg modsiger dig ikke. Du har garanteret meget mere styr på stop madspild end jeg har. Det behøver vi slet ikke diskutere. Men kan vi så ikke diskutere din personlighed? For den er - mellem os sagt - faktisk lidt småfordærvet i perioder.


Igen: Jeg har faktisk ikke noget imod andre mennesker livsstil, når det kommer til madreligion. Der findes da mange lækre vegetarretter.
Veganerretter, not so much. Beklager. Men jeg skal fandeme ikke hakke mig igennem en smæskesteg til jul, som er en klump tofu, der er formet som en svinekam eller køre veganer-mayo ind, som intet har med mayo at gøre, eftersom den vigtigste ingrediens i en ægte mayo, er æggeblommer.
Men det er fint, at DU gør det. Jeg dømmer dig ikke. Jeg synes bare det er synd, at du går glip af så mange mundorgasmer. Hvis det fungerer for dig, er det da det du skal gøre. Vi kan da godt være venner alligevel.

Men det kan vi jo så ikke altid, fordi DU tydeligvis har opfundet den dybe tallerken og jeg åbenbart spiser mad fra et kloakdæksel. Du gør det i hvert fald ret svært, når din konstante prædiken kører mere insisterende, end lydsporet fra en højtaler på en moské.

Jeg har det fint med, at du drikker rismælk eller modermælk. Det er dit valg. Jeg skal bare ikke have mælk i kaffen hos dig så. Men jeg vil gerne hygge mig med dig.
Jeg har det uproblematisk med, at du spiser smæskesvær. Jeg vil bare gerne have flæskesvær. Men derfor kan vi jo godt se en film sammen.
Og jeg har det helt afslappet med, at du bærer edderkopperne udenfor. Det er storsindet af dig  Jeg forbeholder mig blot retten til at kvadre og kvæle det lille svin i en sky af ukorrekt gift. Men derfor kan vi da godt klappe hundehvalpe sammen.

Men måske - og det er en vild tanke...jeg ved det godt - kunne du, kære veganer, koncentrere dig om dit liv og dine valg og holde den der? Og hvis du virkelig ikke kan holde det inde, kunne du så overveje at fortælle om plusserne ved din måde at leve og spise på, uden du peger fingre og vrænger ansigt af alt og alle, der ikke har set lyset så klart, som du har?

Det er bare et forslag og et velment råd. For der er endnu intet menneske, der har lyttet til en emsig arrogant foredragsholder fra det modsatte hold og tænkt: "Hold nu op. Novra. Der fik hun mig. Den der nedladenhed var virkelig en ice-breaker og åbenbaring for mig".

Hvis veganerne passer deres bønner, så passer jeg mit kvæg

*** Flg. gælder ikke alle veganere/vegetarer. Jeg kender mange søde og normale af slagsen, ***

Jeg er som hovedregel fuldstændig ligeglad med, hvilken gastronomisk livsstil folk har valgt. Det rager ikke mig, om de er veganere, vegetarer, pescetarer eller om de kun indtager føde, når månen er i godt humør. Deres valg, deres liv.

Jeg tøffer ikke ind på deres side og smider en bacon vittighed. Og jeg håner dem ikke, når jeg kyler et steak-billede på Facebook eller Instagram.

"Har I set min blodige aftensmad? Det er sgu noget andet, end en tot marineret halm. Rigtige kvinder spiser kød, der bløder. #Dødoveralledyr #dødvedkølle #BambamIshotthecow"

Jeg passer mig selv og mit mad og går egentlig mere op i langtidsprognoserne hos DMI og Hvid Juls-barometeret, end hvad andre spiser.



Det ville klæde en del veganere at gøre det samme.


Ej, men jeg magter fandeme ikke, hvordan nogen af dem nærmest er forelsket i sig selv for det gode og fantastiske Guds barn de er. Man møder sjældent et folkefærd, der er mere stolte af sig selv, end de er. Det er jo faktisk udelukkende deres fortjeneste, at der er ilt nok til os alle. Og det virker nogle gange som om de ikke er helt tilfredse med, at vi kødspisere tager os den frihed at indtage luft, som vi vel nærmest ikke har gjort os fortjent til. Egentlig burde vi vel snige os ud til Gårdmand Olsen og springe ind foran boltpistolen og tage en kugle for svinet?

Senest har jeg læst en kommentar fra en kvinde, som mener vi ikke-veganere er hykleriske, fordi vi ikke vil drikke hundemælk, men gerne komælk. Og det eneste jeg ved med sikkerhed er, at jeg fremover aldrig nogensinde skal sige ja tak til mælk i kaffen, hvis jeg besøger en veganer.


Vi er hykleriske, vi er mordere, vi er bødler, vi er skyld i dommedag og det er sikkert også vores skyld, at DSB kører i en helt anden tidszone.


Jeg synes det er glimrende, at de lever og spiser, som de gør. Eller...jeg er faktisk ret ligeglad, for at være helt ærlig. Hvis det fungerer for dem, er alt vel som det skal være? Men for fanden, hvor bliver jeg øfferen over, at de får et eller andet kick ud af at hævde sig selv så meget og samtidig nedgøre os kannibaler.


Og nej, det får mig ikke til at droppe kødet eller mælken. Og nej, jo, jeg spiser stadig med største velbehag vingummi efter at have set den skræmmevideo du smed op med masser af døde svin og vingummibamser i én stor velsmagende pærevælling af en grisesti at være.


Jeg elsker en rød steak. Jeg elsker et glas koldt mælk. Jeg ville græde, hvis jeg fik serveret soya-risalamande juleaften. Og ost er omtrent Guds gave til menneskeheden. Og nej, jeg er ikke ligeglad med dyrevelfærd. Jeg har bare ikke et behov for at hverve fans på Facebook og reklamere med hvor meget godt jeg gør og hvor meget jeg fortjener 350 likes og en gratis pose "smæskesvær", som i øvrigt lyder enormt klamt.

Undskyld, veganere, men det gør det sgu. Friturestegt rispapir og peanuts?


Jeg kan sagtens undvære kød i flere dage. Og jeg gør det ofte. Af hensyn til mine tarme og mine medmennesker. For det giver mig altså labradormave og en stank af rendyrket had ud af endetarmen.
Og fordi salat og falafer og rodfrugter bare er enormt lækkert.
Men der er bare intet som en rød steak og en gang hjemmelavet bearnaise. (Eller K-Salats variant). Det smager af livskvalitet. Og ikke af ondskab.
Bevares, jeg indrømmer da gerne, at jeg foretrækker at ignorere tanken om en bette ung ko, der skulle dø, for at jeg kunne sætte tænderne i en steak. Men sådan er der så meget. Jeg har også ondt af de bananklaser jeg skiller ad og af mit gamle tv, der blev skiftet ud med en ny model.

Jeg lukker ofte øjnene for det, der gør ondt. Det kan man selvfølgelig godt kalde hyklerisk. Det kan man da. Men lad mig om det. Jeg gider da ikke finde mig i, at en flok veganerer står og truer mig hånligt med en porre.

Så kære veganere; prøv lige at kravl ud af røven på jer selv. Jeg synes I er søde som I er. (Indtil I åbner munden og næsten sammenligner mig med nazi'erne). Det pis gider jeg egentlig ikke. Det er faktisk pænt latterligt.