tirsdag den 29. august 2017

Den mentale kriger vs. kritik

Jamen, i guder. Om jeg begriber, hvorfor folk er så dumme, at de falder i med begge ben og slubrer ordene fra denne mand i sig.
Er det lemmingeeffekten? Eller er folk bare så uoplyste og i så stor mangel af selvindsigt og livserfaring, at de nærmest opfatter krigeren som en Gud, fordi han sætter sig bag rattet i sin bil, tænder mobilkameraet og siger alt det, som burde være indlysende for enhver med bare en smule fornuft?

"Hej. 
I dag vil jeg fortælle jer, hvordan man får sit parforhold til at holde. I skal taaaaaaale sammen, Hver dag. Ros hinanden. Kys hinanden. Anerkend hinanden. Og tal sammen. Vis interesse for hinanden.
Mvh. Den Mentale Kriger"


Jamen, wow! Det var da vel nok vældigt, at du lige kunne komme forbi og fortælle mig det. Ellers havde jeg da aldrig nogensinde indset vigtigheden i det du siger. For det er jo nok faktisk det tætteste man kommer på raketvidenskab, det der.
Og folk labber det i sig, som var han Jesus, der stod midt i Gudenåen og forvandlede den til vin ad libitum.
"Mrm, ja. Det er SÅ rigtigt!"
"Jeg lærer bare SÅ meget af dine videoer!"
"Godt brølt, løve!"

Det er fandeme sørgeligt.


Heldigvis findes der også fornuftige mennesker på Facebook, som har hjernekapacitet nok til at se, at manden i bund og grund kun lukker almen viden og sexistisk lort ud. Men det er krigeren ikke så glad for.
Så når folk anmelder hans én-mands-virksomhed med laveste karakter, bliver han vred. Uha, han bliver vred. Og så sletter han åbenbart al den kritik, som han ikke evner at svare på. (Kan jeg fornemme på opslagene på hans side).
Andre gange falder der en lille pisgul paryk ned over hans kriger-isse og forvandler ham til Donald Trump og så responderer han på kritikken. Ikke konstruktivt - nu skal man heller ikke lade sig rive med. Nej, han brøler et fake news ud over hele sin dumme side og anklager alle, som ikke er vilde med ham, for at være fake-profiler.

Og sådan kan man jo også udstille sine lånte fjer. Det er egentlig ganske underholdende læsning at se ham på fedtet line, hvor al hans selvindbildte intelligens pludselig drøner mod jorden og direkte gennem sikkerhedsnettet.







Hvornår stopper den tsunami af mennesker, som pludselig har set lyset og nu føler sig aldeles kompetent til at lege terapeut, sexolog og psykolog på samme tid?