Genoplivning af en mumie

Jeg savner at skrive. Der har ikke været aktivitet herinde i tre år, så derfor tænker jeg, at det er et trygt og godt sted at starte igen. Det er ikke antallet af læsere, som jeg skal bekymre mig om, så jeg kan egentlig bare starte op igen i det tempo jeg ønsker, og med det indhold jeg lyster. 

Grunden til jeg startede denne blog, skyldtes at jeg altid har haft det bedst med det skrevne, og at jeg har langt lettere ved at formidle mine tanker og meninger via et tastatur. Jeg har brugt det for at ventilere, og det har hjulpet mig så mange gange. 
Men så lige pludselig, så mistede jeg skrivelysten. Jeg aner ikke hvorfor. Det skete en masse i mit liv - gode ting - og så gled tastaturet mere i baggrunden. Men som sagt, så savner jeg det. Jeg savner ikke en kæmpe følgerskare (som om jeg nogensinde har haft det) - det har aldrig været mit ønske eller formål. Men jeg har brug for et safe space - noget velkendt og trygt - hvor jeg kan komme af med alt der fylder og optager mig.

Nogen vil måske mene, at det så havde været langt bedre at starte op på en helt ny blok papir. Guderne skal vide, at det er en rodebutik herinde med en del skrammel i diverse hjørner. Men jeg er på en personlig mission (Ikke en rejse! Gud, hvor jeg hader det begreb). En mission om at slutte fred med mig selv, og det kan ikke lade sig gøre, hvis jeg ikke vil stå ved hvad jeg tidligere har skrevet. For ganske som med denne blog, så ligger der også skrammel i hjørnerne i mig og den jeg er - og det er okay.

Så - som Kurt Thorsen ville sige: 

Her har I mig tilbage!

 

Rasmus Trads illustrerer så de få mennesker, der overhovedet kommer til at læse dette indlæg.