fredag den 18. november 2022

En mental lossseplads

Folk fra min generation og ældre kan huske datidens lossepladser. I dag hedder det genbrugspladsen eller hvis det skal være ekstra fint; genbrugsstation. I min barndom var der intet plads eller station over det. Der var det bogstaveligt talt et kæmpe hul i jorden. 
Jeg ved ikke om det var en generel ting for børn, eller om jeg bare ikke oplevede nok, men jeg stod i hvert fald klar, når min far havde monteret traileren på den lille Renault og gjorde klar til en tur på lossepladsen.
Glem Djurs Sommerland, glem svømmehallen - dette var noget, som jeg ikke skulle gå glip af. 

Hver gang - inden min far og jeg trillede ud af gårdspladsen - fik jeg de samme formanende ord fra min mor: "Du må ALDRIG gå ind i et køleskab derude! Der var engang en dreng, der legede inde i et køleskab på lossepladsen, og pludselig smækkede lågen i, og så kunne han ikke komme ud"
Altså, godt nok var det tiden uden de mange tv-kanaler, computere, mobiltelefoner og internet, men SÅ meget kedede jeg mig trods alt ikke, at en udflugt ind i et gammelt køleskab stod på min bucket list.

Men af sted det gik. Og jeg kan oprigtigt sige, at jeg var fuld af spænding og fascination, når min far bakkede hen mod hullet. Fuld af spænding, men også en smule frygt, for tænk nu hvis vi røg med ned i hullet. Og så blev der ellers læsset af på den klimafjendtlige måde. Køleskab, trillebør, madaffald, en cykel uden pedaler, tagplader i zink, gammelt træ og så videre. Ned i hullet med lortet - ned til alt det andet blandet ragelse blandet sammen i en fortvivlet håbløs bunke, mens mågerne og andre skidtfugle holdt sig til og håbede på en god fordærvet frokost.
Intet system, ingen sortering - bare en stor møgbunke. 

Lidt ligesom mit hoved pt. Der ville også være mødre derude, der ville advare deres børn om at gå ind i mit mentale køleskab, for det ville være ret uoverskueligt for det stakkels barn, hvis det blev smækket inde deroppe. 

Ja ja, overdrivelse fremmer forståelsen. Jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke tåger rundt i en psykose eller personlighedsspaltning. Jeg er ved mit fulde fem, men på samme tid, så er jeg temmelig anspændt og udbrændt. 
Denne sygemelding er nok det bedste jeg længe har gjort for mig selv. Selvfølgelig er det forbundet med dårlig samvittighed. Det er klart. Selvbebrejdelsen kræver sin plads på lossepladsen. Det er amerikanerkøleskabet, der ligger på den sydlige skråning af hullet i jorden - vippende lokkende med sine to store låger. 
Men det er godt til mig. Godt og tiltrængt. 
Jeg sørger for at gøre ting, der er gode for mig. Starter morgenen med at tænde stearinlys, mens kaffen bliver klar. Pakker mig ind i min morgenkåbe, og går ud med hundepigen. Det er det fede ved at bo på landet. Man kan lufte hund i morgenkåbe og med håndklæde viklet om håret i fred og ro. 
Jeg drikker kaffe ved stearinlysenes skær, læser nyheder og surfer. Og så går jeg en lang tur i skoven med hunden.. Derefter kan dagen så bruges på konstruktive ting i mit tempo. 
Men i dag bliver nok ikke en af de dage, hvor jeg får lavet mest. Jeg vågnede ved tretiden i nat og har ikke kunnet finde ro siden. Det er så ubehageligt at blive vækket af stress. At vågne fra et mareridt, hvor jeg pisker rundt på jobbet med pulsen bankende i tindingen, mens jeg bliver verbalt pisket af chefen. 
Det er møg ubehageligt, men hvor bizart det end lyder, så er det også lidt en lettelse. For med sådan en oplevelse siddende på søvnfiltret, så bliver jeg trods alt bekræftet i, at denne sygemelding i den grad er på sin plads. 
Da jeg sygemeldte mig, sagde jeg, at jeg ville være væk i 14 dage. Den første uge er gået, og umiddelbart kan jeg ikke se mig selv tilbage på job om en uge. Men jeg tager én dag ad gangen, og så må jeg se hvad det ender med. Måske en deltidssygemelding? I don't know. Lige nu er jeg vigtigst.
For når stressen er på overarbejde, vækker den sygdomsangsten, og det kræver en del energi at holde sidstnævnte i ro. 

Den opfører sig som en Karen, der konstant vil tale med "the manager" - eller i dette tilfælde: Med overlægen. 
Det er det satans med den tilstand, og det skriver jeg nærmere om senere. Hvordan dagen kan starte med et bodyscan, hvor lymfer og hud og hvad har vi, bliver kontrolleret. Det svarer til at stoppe op og tale med Jehovas Vidner og deres evindelige lædertasker med 400 eksemplarer af Vagttårnet. Det fører absolut intet godt med sig, det gør ikke dagen bedre, og det efterlader en med en ulidelige mental udmattelse og frustration. 

I dag er det fredag. Planerne er bare at bage julesmåkager, gå med hunden, hente min datter og hygge med hende og min søde mand. Jeg spiller en del SIMS - eller det vil sige: Jeg bygger huse i SIMS, det er utrolig afstressende. At spille spillet magter jeg ikke. I forgårs forsøgte jeg efter at have brugt timer på at bygge dem det skønneste hus, og takken fra de lorte-simmere var så, at det første de gjorde var at sætte ild til juletræet og dem selv. Og så var dét spil ligesom slut. 


Så jeg slår netforbindelsen fra, drikker kaffe og bygger huse. Simpelt, ukompliceret og afslappende. Og så tænker jeg over fremtiden, over mine drømme og ønsker over hvad der er et luftkastel, og hvad der måske ligefrem kunne blive en realitet rent jobmæssigt.
Jeg trænger til at bruge mit hoved. Jeg trænger til at give fra mig og suge viden til mig. Økonomisk ville det kunne lade sig gøre med uddannelse, men er jeg klar til det? Det er et kæmpe spring, og især for typer som mig, der er evige tryghedsnarkomaner. Og vinker jeg farvel til fleksjob, gør jeg det så i desperation i håbet om at føle mig mere normal? Hvordan vil det hele se ud, hvis jeg fejler? 

Garhh! Tag mig tilbage til lossepladsen i barndommen. Der var tingene sgu ikke så komplicerede. Der skulle jeg blot tage stilling til, om jeg ville ind på forsædet af Renaulten eller om jeg ville være en dare devil og tage pladsen i køleskabet.

tirsdag den 15. november 2022

Om at miste en del af sig selv og desperat forsøge at finde tilbage

I det store hele, så elsker jeg mit liv. Jeg er blevet gift med min helt store kærlighed. Mit livs kærlighed. Han er ubetinget alt det jeg sad og dagdrømte om, da jeg var single og søbede rundt i Tinder, på brune bodegaer og i romantiske film på tv'et. Det er fandeme vildt at møde en person, der bringer så meget lykke, ro og rigtighed med sig.
Vi har verdens dejligste Border Collie, som rundt regnet nok er klogere end jeg er, og vi har købt det skønneste hus nogensinde. En gammel vandmølle med en parklignende have og luksuriøst hønsehus med landets mest forkælede tamme høns med meget forhøjet bmi (nej, de skal aldrig slagtes). 
Ejendomsmægleren solgte det som "Morten Korch idyl" - og for en gang skyld var der ikke pyntet på noget i salgstalen. Det er Morten Korch på amfetamin, og jeg elsker at køre ind på gårdspladsen hver eneste dag, når jeg kommer hjem fra arbejde. 

Jeg vil ikke skrive, at "udadtil ser alting godt ud", for det er ikke bare udadtil. Alt ER godt, og jeg kniber stadig mig selv i armen i perioder, fordi jeg ikke helt forstår, hvordan jeg kunne blive så heldig. Men som med alt andet her i livet, så er der nuancer, og ikke alt er udlandsrejser, musselmalet, idyl og rendyrket lykke. Sådan er der jo ingen mennesker, der lever. 

Jeg har i efterhånden mange år studeret tristesse, melankoli, angst og stress, og burde opdatere min LinkedIn med en hjemmegjort Ph.D. (Det er jo i forvejen så meget oppe i tiden med alle de alternative uddannelser, som er målrettet kvinder i 40'erne, som pludselig skal realisere sig selv). Stessen har væltet mig flere gange end jeg har lyst til at indrømme, og trods det, så har jeg stadig ikke lært at passe bedre på mig selv og yde egenomsorg. Og her sidder jeg så nu. Væltet igen, men med et inderligt ønske om at bekæmpe det. 
Så jeg har sygemeldt mig i 14 dage, og har alle intentioner om at hive mig selv op ved nakken, og forsøge at finde ud af, hvad det er jeg ønsker mig og hvordan jeg finder tilbage til mig selv. 
For jeg har mistet en del af mig selv, og det gør pisse ondt. Jeg er fyldt med selvbebrejdelser, fordi jeg udmærket er klar over, hvor privilegeret jeg er, så hvorfor har jeg overhovedet problemer? 

Men sådan hænger tingene ikke sammen, og nu skal jeg simpelthen have samlet dette puslespil og lære at være ligeglad med, hvis der mangler et par brikker. Det ødelægger ikke det samlede billede alligevel. 

Mit mentale jeg er flosset, og det er utrolig sårbart og faktisk også forbundet med en vis pinlighed at sætte ord på det. Så jeg springer direkte ud i det: 

Jeg lider af sygdomsangst i en grad, som i perioder invaliderer mit liv fuldstændig. 

Vittighederne står i kø, men det er alt andet end sjovt, og jeg har et behov for at sætte fokus på det, så det ikke bliver ved med at være en lidelse, som mange ikke ved er en lige så reel sygdom, som gigt og depression er. 

Jeg har kæmpet med det i mange år. Jeg har forsøgt at åbne op omkring det, men er endt med at trække mig ind i mig selv igen, fordi jeg er flov over det. Men det eskalerede for alvor, da min mor og svigermor begge kæmpede mod kræften. 
Min svigermor er her desværre ikke længere, og jeg savner hende hver eneste dag. Hun så mig for den jeg er, og gav mig følelsen af, at jeg er okay. Og det er også pga. hende, at jeg genoptager mine tastaturtryk. Den sidste gang jeg talte med hende, sagde hun til mig, at jeg måtte love hende, at jeg gik i gang med at skrive igen, for hun ville gerne, at mange flere skulle læse mine ord. (Hende og jeg mailede en del, og jeg sendte hende lange detaljerede mails, når vi var ude at rejse, så hun kunne have del i det, selv om hun ikke kunne være med)
Så jeg vil skrive en bog ved siden af denne blog. Men før jeg kan færdiggøre den, er jeg nødt til at få børstet rusten af mig, og finde tilbage i det zen, som jeg tidligere har befundet mig i, når jeg skriver.

Begge deres sygdomshistorik væltede mig og kickstartede sygdomsangsten i en grad, som jeg aldrig havde troet var muligt. Det var som at få smidt en kæde og en jernkugle om min ene ankel, og pludselig blev hver dag en kamp op ad verdens mest stejle bakke. 
Den ene sygdom afløste hinanden, og jeg blev så opmærksom på min krop og dens signaler, at jeg kunne mærke (og kan) hver eneste nerve i min krop hele tiden - og på samme tid gjorde jeg alt hvad jeg kunne for at virke normal udadtil. Det var og er så opslidende, at kroppen selvfølgelig måtte sige fra på et tidspunkt. 
Første gang det skete var da mit kranie pludselig hævede op over det hele. Det startede med en kløe og efterfølgende store bolde i hovedbunden, og en aften gik det helt galt. Hele min hovedbund føltes som om der var blevet puttet hønseæg ind under huden. Bule på bule. Elefantmanden havde glattere hud end mig. Få minutter senere begyndte mit venstre øre at hæve op til dobbeltstørrelse og min hals hævede op og lukkede delvist for passagen.
Ambulancen kom, jeg blev og overnattede på sygehuset, og herefter røg jeg i udredning. I mit hoved var det intet mindre end kræftknuder over det hele. Jeg var overbevist om, at alle de symptomer jeg havde haft i så lang tid var uopdaget kræft, som så eksploderede på én gang. 
Så mens jeg sad der i mit terminale tilstand, blev lægerne færdige med deres undersøgelser, og kunne fortælle mig, at jeg havde fået raget en gang nældefeber til mig. En art, som får de nedre hudlag til at hæve op. 
Der blev udskrevet recept på medicin, og så blev der ro på settet. For en stund. En ganske kort stund.
For så stoppede jeg med at ryge, og begyndte at hoste. (Fordi slimhinderne skal finde sig selv igen). Rygestop betyder også at blodtilstrømningen bliver øget - herunder blandt andet til tandkødet. 
Under et hosteanfald, kom der blod med ud, og det fik startet en periode, som jeg allerhelst vil glemme. Jeg var selvfølgelig overbevist om, at jeg havde kræft. Og den frygt slog sig ned i mig med en kæmpe klo, og fra den dag var jeg fuldstændig styret af angsten. Jeg følte mig lammet. Jeg følte at jeg havde mistet kontakten til mig selv og alle omkring mig. Hvis det at blive besat af en ond ånd var noget, der kunne ske i virkeligheden, ville jeg sværge, at det måtte være sådan det føltes.
Jeg forsøgte stadig at opretholde min hverdag, og lade som om, at jeg havde det fint. Men hele tiden havde jeg en djævel siddende på min skulder, som hvislede: Du ved godt du skal dø, ikke? Umenneskeligt opslidende.

Og en dag, hvor jeg var alene hjemme, ramte jeg bunden. Jeg ramte den for alvor, og i en grad, som stadig skræmmer mig ad helvede til. Jeg kunne ikke mere. Der var ikke mere energi at tage af. Alt omkring mig føltes sort og smertefuldt, og da jeg ud af det blå fik tanken: "jeg vil ikke leve mere", tog jeg telefonen og ringede til lægen. 
Jeg fik en tid en time senere, og lægen var fuldstændig fantastisk og tog sig god tid til mig. 
For helvede, hvor gjorde det ondt, og hvor gør det ondt at sætte ord på det. For jeg ville jo ikke dø. Det var jo netop derfor jeg var så styret af angsten, fordi jeg i bund og grund bare vil nyde mit liv uden så tunge bekymringer og fordi livet faktisk er dejligt. Men - og som min læge sagde til mig - tanken om at jeg ikke ville mere, handlede ikke om, at jeg som det næste skridt ville montere et tov i et træ - det handlede i al sin enkelhed om udmattelse og et råb om hjælp. 

Jeg fik den hjælp jeg havde så inderligt brug for. Der blev ordineret medicin, og jeg kan ærligt sige, at det har reddet mit liv. Der er ikke tale om et medikament, der gør mig døsig eller fjern. Det er bare SSRI - eller i folkemunde kaldet "lykkepiller" - og det har gjort alverden for mig. 
Det betyder ikke, at sygdomsangsten er skredet sin vej, men det betyder, at jeg ikke panikker på samme måde som før. (Det meste af tiden) Men jeg er ikke i mål. Så langt fra. Så nu forsøger jeg at finde resten af mig selv og få sat tankerne på plads på de rette hylder oppe i hjernen - velvidende om, at jeg nok aldrig slipper af med det fuldstændigt, men at jeg forhåbentlig kan genvinde en del af kontollen og dermed få mig et sted hen, hvor det ikke får lov at fylde mit liv, som en irriterende facer på gågaden eller en insisterende telefonsælger. 

Argh! Det er så sårbart, dette her. Tag venligst godt imod det. Nu vil jeg køre i hundeskoven med min bedste ven, og bagefter på foderstoffen efter mad til de fjerklædte tykke piger. Intet af det er Instagramvenligt, og netop derfor er det perfekt. 

Genoplivning af en mumie

Jeg savner at skrive. Der har ikke været aktivitet herinde i tre år, så derfor tænker jeg, at det er et trygt og godt sted at starte igen. Det er ikke antallet af læsere, som jeg skal bekymre mig om, så jeg kan egentlig bare starte op igen i det tempo jeg ønsker, og med det indhold jeg lyster. 

Grunden til jeg startede denne blog, skyldtes at jeg altid har haft det bedst med det skrevne, og at jeg har langt lettere ved at formidle mine tanker og meninger via et tastatur. Jeg har brugt det for at ventilere, og det har hjulpet mig så mange gange. 
Men så lige pludselig, så mistede jeg skrivelysten. Jeg aner ikke hvorfor. Det skete en masse i mit liv - gode ting - og så gled tastaturet mere i baggrunden. Men som sagt, så savner jeg det. Jeg savner ikke en kæmpe følgerskare (som om jeg nogensinde har haft det) - det har aldrig været mit ønske eller formål. Men jeg har brug for et safe space - noget velkendt og trygt - hvor jeg kan komme af med alt der fylder og optager mig.

Nogen vil måske mene, at det så havde været langt bedre at starte op på en helt ny blok papir. Guderne skal vide, at det er en rodebutik herinde med en del skrammel i diverse hjørner. Men jeg er på en personlig mission (Ikke en rejse! Gud, hvor jeg hader det begreb). En mission om at slutte fred med mig selv, og det kan ikke lade sig gøre, hvis jeg ikke vil stå ved hvad jeg tidligere har skrevet. For ganske som med denne blog, så ligger der også skrammel i hjørnerne i mig og den jeg er - og det er okay.

Så - som Kurt Thorsen ville sige: 

Her har I mig tilbage!



 

Rasmus Trads illustrerer så de få mennesker, der overhovedet kommer til at læse dette indlæg.

onsdag den 15. august 2018

It's not easy being distræt

Ny blog. Mrmm. Så nemt som ingenting. Skulle man tro. Bare ikke, når man gerne vil have eget domæne og en mere struktureret blog.

1: Alle de fede domænenavne er taget.
2: Alle de bizarre domænenavne er taget.
3: Hvordan bliver jeg struktureret?

Älsklingen hjælper mig. Og kommer heldigvis med konstruktiv kritik og har trods alt formået at få mig til at droppe pærevællingen.
"Heidi; du skal vælge få emner, som du gerne vil dykke ned i og skrive om".


Ja, skat. Jeg ved det. Men hvilke emner? Jeg har jo nærmest en mening og en fordom om alting.

Jeg knokler videre. Både med at finde det helt rette domænenavn, men også med at få styr på alt det praktiske, inden jeg smider penge efter projektet. Meget dumt gør jeg, men jeg vil fandeme ikke betale for at være kaotisk. Ikke længere.


Nå ...


Sommerferien er slut. (Satans også). Men hvilken sommerferie! Fuldstændig fabelagtig, var den. Tre uger gennem Frankrig og Italien i bil med ham jeg elsker - og en uge sammen med ham og vores skønne børn i det fedeste hus oppe i bjergene i Umbrien.

Højdepunkter i lange stikord:

1: Foie Gras. I guder, hvor jeg dog er kommet til at elske den bløde masse af dyremishandling. Faktisk så meget, at jeg uden problemer kan fortrænge tanken, om den gås der har gennemgået så meget. Jeg trøster mig med, at den og jeg er lidelsesfæller. I hvert fald lidt. At dømme efter omfanget på min talje, ligger der også en del fedt og isolerer min lever.
Men at være i Frankrig og kunne bestille det helt uden at skulle skamme sig, var vidunderligt. At nyde hver en mundfuld og skylle det ned med champagne - åh gud, jeg kunne gøre det til en livsstil.

2: Jeg har ædt en snegl. Bestemte mig for, inden vi tog af sted, at jeg ikke ville være provinstræls og på forhånd fravælge noget, bare fordi dyret er ulækkert. (Når alt kommer til alt, så er en kylling ikke just køn at se på, når den ligger der uden fjer. Ligner faktisk temmelig meget en barberet kønsdel).
Det smagte forbavsende godt. Måtte dog skylle dyret ned, inden jeg havde tygget færdig, fordi jeg kom i tanke om, hvad det var jeg sad og molesterede med mine tænder.


3: Prosecco! Tør ikke engang begynde at tælle hvor mange flasker vi har tømt.


4: Jeg har badet. Og svømmet. Og mine muskler i nederste maveregion er stadig ømme. Men for fanden, hvor var det lækkert.
Og se lige vores hus og pool! Her kunne jeg sagtens bo altid!





5: Huset lå oppe i bjergene. Og for at komme dertil, skulle man op ad en vej, der ikke var bredere end en cykelsti. En stejl cykelsti. Uden asfalt. Og EuropeCar opgraderede min lejebil og stak mig nøglerne til en meget lavbundet Alfa Romeo.
Gæt hvilken lyd det gav, når jeg kørte op ad vejen...


6: Kører aldrig (!) bil i Italien igen. De er sindssyge i trafikken. Og jeg har temperament og endte selvfølgelig med at køre lige så tåbeligt som dem. Skik følge eller land fly. Fandeme godt, at lejebilen havde en skade i forvejen. 




7: Blev ikke solskoldet. Fatter stadig ikke hvordan det er muligt. Til gengæld er mit hår nærmest strawberryblond.


8: Fik til gengæld solstik. Lige midt i Rom. Oversked et tilfældigt toilet på en tilfældig café. Vaklede ind med sammenknebne baller og spurgte ynkeligt på engelsk efter et toilet, mens svedperlerne sprang ud på min pande. Takkede efterfølgende på hjemmelært italiensk og har stadig ondt af dem.
"Prego", smilede de venligt, da jeg kom retur fra tønden. "Prego".

Jeg vil vædde med, at de i dén grad har ædt deres ord, da de senere kom ud på toilettet.


9: Har kørt i bjerge på smalle veje uden afskærmning ned mod dybet. Fuck, det er smukt. Og fuck da MIchael Falch og hans lortesang: "I et land uden høje bjerge, vil jeg bygge - vil jeg boooo".
Manden har tydeligvis aldrig været længere sydpå end Flensburg.
Bjerge styrer. Jeg er dybt fascineret af dem og har sådan ca. 50 billeder i min mobil






10: Ja, vi kørte på den bro, der styrtede sammen den anden dag. Egentlig utroligt, at det ikke skete, da vi trillede over. Min vægt og min kufferts vægt taget i betragtning.


11: Franskmændene er elendige til engelsk. Og temmelig arrogante. Men i guder, hvor er de det på den charmerende måde. Jeg vil gerne flytte dertil. Nu. Og jeg savner Prins Henrik.


12: Nice er lækker. Men jeg gik selvfølgelig mere op i at kigge efter blodpletter på promenaden efter det der terrorangreb. Jeg er ikke helt rask.


13: Udtrykket "en lille popo" kommer ikke af ingenting i Frankrig. Fuck da af med jeres bitte små skrøbelige caféstole. Det var med bange anelser hver gang jeg sænkede røven ned mod sædet. Og jeg vil gerne hilse og sige, at når man har kort nederdel på, gør det altså temmelig ondt, når fedtet på baglårene glider ned mellem lamellerne på sædet.

14: Jeg er blevet afhængig af Tarte Tatin og Creme Brulee.


15: Toscana er ubeskrivelig smuk.


16: Jeg har set, hvordan ordentlig olivenolie bliver lavet. Og smagt hvordan det smager, når det er topkvalitet.
Ejeren var selvfølgelig klædt i stram skjorte med kig til brysthår, udstyret med pomadehår og alt for spidse og blanke sko. Ærke-italiener.
Og ja, man kan faktisk godt drikke olivenolie. (Muligvis derfor jeg fik lind passage downunder?)


17: Du har ikke oplevet gadesælgere, før du har været i Rom.


18: I Pisa spiste vi på yndlingsrestauranten. Ejeren med den høje pande, kunne kende os og gensynsglæden var stor.
Jeg kunne næsten tisse i bukserne af glæde den aften. Ude på det lille torv foran restauranten summede det af glade mennesker og midt i det hele stod en musiker og spillede musikken fra The Godfather - inde i restauranten fik vi førsteklasses service, gourmetmad og lækker grappa og iskold Prosecco og kindkys.
Helt oprigtigt; kunne jeg spole tiden tilbage, ville jeg stoppe lige dér og sætte alt på pause. Det var så fantastisk. Og jeg forstår simpelthen ikke, hvad jeg har gjort, siden jeg har fortjent alt dette. Men jeg nyder det. <3


19: Fuck Føtex, fuck Kvickly, Fuck Meny. De franske hypermarkeder er stedet man går hen, når man vil forkæle sit gastronomiske hjerte.
Det var ærligt talt bedre end at komme i Tivoli. Langt bedre.


20: Danmark er pisse kedeligt. Og fladt. Og ensformigt.

fredag den 6. juli 2018

Det umulige er sket

Jeg har købt badedragt for første gang i over 25 år. Pisse angst-provokerende og surrealistisk. Faktisk nærmest samme følelse, som hvis jeg havde købt en sabel-sluger-sabel eller en "Saml-selv-Fiat-Punto".

Bestilte den for over en måned siden og har nærmest dagligt de sidste tre uger stået vagt ved døren som en labrador og ventet på posten.




Men der skete bare ingenting. Ikke en skid. Tværtimod. På Amazon kunne jeg følge dragtens tur mod DK og den havde så taget en lille omvej fra GB til Kina-land. Og her gik alt i stå. Slut med opdateringer. Blot en meddelelse under ordrer: "Your order may be lost".
Først blev jeg ramt af "Åh for helvede...Kina? De er jo pissesmå, de mennesker. Jeg har garanteret bestilt en badedragt, der indeholder mindre stof end det lommetørklæde, som ældre (klamme) mænd har liggende sammenkrøllet og klistret til af snot, nede i deres bukselomme".
Derefter blev jeg ramt af vrede. Jeg vil fandeme have min badedragt. Jeg skal jo på ferie! Jeg skal bade!" Og i dag slap tålmodigheden op og jeg skrev en harmdirrende besked til sælger:

"I WANT MY MONEY BACK! REFUND THEM!"


*Klik*.....*SEND*.


Og så ringede det på døren og udenfor stod POST Nord med en meget lille pakke. Fra Kina-land. En virkelig lille pakke, som nærmest ikke kunne dække mit ene bryst, hvis jeg holdt pakken op foran.
Aner ikke, om det er en lille Kineserdreng, der har vakuumpakket dragten med sine små spæde læber, men noget foldede sig i hvert fald voldsomt ud, da jeg flåede plastikken x2 fra hinanden.
Og miraklet skete: Det var et vellykket køb, som rent faktisk lever op til de skjulte håb jeg havde.

Nej, det er ikke en mirakelbadedragt.  Den forvandler mig ikke til noget, der er Baywatch-værdigt. Men jeg ligner heller ikke noget, der kommer ud af røven på en mejetærsker. Slet ikke, faktisk.
Det er første gang siden starten af 80'erne, at jeg har haft det så behageligt i noget så småt og kropsafslørende.
Jeg kommer ikke til at løbe langs poolkanten, mens jeg nynner Eye of the Tiger, nej. Jeg kommer højst sandsynligt også til at have et stort håndklæde om livet på vej mod poolen og væk fra poolen. Og der bliver ikke spillet beach-volley. Men jeg kan bade og svømme og jeg kan glæde mig oprigtigt til det, fordi den der dragt virkelig er super fin i dens 60'er design og fordi den ikke får mig til at se ud som om jeg er faldet i en balje med flydende plast. (Sælger har svaret og undskyldt og tilbyder at sende mig en ny. Jeg lader ham lige svede lidt, inden jeg svarer).


Jeg vil pakke videre. Og nu med smil i maven. Både fordi badedragten er af den gavmilde type og fordi kæresten og jeg lige har bællet G&T.







onsdag den 4. juli 2018

Gæt hvad, gæt hvad, gæt hvad




Vi rejser snart! 



Vi; som i: Min älskede kæreste og mig. I morgen er sidste arbejdsdag inden sommerferien.


I MORGEN!


Fandeme! Ferie i 4 uger (+et par dage). Ferie, ferie, ferie! Og med udsigt til den skønneste af slagsen.
Tre ugers Roadtrip i Frankrig og Italien, afbrudt af en uges ferie i Italien i sommerhus med alle vores dejlige arvinger - hvorefter vi roadtripper en uge mere. Om det bliver godt?





Må allerede i gang med at pakke i morgen. Det kan godt tage et par dage. Tre uger kræver lidt af hvert plus back-ups. 


Skal huske:

- Trusser og bh'er. Masser af dem. Rigeligt! 
- Mindst 12 kjoler. Der er en vaskemaskine i sommerhuset, så det går lige. 
- Lange nederdele.
- Kortere nederdele. Til de ekstra varme dage, hvor jeg har bællet så mange bobler, at jeg er ligeglad med at flashe ben).
- T-shirts ad libitum!
- Hvide skjorter. Véd bare, at hud kommer til at hige efter beskyttelse.
- Gode travesko.
- Pæne, men ikke så praktiske, travesko.
- Heels.
- Pæne sko.

- Badedragt! Som ER bestilt. Og den er så fed! Desværre er den forsinket fra Amazon og når muligvis ikke frem. (Det ER trods alt Post Nord der overtager leveringen). Må i Føtes efter en reserve. Desværre har de mest modeller, der ligner noget fra Mausing Markeds bankoaften. Men nægter at betale 500,- + for noget, som i bund og grund ikke klæder min krop så godt. 

- Stooore badehåndklæder. Til at vikle om mig med det samme, jeg stiger op af poolen. (Heldigvis har vi egen pool, så det er kun mine nærmeste jeg øjenskader)

- Skidepiller.
- Anti-skidepiller.
- Mavesyrepiller. (Bliver nødvendigt. Lever kommer til at bade i bobler)
- Hovedpinepiller.

- Shampoo.
- Balsam.
- Hårkur og kokosolie.
- Bodyshampoo.
- Fugtighedscreme.
- Div. stylingprodukter.
- Hårelastikker.
- Solbriller.
- Alm. briller. Nødvendigt. Jeg skal køre bil i Italien. Meget nødvendigt.

- Blåt sygesikringskort. 
- Kørekort.


- Makeup! 
- Parfumer!
- Solhat!

- Solcreme.
- AfterSun.
- Læbepomade med faktor.
- Deo, der laver en Trump og bygger en mur under armhulerne, så sveden bliver væk.
- Renseservietter.


Jeg føler jeg har glemt noget, men nu har jeg en foreløbig liste. 






Bobler, kultur, madoplevelser, kærlighed, kærlighed, kærlighed, ferie, ro! Uhm, kærlighed. 






torsdag den 28. juni 2018

Jeg sætter min hat som jeg vil (Noget om studenterhuer)

Den er stensikker hvert år. Diskussionen om studenterhuerne, hvilken der er den rigtige og hvilke, der er plagiat, svindel og humbug. Og hvert eneste år lander jeg lige midt imellem enig og uenig, dog med en hældning mod et brølende enig.


Hvis der er noget jeg krummer tæer over, så er det uddannelsessnobberi. Der er sgu ikke nogle uddannelser eller skoler, der er bedre end andre. Og Hellerupsnobber, der udtaler sig med fnys i dialekten om håndværkeruddannelser, burde efter min mening nægtes mulighed for at tilkalde en VVS-mand, når de har stoppet deres afløb med champagnepropper og foie gras forstoppelse.

Men hvad med huesnobberi? Er det et begreb og hvis ja; er det i orden at insistere på at holde fast i traditioner?


Ja, for helvede.


Jeg kan godt forstå, at alle der har fuldført en uddannelse ønsker at fejre det symbolsk. Det manglede sgu da bare. Og derfor bliver jeg hvert år lidt pyller i hjertet, når hue-debatten blusser op og hvor der sidder nogle køkkenaasistenter med deres gule hue og føler sig trådt på og talt ned til. Deres uddannelse er alt andet end ligegyldig. Og ingen fortjener at føle, at de er mindre værd end en ph.ét-eller-andet.
Men så giv dem da noget andet for at markere deres fuldførte uddannelse. En gylden grydeske? Et gyldent forklæde. Ét eller andet. Bare ikke en studenterhue.

En studenterhue er ikke til en færdig uddannelse. Den er til personer, der har gennemført en studieforberedende ungdomsuddannelse og som giver dem adgang til at læse på en videregående uddannelse. En gymnasial uddannelse. STX'er, HF'er, HTX'er, EUX'er og HHX'er er hue-berettiget. Det er ikke snobberi. Det er fakta.

Så stop nu med det hue-misbrug.

En pædagog skal ikke have en studenterhue. Stik ham/hende en lilla ble om hovedet. Det er sjovt og mere sigende. Sosu-hjælpere &-assistenter skal heller ikke have studenterhue. Giv dem en forgyldt rolator/kanyle/bækken....et eller andet, der symboliserer deres fag.
Frisørerne kan få en forgyldt saks, kokkene en kokkehue, slagterne en bowlerhat, landmændene en mini-traktor eller mejetærsker, murerne en murerske, integrationsmedarbejdere en burka og fortsæt selv.

Det er da at tage pis på deres uddannelse/arbejde at stikke dem en studenterhue. Og det er fuldkomment unødvendigt, når de har alle muligheder for at lave deres egne traditioner. Og det ville i øvrigt være langt sejere.

En færdiguddannet SOSU-assistent tøffer jo ikke ud efter endt uddannelse og snupper et underbetalt studenterjob 12 timer om ugen.




Men altså...hey! Hvis det skal være på den måde, så vil jeg også have en hue!