Så når min kæreste lægger sig i sengen og sover 8 sekunder efter han har bestemt sig for at sove, ligger jeg ofte længe og tænker. Det er åbenbart dér, at min tankevirksomhed har åbningstid.
Og i går dukkede der så et barndomsminde op. Sådan helt spontant. Og det var bare endnu en bekræftelse på, at jeg sgu ikke var helt i vatter, dengang i 80'erne.
Min barndomsveninde var vild med Madonna. Jeg var vild med Whitney Houston. Og dengang tog man det der med idoler ret alvorligt.
Der var vist noget med, at Madonna og Whitney på et tidspunkt var i én eller anden form for magtkamp. Så det kom min veninde og jeg selvsagt også. Og det skortede ikke på argumenter for, hvorfor det netop var ens idol, der var poppens dronning. Men på trods af det, kom vi aldrig til en enighed.
Men så begyndte den næste fase. For det ultimative trumfkort var, hvis man kunne bevise, at man havde visse fysiske lighedstegn med sit idol. Og dér havde min veninde så et kæmpe forspring.
Jeg kan huske, at hun trak sit hår om i nakken og lagde ansigtet i en bestemt og meget Madonna-ish posering og jo, jeg kunne godt se det. Hun lignede hende faktisk. Så det gav jeg hende selvfølgelig ikke ret i. Sgu da ikke, når jeg var kilometer fra at kunne sige, at jeg lignede Whitney Houston.
Der er ligesom ikke meget "I wanna dance with somebody" over en bleg og rødmosset hud, fregner, rødt hår og virkelig grimme briller i str. nørd.
Men min veninde var (og er) et godt menneske. Og i denne interne konkurrence, var hun et endnu større menneske, end jeg var. For jeg havde jo et andet idol ved siden af Whitney. En duo med en mand og en kvinde. Og min veninde trøstede mig så med, at jeg faktisk havde visse lighedstegn med manden i gruppen.
Jeg kan tydelig huske, hvad hun sagde: "Hans mund står altid lidt åben. Og det gør din også. Du ligner ham faktisk på munden".
Andre ville måske blive fornærmet over sådan en sammenligning, men ikke mig. Jeg var pavestolt og følte mig faktisk lidt småvigtig.
Var det så Boy George, du var vild med? - tænker du måske. Eller Michael Jackson?
Nope.
Så smart var jeg ikke. Jeg var mere på hjemmebane. Eller i hvert fald i mit eget hjemland. Det var John Hatting. Fra Trax.
Og hver aften lå jeg i min seng og kiggede på min 70x100 plakat, som hang over min seng, og studerede Johns læber, som var mine tvillingelæber.
