mandag den 4. februar 2013

Midtjysk humor

Jamen, jeg havde set det komme. En reaktion på min klumme i den jyske avis.
Vandene er delt, akkurat som jeg forudså. Men ærligt talt...Og? Det er jo umuligt at skrive noget, som alle elsker. Og det er ved gud heller ikke min intention.
Jeg morer mig dog yderst meget over dagens kommentar:


Ha ha, Nu er avisen blevet offer for laveste fællesnævner hvad angår humor. Det er da ikke lig med god humor og friske pust at man bitcher af alt og alle og skriver sure opstød konstant. 
Jeg er spændt på at se hvor længe det holder :-) Forbeholde mig retten til at jeg måske tager fejl af de midtjyske borgere's humor. 

Må jeg anbefale dig, at du tøffer hen i din Biva sofa, og smækker Finn & Jakob på i stedet så?
Ej, men det der er da bare så typisk bondsk. "Uha uha, man må ikke falde ved siden af her i byen. Vi skal alle elske Lars Lilholt og Linje 3".
"Midjyske borgeres humor"...nårrrrh ja, for vi er en speciel race, som alle deler samme humor?

Nej!

Altså, manden må hjertens gerne give kritik. Og han behøver ikke elske mig. Faktisk er jeg gerne fri. For den der provins-attitude passer ikke rigtig til mig.
Men jeg er ret imponeret over, at han efter tre klummer, bruger ordet "konstant". Arme mand, han får sgu da et forhøjet blodtryk inden måneden er omme. Jeg er jo ikke engang nået til at bitche over det nye stadion der skal bygges i byen. Til et fodboldhold, som absolut ikke ved hvordan man skal spille.

Nå...men jeg er olm i dag. Ikke pga. ovenstående, men vist bare gennemsyret olm. Og det hjælper bare slet ikke på humøret, at man kommer hjem til en hytte, hvor der er undtagelsestilstand i samtlige rum.
Soveværelset og badeværelset kan jeg ikke engang bebrejde nogen. Jeg ved ikke lige hvordan fanden det er lykkedes mig at bombardere det så meget.
Men så er der resten af hytten. Vinduer der ser ud som om de er blevet sandblæste, køkkenlåger der ligner noget der har været dyppet i en frituregryde, gulve hvor man kan bygge sandslotte, og støv der nærmest ligger i driver.
Og ved også bare hvem det hænger på. Hold kæft, hvor vil jeg være rig, og have tjenestefolk! Og et fodbad i 50% klorin og 50% rodalon...kan jeg lugte i mine næsebor.