Det er at jeg konstant er min egen værste kritiker. Og at jeg meget sjældent er 100% tilfreds med hvad jeg laver, fordi jeg hele tiden føler, at jeg kunne have gjort det bare en tand bedre.
Blandt andet med mit arbejde. Guderne skal vide, at jeg elsker den arbejdsplads. Og min stilling. Men jeg føler hele tiden, at jeg skal gøre det bedre. Og bedre. Og så lige en tand bedre.
Er udmærket klar over, at det er stressen der stadig huserer inde i mig. Og som gør, at jeg bare aldrig helt føler, at jeg er god nok.
Hvilket er totalt latterligt, for jeg får så meget ros og anerkendelse fra mine chefer.
Nu her i sidste uge. Vi havde sindssygt travlt. Og i dag har så været en stille dag. Og jeg sidder bare og føler, at jeg ikke har lavet en skid. Og føler mig utilstrækkelig, og at jeg har skuffet.
Det er så skide irriterende, at selvværd konstant er i restordre. Men altså, jeg vil jo bare så gerne gøre det godt. Hele tiden.
Jeg har i lang tid haft det motto, at mit liv er perfekt, når det er uperfekt. Hvilket stadig gælder. Jeg elsker kant og twist i livet.
Men når det kommer til min forpligtelse hos andre, så er jeg ikke tilfreds med noget mindre end perfektion.
Og jeg véd jo godt, at det er latterligt. Og uopnåeligt. For ingen mennesker er perfekte hele tiden. Det er bare uendeligt svært for mig at kunne bruge til noget, når jeg ryger i tankehætte-tilstand.
[/Klynk/Over]
Her skulle have været et klynkebillede med en klynketekst, men det droppede jeg så alligevel. Der må være grænser for selvudslettende opførsel. I stedet gik jeg ud på badeværelset og tjekkede min make-up, og kan konstatere, at jeg er herregod til at lægge eyeliner. Stregen er næsten lige. Har desuden også en ret så god hårdag. Så det er (trods alt) ikke skidt og klynk det hele.
Og som bonus har jeg en fridag i morgen, som jeg regner med at bruge sammen med en god veninde.
Og i stedet for klynkebilledet, kommer dette i stedet.
