Man må godt være en madsnob. Det må man. Det skal man sgu være. Ordentlig mad kræver ordentlige råvarer og mad skal laves med kærlighed.
Og i en tid, hvor 40% af befolkningen fandeme ikke aner, hvordan en ægte lasagne smager, fordi de kun kender til pulverversionen fra Knorr, kan det være tiltrængt med et opråb i ny og næ.
Men madsnobberi kan så også gå hen og blive direkte grinagtigt og mest af alt minde om et skide fysikforsøg, som intet har med madlavning at gøre, men udelukkende er kokkens forsøg på en penisforlængelse.
Som nu f.eks. Noma. Ej, men spørg mig da lige, om deres menuer får mit mundvand til at sive?
Overhead not.
Det er intet andet end snobberi og kokkebranchens svar på en gejlet grim bil proppet med Thansen accessories.
”Ja hej – og velkommen til Noma”. (Meget spinkel mand med meget spinkel læspende stemme, som sikkert har fået mere pik i sine 21 leveår, end jeg har i mine 39, byder velkommen med skrøbeligt håndled og pressefolder i buksen, som er bredere end hans lår). ”Foran jer står der to potteplanter. Det er jeres forret. Der er tale om en symfoni af gæret lyng og troldegrene, som vokser i en bund af organisk økologisk pottemuld fra Holstebro-engen. Mellem troldegrenene sidder der små saftige spæde baby-skovsnegle, som er fanget i en have i Kjellerup i et nedgravet ølkrus med en mørk hedeøl fra Øster Bording bryghus. Hver snegl har to plagiat kaviar i nakken, som faktisk slet ikke er kaviar, men derimod syltet saltvand i en gelantinedråbe.
Mens I nyder dette, vil kokken gå i gang med jeres hovedret, som i dag er marinerede klippekort i en skøn harmoni og omfavnelse af bornholmske baconrøgede bøgeblade. Dertil serveres en reduceret glace af morgendug, stegte mariehøns og en garniture af iblødsatte asfaltrester fra den nye jyske motorvej og braiseret bark fra Rold Skov. Velbekomme”.
Hold nu bare kæft for fanden, din fims, og giv mig en steak. Du synes jo ikke engang selv, at det der lyder lækkert, vel? Det øger din potens, ikke din appetit. Vil da faktisk vædde ret meget med, at du står og småkommer lidt i silkebukserne, mens du fyrer den der remse af med et smil så stort, at man skulle tro du har sovet med en fejebakke i munden. Og apropos, så vil jeg gerne annullere min bestilling af letmælksfromage til dessert.
Jamen herregud altså...Kan vi da ikke lige få oprigtigheden tilbage på menukortet?
Derfor var min glæde stor, da jeg i radioen hørte, at ”brændende kærlighed” var blandt de retter, som man kunne stemme på i konkurrencen om Danmarks Nationalret.
Et mini Himmelbjerg af kartoffelmos – tapetseret med bacon ad libitum og en lava af Heinz. Det er sgu da mad man kender og kan forholde sig til uden en ordbog.
Troede jeg. Men så klikkede jeg mig ind på siden og kunne konstatere, at endnu en kok åbenbart har taget et AOF-kursus i blomsterbinding og Feng-Shui. Det billede har jo intet med ”brændende kærlighed” at gøre?
To spiseskefulde kartoffelmos formet som en skibakke og 25 gram stegt bacon i miniature-tern ligger midt i Jesperhus Blomsterpark. På en tallerken.
(Foto: Danskernes Mad/Fødevareministeriet)
???
Jeg er helt klart tilhænger af ordsproget: ”Man spiser med øjnene”. (Hvilket nok forklarer mine duggede brilleglas, når jeg ser ”Die Hard”). Mad må gerne blive præsenteret pænt. Meget gerne. Det skal sgu ikke ligne Tandskov losseplads i komprimeret udgave.
Jeg synes også, at det innovative køkken kan være skide spændende og inspirerende. Men kan vi da for fanden ikke få lov til at beholde vores gode gamle danske retter i deres uforfalskede ægthed i stedet for, at de skal lide samme skæbne som kvindeidealet, som bliver mere og mere forkrampet og badet i Photoshop og botox?
Hvis jeg vinder i Lotto, åbner jeg min egen restaurant. Med autentisk mad i autentiske størrelser serveret af en tjener med naturlig patina i ansigtet og tilberedt af en kvinde, som elsker appelsiner og faktisk blev det hun spiste: Nubret og ujævn på udsatte hudarealer.
