Vi har verdens dejligste Border Collie, som rundt regnet nok er klogere end jeg er, og vi har købt det skønneste hus nogensinde. En gammel vandmølle med en parklignende have og luksuriøst hønsehus med landets mest forkælede tamme høns med meget forhøjet bmi (nej, de skal aldrig slagtes).
Ejendomsmægleren solgte det som "Morten Korch idyl" - og for en gang skyld var der ikke pyntet på noget i salgstalen. Det er Morten Korch på amfetamin, og jeg elsker at køre ind på gårdspladsen hver eneste dag, når jeg kommer hjem fra arbejde.
Jeg vil ikke skrive, at "udadtil ser alting godt ud", for det er ikke bare udadtil. Alt ER godt, og jeg kniber stadig mig selv i armen i perioder, fordi jeg ikke helt forstår, hvordan jeg kunne blive så heldig. Men som med alt andet her i livet, så er der nuancer, og ikke alt er udlandsrejser, musselmalet, idyl og rendyrket lykke. Sådan er der jo ingen mennesker, der lever.
Jeg har i efterhånden mange år studeret tristesse, melankoli, angst og stress, og burde opdatere min LinkedIn med en hjemmegjort Ph.D. (Det er jo i forvejen så meget oppe i tiden med alle de alternative uddannelser, som er målrettet kvinder i 40'erne, som pludselig skal realisere sig selv). Stessen har væltet mig flere gange end jeg har lyst til at indrømme, og trods det, så har jeg stadig ikke lært at passe bedre på mig selv og yde egenomsorg. Og her sidder jeg så nu. Væltet igen, men med et inderligt ønske om at bekæmpe det.
Så jeg har sygemeldt mig i 14 dage, og har alle intentioner om at hive mig selv op ved nakken, og forsøge at finde ud af, hvad det er jeg ønsker mig og hvordan jeg finder tilbage til mig selv.
For jeg har mistet en del af mig selv, og det gør pisse ondt. Jeg er fyldt med selvbebrejdelser, fordi jeg udmærket er klar over, hvor privilegeret jeg er, så hvorfor har jeg overhovedet problemer?
Så jeg har sygemeldt mig i 14 dage, og har alle intentioner om at hive mig selv op ved nakken, og forsøge at finde ud af, hvad det er jeg ønsker mig og hvordan jeg finder tilbage til mig selv.
For jeg har mistet en del af mig selv, og det gør pisse ondt. Jeg er fyldt med selvbebrejdelser, fordi jeg udmærket er klar over, hvor privilegeret jeg er, så hvorfor har jeg overhovedet problemer?
Men sådan hænger tingene ikke sammen, og nu skal jeg simpelthen have samlet dette puslespil og lære at være ligeglad med, hvis der mangler et par brikker. Det ødelægger ikke det samlede billede alligevel.
Mit mentale jeg er flosset, og det er utrolig sårbart og faktisk også forbundet med en vis pinlighed at sætte ord på det. Så jeg springer direkte ud i det:
Jeg lider af sygdomsangst i en grad, som i perioder invaliderer mit liv fuldstændig.
Jeg lider af sygdomsangst i en grad, som i perioder invaliderer mit liv fuldstændig.
Vittighederne står i kø, men det er alt andet end sjovt, og jeg har et behov for at sætte fokus på det, så det ikke bliver ved med at være en lidelse, som mange ikke ved er en lige så reel sygdom, som gigt og depression er.
Jeg har kæmpet med det i mange år. Jeg har forsøgt at åbne op omkring det, men er endt med at trække mig ind i mig selv igen, fordi jeg er flov over det. Men det eskalerede for alvor, da min mor og svigermor begge kæmpede mod kræften.
Min svigermor er her desværre ikke længere, og jeg savner hende hver eneste dag. Hun så mig for den jeg er, og gav mig følelsen af, at jeg er okay. Og det er også pga. hende, at jeg genoptager mine tastaturtryk. Den sidste gang jeg talte med hende, sagde hun til mig, at jeg måtte love hende, at jeg gik i gang med at skrive igen, for hun ville gerne, at mange flere skulle læse mine ord. (Hende og jeg mailede en del, og jeg sendte hende lange detaljerede mails, når vi var ude at rejse, så hun kunne have del i det, selv om hun ikke kunne være med)
Så jeg vil skrive en bog ved siden af denne blog. Men før jeg kan færdiggøre den, er jeg nødt til at få børstet rusten af mig, og finde tilbage i det zen, som jeg tidligere har befundet mig i, når jeg skriver.
Begge deres sygdomshistorik væltede mig og kickstartede sygdomsangsten i en grad, som jeg aldrig havde troet var muligt. Det var som at få smidt en kæde og en jernkugle om min ene ankel, og pludselig blev hver dag en kamp op ad verdens mest stejle bakke.
Den ene sygdom afløste hinanden, og jeg blev så opmærksom på min krop og dens signaler, at jeg kunne mærke (og kan) hver eneste nerve i min krop hele tiden - og på samme tid gjorde jeg alt hvad jeg kunne for at virke normal udadtil. Det var og er så opslidende, at kroppen selvfølgelig måtte sige fra på et tidspunkt.
Min svigermor er her desværre ikke længere, og jeg savner hende hver eneste dag. Hun så mig for den jeg er, og gav mig følelsen af, at jeg er okay. Og det er også pga. hende, at jeg genoptager mine tastaturtryk. Den sidste gang jeg talte med hende, sagde hun til mig, at jeg måtte love hende, at jeg gik i gang med at skrive igen, for hun ville gerne, at mange flere skulle læse mine ord. (Hende og jeg mailede en del, og jeg sendte hende lange detaljerede mails, når vi var ude at rejse, så hun kunne have del i det, selv om hun ikke kunne være med)
Så jeg vil skrive en bog ved siden af denne blog. Men før jeg kan færdiggøre den, er jeg nødt til at få børstet rusten af mig, og finde tilbage i det zen, som jeg tidligere har befundet mig i, når jeg skriver.
Begge deres sygdomshistorik væltede mig og kickstartede sygdomsangsten i en grad, som jeg aldrig havde troet var muligt. Det var som at få smidt en kæde og en jernkugle om min ene ankel, og pludselig blev hver dag en kamp op ad verdens mest stejle bakke.
Den ene sygdom afløste hinanden, og jeg blev så opmærksom på min krop og dens signaler, at jeg kunne mærke (og kan) hver eneste nerve i min krop hele tiden - og på samme tid gjorde jeg alt hvad jeg kunne for at virke normal udadtil. Det var og er så opslidende, at kroppen selvfølgelig måtte sige fra på et tidspunkt.
Første gang det skete var da mit kranie pludselig hævede op over det hele. Det startede med en kløe og efterfølgende store bolde i hovedbunden, og en aften gik det helt galt. Hele min hovedbund føltes som om der var blevet puttet hønseæg ind under huden. Bule på bule. Elefantmanden havde glattere hud end mig. Få minutter senere begyndte mit venstre øre at hæve op til dobbeltstørrelse og min hals hævede op og lukkede delvist for passagen.
Ambulancen kom, jeg blev og overnattede på sygehuset, og herefter røg jeg i udredning. I mit hoved var det intet mindre end kræftknuder over det hele. Jeg var overbevist om, at alle de symptomer jeg havde haft i så lang tid var uopdaget kræft, som så eksploderede på én gang.
Så mens jeg sad der i mit terminale tilstand, blev lægerne færdige med deres undersøgelser, og kunne fortælle mig, at jeg havde fået raget en gang nældefeber til mig. En art, som får de nedre hudlag til at hæve op.
Der blev udskrevet recept på medicin, og så blev der ro på settet. For en stund. En ganske kort stund.
For så stoppede jeg med at ryge, og begyndte at hoste. (Fordi slimhinderne skal finde sig selv igen). Rygestop betyder også at blodtilstrømningen bliver øget - herunder blandt andet til tandkødet.
Under et hosteanfald, kom der blod med ud, og det fik startet en periode, som jeg allerhelst vil glemme. Jeg var selvfølgelig overbevist om, at jeg havde kræft. Og den frygt slog sig ned i mig med en kæmpe klo, og fra den dag var jeg fuldstændig styret af angsten. Jeg følte mig lammet. Jeg følte at jeg havde mistet kontakten til mig selv og alle omkring mig. Hvis det at blive besat af en ond ånd var noget, der kunne ske i virkeligheden, ville jeg sværge, at det måtte være sådan det føltes.
Jeg forsøgte stadig at opretholde min hverdag, og lade som om, at jeg havde det fint. Men hele tiden havde jeg en djævel siddende på min skulder, som hvislede: Du ved godt du skal dø, ikke? Umenneskeligt opslidende.
Og en dag, hvor jeg var alene hjemme, ramte jeg bunden. Jeg ramte den for alvor, og i en grad, som stadig skræmmer mig ad helvede til. Jeg kunne ikke mere. Der var ikke mere energi at tage af. Alt omkring mig føltes sort og smertefuldt, og da jeg ud af det blå fik tanken: "jeg vil ikke leve mere", tog jeg telefonen og ringede til lægen.
Jeg fik en tid en time senere, og lægen var fuldstændig fantastisk og tog sig god tid til mig.
For helvede, hvor gjorde det ondt, og hvor gør det ondt at sætte ord på det. For jeg ville jo ikke dø. Det var jo netop derfor jeg var så styret af angsten, fordi jeg i bund og grund bare vil nyde mit liv uden så tunge bekymringer og fordi livet faktisk er dejligt. Men - og som min læge sagde til mig - tanken om at jeg ikke ville mere, handlede ikke om, at jeg som det næste skridt ville montere et tov i et træ - det handlede i al sin enkelhed om udmattelse og et råb om hjælp.
Ambulancen kom, jeg blev og overnattede på sygehuset, og herefter røg jeg i udredning. I mit hoved var det intet mindre end kræftknuder over det hele. Jeg var overbevist om, at alle de symptomer jeg havde haft i så lang tid var uopdaget kræft, som så eksploderede på én gang.
Så mens jeg sad der i mit terminale tilstand, blev lægerne færdige med deres undersøgelser, og kunne fortælle mig, at jeg havde fået raget en gang nældefeber til mig. En art, som får de nedre hudlag til at hæve op.
Der blev udskrevet recept på medicin, og så blev der ro på settet. For en stund. En ganske kort stund.
For så stoppede jeg med at ryge, og begyndte at hoste. (Fordi slimhinderne skal finde sig selv igen). Rygestop betyder også at blodtilstrømningen bliver øget - herunder blandt andet til tandkødet.
Under et hosteanfald, kom der blod med ud, og det fik startet en periode, som jeg allerhelst vil glemme. Jeg var selvfølgelig overbevist om, at jeg havde kræft. Og den frygt slog sig ned i mig med en kæmpe klo, og fra den dag var jeg fuldstændig styret af angsten. Jeg følte mig lammet. Jeg følte at jeg havde mistet kontakten til mig selv og alle omkring mig. Hvis det at blive besat af en ond ånd var noget, der kunne ske i virkeligheden, ville jeg sværge, at det måtte være sådan det føltes.
Jeg forsøgte stadig at opretholde min hverdag, og lade som om, at jeg havde det fint. Men hele tiden havde jeg en djævel siddende på min skulder, som hvislede: Du ved godt du skal dø, ikke? Umenneskeligt opslidende.
Og en dag, hvor jeg var alene hjemme, ramte jeg bunden. Jeg ramte den for alvor, og i en grad, som stadig skræmmer mig ad helvede til. Jeg kunne ikke mere. Der var ikke mere energi at tage af. Alt omkring mig føltes sort og smertefuldt, og da jeg ud af det blå fik tanken: "jeg vil ikke leve mere", tog jeg telefonen og ringede til lægen.
Jeg fik en tid en time senere, og lægen var fuldstændig fantastisk og tog sig god tid til mig.
For helvede, hvor gjorde det ondt, og hvor gør det ondt at sætte ord på det. For jeg ville jo ikke dø. Det var jo netop derfor jeg var så styret af angsten, fordi jeg i bund og grund bare vil nyde mit liv uden så tunge bekymringer og fordi livet faktisk er dejligt. Men - og som min læge sagde til mig - tanken om at jeg ikke ville mere, handlede ikke om, at jeg som det næste skridt ville montere et tov i et træ - det handlede i al sin enkelhed om udmattelse og et råb om hjælp.
Jeg fik den hjælp jeg havde så inderligt brug for. Der blev ordineret medicin, og jeg kan ærligt sige, at det har reddet mit liv. Der er ikke tale om et medikament, der gør mig døsig eller fjern. Det er bare SSRI - eller i folkemunde kaldet "lykkepiller" - og det har gjort alverden for mig.
Det betyder ikke, at sygdomsangsten er skredet sin vej, men det betyder, at jeg ikke panikker på samme måde som før. (Det meste af tiden) Men jeg er ikke i mål. Så langt fra. Så nu forsøger jeg at finde resten af mig selv og få sat tankerne på plads på de rette hylder oppe i hjernen - velvidende om, at jeg nok aldrig slipper af med det fuldstændigt, men at jeg forhåbentlig kan genvinde en del af kontollen og dermed få mig et sted hen, hvor det ikke får lov at fylde mit liv, som en irriterende facer på gågaden eller en insisterende telefonsælger.
Argh! Det er så sårbart, dette her. Tag venligst godt imod det. Nu vil jeg køre i hundeskoven med min bedste ven, og bagefter på foderstoffen efter mad til de fjerklædte tykke piger. Intet af det er Instagramvenligt, og netop derfor er det perfekt.
Det betyder ikke, at sygdomsangsten er skredet sin vej, men det betyder, at jeg ikke panikker på samme måde som før. (Det meste af tiden) Men jeg er ikke i mål. Så langt fra. Så nu forsøger jeg at finde resten af mig selv og få sat tankerne på plads på de rette hylder oppe i hjernen - velvidende om, at jeg nok aldrig slipper af med det fuldstændigt, men at jeg forhåbentlig kan genvinde en del af kontollen og dermed få mig et sted hen, hvor det ikke får lov at fylde mit liv, som en irriterende facer på gågaden eller en insisterende telefonsælger.
Argh! Det er så sårbart, dette her. Tag venligst godt imod det. Nu vil jeg køre i hundeskoven med min bedste ven, og bagefter på foderstoffen efter mad til de fjerklædte tykke piger. Intet af det er Instagramvenligt, og netop derfor er det perfekt.
