Jeg har haft den siden 2012. Seks år, hvor jeg ukritisk har nedfældet sjove oplevelser, fordomme ad libitum, dumme tanker, kærestesorg, forelskelse osv-osv.
Én stor pærevælling kørt gennem blenderen af flere omgange. Men det er jo mig. Lidt distræt. Lidt forvirret. Oppe. Nede. Prikket og ensfarvet. Og så er det altså svært at føde en ny blog. For meningen er jo, at der i den skal være en rød snor. Lidt mere struktur. Lidt mere overblik. Lidt mere gennemgående mening.
Og det vil jo sige, at hvis jeg lavede en blog med temaet: "Kun for ja-hattebrugere" (som om det nogensinde ville ske - jeg hader den skide ja-hat og dens lillesøster "Pytknappen") - men HVIS jeg nu (fik en blødning) og lavede sådan en blog, så ville jeg jo fraskrive mig retten til at lufte fordomme og pms-udbrud. Og så er det jo ikke mig. Man spiser jo heller ikke pasta uden parmesan.
Nå. Men jeg finder nok en løsning. Og i mellemtiden kan jeg jo begynde at gå i gang med at skrive lidt igen. Øve mig. Genskabe mit lynhurtige 2-finger system.
Status over mig og mit liv:
* Går skide godt. Faktisk. Jeg elsker at elske ham - jeg elsker at blive elsket af ham - jeg elsker mit hjem.
* Mine arvinger har det også glimrende. Imponerende (og noget af en øjenåbner) at se deres udvikling, når Curlinghønemor flytter bopæl.
* Er i gang (for gud ved hvilken gang) med at komme ned i størrelse. Det går godt. Vægten daler - omend det dog stadig blot er en dråbe olie i den store frituregryde. Men den daler og man skal jo starte et sted.
Og det var ikke et øjeblik for tidligt. Jeg kan bare konstatere, at jo ældre man bliver, jo mindre fedt føles det for kroppens led at blive overbelastet. Og med mindre jeg har et brændende ønske om en vraltende og haltende gangart og med mindre jeg drømmer saligt om at have kroniske smerter i ben, muskler, ryg og you-name-it, så har jeg intet andet valg end at reducere kropsvægten.
Og det har gjort ondt denne gang. Og krævet en del mere mental og fysisk energi at komme i gang.
Hold kæft min kondi har været alt andet end til stede. Og mine muskler har lockoutet sig selv. Og det har bare gjort pisse ondt. Virkelig pisse ondt.
Jeg har pludselig en noget længere gåtur hjem fra arbejde. Og ikke alene er den længere, den er også stejl. Så i starten var jeg virkelig ødelagt og forpustet og koksrød i hovedet. Og det var et nederlag. Et kæmpe gigantisk nederlag. Og en personlig ydmygelse at have ondt i kroppen pga. ovenstående.
Hold kæft, hvor har jeg hadet mig selv og været overmandet af det mest usle selvbillede og selvværd.
Men jeg er blevet ved og nu kan jeg tydeligt mærke en positiv forandring. Kondien er bedre, musklerne har genoptaget arbejdet og det hjælper alt sammen og er lidt lettere. Og nu skal det bare blive endnu lettere på alle områder. Ikke engang havearbejdet (som jeg er blevet ret vild med...mrmm, man ER vel flyttet blandt ligusterludere) invaliderer mig helt så slemt længere. Fordi mine muskler netop og langt om længe bliver brugt, som de fortjener det.
Og ja, herregud - det har jeg prøvet før. At sige at NU skal det ændres. Og så går det godt lige indtil det går grueligt galt. Men ikke tidligere har jeg mærket det på den måde fysisk. Hvordan kroppen bare har tænkt: "Der er fandeme grænser for hvor meget jeg vil stå model til - Fuck dig, kælling. I'm out!"
Og det gider jeg ikke. Jeg skal simpelthen ikke æde mig til slidgigt og en ny hofte.
Så jeg knokler trofast på og på en måde, hvor jeg véd, at jeg ikke falder i, fordi det bare er for surt det hele. Det er sgu egentlig meget rart. Også selv om jeg i perioder har lyst til at sove med en sukkerroe i munden, fordi jeg virkelig har lyst til slik.
Men her er det heldigt, at min kæreste er lidt småsær på det punkt og ikke kan lide slik.
Dybt underligt. Jeg forstår ikke, hvordan sådan noget kan lade sig gøre. Men det sænker da min lyst til at gå amok i bland-selv-slikket. Det er ligesom ikke helt det samme at gå e-nummer-amok, når man gør det alene.
Heldigvis kan han lide rødvin. Og ost...
Hvor langt jeg vil ned i vægt, aner jeg ikke endnu. Jeg tager det hen ad vejen og finder ud af, hvornår jeg er tilfreds med mit spejlbillede. Og vigtigst af alt, så handler det også om, hvornår mit selvværd genopstår. Nu smutter vi til Frankrig i sommerferien i en tre ugers tid. Og der er ligesom temmelig varmt på det tidspunkt. Og når vi nu lejer en hus med egen pool, så skal jeg fandeme ikke sidde og svede mig rødglødende. Så jeg satser på, at jeg har tabt nok til at hoppe i en tankini. (Og ellers må vores børn lukke øjnene den uge, hvor de besøger os. Jeg SKAL bade. Uhhh, for første gang i 800 år)
Min kæreste er heldigvis verdens sødeste til at fortælle mig, hvor dejlig han synes jeg er. Jeg skal også bare selv synes det en lille smule.
Bare ...
