tirsdag den 9. januar 2018

(Semi)Blind overvægtig høne finder også et korn

Lige nu ligger jeg på sofaen - kæresten sidder på kontoret og arbejder få meter herfra og jeg klikker mig rundt inde på Amazon og leder efter østrogenpyntenips til mit kommende værelse - kun afbrudt af lyden af søde slæbende skridt fra verdens dejligste mand, der kommer ind for at få tanket kys op.

Jeps. Jeg flyver fra reden. Vi kører den omvendte stil, hvor det er Mutti der flytter hjemmefra og børnene (som for pokker jo er voksne nu), bliver boende i hytten.


Uglen er 21, Sundhedssøn 19 og ingen af dem har brug for hjælp til snørebåndene længere. Men priserne på ungdomsboliger er høje her i byen og kvadratmeterne små. Så vi har fundet den perfekte løsning. De får råderetten over den lille hytte, som vi alle elsker - en del kvadratmeter centralt placeret i byen i verdens sødeste byhus. Og jeg ...


JEG FLYTTER SAMMEN MED MIN ÄLSKLING! 







Det er helt vildt, som livet pludselig kan tage et gigantisk sving.  For et år siden, var jeg sikker på, at jeg aldrig ville kunne finde den der altopslugende kærlighed med vanvittig gensidig humor og en fælles IQ over gennemsnittet.
Mit selvværd var (og er) ikke just en overskudsvare, min hud er stretchet mere end godt er, jeg er en omvandrende tumling, jeg prutter mere end gennemsnittet og der er absolut intet prinsessegen plantet i min dna. Ikke ligefrem de bedste odds.













Men så kom han ...








 ...og nu er vi to. Okay, vi er faktisk syv. Ham, mig og vores skønne arvinger. Men ham og jeg - vi er os. Vi er den der perfekte uperfekte kombination, som jeg har drømt om så mange gange og som jeg nu er en del af.

Hold kæft, hvor jeg glæder mig. Byens bedste udsigt, en have, hvor jeg kan udleve min drøm om at dyrke krydderurter (som visner i løbet af sommeren, fordi det konstant kommer bag på mig, at lortet skal have vand for at leve), en stor terrasse med plads til at at være semi-nøgen og hvor naboerne ikke kan følge med, brændeovn, klaver (som jeg ikke kan spille på, men det kan vel læres?) - og aller-allerbedst: At dele livet med ham jeg elsker.

Og mit eget værelse, får jeg. Ikke med seng/skibsbriks eller med Tæppelandskillingeplakat på væggen. Nope. Det bliver mit girlyhurley-room, hvor jeg kan få en ny blog op at køre og hvor jeg kan skrive i fred og ro, mens jeg er omgivet af læssevis af lammeskind, lysestager, lænestolsflyder og Heidi-nips. Og en dejlig hund ved mine fødder.


Jeg ved ikke lige, hvad jeg har gjort for at have fortjent alt dette, men jeg nyder det helt ind bag hjertet.