onsdag den 15. juli 2015

Feriehætte - Version Rødvinsmave 4.0

Jeg er forelsket! Jeg tror det er seriøst. Jeg kunne godt se det som et fast forhold.

Mrm.

Jeg er dybt forelsket i min ferie. Har en hvilepuls på omkring 12. Har rødvinsmave og 3-lags toiletpapir. Har nyvasket "og-det-har-blæst-sig-tørt-i-vinden-udenfor" sengetøj. Og jeg har gode venner.
Jeg er nærmest som en 1600 årig gammel natursvamp i en skovsø. Jeg suger næring og fylde til mig. Fylde på livsenergikontoen.

Fantastisk hyggelig aften i have i aftes. God mad, god vin, gode samtaler, gode venner og en ret så nuttet mand på den anden side af bordet.
Og i dag hygge med en gammel kollega. Og i aften simpel-men-fabelagtig-bolognese, vin og citronfromage med to dejlige venner.

Jamen; årh - jeg nyder det. I fulde drag. Og som en ekstra bonus, tikkede der en mail ind i aftes i e-boks. Feriepengene har fundet hjem igen.

Jeg nyder det så meget, at jeg næsten ikke kan være sarkastisk.


Næsten ikke.


Man skal jo ikke glemme sig selv og hvem man er.

Men jeg har lige pludselig ikke noget behov for at ligge og slubre dokumentar om flystyrt til mig. Selv de værste stavefejl på internettet, rammer ikke mit irritationsgen.
Eller jo, gu' gør det så, Men jeg gider ikke bruge energi på at hidse mig op over det. Og så véd man bare, at jeg mener det seriøst.

Er sgu lige ved at tro, at jeg ville smile til en hjemmeværnsmand, hvis han og hans store gennemvædede overskæg og diodeblinkende stav, stoppede mig i trafikken.

Overbærende. Men stadig smilende.



Nå, men jeg har noget husblas der venter. Nyd ferien ;-)