Fra MASH til Kokken & Jomfruen på et splitsekund

I går tog jeg som vanligt i hundeskoven. Der er så dejligt. Der er ro, der er natur, og der er masser af skridt på skridttælleren og dejlig frisk luft. Det er virkelig det der fungerer bedst for mig, når jeg skal finde mental hvile. 
De mennesker man møder, kan man stort set altid tale med, da vi alle har det samme til fælles: Vores elskede hundebørn. Og i går mødte jeg en kvinde, som - helt uden hun var klar over det - løftede mit energiniveau til noget, der rent faktisk resulterede i en følelse af glæde og velvære hos mig. 
Hun har også Border Collie - hun har to. Og Border Collies er kendt for at være en lille smule racistiske. De foretrækker deres egen race. 
Det betyder ikke, at de er trælse overfor andre hunderacer - Pixi elsker stort set alle hunde hun møder - men Bordere leger bare på en helt specielt måde, og taler tydeligvis samme sprog. Jeg bliver aldrig træt af at se dem løbe rundt sammen. 
Kvinden i går var fantastisk selskab. Det var faktisk lidt som om hende og jeg var to menneskelige udgaver af Border Collies. Vi var helt på samme side, og ingenting føltes forceret eller påtaget. 
Det viste sig, at vi begge har nødsmøger på os, at ingen af os ryger hjemme på egen matrikel og at det er tilladt at gøre det i hundeskoven. Så det bondede vi over sammen med indforstået småfnis og gensidig forståelse. 
Det var så dejlig en oplevelse, og det gjorde mig så glad. Simpelthen fordi jeg føler mig som batteriet i den lyskæde, som jeg tændte for 5 dage siden, og som tydeligvis kører på de sidste krampetrækninger - lysstyrken i pærene taget i betragtning. 
Derude i hundeskoven er der ingen, der forventer en masse af mig, og jeg var accepteret lige nøjagtig som jeg er. 

Så det var med smil på læben og i det mentale kontrolrum, at jeg startede bilen og kørte derfra. Fra en uforstyrret oase til helvedes forgård, skulle det vise sig. 

SuperBrugsen. 

Hvad der skete, aner jeg simpelthen ikke. Jeg trådte ind i butikken med overskud og med en klar plan for mine indkøb, men larmen sneg sig ind på mig i et bagholdsangreb, og så mistede jeg al overblik og overskud. 
Jeg kunne simpelthen ikke huske hvad jeg skulle købe. Jeg gik frem og tilbage et hav af gange for at hente det, som jeg pludselig kom i tanke om, og jeg kunne mærke irritationen og frustrationen over lyden fra de forbandede indkøbskurve på hjul. Jo mere irritationen steg, jo højere blev lydene og jo mindre kunne jeg huske. Al fokus smeltede sammen til en klam masse, som lignede "Slagterens hjemmelavede sylte", der lå der i køledisken og så utrolig uappetitlig ud.  Det var så ubehageligt, og jeg kørte derfra med tårer i øjnene. Men jeg fik det meste med trods alt, og skridttælleren roste mig for at have nået dagens mål. 

Jeg kom hjem, gik direkte ned til min mand, der sad på sit kontor - åbnede døren og sagde: "Jeg har lige brug for du holder om mig". Og så skete der det, som heldigvis næsten altid sker: Hans ro smittede af, og min hjertebanken nåede et normalt niveau igen.

Og så gik jeg i køkkenet. Jeg har en række go-to ting, som hjælper mig, når jeg skal genfinde mental ro. 

1: SIMS. Jeg bygger huse og indretter. Jeg spiller ikke længere spillet. Sidste gang jeg forsøgte, skete der som bekendt det, at efter jeg havde brugt timer på at give dem drømmehjemmet, startede de med at sætte ild til juletræet og sig selv. 
2: Ser Masterchef. Jeg elsker det! 
3: Skriver. 
4: Lytter til podcast om grufulde mord. En psykolog kan nok få en del ud af den oplysning. 
5: Ser videoer på YouTube, hvor en finsk kvinde (Auri Katariina) gør virkelig svinske hjem rene. 
6: Går i hundeskoven.
7: Laver mad. 

Og det gjorde jeg så i går. Lavede mad. Bagte franskbrød, bagte bagels med kanel og rosiner, stegte frikadeller, stegte ribbensteg og lavede leverpostej. Alt sammen med indlagte pauser, hvor jeg lige skulle hen og lure ud af vinduet for at tjekke status på min mand, som havde valgt at bruge søndagen på den trælse tjans med at hoppe i waders og rense vores søer i haven.

Vi sluttede dagen af med glögg og Netflix, og således sluttede dagen heldigvis lige så godt, som den startede. SuperBrugsen: 0 - Undertegnede: 1

Og nu er jeg der, hvor det er i morgen jeg skal tilbage på job, og ærligt talt, så kan jeg ikke helt overskue det. Men jeg tager af sted, så jeg kan få talt med min chef på en ordentlig måde, og så vi kan få sat de punktummer, som vi begge fortjener.

Empty nest - Når børnene flytter hjemmefra

I mit tilfælde er det så mig, der er flyttet og børnene, der stadig bor i hyggehytten. Men meningen er den samme; ens børn er nu voksne og bor alene.

Dén følelse kom bag på mig.

Jo, jeg var da klar over, at det ville blive mærkeligt. Men da jeg gik rundt mellem flyttekasserne og pakkede mit hjem ned, kom der en følelse snigende. Og den følelse satte sig ovre i hjørnet og gloede på mig, mens den voksede sig større og større. Pisse irriterende, var den, som den sad der og lurede på mig med et blik, der aldrig veg bort.
Og da vi nåede til dagen, hvor jeg flyttede ud, knækkede jeg fuldstændig og aldeles sammen.

Det havde intet at gøre med, at jeg ikke ønskede at flytte eller at jeg havde fået kolde fødder. Men lige pludselig ramte det mig som en gigantisk hammer direkte i hjertet: "En æra er forbi. Mine børn er voksne. Vi skal skabe en ny hverdag sammen, men hver for sig. På forskellige adresser".

Jeg tudede hele vejen op til mit nye hjem. Vores hjem. Älskling og jeg. Og han var så sød. Nussede mig og forsikrede mig om, at vi jo stadig skulle være sammen med mine børn.
Og det ved jeg jo godt. Og jeg ved også godt, at det er en naturlig del af livet. Men når man er en rendyrket overbeskyttende hønemor med tendens til curlingmor, så rammer det virkelig hårdt. Og direkte i hjertet.

Mine små pus, mine små guldklumper. Helt alene. (Okay, jeg er kun 3 km. væk fra dem, men stadig ...)
Mine skønne arvinger tager det glimrende. Men de er ikke børn af en følsom-mor for ingenting. Men det er også okay. Det er faktisk mere end okay. Vi fik krammet. Og grædt. Og krammet. Og grædt.
Og så lettede det ligesom helt af sig selv. Og så kom jeg herop. I mit nye hjem. Og vi fik samlet nyindkøbte reoler og makeup-bord og fik indrettet os det skønneste hjem. Og så er man ligesom forbi den største bakke.

(Hvor mange gange kan jeg skrive "og"?)

Det er skide hyggeligt. Og mit hjerte elsker det. Også selv om jeg lige skal vænne mig til vejen hjem på gåben. Det er kun 3½ km og uden tvivl noget der er godt for mit bmi og min Teletubbie-facon. Men det går jo for fanden op ad hele vejen. H-e-l-e v-e-j-e-n. Pænt stejlt, endda.
Faktisk er min røv så stor og tynger så meget bagud, at jeg tydeligt kunne mørke det på vej hjem i dag. Der skulle i hvert fald ikke have været mere modvind. Så var jeg tiltet bagover.
Jeg mødte et ældre ægtepar på vejen. De gik ned af bakken. Og selv om jeg havde musik i ørene, kunne jeg ligesom GODT fornemme, at de kommenterede på min ansigtskulør, som nok mest af alt lignede noget, der havde kogt lidt for længe i en trykkoger.

Røvhuller. Gamle røvhuller. Sgu da nemt at sige, når I går nedad.


Men det er fint. Med tiden bliver det nok knap så anstrengende. Og så har jeg købt mig en cykel. Jeg har dog ingen forhåbninger eller naive forestillinger om, at jeg nogensinde bliver i stand til at cykle hele vejen hjem. Det svarer jo for fanden til Alpe d'Huez og er nok forbundet med en vis risiko for at styrte sidelæns.

Det er også fint at være realistisk. Så kan jeg da kun overraske mig selv positivt. Og man KAN jo altid stå af og trække og lade som om man er midt i en vigtig telefonsamtale.




Her er dejligt. Jeg har en hund at komme hjem til. En mand, der elsker mig inderligt og som vil sy en kjole til mig af kys. Og jeg har mine arvinger tæt på.
Vores hjem er vidunderligt. Og jeg elsker ham så vanvittig meget. Så meget, at jeg har lyst til at klappe mig selv en flad, bare for at forstå, at jo; det ER virkeligt, dette her.