Så har man da lige set Dirty Dancing. Synes sgu den er fed. Men nok mest for nostalgiens skyld.
Gråstænkt er jo tidligere dansemus. Ikke m. mig. Jeg var knap nok startet i børnehaveklasse, da han vimsede rundt i blanke sko og vred hofterne. (Overdrivelse fremmer forståelsen...Han vred vist ikke hofterne).
Nå, men vi sidder og ser filmen. Og jeg falder som altid i teenagesvime over det sukkersøde citat: "Me? I'm scared of everything. I'm scared of what I saw. I'm scared of what I did, of who I am. And most of all... I'm scared of walking out of this room and never feeling the rest of my whole life, the way I feel when I'm with you."
Jeg husker tydeligt, hvordan jeg som teenager drømte om at være Baby. Johnnys danseskat.
Det gør jeg ikke længere. Af flere grunde:
1) Johnny er død. Og jeg vil altså ikke danse med ham, der hvor han er nu. (Fandeme for tidligt han skulle væk).
2) Jeg ejer ikke rytme.
3) Scenen, hvor Baby springer op, og Johnny løfter hende.
U-O-V-E-R-S-K-U-E-L-I-G-T.
Af flere årsager.
a) Hvordan fanden skulle jeg kunne springe op? Der skulle jo sættes springbræt og trampoliner op overalt.
b) Jeg dumpede i idræt.
c) HVIS det endelig skulle lykkedes, at jeg fik møvet mig op i de luftlag, så ville Johnnys (eller Gråstænkts) rygrad jo skyde ud gennem ryggen på dem, pga. trykket når jeg landede.
Nobody puts Rødhætte in the corner. Are you nuts, Johnny? We spent the whole afternoon putting her there.
