Her sidder jeg så. I min seng med en bøtte frisklavet og stadig dampende ananaschutney ved siden af mig.
Ugledatteren har en mentor og de to har et hjemmemøde i dag. Jeg er lige kommet hjem fra job. Tidligt fri og med masser af planer og lyst til at udnytte al den gode tid, som tirsdagen tilbød mig.
Men nej - jeg blev beordret ud af stuerne, hvilket da også giver fin mening. Det rager da ikke mig, hvad de to skal tale om.
Problemet er bare, at de har valgt at sætte sig i spisestuen. Og mit soveværelse ligger lige ved siden af - kun adskilt af verdens tyndeste væg uden nogen form for lydisolering. Og jeg er ikke typen, der lytter ret meget ved dørene, men det ER sgu da svært at undgå at lade ørene glide ind og forene sig med savsmuldstapetet.
I skrivende stund kan jeg høre, at hun (mentoren) grinende kommenterer hvor meget der er pyntet op her i hytten. Hun skulle bare vide, at det kun er 20% af pynten, der er kommet op. Resten kommer i morgen. (Hvilket chokerer mig selv så meget, at jeg har bestemt mig for at pynte juletræ nummer to på lørdag, for ligesom at kompensere for den sene oppyntning. Det giver desuden fin mening at have et juletræ til hver stue).
Men her sidder jeg så. Med en diarré under opsejling, fordi der muligvis var lige rigeligt med chili i det mad, som jeg prøvesmagte på jobbet. På tom mave.
Og det er jo bare fantastisk. Så kan jeg sidde her i mit kridhvide sengetøj med sammenklemte baller og en smule hjertebanken.
Aner ikke hvad jeg skal lave. Jeg kunne spamme min kæreste med lumre kærlighedhedserklæringer, men han er jo trods alt på arbejde. Jeg kunne spille kabale. Det er min nye hobby, når jeg skal lukke af mentalt. Det går skide godt. Især fordi man kan snyde pænt meget, når kortene ikke samarbejder.
Jeg kunne også se hudormevideoer på YouTube, men jeg gider ikke se dem uden lyd. Man ser jo heller ikke porno uden lyd.
Laver sgu en liste:
Årets nedtur:
Massefyringer på jobbet. Æv, hvor det har genereret en sindssyg dårlig stemning og for mit vedkommende; total stressmave og stress-sind. Der er forsvundet alt for mange gode kolleger.
Årets irritationsmoment:
YOUSEE!
Antal rykkere fra YOUSEE for produkter/tjenster, som jeg ikke er indehaver af:
Omkring 12.
Antal lukninger af internetforbindelser.
2. (En af dem var pga. en spasser, der gravede en masse kabler over ved en fejl - den anden var fordi YOUSEE blev sure over, at jeg ikke havde betalt for en internetforbindelse, som jeg ikke havde haft i et halvt å. Sgu da også nederen af mig.)
Antal kroner jeg har betalt ekstra til YOUSEE:
Omkring 4000,-
Antal kroner jeg har fået tilbagebetalt:
Ca. 2500,-
Antal trusler om inkasso fra YOUSEE:
4.
Antal opkald til til YOUSEE:
51. Cirka.
Antal spammails fra "Cityfinans" det seneste halve år:
98. "Henrik" bliver ved med at skrive til mig og spørge mig, "om jeg ikke synes det er vildt pinligt at låne penge?" - hvorefter han tilbyder mig at låne 12000,- kroner.
Antal Nigeria/Microsoft from India-tlf-opkald:
2.
Årets højdepunkt:
Ham! 💗 Årh wow altså, ham! Mit hjerte har strækmærker, min mave er en sommerfuglefarm, min mund har verdensrekord i at smile og mine smilerynker ved øjnene har fået vokseværk og ligner efterhånden persienner - men det er de smukkeste persienner.
Han gør mig så vanvittig lykkelig. Jeg har lyst til at kysse ham hudløs. Og jeg fatter simpelthen ikke, at jeg er så heldig. Han er definitionen af kærlighed.
Dagens optur:
Mentor gået - toilet nu.