Folk fra min generation og ældre kan huske datidens lossepladser. I dag hedder det genbrugspladsen eller hvis det skal være ekstra fint; genbrugsstation. I min barndom var der intet plads eller station over det. Der var det bogstaveligt talt et kæmpe hul i jorden.
Jeg ved ikke om det var en generel ting for børn, eller om jeg bare ikke oplevede nok, men jeg stod i hvert fald klar, når min far havde monteret traileren på den lille Renault og gjorde klar til en tur på lossepladsen.
Glem Djurs Sommerland, glem svømmehallen - dette var noget, som jeg ikke skulle gå glip af.
Hver gang - inden min far og jeg trillede ud af gårdspladsen - fik jeg de samme formanende ord fra min mor: "Du må ALDRIG gå ind i et køleskab derude! Der var engang en dreng, der legede inde i et køleskab på lossepladsen, og pludselig smækkede lågen i, og så kunne han ikke komme ud"
Altså, godt nok var det tiden uden de mange tv-kanaler, computere, mobiltelefoner og internet, men SÅ meget kedede jeg mig trods alt ikke, at en udflugt ind i et gammelt køleskab stod på min bucket list.
Men af sted det gik. Og jeg kan oprigtigt sige, at jeg var fuld af spænding og fascination, når min far bakkede hen mod hullet. Fuld af spænding, men også en smule frygt, for tænk nu hvis vi røg med ned i hullet. Og så blev der ellers læsset af på den klimafjendtlige måde. Køleskab, trillebør, madaffald, en cykel uden pedaler, tagplader i zink, gammelt træ og så videre. Ned i hullet med lortet - ned til alt det andet blandet ragelse blandet sammen i en fortvivlet håbløs bunke, mens mågerne og andre skidtfugle holdt sig til og håbede på en god fordærvet frokost.
Intet system, ingen sortering - bare en stor møgbunke.
Lidt ligesom mit hoved pt. Der ville også være mødre derude, der ville advare deres børn om at gå ind i mit mentale køleskab, for det ville være ret uoverskueligt for det stakkels barn, hvis det blev smækket inde deroppe.
Ja ja, overdrivelse fremmer forståelsen. Jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke tåger rundt i en psykose eller personlighedsspaltning. Jeg er ved mit fulde fem, men på samme tid, så er jeg temmelig anspændt og udbrændt.
Denne sygemelding er nok det bedste jeg længe har gjort for mig selv. Selvfølgelig er det forbundet med dårlig samvittighed. Det er klart. Selvbebrejdelsen kræver sin plads på lossepladsen. Det er amerikanerkøleskabet, der ligger på den sydlige skråning af hullet i jorden - vippende lokkende med sine to store låger.
Men det er godt til mig. Godt og tiltrængt.
Jeg sørger for at gøre ting, der er gode for mig. Starter morgenen med at tænde stearinlys, mens kaffen bliver klar. Pakker mig ind i min morgenkåbe, og går ud med hundepigen. Det er det fede ved at bo på landet. Man kan lufte hund i morgenkåbe og med håndklæde viklet om håret i fred og ro.
Jeg drikker kaffe ved stearinlysenes skær, læser nyheder og surfer. Og så går jeg en lang tur i skoven med hunden.. Derefter kan dagen så bruges på konstruktive ting i mit tempo.
Men i dag bliver nok ikke en af de dage, hvor jeg får lavet mest. Jeg vågnede ved tretiden i nat og har ikke kunnet finde ro siden. Det er så ubehageligt at blive vækket af stress. At vågne fra et mareridt, hvor jeg pisker rundt på jobbet med pulsen bankende i tindingen, mens jeg bliver verbalt pisket af chefen.
Det er møg ubehageligt, men hvor bizart det end lyder, så er det også lidt en lettelse. For med sådan en oplevelse siddende på søvnfiltret, så bliver jeg trods alt bekræftet i, at denne sygemelding i den grad er på sin plads.
Da jeg sygemeldte mig, sagde jeg, at jeg ville være væk i 14 dage. Den første uge er gået, og umiddelbart kan jeg ikke se mig selv tilbage på job om en uge. Men jeg tager én dag ad gangen, og så må jeg se hvad det ender med. Måske en deltidssygemelding? I don't know. Lige nu er jeg vigtigst.
For når stressen er på overarbejde, vækker den sygdomsangsten, og det kræver en del energi at holde sidstnævnte i ro.
Den opfører sig som en Karen, der konstant vil tale med "the manager" - eller i dette tilfælde: Med overlægen.
Det er det satans med den tilstand, og det skriver jeg nærmere om senere. Hvordan dagen kan starte med et bodyscan, hvor lymfer og hud og hvad har vi, bliver kontrolleret. Det svarer til at stoppe op og tale med Jehovas Vidner og deres evindelige lædertasker med 400 eksemplarer af Vagttårnet. Det fører absolut intet godt med sig, det gør ikke dagen bedre, og det efterlader en med en ulidelige mental udmattelse og frustration.
I dag er det fredag. Planerne er bare at bage julesmåkager, gå med hunden, hente min datter og hygge med hende og min søde mand. Jeg spiller en del SIMS - eller det vil sige: Jeg bygger huse i SIMS, det er utrolig afstressende. At spille spillet magter jeg ikke. I forgårs forsøgte jeg efter at have brugt timer på at bygge dem det skønneste hus, og takken fra de lorte-simmere var så, at det første de gjorde var at sætte ild til juletræet og dem selv. Og så var dét spil ligesom slut.
Så jeg slår netforbindelsen fra, drikker kaffe og bygger huse. Simpelt, ukompliceret og afslappende. Og så tænker jeg over fremtiden, over mine drømme og ønsker over hvad der er et luftkastel, og hvad der måske ligefrem kunne blive en realitet rent jobmæssigt.
Jeg trænger til at bruge mit hoved. Jeg trænger til at give fra mig og suge viden til mig. Økonomisk ville det kunne lade sig gøre med uddannelse, men er jeg klar til det? Det er et kæmpe spring, og især for typer som mig, der er evige tryghedsnarkomaner. Og vinker jeg farvel til fleksjob, gør jeg det så i desperation i håbet om at føle mig mere normal? Hvordan vil det hele se ud, hvis jeg fejler?
Garhh! Tag mig tilbage til lossepladsen i barndommen. Der var tingene sgu ikke så komplicerede. Der skulle jeg blot tage stilling til, om jeg ville ind på forsædet af Renaulten eller om jeg ville være en dare devil og tage pladsen i køleskabet.
