Update fra elendigheden

Det går ad helvede til. Jeg har simpelthen så ondt af mig selv, at jeg næsten ikke kan være i min egen krop.
Den er i øvrigt heller ikke et lækkert sted at være. Fyldt med snot og slim og elendighed. Og så hart jeg googlet hoste + slim og som det første popper Google selvfølgelig frem med "Cancer". Det er klart.

Fem dage på sofaen og jeg bliver vanvittig. Min ryg gør ondt af at hoste, jeg sover i intervaller, fordi jeg hoster. Og jeg er hudløs under næsen og har et forbrug på 15 pakker lommetørklæder  - og still counting.

Jeg er sur og tvær og ynkelig i en sjælden set grad.


Fuck hoste, fuck snot, fuck feber, fuck muskelsmerter, fuck lorteklovnene, fuck Joachim B. Olsen og hans totalte fravær af social intelligens. Fuck dårlige film på Netflix, fuck mit udseende uden make-up, fuck sladderspaltefjolser, fuck sladder, fuck vendekåber, fuck edderkoppespind, som jeg kan se jeg har en del af i loftet. Fuck periodevis manglende lugtesans, fuck hovedpine, fuck falske amøber, fuck efterligninger, fuck dumme drømme. Fuck fuck fuck. Og fuck.


Jeg er så proletar-agtig i disse dage, at jeg ligger med en tom indkøbspose fra Meny. Den ligger på gulvet og er proppet med brugte snotklude. Jeg søber mit svælg i hostesaft, som ingen videnskabelige undersøgelser har kunnet bevise virker. Jeg sidder næsten med næsesprayen limet fast i næseboret.

Og i går smed jeg et ildfast fad ud, fordi jeg ikke orkede at gøre det rent.



Det kan ikke rigtig blive mere ynkeligt og selvudslettende.

Og selvmedlidenheden har toppet

Jeg har efterårsferie. Jeg har glædet mig til den. Jeg havde lagt planer. Og i stedet blev alt ændret og jeg ligger nu på 4. dagen under dynen og har det elendigt.

Fandeme skide typisk!

Og jeg gør bare det hele værre for mig selv. For hold nu kæft, hvor har jeg ondt af mig selv. Det har jeg altid, når jeg får influenza, men det er som om det topper denne gang. Jeg har samtaler med mig selv, hvor jeg bekræfter mig selv i, hvor virkelig meget synd, det er for mig. Jeg tuder i frustration over snottet øm næse, manglende søvn pga. hoste og kronisk hovedpine. Ja...selv øjenpine har jeg.

Og som om alt ovenstående ikke er slemt nok, så har jeg været tvunget til at bevæge mig ud for at handle. For Uglen ligger også med samme omgang og Sundhedssøn er hos sin far denne uge. (Hvilket han er slemt glad for. Han var forbi i går ganske kort og min underlæbe begyndte at sitre med det samme jeg så ham - hvorefter det blev afløst af et ondt hosteanfald)


Elendigheden toppede i dag. Jeg sjattissede i bukserne. Så sølle er det blevet. Hosteanfaldet gik helt amok og jeg måtte skifte tøj. Og så tudede jeg igen.


Alt er træls. Alt gør ondt. Mine rygmuskler kan ikke klare mere hoste. Det er så pisse synd for mig.

Så er influenzasæsonen startet

og jeg er endnu ikke ramt. Ikke for alvor. Faktisk er det ret mange år siden, at jeg har prøvet at have en influenza, der mener det. Sådan en, der lægger en ned i 5-7 dage med feber, ømme øjne, ømme muskler og udskillelse af lidt for mange kropsvæsker.
I stedet rager jeg en fesen virus til mig, som gør en for ynkelig til at arbejde og for rask til at blive hjemme. Og så kan man ellers rende rundt og have det semi-træls i flere uger.

Jeg magter det ikke. I går var jeg hjemme. Ikke fordi jeg havde feber og ømhed på den sengeliggende måde, men fordi jeg var i en tilstand, hvor kloaksystemet blev udfordret. Og så havde (og har) jeg en virkelig sær krop, som periodevis kommer i tanke om, at den har det træls, hvorefter den glemmer det og jeg har det glimrende - hvorefter jeg igen har det som som jeg har feber ned i tæerne, hvorefter alt er godt igen...hvorefter-hvorefter-hvorefter.
Jeg gider det ikke. Så giv mig da for fanden fem dage på langs med madlede, feber, kvalme, ømhed og konstant elendighed, så det kan blive overstået.
Det andet kan jeg ikke bruge til noget. Og man høster heller ikke ret meget medlidenhed på det.
Jeg forsøgte ellers alt jeg kunne overfor teenagerne,, men det var som om de aldrig helt åd den.  Heller ikke selv om jeg måtte kontakte Uglen midt i hendes undervisning med et klynkende: "Du er nøøøødt til at gå omkring købmanden på vej hjem. Vi har ikke mere toiletpapir" og heller ikke selv om Sundhedssøn også talte med hende senere og jeg overhørte ham sige:


"Husk nu toiletpapir. Mor skider helt vildt". 

Apropos sundhedssøn, så glemmer jeg virkelig tit, at han er en voksen mand nu og ikke længere min "lille mus", som er afhængig af mig i hverdagen. Jeg har ligesom lært nu, at jeg ikke skal kalde ham "mus", når vi handler i Føtex eller generelt er ude i offentligheden. Men i går glippede den så igen. Han talte om, at han ville op på gågaden og finde et par ordentlige jeans og et par sko og jeg returnerede som det mest naturlige med: "Så må du lige sige til, hvornår vi skal op og kigge på det" og så blev jeg mødt med et "What the fuck"-ansigt og et:

"Øhm, Mor - ikke for noget, men jeg regner nu med at klare det selv eller mødes med en af mine venner. Det ser sgu lidt for noller ud, hvis du skal stå udenfor prøverummet, mens jeg står og prøver tøj. Man har ikke sin mor med til sådan noget".



Men...