onsdag den 8. november 2017

Da Torsten åd en croissant

På Ekstra Bladet udspiller der sig en tragisk historie fra virkelighedens verden. Torsten fra Helsinge er røget uklar med Aldi. Noget så godt og grundigt. 

Det hele startede med, at Torsten skulle ind at handle. Han skulle blandt andet have croissanter. Og de må have duftet rigtig godt og Torsten må have været vældig sulten, for han kunne i hvert fald ikke vente. 
Duften af smørbagt bake-off valsede op i hans næsebor i en forførende tango og for at stoppe mundvandet, tog Torsten en bid af den ene croissant. Og en bid mere. Og så lige en bid mere. 
Oppe ved kassen, lagde han posen med det afgnavede smørhorn på varebåndet og afslørede for kassedamen, at han havde ædt af varen. 

Og så blev Torsten smidt ud af Aldi. Lige på stedet. "Heraus!", blev der brølet omme fra den anden side af kassen. "Og kom aldrig tilbage" - lød sidste vers af irettesættersangen. 

Her knækker Torsten sammen overfor journalisten og kan ikke gennemføre resten af interviewet, så hans kone Kirsten tager over og fortæller, at Torsten et års tid senere, tog listeskoene på og sneg sig ned mod det lukkede semi-tyskerland for at forsøge at komme ind i varmen igen. 
Men knap havde han fået foden indenfor blandt tyske flødeboller med konsistens som isoleringsskum og ghettoblastere designet i krigens tid,  før han blev genkendt af fortiden i skikkelse af kassedamen m/k fra sidst, som ikke spildte tiden, da hun/han fik øje på Torstens forventningsfulde og livsglade ansigt:

"Kan du så komme ud!", lød det oppe fra den brune syntetiske jakke med ikke så få Aldi-logoer og tekst på. 
"Aha, ein Deserteur! Holt den Henker! Hau ihm den Kopf ab! Kannst du jetzt rauskommen? Vorwärts marsch!"

Og så måtte Torsten liste hjem igen. Uden croissanter. Uden noget som helst.


Aldi har dog en anden forklaring på Torstens adfærd: 

"Den pågældende person kommer ind i butikken og tager en croissant. Den lægger han ind i en avis og forsøger at skjule den. Efterfølgende prøver han at gemme resterne et sted i butikken". 


Men dén version kan Kirsten slet ikke genkende. For Torsten har engang modtaget to tjenestemedaljer for tro tjeneste på grund af sit arbejde for flyvevåbnet i 41 år.
Nu kender jeg ikke Torsten, så jeg skal ikke kunne svare på, om han har ædt og gemt en blødgnasket croissant bag en vinkelsliber i Aldi. Men her i Silkeborg, havde vi for nogle år siden en pyroman on the loose. Ikke så få huse, blev forsøgt futtet af. Og gerningmanden var altså politimand. 

Men hvad ved jeg...Måske Torsten ER uskyldig. Måske ER han en gemen wienerbrødstyv? Ingen ved det. Det eneste vi ved, er at Torsten ikke længere kan handle i Aldi. Der er dømt permanent Kein Zugriff i den brune butik. Og Kirsten kan heller ikke handle derinde. For som hun forklarer til Ekstra Bladet: "Kirsten har ikke selv mulighed for at handle, da hun bruger rolator. Og understreger at hele episoden har været meget hård for hende og hendes mand. Men hun har stadig et håb.  Jeg håber, at vi kan få lov til at handle der igen".


Torsten er dog ikke det eneste offer i denne hjertegribende historie. Deres hund, som elsker Aldis godbidder, lider også stærkt under, at farmand måske er en tyveknægt. Men her tager tragedien heldigvis et lykkeligt twist: "Dem må vi så få vores datter til at købe", fortæller Kirsten.


Her slutter interviewet så. Men inden Ekstra Bladet forlader parret, bliver der taget et billede (eller er det et mugshot?) af den Croissant-elskende Torsten. Og her kan man vist roligt konstatere, at et billede siger mere end 1000 ord.