1: Stressbarometer
Har været svingende. Alt lige fra "så slap jeg da endelig af med de sidste stresssymptomer" til "Arg, helvede og pis, skal jeg virkelig helt derned og skrabe bunden igen, mens maven slår knuder på sig selv og sender mig i fastlåst krumrygget stilling på toilettet".
Jeg ved sgu ikke...skal man bare acceptere, at det nok altid vil ligge og lumre et sted i kroppen?
Er det sådan det fungerer? Én gang stress, altid stress?
Jeg ved sgu ikke...skal man bare acceptere, at det nok altid vil ligge og lumre et sted i kroppen?
Er det sådan det fungerer? Én gang stress, altid stress?
Det er fandeme en underlig størrelse. Når man har haft besøg af det lortemonster længe nok, finder man ud af, at når man har allermest om ørene og når man føler sig allermest boostet med energi, så befinder man sig rent faktisk midt i stormens øje. Og så bliver man hvirvlet rundtosset kort tid efter. Lige når man føler, at man har allermest kontrol og zen i kroppen.
Jeg lærer det vel en dag? At acceptere, at jeg egentlig er god nok, som jeg er - og at jeg i bund og grund ikke kan tvinge mig selv til at være superwoman med rundsave på albuerne.
2: PMS
I guder! Det bliver da i hvert fald ikke mildere med årene.
Jeg tror muligvis, at overgangsalderen har fået knoklet sig op mod fordøren. For jeg skal da lige love for, at jeg nogle måneder bliver så tyndhudet og kortluntet, at jeg egentlig burde udstyres med en luftalarm i håndtasken, så folk kan nå at blive advaret og ikke tro, at jeg er blevet skingrende skør, når jeg tuder over, at naboens kat ignorerer mig og når jeg raser indædt over selv de mindste ting, som f.eks. når skrællen fra nye kartofler klistrer sig til mine fingre og når paneringen klumper sig sammen mellem mine fingre.
3: Arvingerne:
Vidunderligt. Ganske enkelt vidunderligt. Det er meget muligt, at jeg har taget en masse dumme valg gennem tiden og at jeg ofte er en omvandrende mentalt handikappet tumling, men at være mor; dét er jeg fandeme god til.
De er så voksne nu. Jeg fatter det ikke. Hvor blev tiden af? Det føles kun som i forgårs, at jeg lå på fødebriksen og pressede noget, det føltes som et mellemstort drivhus, ud af underetagen.
Og nu er de voksne. Og mere fornuftige, end jeg nogensinde har været. Og rationelle og eftertænksomme og med egne politiske (stærke) holdninger. (Vi ser stadig ikke politiske programmer eller Luksusfælden herhjemme. Det er ganske enkelt umuligt, fordi sønnen er kongeblå og datteren er mere Ø, end Johanne nogensinde bliver).
Sundhedssøn er 19 år og har lige købt en bil kontant. Og vi taler altså ikke om en solbleget Skoda fra 1999. Vi taler ny bil.
Da jeg var 19, smed jeg mine penge på yndlingsbaren og brugte resten på tøj og havde et fælt resultat på bundlinjen på dankortet.
4: Vægttab
Gider ikke tale om det. I guder, jeg må have tabt min rygrad på bunden af en rødvinsflaske.
Skal bruge 2018 på at finde min talje igen. Der er egentlig ikke så meget mere at sige. Magter ikke, hvis jeg får ædt mig til en gang diabetes eller slidgigt i hoften.
Sommeren 2018 skal være sommeren, hvor jeg sveder pga. temperaturen i luften og ikke pga. temperaturen under Mummitroldkropsisoleringen.
5: Familie og venner + kolleger.
Fantastisk. Jeg bliver konstant overvældet over, hvor mange dejlige mennesker, jeg har i mit liv.
Min familie, som er min hjertebase. De søde gamle nisseforældre, som på et splitsekund altid kan give mig følelsen af at være puttet i en tryghedsvugge med dyner af kærlig silke.
Min familie, som er min hjertebase. De søde gamle nisseforældre, som på et splitsekund altid kan give mig følelsen af at være puttet i en tryghedsvugge med dyner af kærlig silke.
Mine brødre og deres påhæng, som er kæmpe vigtige brikker i mit puslespil.
Mine venner, som kender mig og elsker mig og hvor ord egentlig ikke er så skide vigtigt for at føre en samtale. Den der mangeårige indforståethed har sit helt eget sprog.
Mine kolleger, som omtrent er verdens bedste og min allerældste veninde, som er den søster, jeg altid har ønsket mig.
Jeg er virkelig heldig.
Jeg er virkelig heldig.
6: Arbejde
Mit job er beviset på, at det ikke er en skyhøj løn, der afgør, om man er glad for at gå på arbejde.
Jeg har tabt mit hjerte fuldstændig til alle de søde flygtningekvinder. For fanden, hvor de lærer mig meget. Og gud i himlen, hvor de udsender livskvalitetsboost og glæde ud gennem tørklæderne.
Jo jo, de synes jeg ser en del ældre ud, fordi jeg er bleg og tyk ("#(&%¤@£!!), men de vader direkte ind i mit hjerte og giver mine hverdage så meget substans og horisont.
7: Økonomi og opsparing
.............
8: Kærlighed
Jeg fik et match på Tinder. Og efterfølgende fem notifikationer på mobilen om at han havde sendt en ny besked. Og en ny. Og en ny. Og en ny. Lige i røven på hinanden. Og jeg nåede at blive småirriteret og tænke: Seriøst? Rolig nu!
Og så loggede jeg på lidt senere og læste hans beskeder og forelskede mig på stedet.
Alt, hvad jeg har lavet lister over gennem tiden, hvad jeg ønskede og søgte efter i en mand, stod der sort på hvidt på virtuelt datingpapir. Intelligens, evnen til at formidle ord og sætninger, grotesk sort underspillet humor, menneskelige værdier, udseende - alt var - hånden på hjertet - et match fra starten.
Vores første date var som taget ud af en film. Han hentede mig, gav mig et tæt knus og et kys på kinden og så tog vi ud og spiste på den skønneste restaurant, hvor jeg kunne tilføje endnu et plus på listen: Manden er madnørd og sætter pris på kvalitet på tallerkenen.
Gåtur i sommeraftenen, det første kys og en kemi, der var så tyk og intens, at myggenes summen midt i skoven, blev fuldstændig lydløs og på samme tid vidunderlig lyd i ørene.
Og så har vi været sammen siden. Hver dag. Hver eneste dag. Og hver time vi er sammen, elsker jeg ham højere og højere.
Han omfavner mit hjerte, han elsker mig lige nøjagtig for den jeg er og han ser mig, som ingen andre før har set mig.
Han gør mig så lykkelig, at ord ikke kan beskrive det retfærdigt nok. (Og nu tuder jeg)
💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗💗
9: Nye familiemedlemmer
Tre bonusbørn, som er akkurat lige så vidunderlige mennesker, som deres far. Og en svigermor, der er så hjertevarm, at man har lyst til at kramme hende i atomer og pakke hende ind i beskyttelsesfilm og panserglas, så intet dumt kan ramme hende.
Og en hel stor familie, som har taget imod mig med åbne arme.
10: Konklusion
Jeg er en meget heldig kvinde med meget tykke tånegle.
